Arabisk kvæler intellektualismen

Arabernes sprog kvæler den intellektuelle fremgang

Dr. Sami Alrabaa

Vi arabere lider ikke kun af en mangel på politisk og religiøs frihed og økonomisk stagnation, men vi lider også af stort problem med måden at tænke på og derved også benytte sproget, hvilken hæmmer en civiliseret forandring.

De arabiske lande har to niveauer i sproget: Lokalt arabisk, det vil sige nationalt og regionalt, som man benævner sproglige variationer (dialekter) modsat Standard Arabisk. Der er ægyptisk arabisk, syrisk arabisk, saudiarabisk arabisk, marokkansk arabisk og så videre. Disse dialekter er alle modersmål. De er imidlertid knyttet til det daglige sprog. Vi må ikke benytte dem når vi skriver, især i bøger, trykte medier, lærebøger i skolen og andre officielle dokumenter.

Standard Arabisk er det offcielle sprog i alle arabiske stater. Det er dog ikke vor modersmål; faktisk er der ingen der taler dette sprog som deres modersmål, vi lærer det i skolen som 6-7 årige. Det er vort andet sprog fremfor vort nationale og regionale arabisk, der faktisk er vort rigtige modersmål.

Da Standard Arabisk har været litteraturens sprog i de arabiske lande i mere end 1400 år, benyttet i poesi, og i oversættelsen af videnskabelige bøger til arabisk (især under den såkaldte gyldne tid), har der udviklet sig et kæmpe repertoire af ord. Talt arabisk (dialekter) er på den anden side blevet stigmatiseret, benyttes i daglig tale og derved blevet begrænset til dagens samtaler. Dets forråd af ord er fattigt.

Hvis du imidlertid spørger en araber, hvad hans sprog er, vil de meget vildledende sige, "Det er arabisk," og derved mene Standard Arabisk, hvilket altså ikke er sandt. Det talte arabisk er vort modersmål.

Begge varieteter/niveauer af arabisk har dog til dels samme ordbrug der meget ofte udtales helt forskelligt. De kan også være helt forskellige i grammatik og sætningsstruktur.

Mellemøstlige arabere i Syrien, Libanon, Irak, Saudiarabien, Ægypten, Irak og Palæstina benytter det talte arabisk. Når de mødes og taler sammen kan de let forstå hinanden trods forskellige lokale ord og variationer af udtalen.

Arabere fra Nordafrika taler næsten et helt andet talt arabisk. En syrer der taler med en marokkaner eller algerier, for eksempel, vil måske kunne forstå 5%.

Standard Arabisk er for alle arabere et lingua franca; det er som latin for spanierne, franskmændene eller italienerne hvis nationalsprog stammer fra og udvikledes fra latin. Da det Romerske Imperium herskede over Spanien, Frankrig, Italien og Portugal var latin uddannelsessproget og videnskabens sprog, men menneskene i disse lande, på grund af den udbredte analfebetisme, benyttede deres egne talte dialekter af latin, nøjagtig ligesom araberne gør med arabisk.

Da araberne fra Den Arabiske Halvø invaderede det der idag er de moderne arabiske lande indførte de arabisk som det offcielle sprog. Lokale sprog såsom aramaisk, faraonisk, kananæisk, og hebraisk blev forbudt. Da flertallet af menneskene i disse lande var analfabeter lærte de at tale en form for arabisk, det vil sige - talt arabisk, nøjagtig ligesom de caribiske indfødte der lærte engelsk; en slags 'brudt' engelsk der grammatisk og i dele af udtalelsen er anderledes end standard engelsk.

Standard Arabisk, det officielle sprog over hele den arabiske verden er gammeldags, med en gammeldags grammatik og analysemetode og læring.

Derfor er det yderst vanskeligt for arabiske studerende at lære dette sprog, og de kæmper med grammatikken og den strenge opbygning. Arabiske Sprogråd og det muslimske religiøse system har været voldsomt imod at tillade nogen form for reform af sproget. De har påstået at det er sproget i Den Hellige Koran, og derfor er det helligt.

Mens sprog som engelsk, fransk og tysk har gennemgået sproglige reformer har Standard Arabisk ikke. Mens alle disse andre sprog har fået indkorporeret moderne gloser og moderne opbygning da har Rådene for Standard Arabisk indtaget en puritansk 'kustode' rolle.

60% af araberne er stadig analfabeter eller halvlærde og de er således udelukket fra at læse og modtage uddannelse. Flertallet af araberne læser dårligt. De hader den pedantiske struktur i Standard Arabisk. Deres mangel på beherskelse af dette sprog tvinger dem til det. Det er ligesom latin for spanierne, hvis de tvinges til at benytte det.

Standard Arabisk er et kunstigt sprog. Vi arabere kan ikke identificere os med dette "sprog." Vi er ikke født med det.

Mennesker overalt på jorden, især vesterlændinge nyder at læse bøger for disse benytter et sprog som er deres. Det reflekterer deres modersmål, deres kultur og deres tankegang. Nogle bøger bliver bestsellers, men i den arabiske verden mangler vi dette helt naturlige fænomen.

I en kommentar til en artikel jeg postede på en arabisk hjemmeside fortæller Wafa Sultan om sin mor der ikke kan læse. En iransk ven talte Standard Arabisk til hendes mor, men hun forstod ikke et ord. Han var chokeret og spurgte, "Hvordan kan hun forstå nyhederne på TV og i radioen (som benytter standard arabisk)?" Wafa svarede, "Det gør hun heller ikke." Manden drog den konklusion at den stakkels kvinde ikke kun var indespærret i anafabetismens fængsel, hun var også helt udelukket fra omverdenen, hun anede ikke hvad der foregik.

At benytte sit modersmål er en grundlæggende menneskerettighed. FN Charteret understreger det. Mennesker har ret til at benytte deres modersmål, eller i det mindste et der ligger tæt på. Kurderne for eksempel har fået knægtet denne rettighed i årtier. Vi arabere har heller ikke denne rettighed. Vi er tvunget til at bruge et andet sprog.

Såvel de muslimske religiøse systemer og pan-araberne insisterer på at holde fast på Standard Arabisk som det officielle sprog af politiske og religiøse grunde.

De religiøse systemer vil kun benytte Standard Arabisk og dets sheiker lyder som belæste og vidende udi et sprog som flertallet at araberne ikke forstår. Derfor lyder de muslimske gejstlige som lærde, og sproget i Koranen lyder guddommeligt.

Pan-araberne påstår at Standard Arabisk er en forenende faktor hos de arabiske lande.

Sandheden er at de arabiske samfund kun har lidt tilfælles, udover tilbageståenhed og undertrykkelse. De er forskellige når det drejer sig om sprog og kultur. De var alle kolonier i Det Muslimske Imperium, underlagt Islam.

Undersøgelser i sprog har afsløret at sprog og tanke hører sammen. Når en araber ønsker, eller skal give sin mening til kende i en formel sætning, så tænker de på deres dialekt (det talte arabisk) og forsøger derpå at formulere deres tanker på en fremmed sprog (det andet sprog) det vil sige, Standard Arabisk. De stammer i det, deres sprog er dårligt. Det er ikke udstyret med konceptuelle udtryk for at forklare abstrakte forhold, og deres Standard Arabisk er ringe.

For eksempel, når en arabisk politiker som Amr Mousa, Formand for Den Arabiske Liga, skal give en udtalelse så taler han Standard Arabisk, som om han har fødselsveer. Han forsøger at tilpasse sine tanker, der er formet af det talte arabisk, i Standard Arabiske formler, som sjældent giver nogen mening. Man skal selv regne ud hvad han mener. Resultatet er tågede udtalelser. Langt oftest siger nogle arabiske politikere ting som de ikke mener, men de vil gerne lyde belæste.

Det er en af grundene til at araberne, i særlig grad politikere, er så forvirrede og svage. De aner ikke hvad de skal sige, og hvis de siger noget er de ikke i stand til at udtrykke sig forståeligt. De mangler beherskelse af moderne udtryksformer. Derfor benytter de undertrykkelse i deres regeringsform. De mangler fleksible, resourcefyldte, sofistikerede argumentationsteknikker. Da de ikke besidder et overbevisende sprog, holder de fast i voldelige undertrykkende metoder.

På et arabisk internet forum, er flertallet af bidragsyderne tilhængere af, at reformere sprogsituationen i den arabiske verden.

Blandt andre ting har jeg foreslået at sammensmelte såvel det talte arabisk med Standard Arabisk til et sprog. Alt imens tiden går ville dette nye sprog kunne indlæres af alle, og på et tidspunkt ville vi alle have en brugbart modersmål så vi kan tænke og give udtryk for vor mening med. Vi behøver så ikke at skifte mellem sproget vi tænker på og det andet som er fremmed for os. Kun da vil arabisk tænkning passe til virkelighedens verden. Så vil vi være i stand til at sige hvad vi virkelig tænker.

Et mennesker der benytter en ressourcefyldt udtryksmåde som sit modersmål tænker langt klarere. Det er netop det der savnes i de arabiske samfund.

Andre artikler af Sami Alrabaa ved klik

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Sami Alrabaa, an ex-Muslim, is a professor of Sociology and an Arab-Muslim culture specialist. He has taught at Kuwait University, King Saud University, and Michigan State University. He also writes for the Jerusalem Post.