Roll Over, Roy Orbison
Pedro PrimaveraRoy Orbison døde for nogle år siden. Han døde ikke en for tidlig død og tog ikke en revolutionerende musik med sig i graven. Han døde heller ikke på grund af en voldsom levevis eller en ond skæbne. Han gik bort bort, hans krop gammel og udslidt og hans indflydelse på kulturen har længe været udvisket, selvom noget af hans musik er tidløs.
Der er en form for ironi med rock and roll ikoner der dør af alderdom. En lang liste af udøvere viser at de levede og døde som unge; det gør ikke alderdom elsket. Det begyndte med Buddy Holly og Big Bopper, og listen er alt for lang til at opremse her.
Der er en form for ironi med rock and roll ikoner der dør af alderdom. En lang liste af udøvere viser at de levede og døde som unge; det gør ikke alderdom elsket. Det begyndte med Buddy Holly og Big Bopper, og listen er alt for lang til at opremse her.
Stol ikke på nogen over 30, sagde Roger Daltry under Vietnamkrigen, rock and rollens kulturelle velmagtsdage. Roy Orbison levede næsten dobbelt så længe. På grund af dette er der ikke noget alter for ham og hans musik, ingen aske fra et eller anden mystisk begravelsesligbål, ingen selvpåført marturstatus. Nej, han gik blot bort på grund af et hjertetilfælde, ligesom så mange andre på hans alder når de har udlevet deres kulturelle brugbarhed.
Tiden viser altid at musikken næsten løber 'tør,' og Orbison trådte med værdighed til side efter en personlig tragedie i 1966. (Hustruen døde i en motorcykelulykke med ham som fører, og i 1968 indbrændte to af hans tre sønner, mens han var på turne i England) Læs denne artikel om hans liv. Da han døde i 1988 (52 år) - det første rock and roll ikon der døde af naturlige årsager - signalerede han en afslutning på genren.
Der vil ikke være noget andet fænomen som rock and roll. Musikken i sig selv er en ubehersket arie med indbyggede ufuldkommenheder og fejl. Udtrykket stammer fra det gamle dagligdagsudtryk for et 'en nats knald.' Dobbeltbetydninger er indblandet overalt. 'Spændinger' (Thrills) kan findes på Blueberry Hill (I found my thrill on Blueberry Hill)og Miss Molly der(Good Gully Miss Molly) holder virkelig af at støde (bumb).
Der er en let rytme, to guitarer og tre akkorder, og er ikke beregnet på at appellere til en"civiliseret" opførsel. Senere blev rock and roll - enhver form for rock and roll - hymnen for en disillusioneret ungdom.
Det unddrager sig næsten virkeligheden, at kun en håndfuld år senere, efter Roy Orbison, kom discomusikken. Den blev forhånet, og de store selskaber gik derfor i aktion som sponsorer. Snart efter blev tanketomme musikvideoer en del af recepten på "succes."
Da Roy Orbison døde ændredes rock and roll ganske enkelt til rock musik med høje lydudladninger, og stærkt behårede, blyanttynde narkoafhængige udøvere. Og med rap-musikken der fulgte, blev det at være i fængsel betragtet som et karriereskridt hen mod stjernestatus.
Efter 2. Verdenskrig har musikken altid været rettet mod teenagepublikummet. Den plejede at stole på 'bestikkelse,' men nu inkluderer recepten hysteri og angst, enten ægte eller påtaget.
Musikken i dag har meget lidt med kvalitet at gøre eller det andet ord som synes at have tabt nu om stunder: Kunst. Ingen vil kunne definere kunst på en tilfredsstillende vis. Som et kulturfænomen er kunst kulturens beredvillighed til at lade sig føre. Det er ikke den universelle stemme indefra, men kulturens klagen - ellers ville Skid Row (heavy metal band fra 80'erne) være fyldt med stræbsomme kunstnere.
Hvis Elvis Presley havde introduceret sin musik blot en generation tidligere ville han være blevet knaldet i hovedet med sin guitar af uregerlige Teamsters, (transportfagforeningen) og smidt på arbejde i det lokale støberi. Kun hans mor ville have syntes han var kreativ. For nutidens "kunstner" følger værket kun det postmoderne motiv om god eller dårlig, ved de penge det indbringer.
Hvis kunst idag afspejler virkeligheden så er vi som i en tåge af os selv. Med hvert år der går, med hvor forandring der sker, ligner musikken mindre og mindre musik. Bestyrelser raser over faldende pladesalg når det eneste de behøver at indse er, at musikken i dag er noget lort. Værre endnu, vi som har vendt os væk fra populærkulturen er ikke kun blot blevet ældre; vi er selve fjenden.
Der er en let rytme, to guitarer og tre akkorder, og er ikke beregnet på at appellere til en"civiliseret" opførsel. Senere blev rock and roll - enhver form for rock and roll - hymnen for en disillusioneret ungdom.
Det unddrager sig næsten virkeligheden, at kun en håndfuld år senere, efter Roy Orbison, kom discomusikken. Den blev forhånet, og de store selskaber gik derfor i aktion som sponsorer. Snart efter blev tanketomme musikvideoer en del af recepten på "succes."
Da Roy Orbison døde ændredes rock and roll ganske enkelt til rock musik med høje lydudladninger, og stærkt behårede, blyanttynde narkoafhængige udøvere. Og med rap-musikken der fulgte, blev det at være i fængsel betragtet som et karriereskridt hen mod stjernestatus.
Efter 2. Verdenskrig har musikken altid været rettet mod teenagepublikummet. Den plejede at stole på 'bestikkelse,' men nu inkluderer recepten hysteri og angst, enten ægte eller påtaget.
Musikken i dag har meget lidt med kvalitet at gøre eller det andet ord som synes at have tabt nu om stunder: Kunst. Ingen vil kunne definere kunst på en tilfredsstillende vis. Som et kulturfænomen er kunst kulturens beredvillighed til at lade sig føre. Det er ikke den universelle stemme indefra, men kulturens klagen - ellers ville Skid Row (heavy metal band fra 80'erne) være fyldt med stræbsomme kunstnere.
Hvis Elvis Presley havde introduceret sin musik blot en generation tidligere ville han være blevet knaldet i hovedet med sin guitar af uregerlige Teamsters, (transportfagforeningen) og smidt på arbejde i det lokale støberi. Kun hans mor ville have syntes han var kreativ. For nutidens "kunstner" følger værket kun det postmoderne motiv om god eller dårlig, ved de penge det indbringer.
Hvis kunst idag afspejler virkeligheden så er vi som i en tåge af os selv. Med hvert år der går, med hvor forandring der sker, ligner musikken mindre og mindre musik. Bestyrelser raser over faldende pladesalg når det eneste de behøver at indse er, at musikken i dag er noget lort. Værre endnu, vi som har vendt os væk fra populærkulturen er ikke kun blot blevet ældre; vi er selve fjenden.
Der vil ikke være flere Roy Orbison, ikke flere britiske invasioner. Der vil ikke være nogen Woodstock, selvom det ikke forhindrede medie konglomerater i 1994 og 1999 i at forsøge. Karl Marx have åbenbart Woodstock i tanke da han sagde, at historien først viser sig som tragedien og derpå gentager sig som en farce.
Pestilenserne pestilens, der eksisterer nu en Rock and Roll Hall of Fame - endnu en ironi over mediernes medløben. Roy Orbison blev stemt derind i 1987. Han døde et år senere af et hjertetilfælde, muligvis som følge af chokket over at man havde fundet på noget sådant.
(Tænk en artikel uden et YouTube indslag med denne geniale sanger der virkelig kunne syng e live. Den går ikke, derfor denne - synopsis-olsen)
It's Over.
Denne skal også med: Only the Lonely - læg mærke til nogle af de medvirkende.
Det må have været en forrygende koncert, med Bruce Springsteen, Elvis Costello, Bonnie Rait, K.D. Lang, James Burton, Jennifer Warnes, Tom Waits med flere, se selv følgende:
Blue Bayou
Sweet Dreams Baby
Oh, Pretty Woman
In Dreams
Crying
Ingen kommentarer:
Send en kommentar