Historien betyder noget for en kultur

En kultur tager hensyn til sin historie

Dr. Laina Farhat-Holzman

Hvordan en kultur ser på sin egen historie, og på verdenshistorien, kan fortælle od meget om deres værdier.

USA. Vor grundlæggende fædre anerkendte at medvirken i en regering var en radikal ide - og de elitære i Europa så til og var bekymrede. Monarker og aristokratiet havde god grund til denne bekymring, da USA vandt sin frihed fra Storbritannien, da udbrød nemlig Den Franske Revolution. Den var langt mere voldelig end vores, og de europæiske monarkier gik over til indskrænkninger og undertrykte ikke kun forsøg på revolutionerne, men endog reformer.

I vort nye land, fik den uddannede klasse undervisning i historie som den deres britiske ophav havde modtaget: Begyndende med Grækenland og Rom, derpå Kristendommen og Renæssancen i Europa, og endelig frembringelsen af nationalstaterne med deres egen historie. Det var kundskab om Grækenland og Rom der gav vore grundlæggende fædre hele konceptet bag republikken og demokratierne fra hvilke de udformede og organiserede vor egne særegne republikanske værdier, som gennem tiden har udvidet medvirken af og deltagende rettigheder til alle voksne borgere.

Nej, det er rigtigt, de kendte ikke meget til Indiens historie, Kinas, Japans, eller endog den Nye Verdens gamle imperier, Aztkerne og Inkaerne. Den kundskab måtte vente til det 20. århundrede, da to verdenskrige gjorde en sådan kundskab vigtig. Men historien for os har altid været vigtig og væsentlig, og mens vi blev mere udviklet blev vor kundskab også udvidet. I 1920'erne skrev H.G. Wells, som er bedre kendt som en science fiction forfatter, et populær 2 binds værk - Verdens Historie - som blev meget udbredt. Resultatet har været af betydning for verdenshistorien.

Imidlertid er amerikanerne i store træk mere interesseret i morgendagen, end i går, med et par undtagelser:

• Nogle mener, at de politiske arrangementer som vore grundlæggende fædre stod for skal indkapsles i rav - for aldrig at blive ændret. Disse er de "strenge konstruktionister" i Højesteret, for eksempel, som søger efter de "intentioner" som vore grundlæggende fædre stod bag i lovspørgsmål. Burde vi følge deres intentioner med hensyn til kvindesyn og synet på sorte?
• Civil Wars tabere er også opmærksomme på historien, og er med i lidenskabelige reenactments (slag fra Borgerkrigen genskabes og udspilles) ( i håbet om måske et andet resultat?).

Den Muslimske verden: Araberne indførte Islam i nationer med en lang, lang historie. De drog ind i Ægypten, som allerede var årtusinder gammel og i de græske, romerske og persiske verdener med et tusinds års historie, som de veluddannede indbyggere var godt kendt med. Araberne besluttede meget tidligt at erklære al historie før Islams fremkomst i det 7. århundrede for en tid med "Jahilia" (uvidenhed.) Denne uvidenhed var virklig sand for araberne før Islam, men den var ikke sand for de erobrede folkeslag.

I dag er der alvorlige udløbere af denne arabisk/muslimske politik i lande som Pakistan (engang en del af Indiens lange historie) og Indonesien, med en lang, lang historie før Islam. Men selv Saudiarabien har en konflikt mellem de ægte troende, og arkæologerne der hele tiden finder oldgamle arabiske steder.

Iran. Nu mens den nuværende iranske revolution lurer, dukker det historiske element igen op. Under det 50 år lange Pahlavi styre der gik forud for Den Islamiske Revolution, var viden og kundskab et vigtigt element i bestræbelsen på at trække et feudalt land ind i det 20. århundrede. Den første Pahlavi Shah ændrede kalenderen fra den islamiske der begyndte et år fra Muhammads mission til den meget ældre anerkendelse af 2500 års persisk identitet. Han opmuntrede også eliten til at navngive deres børn efter de gamle helte og heltinder i de episke digte fra Iran, Shah Nameh, snarere, end de arabiske muslimske navne fra arabernes historie.

Den islamiske Revolution ændrede igen kalenderen (se evt. denne artikel på synopsis) tilbage til den islamiske, og Ayatollah Khomeini forsøgte endog (uden succes) at udslette ethvert bevis på at Iran havde eksisteret før Islam. Han forkastede fejringen af Det persiske Nytår, som helt klart er oldgammelt og tilsyneladende Zorastrisk. Selv idag gør regeringen sig enhver bestræbelse på at sabotere Zorastriske arkæologiske steder (se denne artikel på Synopsis). Dette er ligesom de afghanske talibaner der ødelagde verdenskulturarven Buddhastatuerne. (se denne artikel på synopsis)

Måske kan iranerne genfinde deres historie og sjæl mens de kæmper for frihed. 'De som ikke lærer af historien er fordømt til at gentage den.' (tilskrives Georges Santayana, synopsis kommentar)

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is an historian, lecturer, and author who also writes for the Santa Cruz Sentinel. You may contact her at Lfarhat102@aol.com or http://www.globalthink.net/.