Pirateri i islams navn

Da Forfatningens Fædre stod op imod islamisterne

Tilbage i 1784 måtte John Adams og Thomas Jefferson beslutte om de ville forlige sig med eller kæmpe imod de bevæbnede pirater fra Mellemøsten. Lyder det ikke som noget vi kender?

Michael Weiss

John McCain og Bararck Obama er involveret i en langvarig diskussion om, skal vi indlede samtaler med Amerikas fjender, eller om det er uforeneligt med Amerikas sikkerhed (ingen af dem ønsker at inddrage stakkels Hillary Clinton i denne diskussion)?

McCain er ganske ligefremt gået løs på Obama ved at benævne ham en 'fredstilpasser' for hans erklærede villighed til at sætte sig sammen med de Iranske ledere og tale om deres atomvåbenprogram og støtte til jihadisme i Irak - og det ligemeget om lederskabet består af Mahmoud Ahmadinejad eller Ali Khameini. Samtidig har Obama gentagne gange hæftet prædikatet på McCain, at denne er en slags Bush-extra militarist, altså elev af den diplomatiske skole 'skyd først og underskriv traktater bagefter.'

McCain har peget på Chamberlain og München, der altid er en dramatisk måde at afslutte en diskussion på, og Obama har, fo(over)rlegent, nedtonet den iranske trussel ved at sammenholde den med den Sovjettiske, og uden nogen form for ironi, antydet, at Kennedys samtaler med Khruschev i Wien, og Reagan's betydningsfulde minitopmøde med Gorbachev i Reykjavik er beviser på, at kontant beslutsomhed og diplomati ikke nødvendigvis behøver at udelukke hinanden. (En vittig redaktør i New York Times minder Obama om, at Camelot's flotteste resultat, ikke var 'sonderingen' i Wien med den russiske premierminister. En begivenhed, der grundlagde alle de psykologiske elementer, så at sige, for Berlin Muren og missilkrisen på Cuba.)

Kennedy 'appeaser' Khruschev i Wien. Resultat: Cubakrise, Berlinmur.

Mærkværdigvis, i deres forhippethed på at drille hinanden, har ingen af kandidaterne fundet et eksempel frem der har relation til det område af kloden der diskuteres. Mellemøsten, en kliche fundet på at Alfred Thayer Mahan, en af McCains forbilleder fra barndommen, er stedet, hvor såvel amerikansk krigsførelse som amerikansk diplomati begyndte i sidste halvdel af 18. tallet, da vor netop 'nyfødte' republik kom ud i sin første kamp, efter Revolutionen, mod de såkaldte Barbar stater i det Osmanniske Imperium. Kongedømmerne i Tripoli, Tunis og Algeriet (fremtidige hjem for Muammar Qaddafi, Yasser Arafat, og den Islamiske Frelsesfront) havde udgjort værtsstedet for og støttet Islamisk pirateri lige siden Middelalderen. Krumsabel udstyrede kaperskibe ville regelmæssigt afbryde strømmen af handelsvarer og almindelig trafik langs Norafrikas kyster, opbringe europæiske fartøjer og føre besætningerne i fangenskab. Cervantes skrev sit første teaterstykke i det 16. århundrede om de frygtede piratskibe og i det 18. århundrede havde de amerikanske kolonier en mindre flåde tilstede i Middelhavet beskyttet af den formidable Britiske Flåde. Men Kronen var tilbageholdende med at føre krig mod så ussel en modstander og foretrak at betale 'skat' til Barbar landene, ligesom en butikshandlende gør når han betaler beskyttelsespenge til mafiaen. Efter bruddet med England, og USA blev en selvstændig nation, da forandredes de geopolitiske forudsætninger, ligesom den amerikanske sindsro til at handle med piraterne.

I 1784 angreb piraterne, Betsy, en 300 tons tung brig der var sejlet fra Boston til Tenerife, omkring 100 sømil fra den Afrikanske kyst, og den nye nations borgere blev solgt som slaver på markedet i Marokko. Selvfølgelig var US ikke fri for sin egen moralske anløbenhed når det drejer sig om slaveri, men det ville være umuligt at fremme den industrielle udvikling, der med tiden ville gøre plantageøkonomien mindre vigtig,(og derved mindske behovet for slaver) hvis handelsskibe ikke kunne sikres fri færdsel i nærheden af tyrkiske havne. Andre fartøjer f.eks. Dauphin og Maria blev også opbragt, denne gang af Algieriet, og de tilfangetagne passagerers forfærdende oplevelser gav genlyd hjemme og medførte et vredesudbrud. James Leander Cathcart beskrev fangekælderen han blev smidt i, som "'totalt mørk...hvor slaverne sov i fire lag..mange næsten nøgne, og få med blot et gennmhullet tæppe til dække i de koldeste vinterperioder."

Som svar foreslog Thomas Jefferson, dengang minister for franske forhold, en multilateral tilgang på det han nu ville benævne "afskrækkelse." Han bad Spanien, Portugal, Napoli, Danmark, Sverige og Frankrig om at indgå i en koalition med Amerika for at formå kongedømmerne til at høre op med deres kriminelle angreb på liv, frihed og fremme af international handel. Som Michael Oren, i sin lærde historie Power, Faith and Fantasy: America in the Middle East: 1776 to Present henviser til, "Ved at stå op imod, snarere end at finde sig i Barbariet ville US beskytte sin økonomi og sendte et utvetydigt budskab til mulige fjendtlige magter." Jefferson mente det vill gøre indtryk på Europa, hvis Amerika, gjorde det som Europa havde undladt at gøre i århundreder, nemlig at slår hårdt ned på den vedvarende islamiske bølleopførsel. "Det vil give os respekt," sagde forfatteren til Uafhængighedserklæringen. "Og respekt er økonomiens sikkerhedsvagt."

Denne ærlige argumentation var startskuddet til de kolde beregninger af 'realisme' som ses her i nutiden, med den moralske indblanding der lå bag revolutionen: ikke alene ville Amerika beskytte sine borgere fra udplyndring og fremmed slaveri; det ville sikre at andre lande i 'Kristendommen' på lignende måde blev beskyttet.

Skønt Jefferson havde en stålsat allieret på Kontinentet, undertrykte Marqiuis de Lafayette, Frankrig, ideen om et NATO bestående af kanoner og haglgeværer. I en stadig afventen på midler, der aldrig kom fra Kongressen til konstruktionen af et krigsskib på 150 kanoner, trak vismanden af Monticello, sig fra yderligere diplomati med fjenden. I 1785, sendte han John Lamb, en forretningsmand fra Connecticut, med det formål, at sikre frigivelsen af gidslerne i Algeriet, tilbageholdt af Hassan Dey, en kongelig hersker. Lamb, på den mest vanærende måde, opnåede intet.

På samme tid, enedes John Adams, minister for England, at mødes med pashaen af Tripoli, 'Abd al-Rahman al-Ajar, i sin London residens for at diskutere en mulig fredsaftale. Adams beskriver sin modpart som en mand der så ud som "en pestsyg og krigsgal," en mistanke der snart blev bekræftet af pashaens krav om 30000 guineas for sin indrømmelse og yderligere 3000 guineas som en taknemmeligserkendtlighed til ham selv. Han gjorde også Adams den 'tjeneste' at anslå hvad det ville koste USA at indgå en lignende aftale med Tunis, Marokko og Algeriet - den totale pris for denne afpresning ville være rundt regnet 1 million dollars, eller en tiendedel af USA's årlige budget.

Adams var opbragt. "Det ville være mere passende at skrive (om hans møde med 'Abd al-Rahman) til et New York Teater," tordnede han. Han enedes med Jefferson om, at et militært svar var højst sandsynligt, men Adams betvivlede sit lands økonomiske formåen til at gennemføre det. Kortsigtet mente han, det var bedre at tilbyde "en gave på 200000 pund" fremfor en 'skat' på "en million årligt" i handels udbytte, som piraterne helt sikkert ville forhindre. Ikke længe efter sluttede Jefferson sig til ham i London for at forhindre en "universel og frygtelig krig" og forsøge at opnå en akkord med den genstridige udsending fra Tripoli. Begge gentlemen af Oplysningstiden, og fæller i Revolutionen, bekræftede Amerikas ønske om fred, respekten for alle nationer og foreslog en aftale om vedvarende venskab med regenten. 'Abd al-Rahman lyttede opmærksomt, men hans svar var et der ville chokere moderne ører mindre end det gjorde hos de to Founding Fathers:

"Det står skrevet ... i Koranen, at alle nationer der endnu ikke har anerkendt muslimernes overherredømme er syndere, at det var deres ret og pligt at erklære krig mod enhver de møder og at gøre dem til slaver de tager som fanger, og at enhver musselmand der skulle blive dræbt i slaget helt sikkert ville komme i Paradis."

Skønt perioden med at betale 'skat' og medgifter (eller 'smøregaver' i form af dyre specialiteter og andet legetøj) til de islamiske pirater fortsatte da var 'Abd al-Rahman' s ord gysende nok til at efterlade Adams og Jefferson i sikker forvisning om deres modstanders blodtørstige og selvretfærdige messianske natur. "Om en engel havde sendt os på denne opgave," klagede Jefferson, "da ville vi dog intet kunne have udrettet" for at formilde sådanne mænd. Han kaldte dem "havets ulve" og en "redefuld af røvere i lovgivningsmæssig henseende." Situationen fortsatte med yderligere kapringer af piraterne af amerikanske fartøjer og fængslingen og salget af fartøjernes besætninger og passagerer, hvilket var tilstrækkeligt for Jefferson til at se bort fra sit forbehold overfor føderalismen og besluttede en vej med en stærk centralregering der ville være i stand til at bygge og opretholde en stærk flåde. Adams, viste det sig, var mere bekymret for den amerikanske oppinion, der ikke ville gå ind i en krig eller acceptere de svære konsekvenser heraf. Men Forsamlingen i Philadelphia der foretog udkastet til vor nationale pagt i 1787 blev fremskyndet, og dets virvar af meninger blev afstemt og forenet på grund af Barbarspørgsmålet.

Som historikeren Thomas Bailey skrev, "på en direkte måde blev den brutale hersker (Dey) over Algeriet en af Forfatningens Founding Fathers."

Amerika søgte stadig en fredelig løsning. Betsy's frigivelse var blevet forhandlet, omend nedværdigende, og som følge af Amerikas første diplomatiske handling, fulgte Fredstraktaten, 'Venskab og Skibssignaler', underskrevet i Marokko i 1786. Ikke så snart blev skibet frigivet og dets fanger løsladt før det blev opbragt igen af Tunesien og omdøbt Mashuda.

Washington måtte erkende, at det terrorbrugte 20% af sit årlige overskud på at betale afpresningspenge til den løst sammensatte konføderation af terroristerne på havet. Under Jefferson som præsident, blev den første æra med amerikansk militær overmagt indledt med mænd som William Banbridge, William Eaton, og skvadronøren af Byron'ske dimensioner Stephen Decatur, der blev folkehelte. Deres eftermæle blev med begejstring genkaldt af General Patton da han landede, 150 år senere, på Marokkos og Algeriets kyster, denne gang for at besejre en anden barbarisk og imperialistisk plage - Nazisterne.

Stephen Decatur, slaget ved Tripoli 1804.

Hvis vi skal lære noget af alt dette, da er det at indlede samtaler ikke det geopolitisk mest rentable, og kan være uhensigtsmæssigt på en måde man ikke kan forestille sig muligt.

Ingen øverstkommanderende behøver at være blind for sin fjendes arrogance og uforsonlighed, især ikke når det drejer sig om en fra islam. (Og Jefferson og Adams skulle endda ikke forlige sig med en fjende der ville benytte sig af det ultimative ødelæggelsesvåben.)

Santayana fik det forkert i halsen, det er faktisk sådan: Selv de der husker historien er dømt til at gentage den.

Det gælder i dobbelt henseende Amerikas engagement i Mellemøsten.

http://pajamasmedia.com/blog/when-the-founding-fathers-faced-islamists/