Besættelse af fedme - hvad ligger bag?

Hvad ligger der bag venstrefløjens besættelse af fedmeproblemet?

Daniel Greenfield

Regeringen vil gerne vide hvor meget dine børn vejer. Den ønsker at vide hvor meget salt der er i din ketchup, og om du vælger en stor cola til din burger. Den ønsker at kontrollere, hvad du spiser og drikker - til din egen gavn, selvfølgelig.

Så meget fokus er der sat på, fedme"truslen" hos den nuværende barnepige Stat. En bevægelse der kun vil blive værre når dens fortalere har konsolideret deres magt over det nationale sundhedssystem gennem ObamaCare. Nu da regeringen kan hævde at det personlige individs sundhed ikke længere er netop individets problem, men en offentlig omkostning, som de derfor skal have mandat til at have den fulde kontrol over, gennem hvad vi alle spiser.

Men hvad ligger der virkelig bag venstrefløjens besættelse af fedme?

Først og fremmest så retfærdiggør en Krig mod Fedme alle mulige former for mikroindblandinger på landsbrugs- og fødevareproducenternes områder. At beskylde Amerikas fødevareproducenter for et offentligt sundhedsproblem er som at give lov til at spille den samme sang for alle selskaber fra Kraft til Heinz til General Mills til PepsiCo som man før har opført overfor tobakskompagnierne. For at forstå, hvorfor venstrefløjen ønsker at gøre dette, skal man blot se på USSR tilbage i tiden, eller Venezuela i nutiden, som begge indførte priskontrol/loft over fødevarerne, og strammede grebet om landbruget.

At kontrollere fødevareproduktionen og distributionen er nødvendig for at kontrollere befolkningen. Dette bringer os tilbage til Hydraulisk Despotisme

eller Vand Imperiet. Hvis man kan få kontrol over en vigtig ressource som befolkningerne har livsnødvendig brug for, så har man kontrollen over disse befolkninger.

Stadig mere omfattende regeringsregulativer kvæler familielandbrugene og de små landbrug, noget som agroforretningsverdenen med glæde hjælper med til at støtte, - indtil det bliver deres tur. Venstrefløjens strategi i Vesten er at ødelægge de små virksomheder for at lægge alle kapitalismens æg ned i nogle få multinationale selskabers kurv. Eller blot overtage dem, med tilstrækkelige håndsrækninger og goder således at de også er alt for afhængige af regeringen til at modstå indarbejdelsen i en korporativ socialistisk stat.

Et andet træk ved venstrefløjens øvelse udi magten er at "udskamme" offentligheden for dens misbrug af ressourcerne. Dette er ganske almindeligt i ethvert kommunistisk land der ledes på illusionen om kollektiv økonomi og konstant skælder en eller anden gruppe ud for at tage mere, end det som "er rimeligt."

Fedme Besættelsen har den samme dagsorden, ved at gøre sig til talsmand for at en gruppe af mennesker forbruger mere end det der er rimeligt og fratager andre maden. Da det ikke er lykkedes venstrefløjen at få reduceret amerikansk fødevareproduktion til et stade med permanente fødevaremangler, så peger de på at "andre" altså andre lande har dette problem. At tænke globalt og handle lokalt betyder for dem, at alle lokalt bør spise mindre således at de sultne børn i Afrika vil kunne få mere. Dette virker jo helt klart ikke, som enhver med blot en smule fornuft burde vide, men for venstrefløjens moralværdinorm, er det en slags from økonomisk holdning der hævder, at grådigheden i Vesten ved vort ressourceforbrug er grunden til at børn i Afrika sulter idag. (Hvorfor børn sultede i Afrika i hele kontinentets historie er et emne man helst ikke skal rejse i deres nærvær.)

Med fremkomsten af ObamaCare er skabt en Krig Mod Fedme, og syndebukke findes for hvorfor systemet ikke virker. Dette er noget venstrefløjen altid har benyttet som middel til at retfærddiggøre deres fiasko med central planlægning. I USSR var det Kulakkerne, og derpå jøderne og så georgierne, og enhver anden gruppe kunne blive målet og anklaget for at samle til sig selv eller for sortmarkedshandel.

I USA vil det være virksomhederne, de små forretningsdrivende og de overvægtige (disse udgør en nydelig Treenighed af karikeret grådighed i den socialistiske forestillingsverden, der altid er trivedes ved forestillingen om kapitalister med tykke tegnebøger der passer på deres ulækre fortjenester). Ved at beskylde de almindelige amerikanere for fiaskoen bag Obama administrationens yderst "gennemtænkte" system, kan mennesker bliver bildt ind at de skal give skylden til hinanden for at 'stjæle' ressourcerne i stedet for at beskylde regeringen for at fratage dem deres ressourcer og derpå behandle dem elendigt.

Venstrefløjen har altid trivedes på den slags "Del og Erober" taktik, ved at overbevise mennesker om at de skal være fortørnede og stikke hinanden således, at de betragter regeringen som deres beskytter og deres nabo som fjende. Ydermere, ved konstant at lade mennesker føle sig usikre, og uværdige, så er de samme mennesker mere tilbøjelige til ikke kun at give deres naboer, men også sig selv skylden for at systemet ikke fungerer som det burde. "Hvis jeg nu blot spiste mindre til morgenmad." Hvis jeg nu blot cyklede på arbejde." Hvis jeg blot arbejdede hårdere på fabrikken så ville der være mere mad i butikkerne."

For at herske over et folk der tidligere var selvstyrende så må man få dem til at føle sik usikre ved hver handling. Man skal få dem til at føle sig skyldige og få et ønske om at ændre handlemåde. Man skal ødelægge deres selvværd således at man kan behandle dem som trælle.

For det tredje så er Fedme Besættelsen en klassekamp. Venstrefløjens elite betragter fedme som knyttet til de lavere klasser. Hvis man betragter hele komediespillet på venstrefløjen så er det at være overvægtig forbundet med det at eje våben og gå i kirke. Det er en del af deres opfattelse af "White Thrash," og sådanne opfattelser afslører mere om de der formulerer dem end om de som er målet for deres foragt.

Lad os se noget nærmere på den virkelige kilde til Fedme Besættelsen.

Hvorfor er det at være overvægtig faktisk fremstillet som værende så rædselsfuldt? Det er ganske givet ikke særligt klogt set ud fra et sundhedssynspunkt, men der er utallige andre ting der heller ikke er gode for din sundhed - herunder mænd der indtager store portioner af sojaprodukter, eller midaldrende mand der kører på cykel gennem trafikken i byernes myldretid fordi de ikke vil sidde i en bil. Men der er et helt særligt forhold der gør sig gældende i udvælgelsen af forsmædelserne ved 'sundhedsfarlig opførsel. Det er der rigtig god grund til. En oldgammel grund er det faktisk.

For 150 år siden var det at være hvid i ekstrem grad anset som værende attraktivt for en kvinde. At være farvet af solen, gjorde hende grim. Kvinder kunne finde på at benytte arsenik til at gøre deres hud lysere. Det var ikke en helt sjælden mode eller dille. Der var en grund til det. Bleg hud betød man var overklasse. Det betød at kvinden ikke havde brug for at forlade hjemmet for at arbejde. Som modsætning måtte en kvinde der var mørkere i huden jo have været ude at arbejde. Det betød hun altså var fra de lavere klasser. Bleg hud versus solbrændthed var henholdsvis for overklassen og de laveste klasser. Men så skiftede det helt.

I det 20. århundrede betød det at arbejde ikke nødvendigvis at det foregik udendørs. Overklassen begyndte i stigende grad at benytte deres fritid til at følge - kropskulten, og efterstræbe fysisk udendørs motionsformer. Således var normen nu skiftet. Nu var det at være bleg et tegn på, at man var fra de laveste klasser der måtte arbejde hele dagen indendørs. At være solbrændt var det samme som at man havde rigeligt med tid til overs så man kunne ligge på stranden hele dagen.

At være i fysisk god form plejede at betegne fysisk arbejde hos de lavere klasser. Men i en serviceøkonomi, var fysisk arbejde i stigende grad kontorarbejde. Således blev motions eller fitness bølgen et adelsmærke hos overklassen - mennesker der havde tiden og muligheden for at motionere en hel del, få vitaminer og nyde udendørslivet. Det at være velpolstret betød engang overklasse fordi denne jo havde adgang til megen mad. Men revolutionen i landbruget betød at alle nu kunne få adgang til masser af føde. Derfor fokuserede overklassen mere på selektiv spartanskhed, mens alle andre fik sig en god burger.

Set i det lys er rødderne til Fedme Besættelsen helt klart en overklasse fordom. Michelle Obamas hundsen med amerikanerne over fedmen ringer lige så hult som Marie Antoinette's "Lad os spise kage!" Begge repræsenterer en overklasse arrogance. Kun konteksten har ændret sig fra "Lad dem spise kage," til "Lad dem spise salat!" Formålet med en sådan arrogant indstilling er ikke en faktisk forbedring for de mennesker som de betragter som lavere klasser. Det handler om at hæve sig selv langt over dem ved at fremkomme med en sådan indstilling - en særlig patetisk gestus fra Michelle Obama der slet ikke har nogen klasse overhovedet, kun penge, og status der stammer fra hendes mand. Amerika har ikke noget fedmeproblem, det har et venstrefløjsproblem.

Det er det oldgamle problem med en arrogant, selvudnævnt elite der går efter magten over resten af landet til deres egen fordel. Deres Fedme Besættelse kombineres gennem deres begær efter magten over virksomhederne og enkeltindividerne, deres ønske om at kontrollere menneskets tankegang, og deres egen afslørende klassebetingede arrogance når det drejer sig om de selvsamme mennesker de ønsker at kontrollere.

Det fedmeproblem vi står midt i, har ikke noget med maden at gøre, men med regeringen - i særlig grad, venstrefløjens overforbrug af regulerende råd og nævn og bureaukratier for at kontrollere os.

Det oppustede udvidede nationalbudget, de korpulente underskud, de fede departementer der svælger i sindssyge budgetkrav, de fedtede flæskede og olierede fagforeningers gratisbod er Amerikas virkelige fedmeproblem. Det kan kun løses ved at gå på en radikal diæt, ikke en diæt, hvor regeringen bruger pengene frit, som er på menuen hos den nuværende administration, men en diæt, hvor vi kan skære ned på venstrefløjsholdningerne og dramatisk fjerne alt fedtet. I løbet af 365 dage er der garanti for at det lykkes, ellers får du dine penge igen.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Daniel Greenfield is a blogger, columnist and freelance photographer born in Israel, who maintains his own blog, Sultan Knish.