Dunkerque konservatisme

Dunkerque konservatisme

Quin Hillyer

Den største redningsaktion i historien begyndte i fuld skala for 70 år siden i disse dage. På ni dag begyndende den 27.05.1940, reddede British Navy og hundredevis af private fartøjer det forbavsende store antal af 338266 mænd fra Dunkerque's strande og havne, mens Frankrig hele tiden var under konstant bombardement fra tysk luftvåben og tyske landstyrker der slog 68111 briter ihjel og mere end 80000 blev taget til fange. I stedet for at Storbritannien blev overladt til den tyske dødsmaskines nåde, havde ønationen reddet en hær tilstrækkelig stor til at modstå en naziinvasion.

Som Winston Churchill så korrekt bemærkede: "Vi skal være meget omhyggelige med ikke at regne denne redningsaktion som en sejr. Krige vindes ikke ved evakueringer?"

Konservative amerikanere ser lige nu ikke ud til at indse at vi er i en nuværende post-Dunkerque fase af en ønsket politisk genrejsning.

Over hele landet hører jeg konservative der muntert taler om, hvor mange sæder Republikanerne vil opnå i dette efterårs kongresvalg, og hvor mange af disse Republikanere der vil være ægte konservative.

For eksempel er Newt Gingrich igang derude med sit sædvanlige ekstravagante taleri om en kommende sejr. Den 18. maj forudså han en op til 70-sæders gevinst af Republikanere i Huset. Den 29. maj, på basis af et udvalgt valg, nedtonede han sin forudsigelse til "mellem 30-50 sæders fremgang" -- hvilket stadig ville være ganske imponerende, set ud fra historiske standarder.

Denne form for luftfantasier er ikke ny: Dette er den selvsamme Gringrich der lovede en 30 sæders Republikansk fremgang i 1998, blot for at erfare en faktisk tilbagegang på 5 sæder.

Måske skulle vi lære noget af 1998. Eller 1980 da meningsmålingerne seks dage før Valget havde Jimmy Carter og Ronald Reagan helt lige, blot for at se Reagan vinde 489 ud af 538 valgmandstemmer. Konventionel visdom siger at "seks måneder er en evighed i politik." Faktisk er seks dage en evighed i politik. Seks måneder er måske endda en "uendelighed af tid."

HVILKET FØRER OS TILBAGE TIL DUNKERQUE. På den selvsamme dag som evakueringen begyndte var det Britiske Krigskabinet kommet nær en skammelig aftale med Italiens Mussolini der ville medføre en permanet Nazi/Fascist dominans på det europæiske kontinent - man var kommet så tæt på at kun Churchill's allermest stædige viljekraft stod mellem aftalen og en fortsat kamp for civilisationen. Seks dage efter man var kommet så nær på det som nærmest var en overgivelse, var en kvart million soldater blevet evakueret, og det var klart, at briterne var klar til at kæmpe endnu et slag. Seks dage fra et tilsyneladende nederlag til overlevelse.

Jo, seks dage er som en evighed.

Det er derfor den nuværende konservative kæphøjhed er helt malplaceret. Jo, de mere konservative kandidater vandt afastemningerne i New Jersey, Virginia, Massachusetts, og Hawaii, og konservative har vundet primærvalg i Utah, West Virginia og Idaho, mens konservative har besjeret eller endog tvunget mere venstreorienterede kandidater ud af kapløbene i Florida, Pennsylvania, Nevada og andre steder. Altsammen meget fint. Men det det betyder er, at konservative nu igen kan føre en ægte kamp. Det betyder at vi har undgået at komme ind på den kurs som Obama-Pelosi_ACORN-SEIU brigaderne har planlagt for os. Vi er blevet evakueret. Men vor politiske D-Dag, og V-E Dag, og V-J Dag er stadig langt ude i fremtiden, og udkommet er på ingen måde sikret.

Der er noget der tyder på, at ikke alt er såre godt. Republican National Committee har kun 12 millioner dollars i kassen, sammenlignet med 40 millioner på samme tidspunkt i den senest sammenlignelige cyklus. De tre hoved komiteer på nationalt plan er hærget af skandaler, og de er elendigt ledet. Tusinder af dollars brugt i strip-klubber og sportsudstyr. Formanden skal hele tiden komme med forklaringer. Utidig indblanding i primærvalgskampe over hele landet fremfor at lade de lokale vælge deres egne kandidater samtidig med at komitterne kan spare penge og opspare prestige og holde krudtet tørt til tiden er inde til at slå Demokraterne fremfor deres egen Republikanske kolleger.

Medmindre nogen skulle have glemt det, så fortsætter konservative med at tabe på lovgivningsområdet. Sundhedssystemet er blevet nationaliseret. Lån til studerende er blevet nationaliseret. Finanssektoren er vendt helt på hovedet. Forbruget forsætter med at ryge gennem taget. Bilindustrien er blevet delvist nationaliseret. Halvdelen af 1996 velfærdsreformerne er blevet indført. Justistsministeriet er under ledelse af korrupte, venstreorienterede ideologer. Der er gået politik i demografien.

AmeriCorps er blevet udvidet tifold og er ved at blive forandret med de første tiltag som en politisk hær, mens dens chef ulovligt er blevet jaget fra emebedet -- og således er den interne kontrol mod direkte politisering slået i smadder. Borgerrettighederne gælder nu kun for minoritetsgrupperne, men ikke for de hvide og asiater. I en sag fra North Carolina, blev borgerrettighederne endog erklæret som værende ikke i brug, medmindre Demokraterne faktisk fik garanti for valgsejren. Højesteretten udgøres nu af de mes radikale medlemmer nogensinde, en farlig Latina, der absolut ikke er særlig kløgtig -- og det ser ud til at hun får tilslutning af endnu en venstreorienteret, denne intelligent og med udstråling nok til at have en chance for at få Dommer Justice Anthony Kennedy over på deres side.

Katastroferne er fortsat og fortsat. Mens konservative får folkelig opbakning og lejlighedvis vinder nogle valg, har Venstrefløjen indsamlet enorme summer på det politiske kontinent -- og det mest af disse landvindinger vil det blive endog meget vanskeligt af lave om på. Nogen der tænker på Anzio? Guadacanal? Somme i 1. Verdenskrig? Korea som det ser ud nord for 38. breddegrad? Kan nogen have tvivl om at besiddelse af territorium, sammen med magtens redskaber der følger med, intet andet medfører, end gigantiske fordele.

Venner, kampen om at generobre det der allerede er tabt vil blive et meget langt, hårdt slag. Overmod ville være upassende.

Jo, det er sandt at optimisme, næret af den grumme realisme helt sikkert ikke er usandsynlig i betragtning af meningsmålingerne, græsrøddernes entusiasme Tea Parties og inkompetencen og hensynsløsheden hos så mange på venstrefløjsoppositionen. Men tilliden skal bakkes op, ikke kun med hårdt arbejde, men også med klogt arbejde. Konservative skal ikke falde i den grøft blot at vise deres holdning med baggrund i en ufokuseret anti-etablissementsindstilling. Nogle mennesker der er i regeringen er ikke kun "bumser" der blot fortjener at blive klemt ud. Og nogle af de 'vilde lovløse' udenfor er faktisk ikke kompetente eller kloge. Konservative skal lære at skelne, hvem der er hvem.

I dyb respekt og ærbødighed for den opgave der ligger foran, men på samme tid med retfærdig tillid til at sejren virkelig kan opnås, kan konservative virkelig lære af Churchills advarsel om at evakueringer ikke er sejre, men også fra den beslutning at ægte sejre opnås gennem ekstremt hårdt arbejde og mod svære odds. Med risiko for at gentage det som er blevet så almindeligt at det er kedsommeligt, så lad os huske hvad Churchill ellers sagde umiddelbart efter Dunkerque. Husk hans ord, læs dem og overvej dem som var de helt og aldeles nye:

"Vi må og skal fortsætte til enden. Vi skal kæmpe....på havene og oceanerne, vi skal kæmpe med stadig større tillid og med stadig større styrke i luften; vi skal forsvare vort land, uanset hvad omkostningerne vil være. Vi skal kæmpe på markerne og i gaderne, vi skal kæmpe i bjergene; vi vil aldrig overgive os."

Det burde give os styrke at Barack Obama forbød busten med Churchill i Det Hvide. (se denne artikel på synopsis) Obama forstår intet. Bed til Herren om at vi konservative forstår. Og aldrig overgiver os.