Vrede unge mænd

Vrede Unge Mænd

---

Patrice Lewis

Fornylig læste jeg et ekstraordinært godt essay om emnet - Hvorfor så mange unge mænd er vrede, surmulende og oprørske. Skribenten af dette stykke (Tiffani) har fem børn, heraf 2 sønner på 14, og 2 år. I laboratoriet af et lykkeligt, stabilt, kaotisk liv hjemme, bryggede hun denne vilde skøre teori sammen: At drenge har brug for mænd som kan undervise dem i at være netop mænd. Er det ikke tosset?

Efterhånden som Tiffani havde betragtet, hvordan moralen, holdningerne, arbejdsetikken og ansvarsfølelsen i samfundet er gået tilbage, kunne hun ikke lade være med at spekulere på, om netop det at der ofte mangler en stærk mand i drenges liv får dem til at gå fra at være "søde, sjove og humoristiske små drenge" til at blive voksne uhyrer. Hun undrede sig over .... er teenageoprøret en helt naturlig proces i livet, eller skyldes den, at ungerne savner noget?

Præmissen i Tiffanis teori er, at mødre har brug for at vide, hvornår de skal træde til side og lade deres sønner lære at blive til mænd under opsyn og oplæring af deres fader (eller faderfigurer). Ligesom alle mødre, havde Tiffani et ønske om at beskytte sine drenge mod enhver skade. Er det nu så godt i det lange løb? Måske ikke. Tiffani er ved at lære at træde til side, og lade hendes mand overtage ledelse og rådgivningen af drengene.

Mens de bliver ældre, ønsker drenge ikke altid - eller har brug for - beskyttelse. De har brug for udfordringer, eventyr og ridderlig optræden. Fædre - stærke fædre - vil vide hvornår de skal afvise mødrenes beskyttelsestrang og begynde at træne deres sønner til at blive mænd. Handlingsplanen er - træning.

Træningen er den kritiske del. Utrænede drenge vokser op og bliver til uhyrer; Ude af kontrol, jagter kvinder som rovdyr, uansvarlige, ude af stand til at beherske deres testoteronfyldte tendenser til agression eller sex. Nutidens samfund er forurenet til randen med den skade som kommer fra drenge der aldrig har lært hvad det vil sige at være en mand. Sørgeligt nok, disse "voksne drenge" er ofte diskriminerende og uden omsorg for andre og nægter at være fædre til de børn de producerer.

Men 'trænede' mænd forandrer samfundet. De arbejder hårdt. De flytter tunge ting. De bygger huse. De beskytter, forsvarer og reddet. De sørger for deres familier. De gør alle de skræmmende, ækel, beskidte ting som kvinder ikke kan (eller vil) gøre. 'Trænede' mænd er med ordene fra klummeskribenten Dennnis Prager, (se etiketten ude i siden med artikler af denne) civilisationens hædersborgere.

Som Tiffani påpeger da har drenge behov for at skabe deres egen manddom, på passende måder. Mænd forstår, at drenge har brug for erfaringer og udfordringer for at kunne indfri deres biologisk programmerede roller. Kvinder forstår det ikke, men det er sådan set i orden. Stærke fædre (eller faderfigurer) vil instinktivt træde til og påbegynde optræningen hos drengene så de kan tæmme testosteronen, viser hvordan man arbejder, hvordan man respekterer kvinder, hvordan man leder og forsvarer, og hvordan man bekæmper drager.

Problemerne opstår når der ikke er en mand som rollemodel. Hvis mænd er fraværende, blevet kvindagtiggjort eller er uvillige til at lære drengene hvordan de skal opføre sig, så lærer disse drenge bare ikke hvordan man er en mand. Det er ganske enkelt.

Mødre kan ikke lære drenge at blive til mænd. Uanset hvor meget vi elsker vore sønner, så kan vi ikke. Mødre er mødre, fordi, trods alt, det er det vi gør. Vi beskytter, giver mad og kærlighed til snuskebasserne. Men der følger en tid i enhver drengs liv, når han har brug for at komme ud af snuskebasseriet og være en mand. Mænd er ikke meget for al den tutte-nutten. Det er derfor de bliver til krigere og beskyttere.

Jeg kan huske da en nabos 13 årige søn kørte på cykel til vores hus, en distance på et par kilometer på en hullet og beskidt vej. Han faldt lidt voldsomt undervejs, og da han kom frem var han skrammet og møgbeskidt, og blodig. Da jeg spurgte ham, hvad der var sket, forklarede han mig sammenhængen ... og tilføjede med et smil. "Men det er helt OK. Jeg er en dreng." Mere skulle ikke siges.

Hvis jeg var faldet over ham med omsorg, kys og kram for at lindre hans smerter, da ville jeg have taget denne oplevelse, at han havde overlevet eventyret, bort. Han var pavestolt over sine skrammer fra slaget, og det allersidste han ønskede var at de skulle plastres til med Disney plastre.

Hvad sker der når drenge ikke har en stærk mandlig mentor? Resultaterne går fra 'wienerbrødsdrenge' til direkte bøller. Jeg giver et eksempel på min blog, om en dominerende kvinde med en kvindagtiggjort mand der opfostrer to sønner. Disse drenge vokser op i et forkvaklet, 'på hovedet' hjem, direkte imod menneskets natur og den biologiske programmering, og drengene er ved at blive til slyngler.

Drenge der vokser op med udelukkende "beskyttelse" af deres mødre - uden en stærk mand der vil give dem en chance for at slå drager ihjel - vokser op som vrede og bitre personer. De ved, at noget er galt. De ved de bør forsvare kvinder, men de har så meget bitterhed rettet mod deres mor fordi hun "beskyttede" dem fra alle udfordringer, at deres syn på kvinder bliver forvrænget.

Havde ægtemanden til denne kvinde trådt ind i sin rette rolle som overhoved for hjemmet ville det måske være gået anderledes for disse drenge. Havde han reddet sine sønner fra hustruen evindelige kvælende kærlighed, da ville hans sønner måske have været Udlærte Mænd istedet for Fremtidens Bøller. Jeg frygter det er for sent.

Jeg tror en del af det at opfostre afbalancerede stærke sønner stammer fra, hvordan drengene ser deres mor respektere deres far, Hjem hvor mor og far respekterer hinanden for deres forskellige biologiske styrker, herfra stammer de mest stabile og afbalancerede børn.

Min mand og jeg har ingen sønner. men vore piger lærer at beundre ægte mandighed, ikke en eller anden potensagtig 'Bølledom' eller 'wienerbrødsdom.' Det hjælper utroligt meget, at i vort nabolag er vi omgivet af ansvarlige forældre der opfostrer dejlige unge mænd - stærke, ivrige efter at hjælpe, beskyttende overfro kvinder, som længes efter at være helte.

Hvilken slags mand tror du mine døtre en dag vil gifte sig med? Den Ægte Mand der anser det som sin biologiske rolle at beskytte og slås? Eller den Vrede Unge Mand der forbander sin mor og foragter sin far? Hvem synes som værende mest afbalanceret og stabil?

Det her er altså ikke raketvidenskab -- eller i det mindste, det bør ikke være det. Uheldigvis i nutidens androgyne feministikse kultur er det blevet til en foragtelig og fjendtlig indstilling.

Patrice Lewis

Jeg kan varmt anbefale andre artikler af Patrice om mænd, find dem ved klik i etiketlisten på hendes navn.

(hilsen synopsis-olsen)