Faren ved politisk korrekthed!

Hvad ligger bag Amerikas 'politiske korrekte 'forelskelse' i Islam?

David Kupelian

I samme øjeblik vi hørte om massakren ved Fort Hood undrede millioner af eftertænskomme amerikanere, sig over om "Åh, nej er det her endnu en vanvittig muslim der udfører sit terror-jihad, som det er sket så mange gange førhen?"

Derpå, da så gerningsmandens navn og religion blev offentliggjort (Nidal Malik Hasan, muslim hele livet) sammen med øjenvidne beretninger om, at han havde råbt det obligatoriske udråb, som altid indleder et terrorangreb, "Allahu Akbar" (Allah er Stor) før han påbegyndte sit slagterorgie, blev deres mistanker bekræftet: Dette var virkelig et større terrorangreb på amerikansk jord, udført af en muslimsk terrorist.

Der er kommet yderligere vidnesbyrd frem: Hasan, havde som det fortælles nægtet at kæmpe mod andre muslimer, han kaldte krigen mod terror for en "krig mod Islam" han fortalte en medarbejder, at muslimer have ret til at gøre oprør og angribe amerikanere, og som det fortælles havde han givet udtryk for det forbavsende forskruede trossynspunkt, at en islamisk selvmordsbomber var i moralsk sammenhæng at sammenligne med en soldat der sprænger sig selv i luften for at frelse sine kammerater.

Med andre ord, skønt Hæren havde fået mange advarsler om at Hasa var en bevislig Amerika-hadende jihadistisk "tikkende bombe" der blot ventede på at gå af, da gjorde den intet for at forhindre terrorangrebet i sidste uge. Hvorfor mon?

Hvorfor, efter at sandheden om Hasan blev, åbenbar efter hans massakre, har regeringen, ligesom sit talerør, den etablerede presse, udbredt sig om, på sin sædvanlige patetiske facon, hvad der mon kunne være årsagen til, at denne psykiater i hærenså koldblodigt, metodisk myrdede 13 og sårede 38.

Ganske kort tid efter angrebet, lige til tiden meddelte FBI at det ikke var terrorrelateret.

Time Magazine angav, fuldstændig naivt, at årsagen var post-traumatisk stress syndrom - og det selvom Hasan aldrig har været udsendt i en krigszone.

Hasans slægtninge insisterer på at han var blevet religiøst generet - på grund af sin tro - hvilket måtte have fået ham til at bryde sammen.

Ifølge Washington Post var problemet at Hasan var ensom. Jo, netop sådan er titlen på avisens historie "Fort Hood angriberens ensomme liv," med undertitlen: "Han blev behandlet dårligt. Han havde ingen at henvende sig til Han var helt alene," siger naboerne."

I mellemtiden har præsidentObama advaret amerikanerne mod at drage for forhastede slutninger om hvad der kunne have motiveret morderen.

Hvorfor, efter en muslim begår en terrorhandling, skal myndighederne altid med det samme meddele - og det før de kan vide det - at angrebet ikke var terrorrelateret? Hvorfor skal medierne altid plage sig selv og deres læsere med de mest usandsynlige forklaringer i deres forsøg på at undgå den åbenbare sandhed?

Før vi besvarer disse sprøgsmål, hvis du nu mener jeg overdriver, så lad os tage en tur på hukommelsens jihad sti.

Kan du huske snigskytterne på gaderne? I oktober 2002, lammede den muslimske konverterede John Muhamad sammen med en 17 årig knægt Lee Boyd "John" Malvo bykernen i Washington i tre blodige uger ved at dræbe 11 og såre tre meget alvorligt. Efter de blev fanget, var de fleste medier tilbageholdende med at sætte fokus på islamisk jihad som et motiv, og det på trods af den kendsgerning at Muhammad have hyldet angriberne bag 11. september og havde truet med at begå nogle store terrorangreb i USA.

Ligesom alkoholikere der ikke ønsker at erkende den smertelige sandhed, lod medierne sig trække ind i en behagelig benægtelse. Deres standard analyser om, hvad der fik Muhamad til at handle inkluderede netop ikke, og undlod helt - jihad. Således tilbød Los Angeles Times ikke mindre end seks mulige motiver for Muhammads dræberture, ifølge Daniel Pipes, en ekspert i militant islam. Dette indbefattede hans "kvalfulde forhold til sin familie, hans 'yderligtgående mangel på anger, hans påståede mishandling som en amerikansk muslim efter 9/11, hans ønske om at 'udøve kontrol' over andre, hans forhold til Malvo, og hans forsøg på at tjene hurtige penge," sagde Pipes - "men den nævnte ikke jihad."

"På samme måde" tilføjer han gør en artikel i Boston Globe opmærksom på, at der må have været noget i hans evne til at begå sig socialt - i hans ægteskab eller i hans militære karriere - der igangsatte handlingerne.

Denne, ikke se jihad, ikke høre om jihad, ikke tale om jihad tankegang er blevet standard proceduren i den etablerede presse.

Den 4. juli 2002, gik en taxichauffør, Hesham Hadayet, ind i Los Angles International Airport og skød to mennesker før han selv blev skudt af en sikkerhedsvagt. Trods den kendsgerning at Hadayet var ægypter, og havde valgt det israelske El Al's indskrivningskranke som stedet for sin hævnaktion og vrede så bliver enhver antydning af at Hahayet udførte en personlig jihad øjeblikkeligt afvist.

"Undersøgerne... tror at Hadayet blot var presset, stresset og brød sammen," rapporterede Los Angeles Times. "Han var kendt som en stille og rolig opmærksom muslim," tilføjede the Times, som derpå bortforklarede drabsmandens glødende antisemitisme ved at sige, "Mens Hadayet lejlighedsvis nævnte sit had til Israel, anså en tidligere ansat det mere som et kulturelt synspunkt om Mellemøstpolitik end en følelse der ville kunne føre til vold."

En af de værste katastrofer i luften i moderne tid, var da Egypt Air Flight 990 styrtede i Atlanten kort efter afgangen fra New York i okotber 1999, og derved dræbte 217.

To og et halv år efter, kom National Transportation Safety Board endelig frem til den samme konklusion som praktisk taget alle andre havde regnet ud efter styrtet - at flyets 2. pilot ægypteren Gameel El-Batouty, havde afbrudt motorkraften og med vilje sendt flyet direkte med havets overflade og derved dræbtes alle ombord.

Regeringspanelet nægtede at komme med et motiv, udover spekulationen om, at El-Batouty måske havde "begået selvmord."

Selvmord, ja undskyld mit franske, men jeg synes at "massemord" eller "terrorisme" meget bedre ville kunne beskrive den bevidste udryddelse af hundredevis af uskyldige mennesker. Dog, til trods for den kendsgerning at 2. piloten roligt, igen og igen gentog den arabiske talemåde "Tawkalt" (Jeg stoler på Allah) i næsten halvandet minut under sin misgerning - og at en sådan opførsel, ifølge rapporten, "ikke er i overensstemmelse med den reaktion som man burde kunne forvente af en pilot, der står overfor en uventet situation eller hændelse under flyvningen" - da styrede forbundsundersøgerne helt klart uden om at foreslå at jihad var et motiv.

US regeringen ønsker ikke at krænke muslimske følelser, nævner sjældent "Muslim" eller "Islamisk" når den beskriver islamisk terrorisme. For eksempel, da en omfattende jihad plan om at sprænge 10 fly i luften over Atlanten og derved dræbe tusinderne blev oprullet i 2006, da foreskrev daværende Homeland Security chef, Michael Chertoff sine medarbejderes om kun at benytte ordet "ekstremister" i beskrivelsen af planlæggerne - ikke nævne noget om islam. Alle de 2 dusin der ville være terrorister var muslimer.

Syndromet er blot blevet værre siden hen, og især efter præsident Barack Obama er i embedet. Obama der benytter enhver lejlighed til at kritisere Amerika og prise islam - ved endog at kalde Amerika "et af de største muslimske lande i verden," og ved at bøje sig ærbødigt for den muslimske konge af Saudiarabien.

Hvorfor har vi så denne stædige manglende evne til at nævne islam?

Alle angiver årsagen som "politisk korrekthed," men jeg mener det er på tide at gå noget videre end denne skumle, fuldstændig meningsløse frase.

Tør vi indrømme, hvad der virkelig er i spil her? Sandheden er faktisk meget ligetil.

Vi er bange for islam.

Vi forulempes af islam.

Fordi vi er bange for og forulempes af islam da forandrer islam os - på to meget tydelige og gennemgribende måder.

For det første er det indlysende klart, at vi er bange for at kritisere islam åbenlyst, af frygt for at få vore hoveder afhugget eller at få en fatwa over os, ligesom instruktøren af den nye "2012" film, eller vi er bange vor at komme i en retssag anlagt af den meget ihærdige islamiske organisation CAIR, eller vi er bange for at blive kaldt racister, ekstremister, islamhadere eller "islamofober" altsdammen takket været den politiske korrektheds tyranni, eller vi er bange for at fornærme dem der har magt og derved miste vor stilling, position, eller andre fordele. Denne reaktion, selvom den måske er selvisk og kujonagtig, er mere eller mindre bevidst og strategisk.

Imidlertid, er det for nogle meget mere grundlæggende: Ved at blive forulempet af Islam (eller af noget andet for den sags skyld) da kan vi blive, på en mystisk måde mere sympatisk indstillet overfor det, vi vil forsvare det, stille os på samme side, eller endog omvende os. Dette ubevidste skifte i holdning, som svar på frygt for at blive såret, skadet, kaldes Stockholm syndromet, opkaldt efter det svenske bankrøveri i 1973, hvor de fire terroriserede gidsler stillede sig på samme side som deres kriminelle tilfangetagere, samtidig med at de var delt i deres reaktion på at politiet forsøgte at redde deres liv.

Vi bør forstå at en vis procentdel af os begynder at bøje os mod og være enige med det, eller de som intimiderer os, når dette sker. Ikke blot overfladisk, som en midlertidig metode til at befri os fra plageriet og bøllen, så han ikke skader os, men langt mere dybfølt, i vort inderste væsen, der hvor vore tanker og følelser opstår og vor troskab stammer fra.

Intimidering - det er at få andre til at reagere med vrede og frygt - er et fundamentalt princip i hjernevask, med muligheden af, at ofrets troskab skifter side til fordel for den intimiderende, uanset om det er bøllen i skolegården, bandelederen, børnemisbrugeren, gidseltageren ved bankrøveriet eller islamiske radikale.

"Politisk korrekthed" som i bund og grund er en form for Stockholm syndom der udspiller sig i større målestok - er faktisk en forfinet form for hjernevask. Selv et etableret talerør som Newsweek erkendt denne sandhed i sin berømte udgave i 24. december 1990 udgave med det dengang nye fænomen om politisk korrekthed på undervisningsstederne (med titlen "Tankepolitiet") da bladet meddelte: "Politisk korrekthed er i sin yderste form en totalitær filosofi." Konklusion: Vi bliver intimideret, mishandlet, truet, terroriseret - og derfor kapitulerer vi, ikke kun i ord og handling, men i selve tankevirksomheden. Ikke sandt?

Det meste af tiden sker dette selvfølgelig uden vi er klar over det. Vi forstår ikke hvad der faktisk sker. Derfor fortolker vi vor voksende sympati og velvilje for det som intimiderer os som et vidnesbyrd om, at vi er altfavnene, kærlige, oplyste mennesker. I virkeligheden er det et resultat af tåbelig svaghed fra vor side.

Problemet med islam.

Lad os nu forestille os der er en religion som vi kan kalde "Religion X." Mange tilhængere af "Religion X" lever fredeligt med at klare livet, søge frihed og lykke. Uanset hvad deres religiøse doktrin er, så generer de ingen.

Men andre tilhængere af Religion X tror - ja de undervises faktisk af prominente gejstlige, herunder også i USA - at de skal herske over verden og at deres religions Herre tilskynder til, går ind for, at de dræber de som nægter at omvende sig til Religion X, eller de som forlader Religion X.

Derfor får den ene afdeling af denne religion lov til frit at leve indenfor vore grænser - ja det giver vore love og kultur ret til. Men faktisk alle amerikanere ville med rette kategorisere den anden afdeling af den samme religion som morderisk, hjernevaskende, en afdeling der burde drive bort fra vore kyster.

Problemet med Religion X er at det er så virkelig svært af adskille den ene type tilhængere fra den anden.

Det er selve problemet vi står overfor med islam. Hver gang en jihadist, som Hasan går på terrorangreb, da vil alle som kender ham sige, at de er forbavsede, da han jo altid var så rolig, og talte venligt. Og dog var der advarselstegn, sådanne så hvis vi ikke var forblindede af vor frygt og kujonagtige adfærd, da kunne vi have fået øje på dem, og vi ville have handlet efter dem - og forhindret sidste uges terrorangreb.

Ifølge London Telegraph, i en artikel med overskriften, "Fort Hood dræbere havde fortalt sine kolleger i US militæret at vantro burde have deres hals skåret over:

Major Nidal Malik Hasan, dræberen der dræbte 14 ved Amerikas Ford Hood militær base, havde givet en forelæsning til andre doktorer i hvilken han sagde at ikke-troende burde halshugges og have kogende olie hældt ned i halsen.
Han fortalte også kollegerne ved Amerikas top militræhospital, at ikke muslimer var vantro, fordømt, og de burde brændes.

Hasan var fremkommet med disse brændende kommentarer "foran et dusin andre læger ved Walter Reed Army Medical Centre i Washington D.C." under en tale om Koranen, ifølge rapporten.

Og hvordan reagerede hans kolleger, lægerne?

Skønt de var forfærdede, sagde den ene læge i Hæren der kendte ham, at der var en frygt for at være diskriminatorisk overfor en muslimsk soldat, og at dette havde forhindret hans officerskolleger i at udfylde en formel klageformular, meddelte the Telegraph.

Kan du følge mig? "En frygt for at være diskriminatorisk" forårsagede at 51 tapre amerikanske soldater blev skudt af et islamisk uhyre. de 13 med døden til følge.

Den overdrevne frygt plantet i os af den politiske korrektheds herrer, den forfinede hjernevask gennem det moderne sekulære samfund, har skylden.

Det bliver værre, meget værre. Som ABC meddeler, "US efterretningsagenter var i månedvis klar over,.at major Nidal Malik Hasan forsøgte at komme i kontakt med mennesker der har tilknytning til al-Queda."

Ondskaben ved den politiske korrekthed - den fuldstændige manipulation af vor tankegang, der omsvøber os ved de forskruede sociopater der hader Amerika og alt vore soldater har kæmpet og døde for i de sidste 200 år, og fortsætter med at kæmpe og død for - skal holde inde nu. Det er forbi. Denne nation skal gøre oprør og bekæmpe det vanvittige tankekontrolsmønster der ødelægger vort land lige for øjene af os.

I Amerika, et enestående land med enestående friheder, eksisterer der en naturlig og sund spænding mellem vor lovpriste First Amendment om religiøs frihedfor alle amerikanere - herunder muslimer - og vort åbenbare behov for at beskytte vort land med infiltration, underkastelse og terrorangreb af "ægte troende" islamiske jihadister. Denne spænding skal løsnes ved at vi finder nøjagtigt den rette balance, en balance der kan opnå, dog først når vi står op imod frygt og fejhed og den bedrageriske politiske korrekthedskontrol og kultur der forgifter vore sind og forkrøbler vor nationale sikkerhed.

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=115542

David Kupelian

David Kupelian is vice president and managing editor of WorldNetDaily.com and Whistleblower magazine, and author of the best-selling book, "The Marketing of Evil: How Radicals, Elitists, and Pseudo-Experts Sell Us Corruption Disguised as Freedom." He is a dynamic speaker and has been featured on Fox News, MSNBC, CBN and many other media outlets.