Nej tak - til flere rockstjerner!

Ikke flere rockstjerner - tak!

Lauri B. Regan

Hvordan kan det være at amerikanerne er så optaget af rockstjerner, Hollywood berømtheder og anorektiske modeller? Vor kultur er fanget i, (og opvokset med) indflydelsen fra "Americas Nex Top Model" og "American Idol" hysteriet. Besættelsen af disse underholdningsprogrammer har sandsynligvis haft en vis indflydelse på udfaldet af 2008 præsident valget der førte til valget af en mand der ikke var kompetent til jobbet som regeringsleder, for slet ikke at nævne evnen til at styre landet.

I efterdønnningerne af Obama fænomenet der har hærget landet, da kunne man tro at i det mindste de fleste amerikanere har lært noget. Vælgerne forkastede den principfyldte arv fra George W. Bush og John McCain til fordel for Obamas 'håb og forandrings' retorik, og brystmuskler, der prydede alle tidsskrifternes forsider, mens han nærmest svævede over en scene opbygget af flamingoskum med en aura af selvtillid som kun rockstjerner kan afgive. (henvisning til konventet, hvor han endelig blev valgt. (Scenen var opbygget med græske flamingosøjler som i et tempel. synopsis kommentar)

Nu, da vi er ved at vågne fra The Obama Show, da er det som at være med i "Lad os handle," hvor man gerne vil bytte sin 1. præmie for det der kunne gemme sig bag gardinet i boks nr. 2. Amerikanerne er dog fastholdt med 'narreprisen' i de næste tre år. At køberen skulle benytte sin fortrydelsesret er indtruffet efter at man har fået pakket indkøbet op, og opdager at det der er tilbage er en tom skal af ideologi, der er så langt ude på venstrefløjen at det nærmest ligner en kæmpevittighed.
De seneste fænomen på ikon-scenen forekommer at være Scott Brown. I løbet af få timer efter hans sejr i Massachusetts som Senator var overskrifterne der med det samme, og omtalte muligheden af at han ville stille op som præsident i 2012. Ifølge en rapport der netop er færdig har valget af Brown fået mange republikanere til at håbe på, at han virkelig går efter Det Hvide Hus.

Det er overraskende, nu da alt arbejder i retning af en sejr ved midtvejsvalgene i 2010 og det nationale valg i 2012, at nogle Republikanere falder for den nyeste rockstjerne kandidat der dukker op på scenen. Det er hjerteskærende når man overvejer at Republikanerne har så rigtig mange knalddygtige kandidater i Mitt Romney, Tim Pawlenty, Eric Cantor og andre igen. Der er også tegn på at Newt Gingrich måske vile komme ind i kampen.

Alligevel kan medierne og 'klogeågerne' ikke lade være med at forsøge sig med at skabe en kandidat der er personificeringen af en rockstjerne. I de førende medier har der været mere debat om Scott Browns pinupbilleder fra 1980, end om hans politik - det er vist helt tydeligt at den virkelige grund til, hvorfor vælgerne i Massachusetts forkastede Demokraterne ikke er gået op for de førende medier, derfor fokuserer de på Brown som et kulturikon fremfor en seriøs politiker.

Problemet er at politikere som Obama, Palin, Edwards og Brown meget ofte kommer lynhurtigt frem på den amerikanske politiske scenes forkant, hurtigere end offentligheden har tid til at fordøje noget som helst, udover deres gode udseende. Dog var der i Obamas tilfælde masser af tid til at fordøje hans historie, eller mangel på samme, og flertallet af amerikanere går åbenbart stadig efter et godt udseende og charme fremfor substansen der blev tilbudt af McCain og Palin holdet. Helt klart, da stemte den yderste venstrefløj bevidst for en socialistisk dagsorden som den blev tilbudt af Obama, men de uafhængige vælgere der hjalp med til at vinde, faldt for den 'falske person' og retorikken, der var som musik i deres ører.

Hvad var der dog galt med den tidsperiode, da erfaring og klogskab var noget der talte? Et godt udseende var ikke altafgørende. Hvad der var vigtigt var evnen til at regere, respektere Forfatningen, have forståelse for udenrigspolitikken, have kloge og respekterede rådgivere, og dertil en høj moralsk standard. Obama blev valgt uden nogen vidnesbyrd om, at han ville være i stand til at lede landet, og efter et år i embedet, har denne formodning vist sig at holde stik.

Ydermere ville man kunne forvente, at en Harvard Jura studerende og instruktør i Forfatningslov ville være bekendt med, og holde fast i, og det med den ypperste respekt, netop Forfatningen. I stedet er Obama fortsat med at vise foragt for Forfatningen, og her fornylig illustrerede han sin uvidenhed om forfatningsmæssige forhold da han skældte ud på Højesterets Domme for deres afgørelse i Citizens United v. FEC.

Obama er helt sikkert på glatis med sin mangel på viden i udenrigsforhold. Hans valg som vicepræsident Joe "vi har tabt krigen/ lad os dele Irak op i tre regioner" Biden, sammes tro på at østrigsk er et sprog og den forfejlede udtalelse om at Kejser Hirohito af Japan underskrev kapitulationspapirerne med MacArthur er blot nogle ganske få af de indikatorer der burde have sat alle alarmer i gang.

Når vi nu nævner emnet, at omgive sig med respekterede rådgivere, og holde fast i en høj moralsk standard, ja, hvor skal vi begynde? Obama har omgivet sig med skattesnydere, Amerika-hadere og individer der hellere vil undervise i homoseksualitet for skoleelever - og det er kun lige toppen af isbjerget. Obamas karakter kan der meget let sættes spørgsmål ved efter et år, hvor vi har kunnet betragte ham, med hans evindelige løgne til offentligheden, knægtelse af alle kampagne løfterne, og hdet at han bevidst ignorerer det amerikanske folks vilje. (se denne artikel på synopsis)

Hermed ikke sagt, at Scott Browen eller Sarah Palin ikke kan blive udmærkede præsidenter en eller anden dag. Det der antydes, er at de skal have tid til at vokse op som politikere, ledere, og repræsentanter for det amerikanske folk. De bør have tilstrækkeligt med tid til at vise noget mere, end blot at skrive en succesfyldt selvbiografi, nogle få gode interviews, og nogle portrætfotos. Amerikanerne har ikke brug for at vælge et individ der langt hellere skulle være en fodnote i historiens annaler - et individ der kan nyde sine femten minutters berømmelse, mens langt mere seriøse ledere med mindre kommerciel appeal bliver ignoreret og glemt.

John Edwards er heldigvis helt borte fra den offentlige scene. Scott Brown er nu i Senatet, hvor han vil bentytte tiden til at vokse i opgaven som politiker på nationalt niveau, og opnå vælgernes respekt mens han er i arbejde. Sarah Palin, vil måske eller måske ikke, finde ud af om, hun vil stille op som præsidentkandidat, men hun vil få tid til at indhente de færdigheder der er nødvendige for at få succes.

Obama vil ikke forsvinde ned i historiebøgerne som en fodnote, en politisk fejltagelse, fremkommet ved en forvirret og vildledt vælgerskare der blev indfanget af hans rockstjerne personlighed, og det er desværre uheldigt.

Når showet er forbi, lyset slukket og fortæppet rullet ned for Obamas præsidentskab da vil han med stor sandsynlighed blive husket som den værste præsident landet har haft. Og af alle de billeder af ham som topløs på forsiden af Vanity Fair, og med den glødende aura som en Messias på forsiden af Time Magazine, ja alle disse fremstillinger vil blive overskygget af hans mangel på erfaring, hans forfærdende beslutninger og hans altødelæggende politik.