Gensidig hjælp - i selviskhed

Et hemmeligt ønske på Thanksgiving

Jeg ville så gerne kunne komme igennem helligdagen ude at nogen skal nævne at de indfødte amerikanere ikke har noget at være taknemmelige for og at det er min fejl.

Rick Moran

Endelig er Thanksgiving kommet. Mit middagsbord skælver allerede i forventning om den mængde mad der skal sættes på det senere idag, og min hustru arbejder hårdt i køkkenet på at tilberede fuglen til den kommende fest.

Vi skal have ribben og kalkun til Thanksgiving - en gestus til nogle af vore gæster der ikke bryder sig om den tradionelle fugl. Der er altid rigeligt tilovers af ribben til sandwiches og af kalkun til kasserolle næste dag. Vi fejrer Thanksgiving hele weekenden i mit hus og jeg er altid ked af det når jeg spiser det sidste kage eller den sidste tranebærsovs - jeg nyder de sidste svampe mens de forsvinder med et tilfreds synk.

Tillad mig at dele mit hemmelige Thanksgiving ønske. Jeg ønsker virkelig at komme igennem hele dagen uden at læse i en avis, se på internettet eller have nogen til at nævne overfor mig, at de indfødte amerikanere ikke har grund til at være taknemmelige for denne dag, at de har grund til at sørge, og at det er min skyld.

Det sidstnævnte er billedligt ment, selvfølgelig. Det var "mine forfædre" - hvide forfædre - der var direkte ansvarlige. Kendsgerningen at mine forfædre, på det tidspunkt den første Thanksgiving blev holdt, var i Irland og kæmpede for at skaffe sig et udkomme ved et landbrug på størrelse med en forstadshave, ved at spise roer og byggrød for dog blot at holde lidt varmehejmmet sammen, gælder åbenbart ikke.

At påføre kollektiv skyld på en hel race anses ikke som dumhed, men snarere som "retfærdighed" af de der ikke kan tåle at se andre mennesker glade og tilfredse. For nogle er det en hel særlig lejlighed til at forhåne os på Thanksgiving for synder begået af mennesker de ikke kender og som de aldrig vil kunne forstå.

Det komplekse forhold mellem europæerne der ankom på Mayflower og Wampanoag stamme er blevet reduceret til noget tegneserieagtigt komisk af de som ønsker at ødelægge helligdagen. Inidanerne -- gode. Den hvide mand -- slem. Det er hele essensen i det meste af deres argumentation.

Det vi måske undlader at værdsætte hos Pilgrimmene er at de ikke var opdagelsesrejsende eller mennesker der påførte besværligheder. De var mennesker fra landet, fra Midlands England - de fleste af dem var landmænd eller var i besiddelse af færdigheder der var nødvendige for at starte en koloni. Der var almindelige byfolk iblandt dem, hvis holdninger til Church of England gav dem problmer med myndighederne - så meget at de blev drevet ud af landet.

Først til Holland hvor deres religiøse synspunkter blev tolereret men hvor forældrene var bekymrede for at børnene mistede deres ægte "engelskhed" og længstes efter hjemlandet. Det var derfor William Bradford indgik en aftale med London Company om et landstykke i Amerika og rejsen blev planlagt.

Derfor ankom de, til havet ved Den Nye

Verden tidligt i november 1620, men de kom ikke i land før en måned senere. Nu skulle de så igang med at forme sig en civilisation i ødemarken. Uanset hvilke færdigheder de havde med hammer og økse var de nu tvunget til at konstruere nogle få rå bygninger i løbet af vinteren 1620-21. Kun 47 af de oprindelige 102 Pilgrimme der var med på rejsen overlevede til næste forår, resten døde som følge af sygdom fordi de var elendigt udrustede til det meget barskere klima i Massachusetts.

Mayflower blev der til april 1621, og forsynede kolonisterne med den føde de ikke kunne tigge om, handle om eller stjæle fra indianerne. De var dårlige jægere og havde kun få flintebøsser, og da de ikke var bekendt med den lokale fauna, var de ikke i stand til at skaffe sig føde gennem indsamling af nødder og bær som de indfødte amerikanere kunne, Indianerne arbejdede dygtigt for at lære dem det og i sommeren 1621 var Pilgrimmene i det store og hele selvforsynende.

Takket været Massasoit, høvding for Wampanoags der havde underskrevet en fredsaftale med Pilgrimmene tidligere på foråret var de nye amerikanere nu i stand til at plante, passe og høste deres første afgrøder uden de store problemer. En skålfuld majs om ugen til hver familie (cirka 4 liter) om vinteren sammen med noget saltet fisk. De supplerede dette med fjerkræ som de jagede og fangede. Alt i alt knap nok til at overleve. Men i betragtning af de besævrligheder de havde lidt under forrige år, så forekom det at være overflødigt nok, at de nu var i stand til at opretholde og brødføde 90 Wampanoags og hele kolonien i den uge, hvor de festede.

Dette var hårdføre, beslutsomme mennesker der var villige til at stå imod vanskeligheder de fleste af os i dag ikke ville overleve. Vi glemmer at disse første Pilgimme skabte noget af faktisk ingenting med kun få redskaber og så en masse sved på panden - og så noget venlig hjælp af Wampanoags der havde deres egen selviske grunde til at hjælpe. En ødelæggende plage - sandsynligvis en ekstrem smitsom virus i form af skoldkopper som Wampanoags havde fået af franske handelsfolk - havde reduceret antallet af dem dramatisk, og havde gjort dem sårbare overfor deres fjender, Narrangasatt stammen. Ingen tvivl om at de betragtede Pilgrimmenes flintebøsser med mere end blot misundelse.

Senere hen ville der komme krig og bedrageri, erobring og underkastelse. I de første år havde begge sider pænt gavn af deres indbyrdes forhold. Men når historien nu gik sin gang og de hvide bosættere i Nordamerika, fik deres vilje med de indfødte, så kom der et skel mellem de rige og forskelligartede kulturer i den oldgamle civilisation.

Jo, det var en sørgelig og tragisk og ultimativ dum ændring i begivenhederne. Men de som har behov for at minde os om disse synder har åbenbart ingen beundring for de helt særlige mennesker der krydsede oceanet i utætte både i yachtstørrelse, som udholdt manglende fornødenheder som de fleste af os ikke ville kunne overleve uden, udførte knusende hårdt arbejde som de ikke var vant til og - med hjælp af de indfødte amerikanere, der mente de havde behov for at disse magfulde fremmede blev deres allierede når de havde behov for det - så kunne de bo sammen og fejre en rigelig høst og give tak til deres Gud for hans nåde og Forsynets hjælp.

I 364 dage om året kan du slynge mig i hovedet, hvor usselt vi behandlede indianeren, og hvor skyldige vi skal føle os for de kulturelle folkemord vi var årsag til førhen, vi hvide amerikanere. Bliv blot ved med, hvis du synes, at fremhæve uretfærdigheden ved det hele, de afskyelige massakrer (som med stor iver blev gengældt ved mange lejligheder af den anden side), de påtvungne religiøse konversioner til kristendommen, den ondsindede politik med reservater der i det skjulte afsluttede de tidligere forsøg på at udslette de indfødte fra landkortet.

Men en dag om året - den dag vi har sat til side for at sige tak for hvad vi har og den store overflod vi kan nyde hvor vi nu bor - den ønsker jeg at huske og fejre ved at mindes Pilrimmene. Deres beretning er en amerikansk historie - om mod, tro og en ubøjelig tro på hinanden, således at de var i stand til at overkomme mere end en velvilligt Forsyn ville kunne have tilladt.

Velstand og fremgang i 1623

Hvordan de fik fremgang

---

Pilgrimmene i Amerika i 1623.

Joseph Farah

Mens Amerika har sat kursen støt og roligt mod centraliseret magt og en omfattende omfordeling af velstanden ved behandlingen af landets økonomiske problmer, er det på høje tid at træde et skridt tilbage, og drage en lære af være forfædres, Pilgrimmenes, erfaringer.

Først og fremmest skal vi gøre os bekendt med den historiske sandhed i deres erfaring - noget som der har været mangel på i medierne, og i vore skoler.

Børn bliver ofte undervist i at Mayflower flokken var ganske inkompetente - dårlige landmænd, dårlige fiskere, dårlige jægere. De kom til Den Nye Verden helt uforberedt på de vanskeligheder de ville stå overfor i ødemarken.

Så blev de reddet af de venligtsindende indfødte amerikanere, der lærte dem hvordan man overlevede, sådan fortælles det i hvert fald. Den første høstfest var noget der skulle fejres og der skulle siges tak til deres frelsere - indianerne der blev deres venner, og hjalp dem til at få et bedre liv.

Det billede er så ganske helt og aldeles forkert.

Her følger så den rigtige historie.

Før Pilgrimmene forlod Europa indgik de en kontrakt dateret 1.7.1620 om, at al fortjeneste af deres "handel, gøren og laden, transport, arbejde, fiskeri eller andre midler hos nogen enkeltperson eller personer skulle forblive i en fælles pulje for fordeling."

Med andre ord, var bosættelsen ved Plymouth Bay det første eksperiment med kommunisme i Den Nye Verden - længe før Karl Marx, som man hævder opfandt den.

At hævde, at det sociale eksperiment var en gennemført fiasko er at underdrive. Den første vinter spredte død og sygdom og hungersnød i kolonien fordi Pilgrimmene var ankommet alt for sent på året til at plante afgrøder og bygge tilstrækkelige hytter som ly for vinteren. Halvdelen af dem døde. Det følgende forår plantede de imidlertid og gik på jagt og fiskede for at klare sig - med nød og næppe. De inviterede nogle af de venligtsindede indianere til at slutte sig til dem i den første "Thanksgiving. højtidelighed." Men de takkede ikke indianerne. De takkede Gud for at have ladet dem klare sig og overtleve.

Som William Bradford skriver i sin dagbog: "Således kunne de se at Herren var med dem på alle måder, ved at velsigne deres udkomme og indtægter, må Hans hellige navn for evigt være lovet for al velstand."

Ikke desto mindre var Bradford hele tiden bekymret for Koloniens evne til at skabe mere velstand. Han fandt svaret ved at studere Bibelen og vende tilbage til holdningen med privat ejendomsret og tilskyndelser til at arbejde hårdt.

Han skrev om det i 1623: "Således begyndte de spekulere over, hvordan de kunne få så stort et udbytte af majs som muligt, og derved opnå en bedre høst end de nogensinde havde haft tidligere, således at de ikke længere skulle lide afsavn.

Der var megen debat om tingene, Guvernøren (med råd fra de øverste blandt dem) gav lov til at de skulle plante majs hver mand for sig selv og til hans eget forbrug, og i så henseende stole fuldt på hinanden....Dette medførte en god succes, for det gjorde alle arbejdssomme hænder flittige, således at meget mere majs blev plantet end det ellers ville være sket ved hjælp fra Guvernøren eller nogen andre, og således sparedes han en hel del problemer og det gav en langt bedre tilfredshed.

Kvinderne gik nu villigt ud i marken, og de tog deres små med sig, for at plante majs, hvilket førhen var sket i svaghed og med ringe evne, og som hvis det var blevet påtvunget ville være at betragte som tyranni og undertrykkelse. Erfaringen som opnåedes ved denne handlemåde og foretagsomhed, foretaget i tørkefyldte år, og det blandt ædru og gudsfrygtige mænd, kan meget vel fjerne den forfængelighed i opfattelsen hos Plato og andre fra oldtiden, og som hyldes af andre i senere tider, at ved at fjerne privat ejendomsret og bringe alt ind i fællesskabets velstand ville gøre mennesker lykkelige og få tingene til at blomstre, som om de var klogere end Gud.

Dette samfund var arnested for megen forvirring og utilfredshed og medførte megen dovenskab der ellers ville have kunnet været til deres gavn og velfærd. For de unge mænd, der var mest egnede og beredte til at arbejde og gøre tjeneste, var imod at de skulle bruge deres tid og styrke på at arbejde for andre mænds hustruer og børn uden kompensation. Den stærke, eller parthaver fik ikke mere del i fødevarer og tøj end den person der var doven og ikke i stand til at udføre en fjerdedel af hvad en anden kunne, og dette mente man var uretfærdigt.... Angående mændenes hustruer, der blev kommanderet til at gøre tjeneste for andre mænd, såsom at tilberede deres mad, vaske deres tøj etc., synes de var i en slags slaveri, som de ikke kunne bryde ud af. Udfra det synspunkt, at alle skulle være ens, og alle skulle gøre det samme, mente de at være i samme situation og have samme værd som en anden, og derfor hvis det ikke skar de indbyrdes forhold over som Gud har sat blandt mænd, så formindskede det dog den gensidige respekt der burde og kunne herske imellem dem."

Med andre ord, introduktionen af ideen om den private ejendomsret reddede Pilgrimmene og medvirkede til at deres eksperiment lykkedes.

Således fik "Pilgrimmene fremgang."

De henvendte sig til deres Bibler og erfarede, at i praksis var den utopiske kommunisme de forsøgte sig med et forsøg på at være "klogere end Gud. Straks de forkastede dette dødbringende økonomiske system blomstrede kolonien op.

Tror du på, at vi er kloge nok til at lære af historien om Pilgrimmenes eksperiment i dag? Eller er vi fordømt til at gentage fiaskoerne og erfaringerne ved elendighederne hos socialismen igen, og igen?

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=117019

Joseph Farah

Ægte mod giver frihed

Den modige ansvarlige William Bradford

Jeffrey Lord

Han var tolv år da han begyndte at tvivle om Church of England.

Men ulig de fleste af sine naboer var William Bradford fra Austerfeld, England, ikke typen der blot satte sig stille ned uden at sige eller gøre noget.

I Nathaniel Philbricks bog Mayflower fra 2006, beskrives et åndeløst spændende portræt af Bradford og hans trosfæller, de 102 sjæle amerikanerne i dag kender som Pilgrimmene. De engelske flygtninge fra det royale tyranni har meget længe været sat op på en piedestal i det årlige festtableau af Thanksgiving, men de havde det ikke let og det er i 2009, måske nyttigt at tænke efter og reflektere.

Hvad er det egentlig de udrettede som gør det muligt for deres bogstavelige og symbolske efterkommere at tilbringe en dag med at kværne kalkun og græskartærte efter at have overværet parader og fodboldkampe i timevis? Hvor svært var det egentlig dengang? Hvad skete samtidig med at de gjorde det? For amerikanere der er fanget i recessionens hylende stormvinde kan denne gamle beretning måske give lidt perspektiv.

Over indgangen til den unge Bradfords kirke i Austerfeld fortæller Philbricks os at der var indgraveret på en sten en slange med åben mund. Dette symbol er måske en ikke planlagt understregning af de engelske Purtitaneres opfattelse, at Chrurch of England "var blevet forgiftet af den gamle slange Satan." I hvert fald tog den unge Bradford den beslutning, at danne en menighed af trosfæller, der mente at det at tilbede Gud skulle foregå på den måde som Gud og Bibelen, og ikke Kongen af England, gav instrukser om.

Dette placerer Bradford helt tydeligt i det uundgåelige mønster hos lovbrydere. I århundredet før Bradford fremstod havde De Engelske Separatister været fængslet og henrettet for at vove at tro på andre end deres monark. Kong James' kroning i 1603 havde medført et endnu større pres end tidligere. James var ikke fan af Puritanerne. Han betragtede dem, som Philbrick siger, som ballademagere --- der, hvis du sidder på en trone hvis besidder ikke blot var statsoverhoved men kirkens overhoved, i og for sig ikke var helt ufornuftigt. Idet han krævede at landets religiøse ledere var tilstede ved det kongelige Hof ved Hampton Court, for det som kaldes Hampton Court Conference, erklærede en vred James overfor afvigerne: "Jeg vil jage dem ud af landet." Hvilket præcis var hvad lod være sin vigtigste opgave som regent.

Dette betød at Separatister der udgjorde en menighed i den lille by Scrooby, ikke langt fra Robin Hoods Sherwood Forest, var forsamlede som lovbrydere. I 1607 erfarede biskoppen af York om dette, og straks efterfulgte han sin forpligtelse for Konge og Gud. Medlemmer af menigheden blev arresteret og sendt afsted i fængsel. Andre blev skræmt ved at erfare at deres huse blev overvåget. Ikke overraskende besluttede de at forlade England sammen med deres tro.

Der var dog et lille problem.

Kong James havde truet med at "jage" dem ud af England, men der var lige den kendsgerning, 'at man havde brug for Kongens tilladelse til lovligt at forlade landet. At forlade landet, dengang, var det samme som at krydse Kanalen til Europa. Hvilken overraskelse - Kongen ville ikke give dem denne tilladelse. Med andre ord, de skulle forblive i England og udøve tilbedelse som de havde fået instruks om - eller komme i fængsel. Eller dø.

Som modspil planlagde Separatisterne i det skjulte hemmeligt at forlade Kongedømmet uden kongens tilladelse. De ville, besluttede de, drage afsted midt om natten - og flygte til Kontinentet.

Det var langtfra så let. Som Philbrick bemærker sarkastisk, så gik "flugtforsøget ikke godt." Den første skibskaptajn de hyrede angav dem til Kongens vagtkorps i en by i Lincolnshire med navn "Boston." Lederne fik deres straf og efter udsoning blev beslutningen om at forsøge igen taget. Den næste kaptajn var hollandsk -- og langt vigtigere, til at stole på. De ankom til tiden på det aftalte sted og skulle til at gå ombord på Humber flodens sydlige bred - da de kunne se at problemer var i anmarch i skikkelse af den lokale milits. Kvinder og børn skulle ombord til sidst da de udprægede ukvindelige mænd skulle foretage alt det hårde arbejde med at bære gods ombord og kvinder og børn måtte vente på bredden - da militsen nåede frem hev kaptajnen ankeret hurtigt op og drog afsted. De slap væk, med en flok vrede og fortvivlede mandlige Separatister der kunne se deres hulkende hustruer og børn blive tilbage i horisonten. Kaptajnen besluttede, at den bedste måde at undslippe var at sejle til Amsterdam. Det lykkedes. Og straks blev der lagt planer om at foretage turen en gang til - for at hente kvinderne og børnene i endnu et natligt skuespil - denne gang uden militsens mellemværende -- og endelig nåede de Holland og sluttede sig til deres ægtemænd og fædre.

Da de nu var sammen i Holland kunne de opleve den ægte religiøse frihed. Der var, det kan vi se nu, afvigere blandt afvigerne. De havde haft fokus på at modstå kongen, og da de nu var fri for denne bryde, kom så spørgsmålet, næsten ligesom hunden der gør af bilen: Hvordan helt præcist ønskede disse mennesker at tilbede Gud? Den ene præst og derpå en anden præst havde hver deres opfattelse, opfattelser der ikke altid faldt i god jord i deres menigheder, En præst nægtede af foretage barnedåb, en anden blev afsløret i det som Philbrick beskriver som "urene skandaler" ved at forsøge på selvhøjtidelig vis af afvise sine kritikere ved at insistere på at han som præsten, sammen med kirkens ældste, virkelig kunne diktere menighedens ledelse. Kort sagt, kaos

Sammen med dette fik en leder i en gruppe, en vis John Robinson, der ligesom som sin flok var blevet tvunget i eksil på grund af problemer med kongen, majoriteten hos de gudsdyrkende fra Amsterdam til den hollandske by Leiden. Der slog de sig ned. Det var her at William Bradford, der havde medbragt hvad han formåede af sin lille arv fra England, "fremstod som en af de ledende medlemmer af menigheden."

Bradford var væver og i 1613 blev han ægtemand ved sit bryllup med den højt elskede Dorothy May. I 1617 fik de en søn, John. Livet i Holland var ikke let, og Bradfords forretningsliv led under det, hvilket resulterede i tab af en god del af hans arv. Hans modsvar? Hans tab var en retledning skænket ham af Gud .. på grund af "visse indre fromhedssvagheder." Jo, Bradford var Puritaner, helt ind til benet.

Langsomt fik de engelske Separatister styr på forholdene, med Bradford og Robinson som vejvisere. Så fokuseret var disse Separatister på deres religiøse liv, at de imidlertid havde det vanskeligt med det liv der var udenfor Leiden. De fleste var landmænd, som nu var i en by, og hovedbeskæftigelsen i Leiden var handel, hvilket altså vil sige at der ikke var noget omfattende sæsonbestemt arbejde. Det er for at sige det som vi gør i dag, 24 timer i døgnet en del af livet som var som en kulturchock.

Der var endnu et problem. De engelske Pilgrimme indså snart at deres børn voksende op i en hollandsk kultur - og det brød de sig ikke om. At vende tilbage til England var udelukket. Lidt efter lidt, blev det åbenbare svar - ligeså tillokkende som afskrækkende - allesammen at forlade Den Gamle Verden til fordel for Den Nye Verden. Mulighederne var tilstede. Franskmændene, hollænderne, spanierne var allerede godt etableret i Den Nye Verdens muligheder på hver deres måde. Problemet: Den britiske regering manglede pengene til at foretage et alvorligt ment koloniseringsprojekt. Det var nu op til, det som vi i dag ville kalde, "risikovillige kapitalister" at træde frem - og de gjorde de. Ikke, skal dog nævnes, med automatisk succes. Der var to grupper af britiske adelsmænd, i London og Plymouth, der havde taget ledelsen. Plymouth gruppen havde allerede fået fiasko med et mislykket forsøg på at etablere en koloni i Maine. Kong James lod Londonerne forsøge med Virginia Company i 1606, men Jamestown, som det blev kaldt, var ikke ligefrem en blændende finansiel succes.

Hvad skulle ske nu?

William Bradford trådte frem på scenen.

I 1619 solgte Bradford sit hus i Leiden for at rejse penge til en koloniseringsekspedition til Amerika. Hvis den blev en succes ville den løse menighedens problemer. Nu hvor deres gudstilbedelse var i fokus, ville de blive efterladt i fred, i sikker afstand fra de stadige trusler om arrestationer ved kongen. De ville faktisk være udenfor kongens rækkevidde på en betragtelig afstand - på set sted, hvor de ville kunne hejse det britiske flag på vegne af Kongen, og gøre krav på rettigheder i Den Nye Verden. Da nu kongen havde så meget at vinde ved at få foden indenfor i Amerika ville han være villig til at lade dem rejse. Her må ikke glemmes børnene. De ville vokse op, blive opdraget, sådan var teorien, som små engelske herrer og damer, uden den afsmittende indflydelse fra hollænderne.

Det så nemt ud, ikke sandt?

Nej!

En anden gruppe Separatister, besat af den samme tankegang, havde netop forsøgte det samme. Der var forlydender om, at 180 Separatister havde sat kursen et andet sted fra Holland. Da de nåede Amerika var 130 døde. Rejsen over Atlanten, skrev en separatist, var foregået med disse stakkels sjæle pakket sammen som "sild i en tønde." Nyhederne vakte bekymring for at sige det mildt? Hvordan kunne denne tur gennemføres hvis den sikre død - og en gruopvækkende død - lurede under hele rejsen? Burde de give sig i kast med det?

Svaret skulle findes i deres Gudstro, det mente de i hvert fald. De valgte at være udholdende med Bradford der også troede at "alle store og ærefulde handlinger er forbundet med store vanskeligheder som både skal imødegås og overkommes med ansvarsbevidst mod."

Der dukkede så en anden støtte op. Thomas Weston, repræsentant for en gruppe af købmænd fra London, betragtede man som en der kun ville drage fordel af Bradfords engagerede rejsende. Det kom til et skænderi. Et voldsom et. Alligevel ville de drage afsted. Andre ville blive føjet til gruppen - "strangers" i modsætning til de som satte deres risiko på spil af religiøse grunde. Personlige indbyrdes konflikter opstod mellem disse "strangers." Så var der sprøgsmålet om, hvad der var brug for på sejlturen over havet - eller til, hvor som helst. Man havde ikke fundet noget skib, det var nu juni 1620. Projektet var igang - og der var ingen skib. Endelig blev der fundet to skibe. Det ene et tremastet. Det var godt slidt, men stadig sødygtigt. Navnet var The Mayflower. Det ville blive ledsaget af endnu et skib -- the Speedwell.

Næsten straks efter afgang fik Speedwell et problem. Det blev saboteret af dets egen kaptajn der havde udstyret Speedwell med en ny mast, der var, med overlæg alt for stor til skibet. Da det endelig kom ud på åbent hav begyndte skibet at tage vand ind. Derfor sejlede de to skibe tilbage til Plymouth. Der tog Mayflower, Speedwells passagerer ombord - nu overfyldt - og med så mange som der kunne stoppes ind på dækkene. Således fuldstændigt fyldt op, med undtagelse af William og Dorothys Bradfords treårige søn John, som de lod blive tilbage i tilfælde af, at de ikke overlevede, satte Mayflower sejl den 6. september mod Amerika fra Plymouth.

Der gik ikke lang tid før søsygen satte ind. Opslidende, pinefuldt, og udmarvende. En John Howland, der ville have frisk luft, faldt på dækket og blev kastet mod rælingen - og faldt overbord i Atlanten. Han var midt i tyverne og stærk, og det lykkedes ham at holde fast i et reb - til trods for at han blev slæbt afsted et par meter under vandet. Beæstningsmedlemmerne fik fat i ham med en krog på en stang og halede den unge Howland ombord igen.

Straks efter blev skibet fanget i noget som kaptajnen aldrig havde hørt om og ikke forstod - nu ved vi det var Gulfstrømmen, den varme havstøm der flyder fra Caribien landgs Nordamerikas kyst, og som Philbrick bemærker igen ud over Atlanten og op langs de britiske øer. Effekten af dette sammen med voldsom stormvinde fik ført Mayflower ud af kurs og sendte hende langt nordpå, et sted man ikke regnede med hun skulle befinde sig. Undertiden var skibet så fuldstændigt overladt til elementerne, at de skrækslagne passagerer kun kunne holde om hinanden og bede mens sejlene blev rebet og kaptajnen blev tvunget til at lade skibet lægge sig i vinden - og derved overlade Mayflower til det rasende hav. I 1957 blev Mayflowers rejse genskabt i form af en kopi af skibet ved navn Mayflower II. Med hele det 20 århundredes sømandskundskab til rådighed blev skibet alligevel udsat for nøjagtigt det samme som dengang, ved at en storm der var så voldsom at kaptajnen blev kastet ud af sin køje ramte skibet, og rædselslagen troede han, at skibet ville gå tabt, og hele besætningen var slået af skræk.

På den oprindelige rejse skete der noget frygteligt, en kæmpebølge slog mod skibssiden og knækkede "en bærende bjælke, som var det et kyllingeben." Kaptajnen overvejde at vende om og håbe på de kunne nå hjem til England. Bradford og hans venner var imod det. De fandt en donkraft som de havde medbragt og beregnet på at løfte tungt tømmer til husbyggeri, lykkedes det dem at repareret det smadrede spant, og holde det på plads. De gjorde det også helt klart. Der ville ikke være tale om at vende tilbage, en holdning kaptajnen med tiden beundrede dem for.

Alt dette betød at den oprindelige destination, udmundingen af Hudson Floden, ikke alene aldrig var i syne - de nu frygteligt syge og rædselsslagne passagerer var end ikke i nærheden at deres oprindelige bestemmelsessted. Sygdom var begyndt at være indhugst hos dem - både hos passagerer og besætningen - en beslutning blev taget om, bare at komme i land det første og bedst egnede sted.

Den 2. november 1620, efter 65 dage til søs, udmattede, kolde og syge stod passagerere på dækket for at se det de allermest bød velkommen nemlig - land. Den landtange de kom til blev kaldt med navnet Cape James, efter deres konge James den 1. Den havde dog endnu et navn, og måske som et tegn på den allerede blomstrende amerikanske uafhængighed af ærbødighed overfor konger, var det det navn der overlevede. De nyankomne gik med på ideen om at benævne Cape'en med ikke et navn på en konge - men på en fisk. Fisken svømmede i vandene rundt om i enorme antal. Cape Cod, ville det derfor blive. Blot ved at se på klitterne med sand, blev hans Pilgrimme "bare en smule glade" sagde William Bradford.

Hvad så nu? Capeområdet, hvor enorme antal af torsk gydede var ikke Hudson Floden. De have ingen rettighed fra Kongen over dette øde sted i Den Nye Verden. Men kaptajnen vidste hans sine passagerer var i en elendig tilstand. De havde virkelig brug for at komme i land. I beretningen "The History of Plymouth Plantantion" der skulle blive den første bog der blev skrevet i Amerika, genfortalte Bradford det de havde forestillet sig før de sejlede. Her var der virkelig ingen "venner til at bøde dem velkommen, ej heller kroer til underhold og opfriskning af deres vejrbidte kroppe, ingen huse, og langt mindre småbyer at slå sig ned i, og rejse ud fra....Og det var vinter, og vintrene er barske og kolde...underlagt barske og brutale voldsomme storme....."

De sejlede rundt om Cape'en og fandt endelig en god havn. Det var på tide. De klatrede ned i en lille båd og kom i land. De havde endelig nået deres mål. De havde nu friheden som de så desperat og intenst havde søgt.

"I de næste fire måneder ville halvdelen af dem dø," erfarer vi. Alligevel sagde Bradford, der mistede sin elskede hustru Dorothy da hun faldt over bord fra den opankrede Mayflower og druknede, så "var det der nu kunne opretholde dem udelukkende Guds Ånd og Hans Nåde."

William Bradford blev udnævnt 30 gange som Guvernør over Plymouth Kolonien i Massachusetts, medunderskriver af Mayflower Compact. Hans søn John ville med tiden slutte sig til sin far, og endnu et skib ville ankomme med enken Alice Southworth, der ville blive hans anden hustru. De fik tre børn sammen. (Ikke så mange som John Howland, den unge mand der faldt overbord midt på rejsen, og blev reddet fra det brølende hav. Howland og hans Elizabeth ville få 10 børn og 98 børnebørn.) Han var en leder man så op til blandt venner og naboer, og som et vartegn for religiøs frihed og for frihed som et hele.

William Bradfords mod, og modet hos de 102 sjæle der gav næring under de frygteligste anstrengelser på vej til landet og de friheder vi fejrer i denne uge, er helt sikkert noget der skal erindres og mindes. Det er måske også det øjeblik hvor vi skal huske på inskriptionen på Bradfords grav, der i den engelske oversættelse fra latin af lyder som følger:

"Hvad vore forfædre sikrede med så megen vanskelighed, må I ikke så let slippe."

Amen, til det ansvarlige mod hos William Bradford.

http://spectator.org/archives/2009/11/24/the-answerable-courage-of-will

Hvad man ikke må sige-

Hvad man ikke må sige i Amerika

Joseph Harris

Har du kendt nogen der har haft et martyrkompleks, der nød at føle sig forfulgt og faktisk følte sig værdiløs medmindre vedkommende blev ugleset?

Disse ynkelige individer kan endog finde på at opfinde forfølgelse, hvis det er lidt sløvt med den reelle. Nuvel, hvis du nu er en sådan person eller du gerne vil opleve forfølgelse, koges i olie, flås levende og derpå halshugges, så er denne artikel noget for dig.

I det politiske korrektheds kongedømme er der visse ting der bare er tys-tys. Sandhed, ærlighed og kendsgerninger kan ikke findes i dette fantasirige.

Selvforherligelse og personlig berigelse er sædvanligvis motiver for at være politiske korrekt. Tilhængere af politisk korrekthed lyver, dækker over og fordrejer sandheden, omformulerer sætninger og gendefinerer definitioner der har været meget godt forklaret for at forvandle tænkemåderne. Indbyggerne i dette eventyr rige kan man finde i regeringsstillinger, på universiiteter og på højere læreanstaltter, på prædikestole, i skolerne og alle andre steder hvor man har en vis indflydelse. De lever af selve sandhedens grundsubstans, især som den findes i Skrifterne og de afgiver deres gift mod alle der er imod dem og påviser deres ondsindede veje. Det er lykkedes dem at gøre mange tavse, der ellers ville udtale sig frit, de har fået dem til at tro på at "retfærdighed" er altafgørende og at den skal herske som en standard når det skal bedømmes, hvad der må siges eller skrives.

For at sikre at du ender med at blive smidt ned i den politiske korrektheds torturkælder så skal du vare din mund for at fremkomme med fraser der har noget at gøre med køn og seksuel identitet. Disse emner vil sikre dig en plads på pinebænken. Her følger der nogle ting du ikke kan sige i Amerika:

Mænd og kvinder er forskellige.

Homoseksualitet er ikke naturligt.


Islam er ikke en fredens religion, men den frembringer terrorister.


Jesus (hvis det benyttes i en offentlig bøn)


Mødre bør blive hjemme og lader moderskabet være deres karriere.


Det Republikanske Parti har bedraget konservative.


Uovlige indvandrere (i stedet for udokumenterede immigranter)


Syden havde ret (Delstaternes rettigheder står over Forbundslovgivningen)


Palæstinensiske mænd med våben er morderiske terrorister, ikke frihedskæmpere.


Hjemme- oplærte elever overgår de som er uddannet traditionelt.


Jesse Jackson og Al Sharpton er racister.


Forfatningen er ikke et levende gyldigt dokument.

Sådan ligger landet. Det er de ting der skal siges, blot til en begyndelse, for at bringe dig ned i bunden af nutidens multikulturelle pluralistiske Gud-hadende, Kristus-fornægtende samfund. Vi ses i torturkælderen.

"Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør mørke til lys og lys til mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt." Esajas 5:20.

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=%20117091

Boycott Burqa Barbie

Boykot Burqa Barbie

Phyllis Chesler

Hvad mon bliver det næste de finder på? En halshugget dukke?

Netop. Jeg taler om den nye Burqa Barbiedukke som nu udstilles i Firenze, Italien for at fejre 50 årsdagen for Barbiedukken. Som min kollega på weaselzippers undrer sig over: Vil Ken nu komme i en udgave med fire burqaklædte dukkekoner? Åh jeg er sådan en ondsindet drillepind. Trods alt er Burqa Barbien på auktion til fordel for Red Barnets Velgørenhedsfond.Jo, netop Red Barnet, hvad behager? Du må jo være gal.

Jeg ville meget gerne redde børnene fra dette som alle de andre Barbie dukker. (Jo, jeg ved godt at Barbie fås i flere udgaver og i enhver hudfarve og trosretning.) Men hvis vi går helt ind til benet så er selv doktor Barbie stadig en hedensk guddom eller frugtbarhedssymbol, og helt og aldeles uden nogen form for lighed med den kvindelige biologi eller med den virkelige verden.

Barbierne er altid helt og komplet anatomisk umulige: Deres fødder er skabt til høje hæle, deres bryster sidder højt, faste og strittende - ligesom Playboy dullerne eller de kirurgisk manipulerede Hollywood stjerner.

Disse dukker var bare så retro - eller det troede jeg i hvert fald. Nuvel, jeg vil tie, det var jo de gode gamle dag med sex, stoffer og rock 'n roll. Nu er Barbie snøret ind, indhyllet i en burqa; nu er hun håbløst retro.

En kvinde, en pige i en chador, chadari, burqa kan ikke se særlig godt. Du kan ikke høre hvad hun siger. Hun kan ikke høre dig. En kvinde i en burqa kan ikke løbe, eller blot gå særlig godt. Hun har tendens til at snuble. Indenunder kan hun bære på en baby, en indkønstaske, og måske et par briller er placeret på hendes næse, og de glider ned. Hvis det er varmt, sveder hun heftigt. Hvis det er solskin berøves hun sollyset og dets vitamin D. Burqaen krænker en kvindes menneskerettigheder. Påfører fare til en kvindes helbred, både mentalt som medicinsk.

Bikinien og burqaen: Hvad i alverden er der sket med kvinders frihed?

Det skal jeg fortælle dig. Mens bikinien (i sær som symbol på pornografi, prostitution og promiskuitet) var nevah (det er altså min bedste Barbra Streisand accent) en symbol på frihed, da tvang landene i Vesten aldrig nogen kvinde til at iføre sig den; heller ikke familierne. Og hvis en kvinde nægtede at iføre sig en bikini, da blev hun ikke pisket, stenet eller der blev begået æresdrab mod hende. Dette sker med piger og kvinder i dag over hele den islamisk verden. Det sker også i Vesten når unge muslimske kvinder nægter at bære et beskedent tørklæde.

En vidunderlig muslimsk feminist heltinde havde jeg boende en uge. Hun er sagfører og forfatter. Hendes navn er Seyran Ates, hun er tysk/tyrker og bor i Berlin. Ligesom den algeriske/amerikanske professor Marnia Lazreg, hvis bog om det islamiske slør jeg har skrevet om tidligere, da er Ates helt og aldeles mod sløret i nogen form. Hun vil ikke bære tørklæde. Ates er en religiøs muslimsk kvinde.

Mattel: Fjern Burqa Barbie fra markedet.

Forældre: Boykot den.

Til alle velgørenhedsorganisationer: Red børnene fra den.

Dette er netop kommet fra Marcia pappas, formand for New York State NOW:

"Som feminister mener vi, at kvinder er i stand til at træffe egne beslutninger og valg og det indbefatter valg af beklædningen de ifører sig. Men burqaen er mere end blot et valg. Kvinder tvinges til at bære burqa eller det kan blive myrdet. Mattel burde skamme sig. At tjene penge ved at sælge en dukke der helt tydeligt bærer et symbol på vold er ikke acceptabelt, og der burde være et offentligt oprør mod at denne dukke kommer på markedet."

Hvad mon bliver det næste? En Jihad Ken? og så videre?

http://pajamasmedia.com/phyllischesler/

Svineinfluenzahysteriet

Hysteriet om svineinfluenzaen

---

Joseph Farah

Det er en global panepedemi hævder World Health Organization (WHO).

Det er en national nødsituation - siger Barack Obama.

Dødstallet i USA har passeret 1000 ifølge Centers for Disease Control.

Iføge WHO er dødstallet på verdensbasis nu på 5000.

Det er ikke godt.

Men giver det grund til denne hysteri?

Hvad er det med disse dødsfald der gør regeringskontorernes så apoplektiske?

Er det ikke på tide med noget indsigt?

Hvad sker der, hvis vi benyttede de samme kilder for at sammenligne dødsfald grundet svineinfluenza med andre førende årsager til dødsfald vi kunne gøre noget ved?

På verdensbasis dør 3000 mennesker af malaria - hver eneste dag.

På verdensbasis dør næsten 6000 mennesker af AIDS hver eneste dag.

Hvad i alverden er det så med denne sygdom der ryster regeringen?

Er det sådan, at der kan nemt kan gøres noget ved den?

Faktisk så kan det være årsagen . Malaria kunne udryddes meget let og meget mere økonomisk. Det mest effektive våben i arsenalet mod malaria DDT er blevet forbudt i USA og det meste af resten af verden på trods af, at det har reddet i millionvis og atter millionvis af mennesker fra døden, og det på grund af pseudo-videnskabeligt hysteri om påståede miljømæssige bivirkninger.

Et andet faktum er, at vaccinen mod svineinfluenza er meget dyr, sammenlignet med DDT og behandlingerne.

US regeringen brugte l milliard dollars blot for at udvikle svineinfluenzavaccinen, 7 milliarder på at producere 195 millioner doser, og omkostningen med at administrere disse doser anslås til at blive 11 milliarder dollars.

Skønt ingen betvivler DDT's enestående virkning mod malaria er der ingen undersøgelser der beviser at H1N1 vaccinen faktisk forhindrer svineinfluenzaen. I tilgift, betragter mange læger den som farligt fordi den indeholder aluminium, et giftigt metal, thimerosal, en kviksølvsgift, og det indeholder squalene (udvundet af fiskeolie) der kan skade immunsystemet.

Med andre ord kan svineinfluenzavaccinen ikke forhindre mennesker i at få sygdommen og kan meget vel forårsage andre problemer der er mere alvorlige end vaccinen. Kuren kan vise sig at være værre end sygdommen.

Hvem foretager omkostningsberegningerne? Det er selvfølgelig regeringen - i samarbejde med vaccinefabrikanterne der står til at få en omsætning på så meget som 50 milliarder dollars, hvis vaccinen fordeles på verdensbasis.

Nuvel, hvilke andre faktorer kunne da være ansvarlige for denne hysteri med "vi skal gøre noget nu ved svineinfluenzaen?" Er det fordi denne sygdom rammer alle og ikke kun de underudviklede tredje verdens lande?

Det kan det meget vel være. Fordi AIDS rammer nogle af dem mest indflydelsesrige befolkningsgrupper i Vesten og alligevel er regeringsmyndighederne imod brug af offentlige helbredssystemer for at blokere for udbredelse af sygdommen.

For yderligere at illustreret synspunktet om at regeringsmyndighederne ikke ser ud til at bekymre sig om spredningen af AIDS, har Obama meddelt, lige før Halloween, at USA meget snart vil ophæve forbudet mod at udlændinge med sygdommen i at komme ind i landet.

Ydermere som senator Tom Coburn, en læge, afslørede i en artikel offentliggjort i the Advocate, et nationalt homoseksuelt tidsskrift, blev en anden lov underskrevet af Obama i sidste uge, der øremærkede 15 milliarder dollars til AIDS behandling, sammen med et regeringskontrolleret sundhedssystem der vil sikre at AIDS patienter vil blive sat på ventelister til behandling og mange vil blive nægtet passende behandling på grund af indskrænkninger i tilbudet.

Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg har ikke tillid til at regeringen skal foretage medicinske beslutninger.

Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg har ikke tillid til at regeringen kan foretage fornuftige beslutninger om den offentlige sundhed.

Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg har ikke tillid til at regeringen skal lege læge, eller endnu værre Gud.

Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg har ikke tillid til at regeringen skal foretage beslutninger der har indflydelse på livet og sundheden hos dem jeg holder af.

Der er lidt for meget krisebehandling i dette tilfælde. Når det drejer sig om svineinfluenza, så er jeg ikke sikker på der i det hele taget er en krise at behande.

Joseph Farah

www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=114680

Eet råddent æble giver ingen jihad

Et styk råddent frugt er ikke en jihad

Photo Credit: Winds of Jihad

Bloggeren Allahpundit på Hot Air oplyser os om, at ifølge Chris Matthews, får vi måske aldrig at vide om religion var en medvirkende årsag til Fort Hood massakren.

Det tror jeg på. Vi kan ikke fordømme en hel religion for de handlinger en enkelt mand eller en lille gruppe på titusind eller måske nogle få hundredetusinde udfører. Blot fordi Hasan først og fremmest var muslim, og derpå amerikansk soldat ,så betyder det ikke, at vi skal spekulere over, at måske de fleste muslimer først 0g fremmest betragter sig som muslimer og dernæst borgere i deres hjemland.

Vi husker måske de værste borgerkrigslignende tilstande i frankrigs historie for nogle få år siden da tusinder af muslimer, skønt født og opvokset i Frankrig kun udviste foragt og had overfor deres fødeland og kun ville vise troskab overfor den muslimske umma, Det bør bemærkes at den franske hær ikke blev sat ind for at kvæle optøjerne, fordi så mange soldater var muslimer (15%) og således ikke kunne betros at skyde på de som lavede optøjerne. Vi må ikke beskylde islam for de handlinger som nogle få tusinder muslimer udfører.

Vi husker måske at have læst om at 40% af unge muslimer i Storbritannien ønsker sharia lov; dette oversat betyder altså nogle få hundredetusinder af muslimer. 36% af de unge muslimer i UK mener, at en muslim der konverterer til en anden religion skal "straffes med døden." Skal vi derfor bekymre os om muslimer baseret på den tro nogle få hundredetusinder udviser?

3.5% i den østrigske hær er muslimer. Og hvad så? Kunne du spørge. Er det et problem? Med muslimer er der altid et problem: Østrigske hærofficerer har klaget over at muslimernes forskrifter gør det umuligt at udføre tjeneste fordi de har tilladelse til at bede 5 gange om dagen, uanset hvilket job de er betroet.

I Storbritannien nægter muslimske politibetjente at bevogte den israelske ambassade; i Minnesota nægter muslimske taxachauffører at køre passagerer der har indtaget alkoholiske drikke. Muslimske mænd i Australien er fundet skyldig i at planlægge, at myrde, i stor stil, at have lagret 30000 ammunitionsenheder, at have udstyr til at producere bomber og være i besiddelse af eksplosive kemikalier med det formål at udøve hævn på Australien for landets militære tilstedeværelse i irak og Afghanistan.

Selvom det er let at forstå, hvorfor livslange muslimer ønsker at dræbe de vantro, er det interessant at bemærke hvor hurtigt nyligt konverterede til islam bliver vantro hadende mordere, se WikiIslam's Convert to Islam. En gruppe filippinske kristne der blot passede sig selv uden at skade nogen; så konverterede de som en gruppe i islam - og vupti dræbte de 116 mennesker ved en bombe på en færge i Manila, Filippinernes værste terrorangreb.

Ifølge Washington Post er mellem 60-70% af de franske fængsler fyldt med muslimer skønt muslimer kun udgør cirka 12% af befolkningen. Men hallo, lad os nu ikke dømme de franske muslimer blot på antallet af franske kriminelle skønt det samme gør sig gældende i England, Belgien, Nederlandene og andre i europæiske fængsler: Muslimske fangers antal er uforholdsmæssigt højt i forhold til deres andel i befolkningerne. Selv i Amerika udgør muslimerne mellem 17-20% af vore indsatte skønt der er mindre end 2% muslimer i det samlede befolkningstal. Hvis vi tillader muslimernes antal at være så mange procentvis som i Frankrig da ville vore fængsler også være fyldt op med mellem 60-70% muslimer.

Skønt muslimer har deltaget i mere end 14000 terrorangreb siden 9/11 så kan vi ikke dømme islam blot på så få, altså 14000 angreb.

Blot fordi Koranen kræver at en muslim først og fremmest er muslim og dernæst borger i sit land så betyder det ikke at muslimer er en trussel mod Vestens civilisation. Lad os nu ikke miste udsynet!

artikel fra plancksconstant.org

Sammenfald eller hvad???

Prøv af forklare det her - hvis du kan!

I anledning af årsdagen for mordet på JFK dette, som måske kan måske virke mindre seriøst, men indrøm, det er dog besynderligt!

• Abraham Lincoln blev valgt til Kongressen i 1846

• John F. Kennedy blev valgt til Kongressen i 1946
• 
  
• Abraham Lincoln blev valgt som præsident i 1860
• 
  
• John F. Kennedy blev valgt som præsident i 1960
• 
  
• Begge var meget optaget af borgerrettighederne.
• 
  
• Begge mistede børn mens de boede i Det Hvide Hus
• 
  
• De blev begge skudt på en fredag
• 
  
• De blev begge skudt i hovedet.
• 
  
• Nu bliver det rigtig besynderligt!
• 
  
• Lincoln's sekretær hed Kennedy
• 
  
• Kennedy's sekretær hed Lincoln
• 
  
• De blev begge myrdet af folk fra Sydstaterne
• 
  
• Begge blev efterfulgt af sydstatsmænd ved navn Johnson
• 
  
• Andrew Johnson der afløste Lincoln blev født i 1808
• 
  
• Lyndon Johnson der afløste Kennedy blev født i 1908
• 
  
• John Wilkes Booth, der myrdede Lincoln blev født i 1839
• 
  
• Lee Harvey Oswald der myrdede Kennedy blev født i 1939
• 
  
• Begge mordere benyttede og var kendt under deres tre navne
• 
  
• Begges navne består af 15 bogstaver
• 
  
• Nu gælder det om at holde fast!
• 
  
• Lincoln blev skudt i et teater ved navn 'Ford.'
• 
  
• Kennedy blev skudt i en bil 'Lincoln' fabrikeret af Ford
• 
  
• Lincoln blev skudt i et tater og hans morder flygtede og gemte sig i et varehus
• 
  
• Kennedy blev skudt fra et varehus og hans morder flygtede og gemte sig i et teater
• 
  
• Booth og Oswald blev begge skudt før de kom for en domstol
• 
  
• Nu rabler det.......
• 
  
• En uge før Lincoln blev skudt befandt han sig i Monroe, Maryland

• En uge før Kennedy døde var han sammen med Marilyn Monroe.

Inden vi nu falder helt bagover af forundring har en venlig læser sendt dette link med de sandsynlige forklaringer på besynderlighederne. Tak til Gouri.
http://www.kilty.com/l_and_k.htm

Hvem dræbte JFK?

Far vidste hvem der dræbte JFK

46 år efter er grundene til mordet stadig et mysterium

Arieh O'Sullivan

Jeg græd da de skød hr. kennedy. Jeg troede jag havde mistet min far.

– Phil Ochs

Det har netop været 46 års dagen for mordet på Præsident John F. Kennedy. Næste fem årtier efter tragedien og ingen kender til fulde om konspirationsterorierne er korrekte eller om Lee Harvey Oswald virkelig udførte udåden alene.

Mordet på Kennedy er en afgørende begivenhed for mange mennesker der oplevede det. Alle husker, hvor de var da de hørte nyheden, ligesom senere generationer husker hvor de var da de hørte om at en anden John, Lennon, var blevet skudt. I Israel, hvor jeg bor, husker vi alle den lørdag aften da Yitzhak Rabin blev skudt.

De blev alle dræbt af vrede unge mænd. Oswald selv blev skudt den 24. november, 1963, blot to dage efter JFK.

Den 7. april, 1964, trådte en 26 årig politidetektiv fra New Orleans Police Departmnet ind i Old Civil Courts bygningen i New Orleans og præsenterede sig for Warren Kommissionen der undersøgte mordet på Præsident Kennedy.

Jeg har altid vidst, at min fader kendte Oswald personligt. De var ikke blot vokset op kun en boligblok fra hinanden, men havde også delt værelse på skolen. Efter alfabetet sad min far Fred foran Oswald i årevis. O'Sullivan sad ved siden af Oswald.

Da jeg gik igennem min fars papirer så jeg et brev fra Jacqueline Kennedy der takkede min far for at han trådte frem for kommissionen. Det var ikke noget han plejede at tale om særlig ofte - blot en smule information i et langt liv der var fyldt med store oplevelser.

For ikke så lang tid siden bladrede jeg igennem stakkene i en antikvarboghandel og opdagede den officielle Warren Commission rapport om mordet på Præsident Kennedy, en 726 sider tæt moppedreng af en rapport. Jeg bladrede i den og ja, rigtig nok, der var min fars vidnesudsagn.

Mordet på JFK har altid været indhyldet i konspirationens skyer. Hvordan kan en ung vred mand, en ensom riffelskytte, dræbe Præsidenten i USA mens han kører i en kortege? Min far påpegede altid at han troede der var noget mere bag historien og at planerne om at dræbe JFK, og at dræbe den sorte borgerrettighedaktivist Martin Luther King Jr. krydsedes i New Orleans.

Der var masser af mysterier i New Orleans i 1960'erne og min far, chef for efferretningsvæsenet ved New Orleans Police Department var den der var nærmest ringside. Fars forbindelser med Oswald gik langt tilbage til før skoletiden. Mens de gik på Warren East High Scholl var min far aktiv i Civil Air Patrol og forsøgte at få Lee, som han altid kaldte Oswald, til at melde sig på holdet til eksercits.

"Oswald gik altid helt opresjst og gav altid indtryk at at han kunne marchere, at han ville marchere, mens han så lige ud, hovedet højt, skuldrene tilbagetrukket, så han imponerende mig ved at være en af den slags fyre , der virkelig ville passe perfekt ind i træningsholdet," fortalte min far Warren Kommisssionen.

"Han lod som om han kunne - ja, han gav endog det indtryk at han ville være en virkelig god leder, hvis han nogensinde kom ind i delingen."

Kommissionen udspurgte ham om en mulig "forbindelse" mellem Oswald og en mand ved navn David Ferrie, en velkendt homoseksuel med tvivlsomme forbindelser til mafiaen.

"Jeg forsøger at få klaring på det hele," fortalte min far. "Selvfølgelig har jeg forsøgt at erindre det jeg ved og, hvad jeg har hørt. Det bliver noget forvirrende når man læser så meget. Nogen gange husker man ting som man egentlig ikke kan huske man ved."

Hold da op, hvor min far virkede ung og hensynsløst ærlig dengang.

Når man nu betragter vidnesudsagnet 44 år efter Kennedy blev dræbt kan jeg læse, hvordan min far fortalte Kommissionen at Ferrie (der tidligere var blevet anklaget for en "forbrydelse mod naturen med et barn") var blevet arresteret efter mordet som en del af hans "forbindelse med Oswald."

Fortsæt du blot" opmuntrede hr. Wesley Liebler, medlem af Kommissionen.

Frederick O'Sullivan fortalte dem, hvordan han og en anden detektiv kort efter mordet var taget til New Orleans Airport for at undersøge Ferrie's fly.

"Vi ville undersøge om det var brugbart, og se om det muligvis var blevet benyttet fornylig, med det i tanke at han måske havde transporteret Oswald til Dallas.... Vi fandt flyet, men hans fly var ikke brugbart. Dækkene var flade, der manglede instrumenter, var i dårlig stand. Vi undersøgte også om han havde lejet et fly af nogle af selskaberne dernede, og et specielt selskab sagde at de ikke ville leje fly ud til ham."

Umiddelbart en blindgyde - skønt anklageren fra New Orleans, Jim Garrison, senere ville antyde at Ferrie, så minderigt portrætteret af Joe Pesci i Oliver Stone's film JFK, var en hovedmistænkt i mordet og trak ham ind til flere afhøringer mere end tre år efter drabet.

Garrison omtalte mordet på JFK som et "homoseksuelt betinget drab" og senere som en CIA/anti-Castro / militær-industiel plan, og mente at Ferrie havde en afgørende rolle i begge sager; Ferrie benægtede alle anklagerne til sin død i februar 1967.

Konspirationsteoretikerne vendte tilbage til min far i løbet af årene, helt frem til 1980'erne.

Når jeg lukker øjene kan jeg levende forestille mig min gamle, som en ung betjent. Karseklippet. Han var af sjæl Irsk-katolsk før han kastede vores juletræ ud, tændte den store lysestage og tog afsted til Zion.

Min far stemte på den katolske Kennedy. JFK's død var så frygteligt sårende for mange mænd, der slet ikke var forberedt og pludselig fik dem til at tænke på hvad de havde udrettet, og hvad det skulle ende med.

Min far var helt sikker en af de som var meget berørt. Man kunne høre på hans vidnesudagn, hvor rystet far var.

"Jo, jeg har tænkt meget over det lige siden det skete," fortalte han Kommissionen før han ærgerligt konkluderede: "Ligeså meget jeg gerne vil hjælpe, da kan jeg dog ikke komme i tanke om noget andet ....Der er intet jeg kan komme i tanke om."

Mens han stod foran Warren Kommisiisonen er jeg sikker på, at denne unge mand aldrig ville have forestillet sig at hans liv skulle blive som de folk der stod foran Nebukadnezar, Titus og Hitler.

Men jeg voksende op, kan jeg huske min far plejede at sige at der var mere ved mordet på JFK, end øjet kunne se. Han uddybede det aldrig og min opdragelse gav mig ikke lov til at snage. Da vi havde et nært sammenhold vidste jeg at han også var en meget privat mand og holdt hemmeligheder for sig selv bedre end andre jeg har kendt. Engang fandt jeg et libanesisk kørekort i hans skrivebordsskuffe med hans foto og et mystisk fremmed navn. Hans afviste det, at det var bedst jeg ikke vidste noget.

Men lige før han døde, tog jeg mod til mig og spurgte: "Hvem dræbte JFK?" som om han personlig kendte hemmeligheden om den Hellige Gral, Amerikas mest gådefulde mysterium.

"Kun Lee," sagde. "Ham alene."

Arieh O’Sullivan is a freelance journalist and olive farmer who lives in Israel.