torsdag den 11. februar 2010

25 år efter storsejren til Reagan

Eftertanker om Reagans storsejr

Bruce Walker

Valgdagen 1984 - for 25 år siden - mente mange at den ideologiske kamp om Amerika var vundet. Præsident Reagan, eleven af den "konservative" Barry Goldwater havde været i valgkamp mod Walter Mondale, elev af "hr. liberal (venstredrejet) Hubert Humphrey. Reagan markerede sig i politik tydeligt med "Talen" der støttede Barry Goldwater. Her følger lidt af hvad Reagan sagde i 1964:
Reagan i 1964 ved Barry Goldwaters nominering som præsidentkandidat.
Dette er hvad dette valg drejer sig om: Om vi tror på vores evne til at regere os selv eller om vi vil forkaste den Amerikanske Revolution og indvillige i, at en lille intellektuel elite i en hovedstad langt borte kan planlægge vore liv og gøre det bedre end vi selv kan.

Du og jeg får at vide hele tiden, at vi skal vælge mellem højre eller venstre. Nuvel, jeg vil gerne gøre mig til talsmand for at der ikke er noget højre eller venstre. Der er kun op eller ned -- op - er menneskets gamle -- oldgamle drøm om den ultimative frihed bestående af lov og orden, eller ned - i totalitarismens myretue. Uanset deres oprigtighed, deres medmenneskelige motiver, så er de der vil bytte vor frihed for sikkerhed på vej - ned af denne nedadgående kurs.

Reagan fastholdt dette tema uanset om det kostede ham primærvalgsejre og øvrige valg. Da Amerika havde chancen for at stemme på den konservative Reagan eller den venstreorienterede Mondale i 1984 vandt Reagan hver eneste stat undtagen Mondale's Minnesota, som Reagan dog næsten vandt. I mange stater over hele landet vandt Reagan i hvert distrikt. For 25 år siden så det ud til, at den ideologiske krig var blevet vundet overvældende.

Hvad er der sket i det sidste kvarte århundrede? Det konservative ideal hersker i overvejende grad stadig i Amerika: 59% af de stemmer som Reagan fik i 1984 er nøjagtig den procentdel hos det amerikanske folk, der har kategoriseret sig selv som "meget konservative" eller "noget konservative" i de sidste femten på hinanden følgende Battleground Polls. (Svardeltagerne i disse polls kan også vælge "moderat", "ikke besluttet," "noget liberal" eller "meget liberal."

Alt for mange republikanere formodede at partiet, og ikke konservatismen var det der betød noget. De så de to politiske partier, ikke frihedsideologien, som politikens omdrejningspunkt. De republikanske bureaukrater troede på at pragmatisme og kompromis var det der havde gjort Amerika stor. De tog fejl. Goldwater slog søm igennem myten da han i 1964 sagde: "Ekstremisme i forsvaret af frihed er ikke ondt." Den korte sætning opsummerede Amerikas storhed. Det var det budskab af Goldwater og Reagan i 1964 der grundlagde Reagan storsejren i 1984.

Republikanerne, før Goldwater og Reagan, og republikanerne efter Goldwater og Reagan, gjorde alt de orkede for at sløre frihedens klare rene kald til gengæld for realpolitikken. Partiet skulle koncentrere sig om at vinde, og hvis det vandt magten, så skulle der udstikkes et "sæt værdinormer" efter denne situation.

Republikanske præsidenter efter Reagan kunne bryde "ikke flere skatter løftet," udvælge ideologisk uduelige dommere til Højesteret, undsige Reagans 'arv' i forfølgelsen af et "venligere og mere blidt Amerika" eller den "medfølende konservatisme" (som om konservatismen i sig selv - det ærværdige forsvar af frihed - ikke var essensen af politisk medfølelse) og skabe "praktiske løsninger" fra regeringen på problemerne, snarere end at fastholde den sandhed, at det sædvanligvis er regeringen der selv skaber problemet.

Resultatet var så forudsigeligt som alle kedelige undersøgelser af alle styreformer viser: Det er ikke magten som sådan der korrumperer - magt der stammer ved og fra det frie marked, og konkurrencen, renser og og frigør - det er den magt der stammer fra staten der korrumperer jo større den bliver. Republikanerne ved magten og ikke forbundet med principperne begyndte at opføre sig som Demokraterne, derpå begyndte en kriminel klasse af republikanere som Bob Taft, Duke Cunningham og Bob Ney en korrumpering af ensidet magt, hvilket længe havde været kendetegnet hos Demokraternes eet-parti princip.

Det er besynderligt at genfødslen af den politiske opposition stammer i mindre grad fra Det Republikanske Parti, end fra borgere der handler i Reagan og Goldwaters ånd. Revolten sidst i maj måned i Californien var et eksempel på dette (ligesom opråbet tidligere fra Gray Davis, selvom det var ringe udført). Opblussen af Tea Party demonstrationerne, ganske spontant, over hele nationen er endnu et eksempel. Selvfølgelig er succescen hos borgerkandidater som Doug Hoffman, hvis politiske parti er som Reagans Parti, kendetegnende for denne ånd.

Det er ikke besynderligt at retorisk modstand mod voksende statsmagt og dets nære slægtning eet partis dominansen er kommet fra mennesker der ikke har forbindelse med Det Republikanske Parti, eller fra mennesker som Sarah Palin som republikanerne behandlede mindreværdigt på grund af deres princip om at være forpligtet på mindre regering og jødisk-kristen moral hos "regulære" republikanere, der faktisk repræsenter en meget større del af Amerika end Det Republikanske Parti.

For 25 år siden fejede Reagan næsten igennem hver eneste stat i nationen.,Hans høje idealer, så klart og tydeligt fremført i hans taler, hans manuskripter og hans bøger brænder stadig ligeså voldsomt i hjerterne hos de fleste amerikanere. Det er derfor Rasmussen polls viser at amerikaneren i dag væmmes ved hver eneste politiske person, undtagen Reagan. De principper han stod for, er de samme som Washington, Madison og Henry forsvarede. Det er ikke et spørgsmål om "højre eller venstre. Genlæs hvad Reagan sagde i "Talen" om den myte:

Du og jeg får at vide hele tiden at vi skal vælge mellem højre eller venstre. Nuvel, jeg vil gerne gøre mig til talsmand for at der ikke er noget højre eller venstre.


Engang forstod alle amerikanere, at vort lands storhed var baseret på frihed. Det overvejende flertal af amerikanere nu, som i 1984, har stadig denne sandhed i hjerterne. Vore Forfatningsfædre, hånede med rette politiske partier. De sidste 25 år har mindet os om, hvorfor. Men et kvart århundrede efter den politiske storsejr for friheden, da er mandatet for frihed stadig tilbage.

Bruce Walker is the author of two books: Sinisterism: Secular Religion of the Lie and The Swastika against the Cross: The Nazi War on Christianity.

Jeg kan på det varmeste anbefale at se og høre Reagans "The Speech" fra 1964 som Bruce Walker omtaler. Udover det er Barry Goldwaters tale ved samme konvent også fremragende. Hilsen Synopsis-olsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar