fredag den 30. april 2010

Umulig mission - er du klar!

En politisk Mission, hvis du accepterer den

Harold Witkov

Tilbage i 60'erne var der en TV- spionserie der blev kaldt, "Mission: Impossible." 30 år senere var der igen Mission:Impossible filmene med Tom Cruise i hovedrollen. I såvel filmene og TV-serien fik en af hovedpersonerne altid sine instrukser ved et bånd, personligt rettet til vedkommende, og som indeholdt den velkendte frase, "Dette er din mission, hvis du accepterer den."

Mine partikammerater (konservative,liberale) der er på valg til november, jeg har en politisk mission til Jer. Jeres mission, hvis I vælger at acceptere den er at overbevise mindst en person i jeres omgangskreds, som I ved er en overbevist Demokrat (socialist) at vedkommende skal stemme Republikansk.

Selvom min mission ikke vil være nær så spændende som en Mission: Impossible film, er det at yderste vigtighed. Faktisk afhænger vort lands fremtid af, at du opfylder din mission, forudsat du accepterer den. Hvis ikke, så vil jeg gentage, så tag ikke mine ord for lette varer.

Baggrundsforståelse:

Jeg overværede fornylig et to-dages forretningsmøde, hvor, ikke som nogen overraskelse, at liberale (venstredrejede) forretningsfolk i den grad var flere end mennesker med min holdning. Jeg var klar til at gå i kamp med dem når det drejede sig politiske argumenter, og jeg ventede på, at de skulle begynde at forhåne "de obstruerende Republikanere," hvilket også skete, og så igangsatte jeg min modoffensiv.

Jeg må dog indrømme at jeg ikke fik succes. For at forandre strategi, søgte jeg senere at fortsætte den ophedede debat i en-til en diskussion. Undertiden forekom det mig at jeg gjorde fremskridt, især når jeg talte om Demokraternes amokløb med overforbrug, et emne nogle indrømmede de ikke havde det godt med, og så gik det galt ved at nogle hævdede jeg gik "for langt."

Tilsyneladende overskred jeg en usynlig grænse med hensyn til troværdighed ved at forsvare Fox News, Rush Limbaugh, Sarah Palins intelligents, og ved at forslå at den Store Barack Obama måske med overlæg forsøgte at smadre vort lands økonomi i hans ihærdige forsøg på at forandre Amerika.

Efter jeg var kommet hjem fra mødet, genovervejede jeg mine politiske argumenter og kampene jeg havde engageret mig i, hvad jeg havde sagt og hvad jeg burde have sagt og så fulgte min efterrationalisering. Min bedstefar var sælger, min fader var sælger, og i de sidste 30 år har jeg også været sælger. Havde jeg da intet lært?

Aldrig i mit liv har jeg foretaget et salg eller hørt en lignende historie om et salg der kun drejede sig om argumneter. Jeg har aldrig haft et salg ved at jeg har mistet tålmodigheden, ved sarkasme, ved at påstå overfor en potentiel køber at hans argumenterværdier intet var værd, eller at han var helt galt afmarcheret.

Tilsyneladende gælder de samme regler når det drejer sig om behandlingen af politik. Hvis jeg skal sælge noget et politisk budskab, da må jeg behandle ham som en mulig køber, udvise den yderste høflighed og respekt, opøve mine evner til at høre efter og derpå alligevel fastholde mit budskab.

Dine instruktioner:

Vi er i krig med Barack Obama og hans yderliggående politiske venstrefløjs dagsorden. Barack Obama skal først på valgt november 2012. Da vi altså ikke kan stemme ham bort før da, så er det næstbedste vi kan gøre at bekæmpe hans allierede, Demokraterne ved kommende novembervalg.

En del af vor tilgang til at besejre Demokraterne ved stemmeboksen er at gå i kødet på Demokraternes vælgergrundlag. De gode nyheder er at det ikke er en Mission: Impossible. Hvis du følger instruktionerne der følger, vil det blive meget nemmere at få een overbevist demokrat til at skifte holdning, end hele hans politiske trossystem.

Denne "få en Demokrat til at stemme Republikansk mission" vil aldrig kunne opnås ved argumenter og ophedet debat, men kun gennem klogt salgsarbejde rettet direkte mod Barack Obamas Achilles hæl: Økonomien.

Når du taler politik med en socialist, så er det din mission at dreje den politiske diskurs hen på økonomien. Du skal holde fast på, (dog høfligt og venligt) det åbenbare. At forbruge billioner af dollars vi ikke har, ja det kan kun føre til galopperende inflation eller at regeringen går konkurs. At trykke pengesedler uden noget værdigrundlig er galskab, ligesom den voksende gæld til kineserene, ligesom det byrdefulde underskud. Denne forbrugsfest hos Kongressen og Demokraterne skal ophøre før det er for sent.

Sundhed for alle lyder meget fint, men at give sundhedsforsikring til 30 millioner uforsikrede amerikanere lyder mere som en budgetfadæse, end en måde at reducere underskuddet. Husk, mine kære konservative, når nu sandhedens lys rettes på Demokraternes økonomiske politik, altid at indføje ordene 'hidtil uset'; hidtil uset underskud, hidtil uset låneoptagelse, hidtil uset forbrug, hidtil uset arbejdsløshed siden Den Store Depression, og hidtil uset udsalg af amerikanske virksomheder.

Lad derfor den socialistiske svigerinde Doris forklare sig om frit valg, din nevø Chuck om våbenkontrol og din nabo Fred udbrede sig om global opvarmning. Bid ikke på krogen, og lad ikke latterliggørelsen af Fox News, Rush Limbaugh og Sarah Palin bringe dig på glatis. I stedet, som en god sælger, være rolig, kølig og drej samtalen hen på økonomien og fortæl dem:

"Jeg værdsætter og respekterer din mening, men hvis dette gevaldige overforbrug fortsætter med Demokraterne da ville alle de moralske værdier du værdsætter også forsvinde. Hvis dette land går konkurs, som det helt sikkert er på vej til, da vil ting du gerne vil stemme for være at sammenligne med at møblere om på Titanic. Du synes måske det er vanskeligt at tro, men jeg er dødsensangst, og jeg tænker ligeså meget på dine børn som på mine. Det drejer sig jo en en nedsmeltning af Amerika, og du må endelig ikke tro at det ikke kan ske her. Hvis du ønsker at dette land skal flyde ovenpå, da bør du måske overveje at stemme Republikansk for første gang. Hvis du står fast på de principper du nævner, skal du måske overveje at springe dette valg over.

Min konservative venner, jeg er klar over at nogle af os ikke er klar til denne mission. Vi er ikke skabt til undergrundsarbejde. Du synes måske, at det at holde mund er tegn på svaghed, og at den fair Lady Sarah Palin har brug for at hendes ære forsvares, ved at nogen smider håndklædet i ringen, hvis det er det der skal til. Jeg værdsætter din holdning. Du er undskyldt fra denne mission, og du kan trække dig tilbage med rejst hoved. For de som er villige til at acceptere denne politiske mission, ja da regner jeg med jeres støtte. Held og Lykke.

Artiklen er nu forbi.


torsdag den 29. april 2010

Hitler’s Grønne Dræbermaskine

Hitler’s Grønne Dræbermaskine

Mark Musser

Historikerne har enten overset, eller glemt, de omfattende miljø love i Nazityskland, alle underskrevet af Hitler og betragtet som værende hans yndlingsprojekter der gik forud for Nürnberg lovene, der afspejlede den kendsgerning at nazi racismen havde sin rod i økologi. Det chokerende klimaks i den berygtede Nazi dokumentarfilm fra 1940 med titlen "Den Evige Jøde" afslører på forbavsende vis en stærk tilbøjelighed til grønt miljø på grundlag af dyrerettigheder som igen førte til den truende udryddelse af jøderne. Ifølge Nazi ideologien, er den såkaldte "evige jøde" det samme som den overjordiske jøde, der forsøger at leve udenom Naturen gennem økonomien og kapitalismen i Vesten, eller gennem politik og kommunisme i Øst.

I Mein Kampf kalder Hitler helt specifikt denne proces for Naturens tilpasning. Ifølge Hitler forsøger jøderne at tæmme eller tilpasse Naturen gennem international handel og kapitalisme på den ene side, eller ved at påvirke de universelle politiske værdier som kommunistisk lighed på den anden side, begge er de i oprør mod de strenge, barske Naturlove der ikke kan overvindes. Den tyske zoolog Ernst Haeckel, racistisk Darwinist, der først brugte udtrykket 'økologi' i 1866, fremlagde den holdning at det 'overjordiske jødiske syn på mennesker som værende over Naturen gjorde dem uegnet til evolutionær biologisk forandring, og således var jøderne en mindreværdig race. Selvom Hitler forkastede nogle af Haeckels politiske synspunkter, så var han på det hjerteligste enig med denne særlige holdning.

For nazisterne var jøderne blevet en stadig truende invasiv art på grund af deres stædighed overfor at tilpasse sig de universelle overjordiske værdier i opposition til de Sociale Darwinistiske Evolutionære Naturlove. De var 'de evige vagabonder' kommet bort fra Naturen, og destruktive for de lokale befolkninger med deres fremmedartede økonomiske praksiser og politik. Nazi-ideologerne klagede både over den "u-germanske handelsånd" og den "liberal-marxistiske rationalitet" der frastøder tyskere fra alt det naturlige og som en krise igangsat og skabt af jøderne. Faktisk troede nazisterne virkelig på, at den syge moderne verden med såvel international kapitalisme og kommunisme blev ledet af jøder og spredt ved kristendommen, og derfor i inderlig modstrid mod Naturen.

Mens Vesten i det store og hele blev judaiseret gennem kapitalismen, undlod nazisterne ikke at bemærke, at tvillingesøsteren det liberal sociale evangilum, faldt sammen med fremkomsten af jødisk marxisme. Begge disse korrumperende indflydelser var siden blevet til en epedimi der truede selve den tyske Ariske blodlinjes overlevelse, de ægte sande originale indbyggere i Europa. Hitler gruede faktisk for de jødiske anti-Natur kræfter. I hans sind forsvarede han den tyske Ariske kultur mod den vestlige civilisations svaghed der var blevet påført af autonome jødisk-kristne troslærer og praksiser i strid mod Naturens verden.

Således blev det som senere blev kendt som Den Endelige Løsning faktisk en øko-imperialistisk plan med rod i racistisk biologi med økologiske præferencer. At denne øko-imperialistiske plan i overmåde højere grad ville overtrumfe de ondskaber som Vestens magter havde fremturet i med deres koloni ekspansion er selvfølgelig noget man har stort set overset.

Imidlertid gik Hitler specifikt ind for Den Endelige Løsning for at løse den jødiske "eksistentielle" trussel. Kort sagt, Naturens hævn mod jøderne skulle udføres af nazisterne der selv mente de var Herre Racen, netop fordi de anså sig som værende de mest 'naturlige' eller 'autentiske' det vil sige, de som var i bedst harmoni med Naturens panteistiske orden, hvilket i det store og hele var belvet defineret ved Ernst Haeckel's evolutions social Darwinisme, der kaldt monisme.

De grønne Nazister

Mange nazister, herunder Føreren selv troede at den industrielle tidsalder sammen dens betoning af kommericalismen, bylivet, den internationale handel og finans korrumperede den biologiske substans hos det tyske folk. Nazisterme havde således en yderst bogstavelig fortolkning af Naturen der ville medføre den absolutte katastrofe for især jøderne fordi, som man påstod, de levede efter en falsk, "evig" eller overjordisk etos, langt borte fra den naturlige verden og dennes "videnskabelige" evolutions racistiske naturlove.

Set i dette lys, gennem en grøn prisme, bliver nazi-propagandafilmen "Den Evige Jøde" meget mere forståelig. Den timelange dokumentar har et roligt tempo og går fra den ene anti-semitiske argumentationsrække til den næste. Jøderne besidder ikke de værdier der følger med et romantiseret liv med hårdt arbejde på landet. De fremstiller heller ikke noget af ægte værdi. Alt det gør, at de køber og sælger varer, produceret af de indfødte, på markederne, hvilket på kunstig vis placerer dem i toppen af den finansielle kæde. Jøderne befinder sig bedst ved at tuskhandle og sælge på beskidte gader, end de klarer sig med hårde og sunde udendørs arbejdsopgaver. Deres kapitalistiske internationale handel er at sammenligne med en massiv invaison af rotter karakteriseret som invasive arter der strømmer ind over Tyskland og spreder sygdomme, hvorhen de end går.

Internationale kommunistiske værdier bliver også negativ udforsket. Nazisterne afviser universalismen, og den lighed som marxisterne så fejlagtigt betoner på grund af dens jødiske "evige" rødder. Sådanne unaturlige ideer fører uundgåeligt til en klassekamp der nedslider nationens sundhed. Propagandafilmen udstiller også meget tydeligt den nazistiske dagsorden mod jødisk kunst og underholdning der, som man påstår, har forgiftet offentligheden med internationale kosmopolitiske værdier.

Det som imidlertid er virkelig chokerende er meget omhyggeligt og med vilje placeret i afslutningen af filemen, hvor nazisterne bruger rigtig meget tid på at vise det jødiske kosher ritual ved slagtning af kvæg og får. Nazisterne advarede endda seerne på forhånd om de traumatiske scener der skulle vises. Derpå viste de grafisk, kosher slagte ritualet. Nazisterne viste fire forskellige køer med tre forskellige måder at blive slagtet på efter dette ritual. De undlader heller ikke at nævnte at den jødiske Mosaiske Lov "ikke viser kærlighed eller respekt for dyrene i tysk forstand."

Dyrerettigheder

Måske endnu mere overraskende er det at efter man har vist alt dette blod og "grusomhed" mod dyrene, da bringer den nazistiske fortæller endelig Führeren ind i filmen for første gang. Fortælleren hylder derpå Hitlers bestræbelse på at gøre en ende på sådanne "brutale" praksiser i Tyskland på grund af hans dyrerettigheder eller dyrebeskyttelseslove, som var en af de første anti-semitiske politiske problemer der blev stærkt betonet af nazisterne så tidligt som i april 1933. Denne hyldest til Hitler's 'enestående' grønne love glider derpå over til hans berømte tale fra 1939 foran en kæmpeskare af nazister. Her lader Hitler virkelig enhver der er tilstede vide, at han er klar til at sende jøderne til helvedet på jord, da han snedigt holder dem personligt ansvarlige, hvis de påbegynder endnu en global krig med deres internationale pengemidler. Ovenpå dette modtager Hitler et brusende bifald.

At jøderne snart efter skulle indsamles som kvæg i godsvogne og sendt til koncentrationslejre som slagtekvæget, og derpå endeligt ofret til døden en masse for deres "unaturlige opførsel," er således ikke så mærkeligt, trods grusomheden der ligger bag. Den nazistiske "afstraffelse" med at behandle jøderne som slagtekvæg på vej til slagteriet passede til deres "forbrydelse" som dyremishandlere, den anklage Den Evige Jøde lader være den mest oplagte. Endnu værre er det at nazisterne også bryder deres egne yderst regulerede dyretransportbeskyttelses regler, da de stampede jøderne som sardiner i togvognene for at de kunne gå ind til deres afsagte dom. Endnu værre, mareridtsagtigt er det at mange jøder også snart ville blive behandlet som dyr i forsøg. Det var med fuldt overlæg.

Ydermere, havde det ikke været for Hitler's personlige læge, da ville Nazi Dyre Beskyttelses lovene have fobudt praksisen med af foretage operationseksperimenter på dyr. Hitler's læge fik ham endelig overtalt til ikke at gå imod dette da det i alvorlig grad ville hæmme videnskabelig forskning. Jøderne, blev imidlertid med vilje behandlet som kvæg og gode 'naturtro' forsøgsdyr, med de fleste af dem som offerdyr i slagtehusene på Østfronten.

Historikerne har enten overset eller glemt at de nazistiske miljølove der fejede hen over landet alle var underskrevet af Hitler som betragtede dem som sine yndlingsprojekter som gik forud for de racistiske Nürnberg Love, og derved afspejlede den kendsgerning at nazis racismen havde sin rod i økologi. I sommeren 1935, lige før Nürnberg lovene blev vedtaget var Tysland langt den mest 'grønne' nation på Planeten. Dyrebeskyttelseslovene blev fulgt op at en streng jagtlov af Hermann Göring i 1934. I 1935 underskrev Hitler også Reichs Natur Beskyttelsesloven, højdepunktet i nazisternes miljøbevidsthed. Her kan man se fødslen af de miljømæssige love, den miljømæssige indflydelse, og den miljømæssige totalitarisme.

Reich Beskyttelses Loven gav endog tilladelse til ekspropriation af privat ejendom uden kompensation for miljøets skyld. Bæredygtig skovbrug kaldet Dauerwald, der ironisk nok betyder "evt" skov, blev også introduceret på nationalt plan.

Forandringen var så bemærkelsesværdig at Aldo Leopold, den berømte miljøforkæmper der forlod Amerika med sin "Tænk Som Et Bjerg" dybe økologiske indstilling længe før Rachel Carson, besøgte Nazityskland i 1935. Skønt han var meget kritisk overfor tidligere tyske bevaringsbestræbelser, så hyldelde han den nye miljøbeskyttelseordning som nazisterne stod for. At Leopold skulle forlade Teddy Roosevelt/Gifford Pinchot indstillingen med den amerikanske utilitaristiske form for miljøbevarelse til fordel for nidkær økologi i det samme år, er også en besynderlighed i historien som kun får lidt opmærksomhed. Et anden neddysset element ved Leopold var han kritik af Amerikas "abrahamitiske" opfattelse af landet.

Mens Adolf Hitler's personlige forpligtelse til de grønne ideer var såvel sporadisk og noget uvedholdende med hensyn til miljøbevarelses praksiser og den landlige agrare SS "blod og jord" i sammenligning med radikalismen hos Heinrich Himmler og Richard Wlather Darre, noget som mange miljøhistorikere har beskæftiget sig længe og intenst med for at ikke lade Führeren være i samme selskab som deres bevægelse, så var han meget mere 'grøn' når det drejede sig om vegetarismen, men især med hensyn til dyrerettighederne, som han adopterede hele livet på grund af den stærke indlfydelse Richard Wagner havde på ham.

Richard Wagner er selvfølgelig den berømte operakomponist der udgjorde nazisternes musikalske baggrund. Hans anti-semitisme er især citeret i "Den Evige Jøde." Mindre kendt er det imidlertid at Wagner var overbevist vegetar der prædikede en racistisk socialisme med baggrund i vegetarismen der angiveligt skulle rense Tyskland fra jødernes korrumperende indflydelse. Sammen med disse radikale grønne tendenser ser det ud til at både Hitler som Himmler havde planer om at gøre Tyskland til et vegetarnation efter krigen.

Det bør heller ikke glemmes at Wagner også var en ihærdig elev af Arthur Schopenhauer, den stor tyske dyrerettighedsguru i 1800 tallet. Wagner antog med hele sit hjerte Schopenhauers tese om at den barbariske behandling af dyr i Europa i det store og hele kunne placeres på judaismen skuldre. På chokerende vis, fremsatte Schopenhauer en profeti, der faktisk blev opfyldt med nazismen et århundrede senere: "Vi skylder dyrene, ikke nåde, men retfærdighed, og den skyld forbliver at være ubetalt i Europa, det kontinent der er gennemsyret af Foeter Judaicus ....Det er helt klart på høje tid i Europa at jødernes syn på naturen bringes til ophør....den samvittihgedsløse behandling af dyrevernden skal, med baggrund i den s umoralitet, bortstødes fra Europa."

At frelse dyrene og dræbe menneskene!

For Schopenhayer var Foeter Judaicus, der betyder "stanken af jøder," lig med grusomhed mod dyr. Hitler der elskede Schopenhauer ville sikre sig, at hans romatiske miljødrøm ville blive opfyldt i de grønne offergaver der var Holocaust koncentrationslejrene, de organiske landbrug og zoologiske haver for SS'erne, dekoreret med passende symbolske træer. Det hele blev på chokerende vis samlet i den mest afskyelige handling i menneskets historie. I retrospekt, så kan det næppe overraske, at den grønne hedenske mýstiker Heinrich Himmler blev indsat som leder af denne menneskeofrings operation

Holocaust uhyret kan bedst forstås gennem nazismens barbariske natursyn, der har sin rod i den racemæssige økologi der ikke kunne indføres førend røgen fra de store slagmarker og gaskamre i 2. Verdenskrig var drevet bort. Den billedlige Foeter Judaicus dyremishandler blev erstattet med den bogstavelige vanvittige stank af brændte og rådnende lig der fyldte Europas scene fra øst til vest. Her bliver den ultimative sociale retfærdighed hos de tidlige tyske 'grønne' udstillet, og sat til skue mod den jødisk-kristne civilisation der havde vovet at gøre oprør med den oldgamle Græsk-Romerske verdens naturlige forankringer.

Holocaust var faktisk en afskyelig menneskeofring til den romantiske grønne bevægelse og dennes formål der blev skabt for at hjælpe Europa tilbage til dets Græsk-Romerske rødder, og som Nazityskland stod i spidsen for. Mens mange fornylig har argumenteret frem og tilbage om fascismens sande natur, så har de i det store og hele ignoreret Hitler's egen definition.

Den 5. juli, 1941, mens Wehrmacht stormede frem over de russiske stepper, meddelte Hitler at "den fascistiske bevægelse er en spontan tilbagevenden til traditionerne i det gamle Rom." Hvad dette helt nøjagtigt betød for Hitler var, at infektionen af det 'evige' eller anti-naturlige jødisk-kristne verdenssyn, der havde gjort hele Europa sygt, ligeså langt som til Moskvas porte, at den skulle elimineres, sammen med dens tilhængere, og det især jøden, der blev betragtet som hovedhjørnestenen i den rådne bygning. At Herreracen som var den mest naturligt 'autentiske' snart selv skulle befinde sig i en skæbnessvanger situation i en af de koldeste vintre i det 20. århundrede var et øjeblik af så smuk poetisk retfærdighed at Führeren aldrig kom sig over det. I bogstaveligste forstand da frøs den ariske 'grønne' drøm at at opbygge et 'grønt' Rom til is og død, på de hvide vidtstrakte faretruende flader på den russiske front.

Læs også denne artikel af samme skribent om nazisternes syn på landbrug og slaver, og jøder. De Grønne i Historiens Lys

onsdag den 28. april 2010

Velgørenhed begynder hjemme

Velgørenhed begynder hjemme

Det er på tide at lade hjælpen til udlandet gå tilbage til de hjemlige kyster - og bruge den på de som faktisk ville være taknemmelige.

Hver gang Verden kommer i alvorlige vanskeligheder, enten ved menneskers handlinger (såsom "menneskeskabte katastrofer") eller en handling der kunne se ud som kom den fra Gud er det næsten altid USA der skal træde til at redde kastanjerne ud af ilden. Hvad USA som regel får til gengæld for sine bestræbelser er tirader af kritik og kaskader af fordømmelse. Som vi ved er USA hovedbidrager til hjælpen til Haiti, og så er det tilmed allerede blevet fordømt af Venezuela, af Bolivia, af Frankrig, og af adskillige andre europæiske lande for at igangsætte en "okkupation" af landet.

Amerika, som det førende medlem af NATO bombede Serbien til grus, for at redde muslimerne i Bosnien og Kosovo fra den etniske udrensningskampagne der blev igangsat af Slobodan Milosevic. Det som USA har høstet for sine gode hensigter er et narkokartel i Kosovo, endnu mere fjendskab i den islamiske verden, og en ny bølge af jihadist terror, både på egen jord og i udlandet.

Vi husker Marshall Planen, uden den ville Europa, der i al væsentlighed angreb sig selv i en selvmorderisk, intern konflikt i dag være som i et mørkt hul, måske endda en forsamling af eks-Sovjettiske republikker. For denne hidtil usete godhedsgerning bliver amerikanerne af mange europæere betragtet som vulgære kapitalister, rå, usofistikerede og krigeriske cowboys.

Måske er det på tide at "vende tingene på hovedet." USA har rigeligt af sin egen fattigdom, arbejdsløshed, uretfærdighed og andre destabiliserende trusler der stammer fra sine egne hjemmedyrkede islamiske institutioner mod hvilket i det mindste nogle af ressourcerne som vi har brugt ude i verden ville have haft en bedre og mere gavnlig virkning.

Verden vil altid være i svære vanskeligheder - og USA, - ikke de magfulde nationer såsom Rusland og Kina, - vil mobilisere sin formindskede rigelighed til at bringe hjælp og lindring til de lidende befolkninger. USA får tilmed mindre hyldest for sine bestræbelser. Man forventer faktisk amerikansk assistance og i visse tilfælde kræves den som en forpligtelse der er knyttet til amerikansk status. Måske har det ikke så stor betydning i det store billede, men det burde være en faktor der bør vurderes.

Andre udviklede lande har også gjort alt de kunne for at lindre lidelsen i verden i stor skala, og er klar til at bidrage med forsyninger, medicin, penge og personel i katastrofesituationer. Canada, Japan og Israel dukker straks op i hukommelsen. Ikke desto mindre, trods det at rædslerne og katastroferne rammer helt uden diskrimination rundt om i verden, og vore ærværdige forsøg på at bringe lindring og hjælp til de uskyldige ofre for disse hændelser, så er der brug for en mere velafbalanceret fordeling af de midler der benyttes til hjælp for andre, og så de hjemlige investeringer til vore egne underpriviligerede. Der er jo kun en vis portion velstand at fordele.

Uanset om det er Haiti eller "Palæstina" eller Sydøstasien, ja da tømmer vi vore lommer for at hjæpe og sender konvojer af assistance, og vi accepterer strømme af flygtninge, mennesker i nød, og velfærdsmodtagere, og anstrenger os til vort yderste. Kompensation vi får, udover en følelse af bekvem selvtaknemmelighed, er ofte vrede, og kritik af vore barmhjertighedsydelser: Så var vi for langsomme til at komme i gang, fordelings netværkerne var utilstrækkelige, så har vi ikke gjort nok til at støtte eller være omstillingsparate eller donere (en typisk FN-anklage, som da FN hjælpe koordinatoren Jan Egeland, forhånede USA for at være "fedtet.") eller også har vi en eller anden hemmelig koloni dagsorden der antyder at vi er besat af storhedsvanvid og som er noget så bekymrende. (I tilfældet med Israel, kan det være ønsket om handel med organer, som det så klart blev dementeret, men som en Youtube kommentator har antydet.) Det kan være nødvendigt med en god gang ændring af måden at tænke på.

Det som jeg har fremført her vil af mange blive bedømt som brutalt, hjerteløst, kyniskt og isolationistisk. Det er ingen af tingene. Ønsket om at hjælpe mennesker der er i knæ grundet krig, eller naturkatastrofer eller sygdomme er en ædel gerning, men den skal holdes i ave - ikke fjernes, men modereres - af omkostningernes størrelsen, fornuften, og erkendelsen af de kritiske oprindelsesproblemer, både her hjemme og i modtager landene, og af de politiske komplikationer i det globale teater. Der skal også tages hensyn til skatteborgernes ydeevne, de som er velgørerne i sidste ende.

Som canadisk borger med en moderat indkomst til rådighed bliver jeg beskattet udover al rimelighed. Alligevel kan jeg se en betragtelig del af mine skatter gå til NGO'er der støtter tyranniske regimer og slyngelstater; til Kina af alle steder, hvis eksport får vor egen til at ligne ingenting; til et FN der er intet mindre end en sump at korruption, hykleri og uduelighed (se denne artikel af samme forfatter her på bloggen); til en Verdensbank, der har påbegyndt en afhængigheds cyklus gennem hjælp til ineffektive og dysfunktionelle nationer; og til hjælpeforanstaltninger til regimer der ikke giver udtryk for selv den mindste grad af taknemmelighed.

Jeg ville ikke have noget imod at betale en tyngende skat, hvis jeg kunne se, at pengene der oftest blot smides op i luften, i stedet gik til hjælp hos mine landsmænd der virkelig kæmper for at overleve; de arbejdsløse, de hjemløse, de syge og de gamle. Vi ligger i toppen over de mest velstående lande i verden. På samme tid, er antallet af canadiere der lever under fattigdomsgrænsen (ifølge forskellige statistikker), som ikke kan modtage tilstrækkelig lægehjælp eller har råd til medicin, som ligger på gangene på hospitalerne, som ofte ligner hospitaler fra 3. Verdens lande (næsten 690000 i 2009, i min hjemprovins Quebec alene, hvis de er heldige nok at overleve de besværlige ventetider) som hensygner i dystre "alderdomshjem" som bor på gaden i et land med afstraffende vintre (CBS påpeger antallet af de som ikke kan søge ly til 250000), og som har overgivet sig til skuffelsen og elendigheden spreder sig som en skamplet på vort samfund. Jeg har ikke adgang til sammenlignelige amerikanske statistikker, men jeg formoder de ikke er så meget anderledes.

For ikke at blive misforstået da synes jeg læserne skal vide, at jeg og min hustru giver rigeligt til velgørenhed både lokalt som udenlandsk. Det er nemlig ikke andet end en anstændig og menneskelig pligt. Jeg mener dog stadig Konfucius havde ret da han betonede i Analects at ansvarsfuldhed begynder hjemme, med ens egen familie og derpå kan udvides til ens nærsamfund og igen videre til ens hjemland. Verden - så at sige - må så komme senere - medmindre selvfølgelig begivenhederne udenfor vore grænser har direkte indflydelse på vort hjem og land. I sådanne tilfælde skal vi selvfølgeligt intervenere der for at katastroferne ikke slår til her - en forebyggende applikation af Analects

Som Bret Stephens skriver i Wall Street Journal, da er hjælpeprogrammer til de underudviklede nationer kun noget der gavner i det store og hele "de som i forvejen har deres på det tørre, fremfor de som virkelig har brug for hjælp, og det udelukker det lokale initiativ." Alt dette medvirker, fortsætter han til "at smøre samvittighederne hos mennesker hvis dystre onde hensigt er 'intet at gøre." Med hensyn til Haiti, for eksempel, er størstedelen af hjælpen der er blevet hældt ind i årenes løb ikke blevet benyttet til, hverken en funktionerende infrastruktur eller jordskælvssikre bygninger. Den har været med til at berige en kohorte af skrupelløse individer, ikke mindst tidligere præsident, den socialistisk ideologiserede teolog Jean-Bertrand Aristide.

Jeg husker for flere år siden jeg spurgte en haitiansk taxichauffør i Montreal, der praler med at have en af de største haitianske samfund i Nordamerika, hvilke metoder han ville anbefale for at redde østaten ud af snavset, elendigheden og håbløsheden. Mere hjælp måske? "Nej" svarede han, "vi har brug for at blive besat igen." Min samtalepartner ville have været blevet rasende over de ukloge kommentarer af Seumas Milne fra the Guardian der kaldte virkningerne af jordskælvet for "menneskeskabte" og lagde skylden for den altødelæggende fattigdom på Haiti på Vestens nationer. Dette er selvfølgelig noget afskyeligt sludder, men det er et ufejlbarligt tegn på den smagløse selvretfærdige indignation der leder det meste af tankegangen i Vesten.

Kendsgerningen er, at der kræves noget andet. Jeg argumenterer ikke for at vi skal vende det blinde øje til andres tragedie eller at udenlandsk hjælp ikke skal fortsætte, som det ser ud til Stephens synes at antyde. Men jeg indrømmer at sådanne midler skal anvendes langt mere intelligent og med mere overopsyn så de kommer i de rette menneskers hænder, og først og fremmest går til at fremme en kultur af sikkerhed, initiativrigdom og foretagsom vitalitet.

Ligeså vigtigt så skal hjælpe-bonanzaen holdes i kort snor. Mange hos os selv er i nød. Skattepenge bør gå til optræningsprogrammer, nye opstartsmuligheder, boliger der er til at betale, bedre hospitaler, flere læger og sygeplejersker, oprydning i den bureaukratiske jungle, være med til at skabe et sundt forretningsklima, forskning og udvikling, og til projekterd er hjælper mennesker til at komme på fødderne igen. Et eventuelt overskud fra et sådant målrettet budget der er beregnet på at løse og lindre vore egne presserende dilemmaer kan så blive anvendt til at hjælpe udlændinge i nød - forudsat vi kan gøre det ansvarligt.

Men vi skal først have vore prioriteter i rette sammenhæng. Lad os give hvad vi kan til de som bliver forfulgt af mennesker eller naturen, lad os hjælpe efter bedste evne, lad os bringe ofre, hvis vi vil, så menneskehedens lidelser kan lindres. Men vi skal også kunne se klart. I Realpolitikkens store spil, for eksempel, hvor man søger indflydelse i andre dele af kloden gennem omfattende hjælpsomhed, bør der ikke tillades at overtrumfe virkeligheden ved vor hjemlige kæmpeproblemer eller vi distraheres bort fra intern nød. Vi bør heller ikke handle ud fra en slags absurd følelse af neo-kolonialistisk skyld eller en overfladisk empati, der ignorerer vore egne alvorlige nødsituationer. Der er kæmpeområder med elendighed og håbløshed i vore egne hjemlande, der ikke er blevet behandlet på en meningfuld måde og som vil fortsætte med at plage os medmindre vi får styr på vor forkvaklede sentimentalitet, og beslutter at hjælpe ikke kun vor "næste," men i en langt større udstrækning, end vi ser det nu, vore naboer og medborgere.

De er også en del af "Verden." De bør have første prioritet.

David Solway is a Canadian poet and essayist. He is the author of The Big Lie: On Terror, Antisemitism, and Identity, and is currently working on a sequel, Living in the Valley of Shmoon. His new book on Jewish and Israeli themes, Hear, O Israel!, has just been released by Mantua Books.

tirsdag den 27. april 2010

Sex og jihad hører sammen

Hvordan Islam præger sindet og fremmer 'sexsynder'

Næsten alt er tilladt, hvis det kan hjælpe med til at fremme jihad.

Er det uforeneligt for muslimske "hellige krigere" at beskæftige sig med liderlige handlinger og begær? Fordi det netop er kendt at jihadister og martyrer besøger strip-barer - såsom 9/11 flyterroristerne og major Nidal Hasan, hvis "ture sent om natten drukture med optræden af kvinder der laver kneppebevægelser, ikke ligefrem passer med billedet af en hengiven muslim" - derfor har mange amerikanere konkluderet at sådanne mænd ikke kan være "ægte" muslimer" og som så igen fører til den overvejende overbevisning at de "tager islam som gidsel."

Faktisk så stoler islamisterne på adskillige rationaliseringer - endog doktriner - der gør "drukture på strip-barer" i fuld overensstemmelse med muslimsk fromhed. Hvis man overvejer, at islamisk lov tillader sex slaver (Koranen 4:3), der kan gå topløse rundt hos deres slaveherrer, og at man gør sex til den ypperste belønning i paradisets gavebod, så burde det ikke være en overraskelse. Men for at gå mere i detaljer:

Doktrinen taqiyya giver muslimerne lov til at bo blandt vantro for at bedrage dem ved at opføre sig som vantro, det vil sige besøge f.eks. strip-barer: "Taqiyya (bedrag) selv om det udføres uden man er under tvang, fører ikke til at man er vantro - selvom det fører til synder der fortjener Helvedets ild."

I sammenhæng med det mest tungtvejende muslimske princip om at nødvendigheden gør det som ellers er forbudt tilladt hjælper i vid udstrækning med til at islamisterne kan retfærdiggøre deres liderlige begær og ønsker: "Det er 'nødvendigt' for mig at være på denne strip-klub så de vantro vil tro at jeg bare er en helt almindelig fyr og ikke en soldat for Allah." Faktisk så bliver den blotte godkendelse af seksuelle længsler bedømt som en "nødvendighed" der gør det forbudte tilladt i islam som det ses i dnne historiske anekdote:

"Efter at have erobret Banu Mustliq stammen i 628 vurderede Muhammads mænd det "nødvendigt" at de voldtog de tilfangetagnekvinder (idet de jo var borte fra deres hustruer og havde utæmmet begær). Imidlertid ønskede de at sælge disse kvinder for at tjene penge, og det ville kunne give problemer da det at kopulere med dem jo havde den risiko at de blev gravide. Derfor ræsonnerede sde sig frem til at det have 'azl (coitus interruptus) afbrudt samleje, kunne løse problemet og man spurgte Muhammad. Profeten gik et skridt videre og tilbød en kosmisk løsning, idet han afviste afbrudt samleje som værende unødvendigt, " for hver sjæl der fødes frem til Opstandelsens dag vil blive født" - det vil sige, om man trak sig tilbage eller ej, ja, man kan ikke gå på tværs af Allahs vilje, så I skal ikke bekymre Jer. (Se her og her for flere 'azl' citater.)"

Muhammad fastholdt også at døden i jihad ikke kun udlignede alle synder - herunder de seksuelle, såsom voyerisme - men at det faktisk retfærdiggjorde dem:

Martyren er noget særlig for Allah. Han vil tilgive alle synder ved den første blodsdråbe han udgyder. Han betragter sin trone i Paradiset, hvor han vil blive omkranset med troens ornamenter. Han vil gifte de 'Aynhour (også kendt som "glædes kvinderne") og man vil ikke kende til gravens pinsler, og der er livvagter mod den store terror (Helvedet).....Og han vil kopulere med 72 'Aynhour (se The Al Queda Reader, side 143.)


Set i lyset af ovenstående hvor "u-islamisk" kan det så være for islamisterne at stirre på nøgne, kropsvridende vantro kvinder - særligt lige før de går i martyrdøden i jihad, hvilket som Muhammad sagde udligner alle deres synder?beretning). Rationalet har fortilfælde der går tilbage til Middeladleren: Muslimske grupper som 'Isma'ilis skabte sig skjulte "vellysthaver" der sværmede med lystne kvinder, og før de belv sendt ud på deres selvmordsmissioner, besøgte de disse haver og derved gav de prototypen for "selvmordangribere" en forsmag for de seksuelle glæder der ventede dem i det hinsides. Efter en sådan tur, ville selvmorderne være ivrige efter at påtage sig enhver opgave blot for at være "martyr" og kunne vende tilbage til "vellystens haver" som var baseret på den "beskrivelse Muhammad gav af Paradiset" ( se Marco Polos 13. århundredes beskrivelse)

Denne sammenblanding af sex og vold er heller ikke blevet undertrykt i den moderne æra. Det arabiske satelitsendte program "Daring Question" sendte fornylig forskellige klip med unge jihadister der muntert sang om deres forestående død og forventede seksuelle eksapader i Himlen. Efter at have dokumenteret forskellige anekdoter der viser islamisternes besættelse af sex, har menneskerettighedsaktivisten Magde Khalil konkluderet at "næsten alt (jihad selvmordoperationer osv.) drejer sig om sex i Himlen," og tilføjer, "hvis du betragter hele islams historie, ender du men to gennemgående ord: sex og vold."

Bedrag, rationaliseringer og et Paradis der tilgiver synderne hos en villig martyr - ja, der virkelig blødgører og godkender hans hedonistiske begær, med 72 gejle kvinder (som måske kun er rosiner) - alt det hjælper med til at vise, hvordan muslimerne kan overvære, betragte og ganske ofte besøge strip-klubber. Der er dog endnu en endelig forklaring der kræver et skifte i tsankegangen for at fatte den fulde kundskab:I Islam, overgår loven moralen, hvilket resulterer i at det som vesterlændinge kunne fordømme som upassende opførsel hos muslimer bliver til "hykleri." Som Daniel Pipes observerede for snart 30 år siden i sin bog In the Path of God:

"(Der er) en grundlæggende kontrast mellem Kristendommen og de islamiske religioner: Understregningen af etik versus understregningen af lov. Kontrol af seksuel aktivitet afspejler denne forskel. Vesten lægger restriktioner på sex hovedsageligt ved at oplære mænd og kvinder i moralens normer og standarder... muslimerne, derimod, stoler på "ydre sikkerheds forholdsregler" (f.eks. kønsadskillelse og tilsløring)for at holde kønnene i tøjler...Fremfor at indarbejde i sindet etiske principper opretter islam fysiske grænser for at holde kønnene afskilt."

Set i denne kontekst er problemet ikke at muslimerne besøger strip-klubber, men de fejlplacerede vestlige undskyldninger der lader formode at religiøs fromhed altid er synonym med personlig moralsk fromhed - en holdning der i udpræget grad er fremmed for de lovmæssigt baserede islamister, hvis hele filosofiske grundlag begynder og slutter med de helt bogstavelige ord fra det 7. århundredes Muhammad og Koranen.

Og det er denne trældom der bedst forklarer islamisternes opførsel. For den samme blinde hengivenhed til de bogstavelige mandater i islam, der opmuntrer islamisterne til at leve et liv med bedrag, forklarer også hvorfor islamisterne er så længselsfulde efter menneskelige lidelser, hvorfor de er ufølsomme overfor holdninger til menneskelig værdighed, og skrigene fra de voldtagne piger, og jo, hvorfor de med glæde giver deres liv i bytte for et kødeligt Paradis.

I alle tilfælde sagde Allah og hans Muhammad det - og det er kun det der gælder.

Raymond Ibrahim is the associate director of the Middle East Forum, the author of The Al Qaeda Reader, and a visiting lecturer at the National Defense Intelligence College.

mandag den 26. april 2010

Demokrati - hvilket skidt!

‘Demokratiet er den værste form for regering…’
  • “…undtagen alle de andre former der er blevet afprøvet fra tid til anden.” – Winston Churchill
Du hørte måske et velment, hjerteligt 'AMEN!' til Sir Churchill's observation* nu her lige efter alle Kongressens og Det Hvide Hus' magtunderfundigheder i løbet af det sidste års tid. I den senere tid har vi hørt så mange sige at "vort system med regeringsstyrelsen er brudt sammen;" "det duer ikke mere" og ordene "ophævelse" og "tilbagetrækning (frigørelse)" dukker snigende oftere og oftere op i konversationerne.
Dertil vil jeg komme med et dybfølt "BØH!" Til gengæld siger jeg, at vi ikke har været særligt optimistiske med hensyn til vor demokratiske republik i lang, lang tid. "Hvorfor?" siger du. Fordi mennesker i dette land nu endelig er ved at forstå hvor vigtigt og værdifuldt frihederne er som vi er blevet dem garanteret i U.S. Forfatningen som enkeltindivider, som en nation og som et samfund. De blev ikke vundet "smertefrit" og uden store omkostninger, og de kan fjernes på et øjeblik hvis et demokrati ikke altid er på vagt og passer på de friheder.

Vi mennesker lever med en slags pendul i regeringsform der svinger fra den totale kontrol, fra højtstående ("Konger") til total frihed hos enkeltindividet i tanke og handling ("Amerika" når det er bedst). Med baggrund i vore kalkulationer mener vi at vi skal begynde igen med at komme bort fra den "totale kontrol" som vi befinder os i nu og som stadig udvikler sig, og det fald det vil medføre, og vende radikalt tilbage til friheden og sund fornuft i nationens økonomi. Vor mavefornemmelse er denne: "Vente bare til Generation X og den Gyldne Tidsalders generationer får pålagt en masse skatter de skal betale for at finansiere denne stærkt voksende regering sammen med de 13 billioner dollars i gæld som allerede nu er i spil! De bliver splitrasende! De fleste studerende idag aner ikke engang hvad en 'FICA' skat er!" (Tvungen pensionsopsparing)

Hvis du ønsker at finde ud af, hvorfor vi har en demokratisk republik her i USA da bør du læse den rigtig gode bog The Pelopennesian War af Donald Kagan fra Cornelle University. Joseph Ellis skrev en anden fremragende bog som du også bør læse, Founding Fathers, sagde at hvis du virkelig ønsker at forstå tankerne og rationalet bag de beslutninger som vor Forfatnings Fædre gjorde under deres udarbejdelse af Forfatningen da bør du læse de samme bøger som de læste og fatte de opfattelser de mente ville kunne arbejde sammen med baggrund i deres studium af historien, et studium som var meget omfattende.

Dr. Kagans bog er med baggrund i et af de store værker som vor Forfatnings Fædre alle læste med samme titel af Thucydides (her til venstre) og muligvis havde de lært hele passager udenad. Hans bog vil vise dig hvordan demokratiet i Athen, fra 439 til 404 f.v.t. var engageret i den første ægte "Verdenskrig" med Sparta Imperiet, der også senere involverede det Persiske Imperium. Komplicerede internationale forhold, hemmelige fordækte planer, bedrag, røveri, tyveri, regeringer der løb tør for penge, smarte politiske spil af kloge mænd og deres lederskab, storslåede, og også forfejlede militærstrategier; Den Pelopennesiske Krig havde det hele og så lidt til.

Læg mærke til dette navn på den måske største "politiker" verden nogesinde har set, og som du aldrig har hørt om, Alcibiades. (her til højre)Hans navn er gennemgående i de 30 år som den Pelopennesiske Krig varede, ligesom George Washingtons går igennem vor historie, udover at Alcibiades begyndte som en George Washington leder-type i Athen, og derpå hoppede af for at lede Spartas styrker, dødsfjenden, og derpå igen skifte over til at hjælpe og rådgive perserne såvel mod Athenerne som Spartanerne, og derpå i triumf genvandt magten i oldtidens Athen ved krigens afslutning!

Af ovennævnte grunde kan man sige at han måske var den største "politiker" nogensinde, ikke med den højeste moral og etik, selvklart. Kan du forestille dig en Bush eller Clinton som præsidenter i USA skifter over til blive premierminister i Sovjet under Den Kolde Krigs spændinger; derpå hoppe af til Beijing for at bliver deres Udenrigsminister med magt over militæret, og så igen tilbage til USA, hvor han ville blive valgt endnu engang som præsident, og det ensstemmigt med 435 valgmandstemmer i præsident valget, altsammen i løbet af 30 år?

Nu er det ikke mit mål at sælge dr. Kagans bog, men snarere at give dig en solid ressource så du selv kan læse og bestemme dig for hvad der vil ske i Amerikas politiske udvikling. Uden af afsløre slutningen så skal dog bemærkes at Demokratiet i Athen tabte denne 30 års krig, blot for at det blev genoprettet mindre end et år senere og at man vendte tilbage til de radikale demokratiske rødder om lighed for alle og frihed til individet.

Vi har vedhæftet en liste over den slags andre bøger, (forneden) som James Madison slugte før han drog til Philadelphia for at præsentere sit rå-udkast til Forfatningen som han mente den burde udfærdiges. (Han tabte på mange punkter i debatten og alligevel har vi den bedste og største Forfatning i historien.)

Men læs dem selv og gør dig dermed forberedt på den "kamp" der ligger foran. Du behøver ikke bevæbne dig eller indsamle guld og fødevarer i en bunker i Montana. Du skal bare være forberedt på den intellektuelle og politiske debat der snart vil bryde løs.

Demokratierne blev fornyet af og til ved at man med ihærdighed var imod magtovertagelsen af oligarken i Washington ligesom med de forstenede fastlåste ledere i begge partier, deres advokater, AARP (svarer tildels til den danske Ældresagen) og så videre (se Kagans bog og du vil forstå, hvorfor de kan kaldes oligarker, på grund af deres samlede holdning til at "Bevare tingene som de er netop nu.") Når demokratier trykker på 'reset' knappen da bliver forholdene hurtigt meget bedre. Du skal gøre din del. At læse Kagans bog er det første skridt.

* Det fulde citat: “Mange former for regeringsstyrelse er blevet afprøvet, og vil blive afprøvet i denne verden af synd og smerte. Ingen skal forestille sig at demokratiet er perfekt eller alvis. Det har virkelig, som man siger været den værste form for regering undtagen alle de andre former der er blevet afprøvet fra tid til anden." Sir Winston Churchill, Hansard, 11. november 1947, britisk politiker (1874-1965)
Skribentens note: Madison undersøgelse blev samlet i et dokumnet der blev benævnt "Om Oldgamle og Moderne Konføderationer," der udstak strukturen og historien hos lycierne, amphictyonerne og de achaenske konføderationer i Oldtidens Grækenland; Det Hellig Romerske Imperium, Konføderation i Schweitz, De Forenede Provinser i Nederlandene. Han nedskrev disse noter i en brochure på 41 sider. Han henviste til denne brochure i både Federal Convention og i Virginia Ratifying convention. Store dele af disse noter forekommer næsten ordret i Federalist # 18, 19, og 20.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Frank Hill ran for Congress at the age of 28 and served as chief of staff for former Congressman Alex McMillan (NC-9) and Sen. Elizabeth Dole (NC). He was a budget associate on the House Budget Committee for four years and worked on the 1994 Commission on Entitlement and Tax Reform. He now lives in Charlotte, North Carolina where he does some consulting and lots of worrying about federal spending issues.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/id.5932/pub_detail.asp

søndag den 25. april 2010

Lyt til Panteren Cleaver

Lyt til Panteren

Ed Kaitz
"Venstrefløjen blev så ideologisk knyttet til anti-amerikanisme og pro-kommunisme og troen på Den Tredje Verden at jeg mener vi har fået et problem." - Eldridge Cleaver
En Washington Post klummeskribent ved navn Colbert King sammenlignede fornylig "Tea Party støtterne og deres højrefløjs rejsekammerater" med de vrede pøbler der benyttede trusler, intimidering og endog mord for at forhindre de "banebrydende borgerretighedslove" i 1960'erne. Ifølge King,

De vrede masser i 50'- og 60'-erne truede og intimiderede; nogle af dem benyttede endog mord. På trods af det samledes amerikanere af god vilje foran Det Hvide Hus for at være vidner på underskrivelsen af de banebrydende borgerrettighedslove.
King minder sine læsere om, at skønt "dørene til skolerne blev blokeret, og små børn blev forhånet," så "fik hyklerne ikke det sidste ord. Retfærdigheden flød videre som en mægtig flod, og fejede dem til side."

Og samtidig med at han sammenligner nutidens Tea Party vrede med misbruget, løgnene og vandalismen der karakteriserede gårsdagens George Wallace brigader så er King overbevist om, at "fremskridtet" i dag vil sejre som det gjorde i 60'erne.
De vrede ansigter vil ikke forsvinde. Men de kan heller ikke stå i vejen for fremskridt. Gårsdagen pøbelhobe var på den forkerte side i historien. Tea Party tilhængerne og deres højrefløjs medrejsende er på den forkerte side nu. Det kan ses på deres ansigter.
Mens jeg reflekterede over Kings ord, da begyndte jeg at blive påmindet om nogle af de vrede, voldelige ansigter i min egen fortid.

Tilbage i de tidlige 80'ere sad jeg i Wheeler Hall ved UC Berkeley med hundreder af andre studerende, og ventede meget utålmodigt på at se en mand der helt tydeligt symboliserede tumulten, vreden, og den altoverskyggende etos i 1960'erne: Den Sorte Panter Eldridge Cleaver.

Cleaver kombinerede sine roller som radikal filosof og kriger for de undertrykte for at tjene De Sorte Pantere som Informationsminister kort efter sin løsladelse fra Folsom Fængslet i 1966. Cleaver nåede helt til top på den nationale scene i 1968 da han udgav en samling af hans skriverier fra fængslet, Soul on Ice, der sammenholder et glødende had til Amerika med sort befrielsesteologi, tilladelser til "oprørsagtig" voldtægt, en åndelig odyssé og en søgen efter en personlig mening i et racistisk miljø.

Måske fangede Shane Stevens fra The Progressive essensen af Cleaver's bog allerbedst da han sagde i en omtale, "Helvedet er der og dets navn er Amerika." Den rå magt i Cleavers' bemærkelsesværdige og afslørende malende sprog i Soul on Ice gjorde ham til en yndling i universitetsmiljøer, og også blandt legioner af venstrefløjsintellktuelle.

Jeg læste Soul on Ice som teenager og blev slået i gulvet af den radikale forskel mellem de voldelige og urolige gader i Cleavers tidlige ungdom og de jordbærmarker og æblehaver der omgav de støvede, beskidte veje jeg plejede at slentre på som ung på en farm.

Cleaver's liv tog endnu en voldelig drejning i april 1968 da han hjalp med til at organisere et baghold mod Oakland City Police. Det efterfølgende skyderi efterlod Panteren Bobby Huttons død, to politibetjente sårede og Cleaver blev anklaget for mordforsøg. For at undgå mere tid i fængslet, forlod Cleaver landet og drog til Cuba og andre kommunistiske destinationer som Nordkorea, Kina og Sovjetunionen, hvor han blev hyldet som en berømthed at myndighederne der også sørgede for hans underhold.

I 1975 erfarede Cleaver imidlertid på første hånd den knusende vægt af den kommunistiske stat. Han erfarede en personlig transformation der fik ham til at længes efter live tilbage i Amerika. Trods han blev hånet og kaldt en forræder af sine kolleger på venstrefløjen begyndte Cleaver åbenlyst at forsvare de amerikanske værdier og traditioner i taler og interviews da han vendte tilbage.

Mens jeg sad i mængden på UC Berkeley nogle år efter Cleavers repatriering tænkte jeg igen på hvad denne engagerede og eksotiske mand måske kunne lære mig om Amerika. Da publikum begyndt at hysse og snerre, erfarede jeg at Cleaver var ankommet.

Det er over 25 år siden, men jeg husker stadig Cleavers statelige figur mens han gik hen over scenen, uberørt af forhånelserne og hyleriet der slog ham imøde fra publikum. Da Cleaver lagde sine store sorte hænder på talerstolen hørte jeg stemmer i baggrunder der gispede af vrede og gentog i hurtig rækkefølge, "Du er en forræder, Cleaver!"

Som jeg husker det begyndte Cleaver sin tale med at forsvare de konservative amerikanske værdier med selvbevidsthed og foretagsomhed mod farerne ved overstatslig styring og kollektivisme. Kort inde i hans tale, da forhånelserne nåede utålelig højder, begyndte dusinmvis af protesterende at marchere ned af mellemgangen i auditoriet på vej mod scenen.

Da jeg sad nær podiet, vendte jeg mig for at betragte de marcherende der hoppede op på scenen, og trak et gigantisk amerikansk flag der var blevet klemt i en tyk løkke. Efter de havde trampet højydt rundt på scenen med Old Glory ( det amerikanske flag, øgenavn) , husker jeg de trampede på flaget med deres støvler og akkompagnerede kaos med en slags skrigeri af en sang.

Cleaver stod lige over mig kun et par rækker borte og iagttog anarkiet mens det udspillede sig rundt om ham. Det jeg aldrig vil glemme er den rolige værdige fremtoning denne kæmpe udviste trods den truende adfærd - ligesom en panter, som en af de protesterende snart skulle erfare til sin skuffelse.

Idet han indså at universitetspolitiet var inaktive eller forsvundet racede den tilsyneladende leder af pøblen over til et bord nær podiet, greb et kande vand, og smed indholdet i hovedet på Cleaver. Med reflekser som en erfaren champion knaldede Cleaver med et enkelt lynhurtigt jab den unge mand så han røg udover scenen, og så ventede han blot på de næste.

Mens de venstreorienterede bøller lavede ravage nær ved Cleaver og tilsyneladende fik betænkeligheder om dere næste træk, ankom universitetspolitiet endeligt og ryddede scenen efter en kortvarig slåskamp. Cleaver fortsatte sin tale, men jeg var så overvældet af begivenhedernes hurtige voldelige rækkefølge at min hukommelse selv i dag lader mig være noget i tvivl om det videre forløb.

Adskillige år senere mødtes Cleaver med redaktørerne af Reason Magazine, for et uddybende, oplysende og til tider temmelig præcist interview om den nyere amerikanske historie, farerne ved velfærdsstaten, ideologiens rolle i politik og hvad han havde lært da han levede under de socialistiske styrer i udlandet.

Cleaver erfarede som det vigtigste at "det er en egenskab hos mennesker når de forsøger at nedbryde noget, så er de ikke tilstrækkeligt opmærksomme" på forbindelsen mellem ideologien og "den regeringsform der skabes ved den ideologi." Som Sort Panter havde han studeret marxismen på 'papir' og Cleaver var dårligt forberedt til at erkende hvor effektivt staten klarer at knuse det selvsamme individid som Cleaver havde haft til hensigt at befri.

Da han af Reasons redaktører blev spurgt om regeringens velfærdsprogrammer resulterede i skade eller hjælp til modtagerne. havde Cleaver denne kommentar:
Jeg mener mit liv spænder over hele vefærdsstatens æra. Jeg blev født i 1935. Jeg kan huske at mennesker var skamfulde over at være på velfærdsydelser og modtage socialhjælp og alt det der, men vi skabte en situation hvor sorte i vid udstrækning, og en masse andre grupper, såsom ældre, børn og en masse fattige hvide endte med at blive tøjlet af de politiske kræfter, især det Demokratiske Parti. I tilgift for forbundsydelserne som vi nu er afhængige af, forpligtede vore ledere sig til at få de sortes stemmer overført til det Demokratiske Parti. Således blev vi sat i en negativ spiral i det økonomiske system. Vi blev afhængige af forbundsbudgettet - en meget prekær situation, fordi når de politiske vinde skifter, så kan vi få vort udkomme fjernet.
Cleaver mente at løsningen på den form for afhængighed af det Demokratisk Parti er ved en række af private sektorer der kan hjælpe med til at bringe disse grupper ind i et mere positivt forhold til det økonomiske system:
Hvis vi gør det gennem Staten, som for eksempel præsident Roosevelt gjorde med New Deal, så forøger man Statens magt....Jeg ønsker ikke at se regeringen få kontrol over det økonomiske system som et hele og dermed livsudkommet hos alle mennesker, fordi jeg har set det og det er ikke ønskværdigt.

Da Cleavers "store brændede ønske" var at "hjælpe med til at udvide menneskehedens frihed," var han i stand til at genkende de skadelige virkninger af Demokraternes velfærdsstats ønsker på de sorte befolkning herhjemme.

Eldridge Cleaver døde i 1998, men i dag sammenligner skribenter som Colbert King amerikanerne med de som blot er alarmerede, som Cleaver var, over væksten i Big Government med racister, hyklere og mordere der stod i vejen for borgerretighedslovgivningen. Dette er en uheldig og uhensigtsmæssig anklage da Tea Party fænomenet blot er rettet mod at hæmme den hurtige forøgelse af Staten, ikke mod nogen borgerrettighedslovgivning.

Som Eldridge Cleaver forstod, når individet er knust, således er også hans selvrespekt og selvbevidsthed. Siden LBJ's Great Society initiativer er milliarder af dollars blevet brugt på at forøge Staten i relation til de fleste sorte amerikaneres individuelle liv. Er Colbert King tilfreds med resultaterne? Er socialiseret lægehjælp ligeså vigtigtfor det sorte samfund som de voldsomt forøgede antal børn der vokser op uden en fader i hjemmet?

Tilbage i 1947 blev Mahatma Gandhi stillet et spørgsmål om muligheden af en statskontrolleret økonomi i det nyligt uafhængige Indien. Gandhi svarede:
Jeg kan se en forøgelse af statens magt med den allerstørste frygt, fordi skønt det ser ud til at man gør noget godt ved at minimere udnyttelse, så er det den største skade for menneskeheden om man ødelægger individualiteten, der er al fremskridts rod. Vi kender så mange tilfælde hvor mænd er gået ind for godgørenhed, men ingen, hvor Staten virkelig har levet for den fattige.
Det er "frygten for friheden og ansvarligheden" sagde Tzvetan Todorov der skaber "det totalitære systems tiltrækning."

Lyt til Panteren, Colbert King. Hvis du mener du står på den rigtige side i historien, så har Eldridge Cleaver muligvis allerede set din fremtid.

lørdag den 24. april 2010

Forskellen på Venstre- og højrefløj

Forskellene på venstrefløjen og borgerlige

liberals worry about nsa while world tumbles  around them

Tilbage i 2006 skrev jeg om Forskellen på Venstreorienterede og Borgerlige, og om hvordan opfindelsen af øl, var en af de grundlæggende elementer i den moderne civilisation, og katalysator for opdelingen af menneskeheden i to adskilte undergrupper: Venstreorienterede og borgerlige.

Efterfølgende har jeg modtaget denne fra en læser der i detaljer yderligere går i detaljer:

Hvis han
Borgerlig
Venstreorienteret
Ikke kan lide våben
Køber ikke nogen
Vil have alle våben forbudt
Er vegetar
Spiser så ikke kød
Vil have alle kødprodukter forbudt
Er homoseksuel
Lever livet stille og roligt
Kræver lovgivet respekt
Er gået fallit
Forsøger at komme på fode
Spekulerer på hvem der skal tage sig af ham
Bryder sig ikke om tv-værten
Skifter kanal
Kræver at værten fyres
Er ikke-troende
Går så ikke i kirke
Ønsker at al snak om Gud ophører
Har brug for lægehjælp
Søger efter den bedste
Kræver at vi alle skal betale for ham

Jeg har tidligere skrevet:

Jeg er liberalt indstillet og har intet problem med konservative, republikanere og uafhængige. Jeg foragter Demokraterne, og det er ikke kun på grund af at de er anderledes end jeg, men fordi de udgør en fare for vort land, og jeg ikke kan skelne mellem hvem af dem der er nytteløse idioter, og de som ikke er det.

Nogle læsere har bedt om at jeg var mere specifik vedrørende mine politiske holdninger. Her følger de:

Våben: Uanset hvad de ellers siger, så ønsker venstreorienterede ikke individuelle våben fordi de ikke har tillid til enkeltindividet. Et ubevæbnet Amerika er som et får der venter på slagtningen. Jeg mener alle bør være klar til modstand.

Selskabsskatter: Jeg er imod at virksomheder beskattes fordi virksomheder, medmindre de er fuldstændig imbecile, netop ikke betaler indkomstskat.

Udover Japan så har vi den højest selskabsskat i verden og alligevel er der ingen mangel på overskrifter som "Virksomhed X betaler 0 skat." Hvis en virksomhed dog betaler skat, så er det forbrugeren der faktisk betaler skatten, gennem højere priser. Selskabsskat er skjulte personlige skatter.

Individuelle skatter: Dem er jeg imod.

Race: Jeg mener ikke at nogen race skal have fortrin fremfor en anden gennem lovgivning. Det var umoralsk dengang racen var hvid, det er umoralsk når racen er sort.

Kapitalisme: Amerika, selv med 51% kapitalisme, opbygges større velstand og der gives lov til mere frihed end 100% af andre politiske systemer. Hvis der er fattige i Amerika, er det socialismens skyld.

Abort: Jeg er imod abort. Det rager imidlertid ikke mig. Det er en sag mellem kvinden og hendes læge.

Sikkerhed: Jeg tror på en forebyggende indsats og forebyggende angreb. Jeg synes det er besynderligt når venstreorienterede gør grin med kristne fordi de tror på det "at vende den anden kind til" for venstreorienterede har jo intet problem med at terrorister træner, får våben og angriber os, uden de gør noget ved det.

Regering: Jeg har kun tillid til regeringen når den giver os en hær, et retssystem, og en lokal politisstyrke til vor beskyttelse. Jeg har ikke tillid til SEC, EPA, FDA, FTC eller nogen andre bureauer i regeringen med 3 bogstaver. Hvis der er en sygdom i vort land, så skyldes den for meget regerings indblanding.

Patriotisme: Jeg mener at agressiv patriotisme hos ethvert land, undtagen USA, er af det onde; mens ekstrem stolthed i Amerika er det eneste rigtig moralske i verden. Vi er verdens bedste land, med det bedste politiske system, det bedste økonomiske system, og den bedste kultur. Uanset hvilke negative følelser nogen kunne have imod os, selv i verdens afkroge, så har de vore jeans på, de ser vore film, læser vore bøger, spiser vore burgere og taler ofte vort sprog. Jeg burde være stolt over at være amerikaner når alle i verden går i seng om aftenen og ønsker de dog blot ville vågne i Amerika.

Gud: Niks.

Julen: Trods min ikke-troen, som jeg skrev i en kommentar på Angel's blog Woman Honor Thyself :

Jeg fejrer Jul

Som du er klar over er jeg ateist og jøde der elsker, og holder Jul. Hvad er der ikke at elske? Dejlige sange og musik og historier, dejlige traditioner, pyntede træer, det at købe gaver til sine elskede, sende kort til venner langt borte om at vi tænker på dem, bygge snemænd i forhaven, hænge lys i træer, sidde med familien foran pejsen, åbne gaver, kalkunen i ovnen, venner og familie hjemme hos sig, børn der kører på slæde, vinduer smukt pyntet, Julemanden og hans rensdyr, juletegnefilm om morgenen og julefilm juleaften, ristede nødder over ilden, min hustru og jeg der tuder når lille Tim ønsker os "Må Gud velsigne alle!" i afslutningen af en juesang. Der er intet forkert, overhovedet, ved at nyde Juleånden.

Man må være en elendig, ensom, uciviliseret kedelig fyr hvis man ikke elsker Julen. Der er virkelig nogen mennesker der ikke forstår Dickens "Et Juleeventyr" om gnieren Scrooge.

Artikel fra plancksconstant.org

Socialistisk eksperiment gav en dejlig kro

En dejlig Kro

Hvis nu indbyggerne i New Harmony havde tilbragt lidt mindre tid på Yellow Tavern, så ville deres utopiske drømme måske have kunnet ladet sig gøre.

The Yellow Tavern har været der ligeså så længe som byen New Harmony, Indiana, sådan cirka 1815, skønt det først er fornyligt at stegte hjerner er blevet føjet til menukortet og Brooks & Dunn til jukeboksen.

Saloonens første placering var på Tavern Street, men dette ærværdige etablissement forsvandt i flammerne i midten af det 19. århundrede. En ny kro blev hurtigt bygget på nuværende sted på Church Street, byens hovedstrøg. Om vinteren, når jeg kan lide at komme på besøg, er kroen fyldt med venlige, behagelige lokale borgere der skubber to eller tre borde sammen for begynder at hælde Bud Selects ned, og mumse på kroens berømte tynde sprøde pizza, eller favoritten i det sydlige Indiana, letstegte kohjerner på et stykke brød. Når det er festival vejr mister New Harmony sin rolige atmosfære, hvilket ødelægger hele formålet med dit besøg, men om vinteren er byen det mest fredelige meditative sted af alle, og man kan godt forstå, hvorfor bosætterne valgte dette sted for næsten 200 år siden.


New Harmony blev først bosat af en besynderlig tysk religiøs sekt under ledelse af profeten Georg Rapp. Harmonisterne var millennister der søgte et tilflugtssted for at afvente Endens Tid. De gik ind for cølibatet og forbød tobak, men det forventedes ikke de skulle være helt asketiske.

Efter at have bygget huse til ly og beskyttelse og et mødehus, begyndte de flittige og opfindsomme Harmonister at bygge et bryggeri, to distillerier og Yellow Tavern. Ifølge historikeren William E. Wilson "frembragte Harmonisternes bryggeri et par tusind liter om dagen," det meste af det blev lagt på tønder og udskibet på pramme og hjuldampere og solgt til havnebyer oppe og nede langs floden.

Da et årti var gået og Endens Tid ikke var indtruffet som forventet vendte Harmonisterne desillusionerede tilbage til Pennsylvania, satte deres by i Indiana til salg, og genovervejede deres tro, især forbudet mod tobak og sex.

New Harmony blev straks købt med rub og stub af Robert Owen. Owen var en walisisk industrimand og social reformist, der havde tjent en mindre formue på bomuldsindustrien ved at benytte den nye ide om at arbejderne fortjente en god human behandling.

Med sin sikre formue begyndte Owen at dykke ned i socialismens mørke videnskab. Han fremlagde sine principper i traktaten New View of Society, ideerne inkluderende en "rationel gudsbaseret religion, modificeret fri kærlighed, og afsværgelse af privat ejendomsret." Forladt af sine kritikere lod Owen sine principper udføre i praksis ved at skabe "en omvendt verden." For at gøre dette havde han brug for at finde et nyt sted, uberørt af den industrielle revolution. New Harmony var et sådant sted. Ved sin ankomst i 1825 proklamerede Owen en morgengry i sin "Deklaration for Mental Uafhængighed":

"Jeg erklærer nu for Jer og verden, at Mennesket, lige til denne time, har været alle steder på Jorden, og været slave for en Treenighed, af de mest monstrøse ondskaber der kunne kombineres for at påføre mental som fysisk ondt på hele hans race. Jeg taler om Privat og Individuel Ejendomsret, de Absurde og Ufornuftige Religiøse Systemer og til Ægteskabet."

Som så mange andre sociale reformister var Owen en karismatisk og engageret fyr, men manglede helt og aldeles fornuft. Han overbeviste nogle af datidens fineste filosoffer, videnskabsfolk og intellektuelle om at de skulle tilslutte sig hans utopiske eventyr. Men mens disse mænd godt vidste, hvordan man betjente sig af biblioteker og laboratorier, så var de helt og aldeles uduelige når tiden var inde til at plante og så, passe jorden høste, eller nogen af de andre nødvendige pligter i et samfund i ødemarken. Næsten ingen af dem havde betjent en plov før.

Som Roger Sandall bemærker så vurderer han, at 90% af medlemmerne var uduelige. Senere, gav en af de nye deltagere i New Harmony, Josiah Warren, skylden for samfundets fiasko på netop manglen af individuel suverænitet og privat ejendomsret.

Så foretog Owen endnu en hjernedød fejltagelse. Han satte restriktioner på brygningen og på ale drikken. Den ene gruppe af Owenitter der faktisk vidste, hvordan en plov skulle betjenes - en gruppe engelske landmænd - afbrød straks forbindelsen med Owenitterne og skabte deres eget samfund uden for byen.

I 1827 var New Harmonys økonomi i laser, ukrudt dækkede markerne, bygningerne forfaldt og Owen var ved at sælge det i bidder til private individer og tillod reformer hen mod et frit marked. Senere samme år, forlod han New Harmony for bestandig. Giv dig tid til at se denne video fra et nutidigt socialistisk eksperiment, Detroit.

I dag er de gode mennesker i New Harmony en hårdfør, pragmatisk forsamling, for det meste landmænd, og små private forretningsdrivende, og på grund af det er deres by mere velstående end nogensinde. Det er måske ikke utopia, men så længe der er en Yellow Tavern, så er den et besøg værd.

Orlet er en lun skribent - vurder selv ved at læse hans øvrige artikler her.

Jeg kan varmt anbefale af læse denne artikel på synopsis "Amerikas Socialistiske Fortid" som går i detaljer med mange sociale eksperimenter og også New Harmony og rappisterne som omtalt i ovenstående artikel. Mvh synopsis-olsen