Terrorangreb i Hebron, 1929

1929 Arabisk terror angreb. Da Hebron blev besat

Idag er det årsdagen for et af de mest afskyvækkende terrorangreb i jødisk historie.

Sammy Benoit

Hebron var det første sykke land købt af en jøde i Israel. For næsten 38 århundreder siden købte patrarken Abraham en hule i Hebron for at begrave sin elskede Sara. Jøderne har ejet land i Hebron fra den tid indtil begyndelsen af det 20. århundrede.

Om fredagen den 23. august 1929 ændrede det sig. Forholdene forværredes da det jødiske samfund forberedte sig til sabbaten.

Kl. 14.30 om eftermiddagen på den fredag så vi en ung araber ankomme på motorcykel fra Jerusalem. Han alarmerede de arabiske indbyggere i Hebron ved at sige, at blodet af tusinder af muslimer i Jerusalem blev udgydt som vand. Han bad araberne om at hævne dette blod. Uroen blandt araberne på Hebron var meget intens, især efter at køretøjer begyndte at ankomme fra Jerusalem med nyheder om urolighederne.

Lignende udfordringer er benyttet at palæstinenserne i dag for at ophidse til vold mod Israel. Såvel den første som den anden intifada begyndte med falske anklager om israelske aktioner mod muslimerne og deres hellige steder i Jerusalem.

Rabbi Ya’acov Slonim, overhoved for de sefardiske (jøder fra mellemøsten og den Iberiske havlø) henvendte sig til den arabiske guvernør i Hebron, Abdullah Kardos. Guvernøren beroligede os og sagde: "Der er ingen grund til at være bange for at noget skal ske. Den britiske regering ved hvad den har at gøre med. Hvor der før var to soldater er der nu seks." Og han tilføjede: "Jeg kan sige i fortrolighed at de har mange soldater på gaderne i civilt tøj; disse soldater går rundt i folkemængden, og når der er brug for dem vil de gøre deres pligt."

Hvis det lyder bekendt så passer det. Ligesom i dag, når verdenssamfundet lover at benytte deres indflydelse eller magt til at forhindre arabisk terrorisme så blev løfterne om beskyttelse der i august 1929 ikke bakket op med handling:

Den aften inviterede Rabbi Yaácov Slonims søn enhver frygtsom jøde til at blive i hans hus. Rabbien var meget respekteret i samfundet og også andre steder, og han havde et våben. Mange jøder tog imod hans tilbud og mange jøder blev efterfølgende dræbt der.

Lørdag morgen, før nedslagtningen begyndte, bad rabbierne igen om hjælp af guvernøren. Igen modtog de de samme forsikringer. Forvirrede henvendte de sig til hr. Cafferata, den britiske officer der var chef for polititet. Fra ham modtog de også de samme sikkerhedsforsikringer.

Så tidligt som kl. 8.00 om lørdagen på den jødiske sabbat gebyndte de arabiske folkemængder at samle sig. De kom i pøbelgrupper, bevæbnet med køller, knive og økser. De arabiske kvinder og børn kastede med sten, mændene gennemsøgte de jødiske huse og ødelagde jødisk ejendom. Med kun en enkelt politibetjent i Hebron (hr. Cafferata) kunne araberne gå ind i jødernes gårde uden modstand.

Rabbi Slonim, der havde forsøgt at skjule en del af den jødiske befolkning i sit hus blev konfronteret af oprørerne og tilbudt en handel. Hvis alle Ashkenazi yeshiva eleverne blev overgivet til araberne, ville oprørerne skåne det sefardiske samfund. Rabbi Slonim nægtede at overdrage nogen af eleverne og blev øjeblikkeligt dræbt, sammen med sin hustu og barn. Der blev myrdet 12 sefardiske jøder og 55 Ashkenazi jøder.

"Da jeg hørte skrigene fra et værelse gik jeg op i en passage og så en araber i gang med at skære hovedet af et barn med et sværd. Han havde allerede ramt ham og var i færd med det andet snit, men da han så mig forsøgte han at stikke ud efter mig, det mislykkedes, han stod nærmest lige foran mundingen på mit gevær. Jeg ramte ham i underlivet. Bag ham var en jødisk kvinde indsmurt i blod med en mand over sig, en mand jeg kendte som politibetjent Issa Sherif fra Jaffa. Han stod over kvinden med en dolk i hånden. Han så mig og og låste sig inde i et værelse tæt ved og forsøgte at skræmme mig ved at råbe på arabisk, "Gode Herre, jeg er politimand." Jeg brød ind i værelset og skød ham. (Bernhard Wasserstein, The British in Palestine: The Mandatory Government and the Arab jewish Conflick 1917-1929)

"Lad mig nu berette om massakren. Lige efter kl. 8.00 om morgenen hørte vi skrig. Araberne var begyndt at bryde ind i de jødiske hjem. Skrigene var hjerteskærende. Vi anene ikke, hvad vi skulle gøre. Vort hus havde to etager. Vi var nedenunder og en læge boede ovenpå. Vi regnede med at det var sikrest at være i lægens lejlighed, men hvordan skulle vi komme derop? Trappen var udenpå bygningen, så det var ikke sikkert at benytte den. Så vi hamrede hul i loftet og klatrede derpå op ovenpå. Efter et kort stykke tid indså vi at vi stadig var i stor fare, fordi på det tidspunkt havde araberne næsten nået vort hus. De gik fra dør til dør og slagtede enhver der var indendøre. Skrigene og klageråbene var skrækkelige. Mennesker råbte Hjælp!, Hjælp! Men hvad kunne vi gøre? Der var 33 af os. Snart, meget snart ville vi alle være fortabte. (brev fra en overlevende)

Da terrorist masskren endelig sluttede bosatte de overlevende jøder sig i Jerusalem. Nogle jødisk familier forsøgte at flytte tilbage til deres hjem i Hebron men blev fjernet af de britiske myndigheder i 1936, ved starten på den arabiske revolte. I 1948 gav Uafhængighedskrigen Israel status som stat, men jøderne blev udelukker fra Hebron da byen blev indtaget af Kong Abdullahs Arabiske Legion og derpå annekteret Jordan.

Da jøderne så endelig fik kontrol med byen i 1967 forsøgte et lille antal overlevende fra massakren igen at gøre krav på deres gamle huse. Så gjorde forsvarsminister Moshe Dayan opmærksom på, at hvis de overlevende vendte tilbage da ville de blive arresteret, og at de skulle være tålmodige mens regeringen udarbejdede en løsning så de kunne få deres huse tilbage. Dayan nåede det aldrig - han var nok for travlt optaget med at give afkald på jødernes rettigheder til Tempelbjerget.

Mindehøjtideligheden for Hebrons jøder slutter med disse tragiske ord:

På vegne af de 65 nedslagtede, de 58 sårede og de mange forældreløse og enkerne; på vegne af de tiloversblevne og udplyndrede og torturerede anklager vi:

1. Den britiske regering, som ikke opfyldte sin pligt til at beskytte og yde beskyttelse for de forsvarløse og fredelige.

2. Guvernør, Abdullah Kardos, og kommandant, Cafferata, der fratog os muligheden for at appellere om hjælp og forsvar og som bedrog med tomme løfter og gav frit rum til morderne og røverne.

3. Politiet, som ikke levede op til deres pligt, og opførte sig foragteligt.

4. Udsendingene fra Muftien og det Muslimske Råd, i særlig grad Sheik Talib Narka og hans kolleger, de som tidligere er nævnt, såvel som de der ikke er nævnt, der var hovedårsag til massakren og tillod mord og voldtægt.

5. Ligeledes indbyggerne i Hebron ( med undtagelse af noge få familier) der ikke stod frem for at hjælpe deres brødre og naboer i overensstemmelde med Koranens påbud....

Nu 80 år senere er denne mindehøjtidlighed stadig aktuel. Arabiske terrorister benytter stadig falske anklager som en undskyldning for at angribe uskyldige jøder i Israel - nu får de hjælp af massemedierne og organisationer som Human Rights Watch. UNIFIL som er blevet udpeget af FN for at beskytte Israels nordgrænse gør intet for at forhindre en opbygning af raketter hos terroristerne, og der er ingen moderate muslimer der går imod deres terroristbrødre. 80 år efter Hebron massakren, gør verdenssamfundet stadig intet for at forhindre imod arabisk terror og er stadig ligeglade med udgydt jødisk blod.

I 1929 lærte jøderne i Hebron at de ikke kan stole på nogen andre til at beskytte dem. Terrorangrebene den sommer førte til at de jødiske styrker blev forstærket, såsom Haganah, for at beskytte jøder i Det Hellige Land.

Nu her 80 år efter skal regeringen i Israel tage ved lære af denne beretning. Lederne hos landets allierede skifter - nogle af dem er villige til at hjælpe Israel, nogle vil undlade at gøre det.

Det kan vise sig, at der er ingen andre end Israel der vil beskytte Israel.

Sammy Benoit is the editor of the political blog The Lid.