tirsdag den 25. maj 2010

Omvendt burka-lov

Et beskedent forslag: En omvendt burka-lov

En enkel plan til at forbedre Englands æstetik på spindesiden og medføre multikulturel ligebehandling? Den sidder lige i skabet.


Mennesket er dog en besynderlig og modsatrettet skabning, der hader at gøre det som er godt, og elsker at gøre det der skader ham.

For eksempel. Da jeg arbejdede som læge i et fængsel bemærkede jeg at de som tog imod medicin ikke havde brug for den, men enhver der havde behov for den ikke ville tage den. Denne naturlov har dog sine undtagelser, selvfølgelig; men det så som oftest ud som om, at de eneste fanger der ikke tog deres medicin mod anfald var epileptikerne.

Menneskets kontrære indstilling har ført til en teknik kendt som paradoksal hensigt, ifølge hvilken en forældre eller terapeut beder en modvillig ung person om at gøre nøjagtig det modsatte af hvad han faktiske ønsker personen skal gøre. Hvis du beder et barn om at tale, så bed barnet om at holde mund. Hvis du beder ham om at sove, så fortæl barnet at han ikke må gå i sent. Der er helt sikker ingen bedre metode til at gøre en person stiv som et bræt, end at fortælle vedkommende at han skal opføre sig naturligt, være sig selv.

Disse overvejelser har ført mig til at formulere en 'omvendt burka lov' som jeg blev inspireret til da jeg vendte hjem efter en lille tur til Frankrig her fornylig. Jeg læste en artikel i Le Monde, at Belgien var blevet det første land i Europa der forbyder den kvindelige klædning der dækker kvinder helt og aldeles ligesom pestlægerne i det 16. århundrede.

Helt fint alt sammen, men hvis den blev vedtaget i Storbritannien da ville problemet om kvinders påklædning ikke være løst helt og aldeles. Vi i Storbritannien har ikke kun problemer med niqab og burka, men også det modsatte problem med unge kvinder der afklæder sig alt for meget.

Når jeg siger "for meget," mener jeg om det strengt æstetiske, ikke fra et moralsk synspunkt. I hver britisk by og landsby, dukker der fede og kvabsede britiske piger op, oftest tatoverede, og de udstiller at de er på en konstant diæt af fast food, sodavand, og alt for meget øl, der gør dem ligblege. De dukker op om fredagen og lørdagen i meget lidt tøj, for at skrige og råbe som vulgære drukkenbolte, hvilket de oftest er. Her var der i hvertfald, en platform for niqab og burka.

Disse klædninger ville have flere fortrin. For det første, selvfølgelig, at de ville give (indrømmet i forhold til grimheden) mere æstetik på vore gader. De ville også gøre det mere vanskeligt for kvinden indenfor, at drikke for meget, og således ville det være et element i den offentlige sundhedsbestræbelse; og så ville de dæmpe lyden af deres skingre, primalskrig, og det vil helt sikkert være til stor glæde for enhver der værdsætter intelligens og kultur.

Det jeg vil forslå er derfor, at hver eneste by og landsby nedsætter en komite, som med de retningslinjer som Komiteen for Offentlig Sikkerhed i den franske revolution havde for at bestemme hvilke unge kvinder der skulle pålægges at være iført niqab og burka for at forhindre krænkelser mod god offentlig smag. Ved første overtrædelse skulle niqaben benyttes i et stykke tid, ved anden overtrædelse, såsom at udstille en tatovering for offentlig skue (to gange og du er ude) ville være det samme som en livtidsdom iført burka offentligt.

Mit forslag ville også berolige den frygt muslimerne har om at de er udsat for udstødelse af andre, der trods alt, værdsætter offentlig kontrol over påklædning ligeså meget som de gør. En sådan ligebehandling er meget vigtigt i et multikulturelt samfund som vores.

Theodore Dalrymple, a physician, is a contributing editor of City Journal and the Dietrich Weismann Fellow at the Manhattan Institute. His new book is Second Opinion: A Doctor's Notes from the Inner City.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar