søndag den 23. maj 2010

Kim - et pragtværk

Kipiling's Kim et storslået værk

James Lewis

I en rytmisk leg med ord på engelsk siges:

When Rudyards cease from Kipling

And Haggards Ryde no more ...

Men den passer ikke, fordi man kæder to forfattere sammen, som kun rent overfladisk er identiske: Ryder Haggard og Rudyard Kipling.

Kun Kipling kommer i nærheden af ægte storhed, og når han er bedst, på linje med Chaucer, Shakespeare og Tolstoj. Det får vi ellers ikke at vide, fordi Kipling af venstrefløjen er ugleset, fordi han talte om den britiske imperialisme og skabte debat om normalitet. Venstrefløjen kontrollerer propagandamedierne og i Storbritannien har den kulturelle venstrefløj haft kontrollen i et århundrede. For venstrefløjen er der ingen kunstnere, men kun propagandister for og imod dem. Alt drejer sig om politik. Men store forfattere varer længere end deres politiske fjender. Hvem bekymrer sig egentlig idag om Shakespeare støttede Tudor eller ej?

Venstrefløjens forsøg på at lægge røgslør ud over kulturen er helt forkert på den med Kipling, som de så ofte er forkert på den. Deres vision er i alvorlig grad hæmmet af de sort/hvide briller de benytter. Kipling fremviser den mest hjerteskærende empati for menneskelige lidelser, som venstrefløjslitteraturen så gerne vil have monopol på. Han går langt videre end Charles Dickens, for eksempel, i omfanget af hans empatiske varme. Han kan glorificere værdigheden, styrken og glæderne hos en ekstraordinær gruppe af ægte mennesker, og ikke kun fordybe sig i deres svagheder og grusomheder, eller deres offergørelse ved et Ondt Socialt System.

Kiplings berømte roman om Britisk/Indien, ved navn Kim, er et af de mest læseværdige værker på engelsk. Jeg har fundet en bemærkelsesværdig fortolkning af den britiske skuespiller Sam Dastor - en pragtfuld audiobog af en stor roman. Man får det ikke bedre.

Indenfor rammerne af en drenge eventyrroman lykkes det Kipling ikke at reducere personerne til tegneseriefigurer. Til sammenligning har Charles Dickens, Oliver Twist, en slags sadistisk kvalitet, en slags snu fejring af grusomhed og lidelse. Lille Oliver tvinger nærmest sine læsere til at være empatiske med alle de stakkels udhungrede tiggere. Dickens var pioner i lidelsesfascisme, standard tricket hos venstrefløjen. I slutningen ser vi på Oliver som permanent Twisted (forandret) -- hvilket sandsynligvis er derfor Den Politiske Korrektheds Flok elsker den lille slyngel. Men ægte menneskelige væsener er ikke som Lykønskningskort.
Kipling i 1926

Som modsætning opnås gennem Kim de højeste niveauer af smil, indsigt, ironi, åndelig respekt, medfølelse, sanddruhed og kærlighed. Det er helt og aldeles underholdende. Det er en stor hyldest til Indien på den tid som forfatteren voksede op i. Det er derfor protagonisten er en ung anglo-irsk dreng, livlig som en vild tigerunge, med et minimum af overvågning, dér på gaderne i den særdeles livlige by Lahore. Den unge Kim taler knap nok engelsk, men han er veluddannet på alle områder af livet. Dette er Raj-tidens Indien , det rimeligt oplyste styre af britiske soldater og bureaukrater over subkontinentet, som omfatter nutidens Indien, Pakistan og Bangladesh.
Bundi Palace hvor Kipling fik inspiration til at skrive Kim

Indien er mere velstående i dag, end under Raj-tiden, men der er en grund til, hvorfor det engelske sprog fastholdes som et påkrævet sprog i såvel Pakistan som Indien, og hvorfor de parlamentariske styreformer bliver omhyggeligt fastholdt. Før Raj-tiden var subkontinentet nemlig en samling af hensynsløse lokale tyrannier. Bagefter antog de det bedste briterne havde at tilbyde i styreform, økonomi og teknologi. Det var det et barbarisk Europa lærte af Romerne tusind år tidligere. En tid med imperialt styre kan være en gave, ligesom de Allieredes sejr over Nazityskland og det smuldrende Sovet imperium var en gave til Europa.

Venstrefløjen synes de er tvunget til at forhåne Kipling (uden at have læst hans bøger) for alle de onde "ismer:" Militarismen, kolonialismen, imperialismen og endog kapitalismen. Men god litteratur afslører' ismerne' ligesom ægte individer gennemskuer alle de barske sociopolitiske kategorier. Kipling-fobien er endnu et Venstrefløjs tabu, og den er ikke værd at tage alvorligt. Lad dem lege med deres fabler, og lad ikke Politisk Korrektheds tabuerne komme i vejen for at du opdager noget ganske vidunderligt.

Kim introduceres som en sej og glad selvstændig gadedreng på side ét, lige i det øjeblik hans store alter-ego kommer stavrende ind på byens markedsplads: En høj og ældre tibetansk Lama, der har gået og kørt med larmende tog tusinder af miles fra Himalayas bjerge til de livfulde byer i syden, for at finde en buddhistisk flod med renselse og oplysning. Kim forsvarer den høje og ældre Lamas ret til at sidde og hvile under den dekorative kanon på markedspladsen mod den nævenyttige indblanding fra en politimand. Der opstår en sympati mellem Lama'en og gadedrengen...og historien tager fart.

Lamaen og drengen har begge en udfordring - den ene efter floden med oplysning, og den anden efter at gå på opdagelse i det enorme Hind, landet Indien. Begge når deres mål så at sige, men det er Kim der har interessens fokus, da det viser sig han er en Sabib (søn af en irsk slendrian af en soldat fra Maverick regimentet.) Kim får en slags dobbelt uddannelse, ved at være indmeldt i en katolsk skole for drenge af det britiske bureaukrati og mentoret som en ung og talentfuld spion for Raj i den Store Strid mod Rusland; men det er landet og menneskene der giver ham hans rigtige uddannelse. Kipling giver os lov til at se gennem Kims spillevende og pragtfulde unge øjne på en række karakterfulde personer på hans rejse gennem Britisk Indien.

I årtusinder har det indiske subkontinent været et mødested, og kampplads, mellem oprindelige stammer, hinduer, buddhister, muslimer, sikher, grækere, persere, mongoler, afghanere og kinesiske-tibetanere der er flyttet rundt, kulminerende med det Britiske Raj. Dette bragte en vestlig indflydelse - man byggede jernbaner, underlagde sig uafhængige fyrstedømmer blandt Maharajaerne, og naturligvis igangsattes den sædvanlige post-koloniale reaktion hos mennesker som Jawaharla Nehru, der selv var et produkt af en socialistisk britisk elite. Nehru stod for en socialistisk Euro-imperialisme under dække af anti-kolonialisme. Han indgik alliancer med Sovjet Imperiet - ikke noget god erstatning for det Britiske Raj.

Indisk socialisme førte til den sædvanlige stagnation, og at man skulle finde syndebukke, men derpå som ved at mirakel i statsledelse blev landets politiske klasse klar over at de nægtede dets egen befolkning chancen for at blomstre op og få vækst. I dag er Indien langt mindre reaktionær overfor Raj-tiden, måske på grund af at den uddannede middelklasse klarer sig så godt i det frie markeds miljø, og fordi Indien er virkelig god til at tilpasse sig.

Hele subkontinentets historie er om invasion på invasion der begyndte selv før Bhagavat-Gita, det helt centrale drama i Vedanta Hinduismen, der igen er beretningen om indo-europæiske krigerklaner der blev opslugt af den sofistikerede åndelighed ved Vedanta og Buddhismen. Muslimske invasioner over flere århundreder medførte en ny og mindre tolerant tro, og de buddhistiske templer blev ødelagt for stedse, men islam blev med tiden fordrevet af Sikhismen og andre reaktioner.

Ligesom Rusland kan Indien blive invaderet, men det sætter altid sit evige stempel på den fremmede invasion. Det omfatter helt sikkert det Britiske Raj. Det store Taj Mahal Palads er et monumentet over menneskelig kærlighed, men det blev bygget af en søn af en hensynsløs erobrer.

Derfor er der i Kims verden en forbavsende mangfoldighed af personer. Udover Red Hat Lama, får han en faderfigur i en patansk hestehandler fra Afghanistan; en beskyttende men snu mester i spioneri, og en fed bondesnu og komisk bengal, der er delt mellem sit ønske om at tilslutte sig Royal Society for sine etnologiske undersøgelser og de dystre intriger i Det Store Spil. (kampen mellem Rusland og briterne om magten i Centralasien).

I baggrunden er der så sympatiske briter og irere, fra Kims fattige, narkoafhængige fader, der har været død længe, til de lærde fra Vesten der først yderst grundigt forskede i og forsøgte at bevare traditionerne og de etniske befolkningsgrupper der udgør Indien, og til de anglikanske og katolske præster der tiltaler Kim med lige præcis det rette sæt af religiøse kulturelle fordomme.

Men alle bruger persienner i denne livsbekræftende roman, fordi sådan er det jo i det virkelige liv. Det er en del af den Menneskelige Komedie. Gennm Kims øjne ser vi en til overflod parade af mennesker med al deres værdighed og alle deres fejltagelser. Denne bog sentimentaliserer ikke; den betragter mennesker uden frygt og uden skam, det er en bog fyldt med ubegrænset kærlighed.

Det er slet ikke dårligt udført af en ond, imperialistik, kolinialistisk sterotypi for Venstrefløjen. Se bagom den etiket der er skåret over Rudyard Kipling og du vil finde en ekstraordinær forfatter på toppen.

I tilgift er sproget .... ja, sproget er bare storslået. Mine varmeste anbefalinger.

Links, billeder indlagt af synopsis-olsen. Ja, og hvilken bog! Skrives sådanne værker i dag??

Ingen kommentarer:

Send en kommentar