Et klap på skulderen
Ben Stein
Det var en lummer, skyet dag og mit hjerte græd. Jeg mener, at hr. Nixons tale var den mest åbenhjertige frigjorte præsidentudtalelse jeg nogen sinde har hørt. Fortællinger om hans far og mor, tale om fattigdom og triumf, men det jeg husker tydeligst var den måde han benyttede ordene på overfor os.
"Det er altid en ny begyndelse. Altid. De unge skal vide det. De gamle ved det...altid en ny begyndelse. Det er ikke et farvel. Franskmændene har en talemåde om det. 'Au Revoir,' vi ses igen." (Dette er en parafrase...det er jo længe siden.)
Mine forældre sad på første række blandt Kabinetsfolkene, min mor askegrå og med tårer i en mængde jeg aldrig før har set på hende, min far, dengang formand for Det Økonomiske Råd, ligeså knust som havde han mistet en forælder, og det havde han på en måde også.
Da bemærkningerne var overstået gik hr. Nixon ud på den Sydlige Plæne med sin hustru, Tricia og Ed Cox. Julie blev inde hos forsamlingen. Vi vinkede alle til afsked, og udgydte endnu flere tårer. Så drog min kæreste (der arbejdede for Det Økonomiske Råd) og jeg mod vest gennem Det Hvide Hus for at komme tilbage til vore pladser i ledelsens kontorbygning. Selv nu, er det svært at forklare, hvor fortabt og ked af det jeg var. Jeg følte det som noget ganske skrækkeligt var hændt den mand jeg beundrede. Jeg var ked af det på Julies vegne. Men mest af alt da troede jeg at mit liv nu var ovre i en alder af 29. At jeg ville miste mit arbejde. At ingen ville ansætte mig igen og at jeg resten af mit liv skulle være tvunget til at leve i elendighed og pengemangel. Jeg havde netop købt mit første hus med mit første huslån. Jeg var bange.
Da jeg gik ud af dobbeltdørene ud i den stegende hede på West Executive Avenue i en tilstand af mismod, frygt og forvirring følte jeg pludseligt et imødekommende klap på skulderen.
Et fast sympatisk klem på skulderen. Jeg vendte mig og så et svagt, men venligt smil i ansiget hos Fred Dent, Handelsministeren, der var en god ven af min far og hvis smukke hustru Millie var veninde med min mor. Der er gået 35 år, og jeg kan knap forklare Jer, hvor meget det klap på skulderen - uden et ord - betød for mig.
Fred var fra South Carolina, en storspiller i tekstilverdenen, en legendarisk pengeindsamler for Republikanerne og med en magnetisk personlighed. Jeg havde mødt ham et par få gange forud, men altid under langt mindre stressede omstædigheder. At han i det øjeblik henvendte sig til mig var meget betegnende. Jeg fik det straks langt bedre og fik indgydt mod. Med venner som Fred Dent, kunne livet fortsætte.
Tiden gik. Jeg blev taleskriver for Gerald Ford. Jeg var klummeskribent ved Wall Street Journal. Så kom jeg til Californien. Jeg blev skribent på TV, manuskriptforfatter, klummeskribent for de større aviser og tidsskrifter. Jeg underviste i årevis i jura og økonomi ved Pepperdine University i Malibu. Jeg var et ekspertviden i retssager om emner vedr. sikkerhodslovene, viden overfor Kongres Kommiteer.
Helt tilfældigt blev jeg en film og TV kult figur. Tiden og chancen, som kommer til alle mænd, forsynede mig med penge, tog penge fra mig, gav dem tilbage, gav mig gode som dårlige tider.
Jeg lærte dyderne ved hårdt arbejde ved at mobilisere indre styrke og vise mobilitet. Faktisk begyndte jeg som skrækslagen den dag Richard Nixon trådte tilbage i erkendelsen af at jeg have et lån der skulle betales -- og sådan har jeg det stadig. Når jeg møder mennesker der ikke arbejder hver dag, forbavses jeg. Det er nemlig det eneste jeg har kendt til i 35 år. Når jeg samtaler med en ung person, uden arbejde ,der fortæller mig om dagens gerning med at søge efter arbejde ved at besøge nogel få hjemmesider og derpå ud at spille golf, da bliver jeg simpelthen forundret. Når jeg møder en arbejdsløs der går i byen for at spise sushi uden en krone i opsparing, bliver jeg forvirret. Min kæreste, for længe siden, og jeg spiste lavpris hamburgere efter hr. Nixon trådte tilbage (forresten aldeles udmærkede hamburgere). På en måde var den frygt der ramte mig da hr. Nixon drog afsted i helikopteren til San Clemente den bedste læremester jeg nogensinde har haft. Jeg kan nemlig præcis sætte dato på den arbejdsetik der igangsatte mig til at have en beskeden indstilling til netop den dag i august 1974.
Jeg kan også sige at jeg stadig er venner med mange af de menesker jeg arbejdede sammen med i Nixons Hvide Hus -- mine kolleger i taleskrivernes butik, John Coyne, Aram Bakshian, Kan Khacigian og vor chef, Dave Gergen, der alle gav mig et klap på skulderen senere hen. Selv nu, hvor mine forældre er borte, hr. Nixon er borte, kære venner på min alder der døde alt for unge, er borte, kan jeg sige at jeg lærte af det klap på skulderen i præcis det rette øjeblik den 9. august 1974 fra en opmuntrende Fred Dent, der selv havde lidt egne skrækkelige tab, men stadig forblev den stålsatte mand fra South Carolina.
"En let berøring af Harry om natten," idet jeg henviser til Kong Henry den 5. der uden omsvøb og personligt opmuntrede sine mænd før slaget, som Shakespeare sagde var grunden til den britiske sejr ved Agincourt. De små sejre jeg har haft siden 1974 skyldes for en dels vedkommende det klap på skulderen som Fred Dent gav da jeg gik ud i den steghede brutale trykkoger som var Washington D.C. den augustdag. Husk på det når du kan se nogen er rædselsslagne. En berøring i medmenneskelig sympati kan forvandle nat til dag.
Netop i dag 5. august tilbringer jeg megen af dagen på søen Pendoreille i min båd i solen og vinden. Mens dagen svinder hen og mens jeg tænker på, hvor gammel jeg egentlig er, og hvor meget af mit liv der er forbi -- i lyset af den nedgående sol - passerer jeg netop under den store jernbanebro. Lige netop da jeg kommer ud af skyggen kan jeg betragte et skrigende gul Burlington Northern Santa Fe lokomotiv der trækker en enorm række af godsvogne. Silhuetten i solen, afspejlet i vandet og toget var et så fantastisk syn at jeg vinkede med højre arm entusiatisk til lokomotivets fører. Jeg blev besvaret med tre øredøvende trompetlyde fra togets signalhorn, hilsener, klap på skulderen fra en fælles rejsende her på Planeten, i det storslåede Nord Idaho. Jeg følte mig euforisk.
"Så kan det ikke blive meget bedre end det," sagde min ven og bådinstruktør Tim Farmin. Netop, opmuntring i dette skrøbelige liv fra et fragttog gjorde dagen fuldkommen. Må Gud velsigne Jer i BNSF ingeniører. Må Gud velsinge dig minister Dent og John Coyne og Aram og Ken og Dave og Phil og Wlady og Bob og Julie og fremfor alt mor og far, og min vidunderlige hustru, og alle andre der har afstedkommet at jeg kunne tilbringe denne eftermiddag på en sø i Idaho, hvor jeg i nogle timer ikke var skrækslagen.
Hvis du skulle have lyst til at se en video af den meget gribende begivenhed med Nixon så klik her. (link af synopsis)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar