Få regeringen ud af markedet

Få regeringen ud af markedet

---

Henry Lamb

Lederne i Washington undlader aldrig at benytte lejligheden til at give de otte år med George Bush's politik skylden for de økonomiske problemer som har ramt nationen. CNN nyhederne fremviser en undersøgelse der hævder at 53% af folket beskylder Republikanerne for situationen og rodet. Begge har de uret. Republikanerne bidrog helt sikker i årenes løb, men årsagen til de økonomsike problemer skal lægges lige foran Demokraternes dørtrin.

Hovedårsagen til de økonomiske problemer er regeringens indblanding i det frie marked.

Hovedårsagen til det omtrentlige kollaps der indtraf sidste år i Bush administrationen kan spores tilbage til Demokraternes socialistiske ide om at alle og enhver har ret til en passende bolig.

Før præsident Carter, nægtede private udlånere på det frie marked ofte at yde prioritetslån i visse dele af byerne, hvor kvartererne var så elendige at låneudbyderne anså en investering som værende usikker. Demokraterne og socialisterne kaldte denne praksis for "redlining" Carter og hans kolleger hos Demorkaterne vedtog Community Investment Loven der effektivt forbød redlining.

Det var en gigantisk indtrængning udført af regeringen på markedet, men det var ikke tilstrækkeligt til at tilfredsstille Demokraterne og socialisterne. Organisationer som ACORN invaderede systematisk de finansielle institutioner med meget synlige offentlige protester, og krævede at private udlånere finansierede lån til ukvalificerede mennesker i områder der var nedslidte. Den Demokratiske præsident Bill Clinton og hans Demokratiske kolleger udvidede Community Investment Loven ved at kræve af Fannie Mae og Freddie Mac skulle yde garantier for disse lån. Private udlånere på et frit marked ville aldrig have ydet disse lån, hvis ikke for intimideringen og afpresningen fra ACORN lignende organisationer og indblandingen af Forbundsregeringen.

Milton Friedman's klassiske værk "Kapitalismen og Frihed forklarer hvordan individuel frihed kun kan trives i følgeskab med økonomisk frihed.

Intimideringen og afpresningen fortsatte langt ind i Bush årene. Da Republikanerne forsøgte hæmme de løstsiddende långivninger hos Fannie Mae og Freddie Mac blev deres bestræbelser blokeret af Demokraterne, især af Barney Frank og senator Charles Schumer.

I deres bestræbelse på at imødegå det socialistiske mål med at give passende bolig til alle mennesker, uanset om de var egnede til det eller ej, foråsagede Demokraternes indblanding i det frie marked en enorm kunstig boble på husmarkedet. Denne boligboble afstedkom sekundære afledningsmarkeder (pakker af regeringsgaranterede lån) og kredit ydelser (forsikringer mod forsømmelser på disse afledningsmarkeder). Da de ukvalificerede lånere begyndte af forsømme deres indbetalinger i et forbløffende antal, måtte regeringen indfri deres lånegaranti, og forsikringsselskaber - som AIG - måtte indfri de forsikringspolicer de havde tegnet.

I 2008, under George W. Bush styre, indså Skatteministeriet pludseligt at hverken lånevirksomhederne eller forsikringsselskaberne kunne vedstå sig deres forpligtelser og medmindre af Forbundsregeringen frelste dem, da ville det meste af det finansielle marked kollapse.

Obama og hans Demokratiske kolleger beskyldte øjeblikkeligt Bush og hans politik for misæren, da det egentlig var Demokraterne der bar det endelige ansvar. Obama og hans Demokratiske kolleger "rider stadig på giv Bush skylden bølgen" og tilsyneladende har de held med at snyde flertallet af amerikanere.

Kendsgerningerne kan imidlertid være fremstillet vildledende, men de kan ikke ændres. Den samme Demokratiske socialistiske filosofi der forårsagede den økonomiske nedsmeltning er den der leder Obama administrationen mens den forsøger at konstruere det den kalder en kur.

Obamas planer for fremtiden er ingen kur mod den økonomiske tumult; de vil helt sikkert give løfte om endnu større økonomiske katastrofer.

Hans indstilling, og hver en handling til nu reflekterer den socialistiske regeringsvision med regeringskontrol og indblanding i markedet, og over hvert individ.

Kuren mod økonomiske problemer er frihed fra indblanding af regeringen og i det frie marked. Få regeringen fejet langt bort. Det frie marked vil finde den vej som giver profit og velstand hvis blot regeringen vil forføje sig.

Demokraterne er så hurtige til at sige at fraværet af regeringsreguleringer er det som forårsagede den økonomiske nedsmeltning. Diagnosen er skrupforkert, og medicinen de foreskriver vil kun forværre sygdommen.

Den Forfatningsmæsssige foranstaltning at Kongressen "regulerer" handel mellem staterne og den udenlandske handel er en kilde til fortsat spænding blandt lovgiverne om, hvad der helt præcist er den rette balance mellem regeringsregulering og det frie marked? Regeringens mål for regulering bør maksimere konkurrencen, sikre lige adgang til markederne, forbyde skatter der straffer - og ikke så meget andet.

Problemer der opstår på det frie marked, såsom elendige fejlfyldte produkter, upassende prissætning, reklamevildledning, er alle selvjusterende. Velinformerede kunder straffer de skrupelløse købmænd langt mere effektivt end regeringen kan. Demokrater og socialister, på den anden side, tror at regeringen skal bestemme hvilke GM forhandlere der skal lukke og hvem der må fortsætte; at regeringen skal tivnge låneudbydere til at yde lån til ukvalificerede lånere; at der bør være en strafafgift på CO2 der skal tvinge folk til at benytte alternativ brændsel og energi. Det er den slags regeringsindblanding der dræber et frit markeds økonomi.

Kuren for de nuværende økonomiske forhold er at få regeringen ud af markedet og ud af enkelt individernes tilværelse. Regeringens rigtige rolle i samfundet er at assistere - ikke hindre - frie mennesker i deres søgen efter liv, frihed og lykke. Demokraterne og socialisterne tror at regeringens rolle er at skabe et helt lige samfund ved at styre markedet, omfordele velstande, og tvinge mennesker til at bo hvor og sådan som regeringen dikterer.

Vi bør aldrig glemme: "Den regering som regerer mindst er bedst."

Henry Lamb is the author of "The Rise of Global Governance," chairman of Sovereignty International and founder of the Environmental Conservation Organization (ECO) and Freedom21 Inc.