Hvordan imperier dør
Jeg læste fornylig en interessant bog af Christopher Kelly, Enden for imperiet: Atiila, hunneren og Roms fald. Vi har et populært billede af Attila som en barbarisk hedning, men Priscus af Panium tog afsted for at mødes med Attila i 440 evt. og som Kelly beretter: "Attila viste sig i forbavsende grad at være civiliseret og en dødsensfarlig dreven spiller i international politik."
Det er altid godt at genoverveje sine formodninger om den verden vi lever i, såsom det nuværende politisk korrekte syn, at islam er "en fredens religion" og at al Quedas, Talibans og andre arabiske grupperingers barbarisme er en anormalitet, der er kommet i stand gennem deres ukorrekte fortolkning af Koranen. Deres fortolkning er imidlertid ganske præcis og Koranen er et opkald til at gribe til våben og en erobringsplan for verden.
Lige fra Amerikas grundlæggelse har vi måtte forholde os til de plyndrende araber og i moderne tid har vi måttet sætte vore troppers liv og helbred på spil i Mellemøsten. (se evt. denne artikel på synopsis) Beirut i 1980'erne og for at drive Irak ud af Kuwait i august 1990.
I kølvandet på 9/11 vendte vi tilbage i 2001 for at drive al Queda og Taliban ud af Afghanistan. De søgte tilflugt i grænseprovinserne i Pakistan og har siden hen valgt at vende tilbage for at møde os på slagmarkerne ... hvis det at dræbe en fjende kan kaldes et valg.
Den 20. marts 2003 blev Den Anden Golfkrig igangsat mod Irak og nu er vi begyndt at trække tropper bort fra Iraks byer. En stor deling af US Military vil forblive i Irak. På samme tid har der været en opbygning af tropper i Afghanistan. Historisk set, har intet imperium nogensinde haft succes med at erobre eller underlægge sig de afghanske stammer, og i moderne tid var den seneste bestræbelse med til at få Sovjetunionen til at kollapse.
Det er en almindelig opfattelse at den virkelige trussel mod stabiliteten i Mellemøsten er Iran, og at den mest skrøbelige nation er Pakistan.
Historien har lært os at kejserne i Det Romerske Rige måtte foretage valg der gik ud på at afgøre, hvor de skulle indsætte deres tropper i det enorme område under deres kontrol; hele området omkring Middelhavet som de kaldte Mare Nostrum, vort hav.
I slutning af sin bog spørger Kelly, "Hvad får mægtige imperier til at holde ved eller kollapse? Hvordan forsvarer regeringer deres handlinger? Hvad forårsager opløsning af en leviathansk supermagt? Hvornår er det på tide at gå i krig, eller forhandle om fred, eller give indrømmelser til en fjende? Disse problemer er at vedvarende betydning."
Når et imperium bliver for stort til at dets militære og økonomiske ressourcer kan opretholde det, da er det yderst sårbart. Et imperium er også afhængig af sine alliancepartnere. Når det går dårligt, er imperiet - ja, ethvert imperium - ude i problemer.
Romerriget faldt af mange årsager, men hovedårsagen var demografiens aritmetik, folkevandringerne.
Romerne betragtede Goterne og Vandalerne som "barbarer," men de gotiske stammer var folk der var ligeså meget under angreb af Hunnerne som romerne og de var i bevægelse for at finde nyt land til deres voksende befolkning. Derfor krydsede de Donaufloden for at komme ind på det romerske landområde i Frankrig, Spanien og ned til Nordafrika.
I modsætning hertil ser det ud til at "hunnerne ikke gav nogen moralsk eller religiøs begrundelse, på nogen områder." De søgte hverken at finde et nyt hjemsted på romersk territorie eller at opnå hæder og ære som heltemodige frihedskæmpere der bekæmpede et brutalt imperialistisk regime."
"Hunnerne var mere brutale netop fordi de ikke havde noget kendt motiv for deres raids, udover det at plyndre og tage fanger." Denne sidste observation er især vigtig fordi selve Islams grundlæggelse kan spores direkte tilbage til det selvsamme formål. Det var imidlertid, under dække af Muhammads løfte om Paradiset for enhver der faldt i kamp og underkastelse af de erobrede.
Her er det at lighederne mellem Amerika og de gamle romere bliver virkelig interessant. På det tidspunkt da vor nation møder islamisk terrorisme blev vor suverænitet - vore grænsers ukrænkelighed - udfordret, da ikke blot tusinder, men millioner har invaderet os og tage bopæl blandt os. Dette er en gentagelse af det mønster der fik Romerriget til af falde.
Ved at være gået bort fra den almindelige værnepligt er vi blevet afhængige af frivillige i US Militæret til beskyttelse af vor magt. Romerne indgik ofte alliancer med Goterne for at bekæmpe Hunnerne og ved en lejlighed blev en alliance også indgået med dem. Med undtagelsen af briterne, australierne, canadierne er vore militære allierede kun en slags forestilling.
Ikke alene er vor økonomiske stabilitet i farezonen, men siden 1960'erne er tilbagegangen i vort samfund blevet mere markant, som det afspejles i populærkulturen og medierne. Vore uddannelsessystemer, såvel grund- som højere - har udviklet sig til en direkte fiasko.
Da Obama var i Rusland her fornylig sagde han: "Fremtiden tilhører ikke dem som samler hærene på en slagmark eller graver missiler ned i jorden."
Denne er en tilbagevisning af hele civilisationens historie. Det er naivt, grænsende til det kriminelle. Fremtiden, ligesom i fortiden, vil tilhøre dem der har det stærkeste militær sammen med den økonomiske magt, og som er villige til at benytte dem.
Ronald Reagan sagde: "Friheden er aldrig mere end en generation borte fra udryddelse. Vi overlod ikke vore børn friheden i blodet. Der skal kæmpes for den, den skal beskyttes og gives videre for at de skal gøre det samme, ellers vil vi en dag bruge vor alderdoms gyldne år på at fortælle vore børn og børnebørn om, hvordan det var dengang i USA da mænd var frie."
Som John Adams advarede, "Demokratiet varer ikke ved særlig længe. Den går til spilde, udmattes og slår sig selv ihjel. Der har aldrig været et Demokrati som ikke begik selvmord."
FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Alan Caruba writes a daily blog athttp://factsnotfantasy.blogspot.com. He is the founder of The National Anxiety Center.
Andre artikler af Alan Caruba ved klik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar