Embargo mod Cuba, en myte

Myten om embargo mod Cuba

Humberto Fontova

|

Nu for tiden "blokerer," U.S. for eller har "embargo" mod Cuba, ikke sandt? Selvfølgelig. Vi læser og hører om denne embargo, hver gang MSM nævner Cuba, her fornylig fra en Obama talsmand som det gengives af New York Times:

Obama administrationen planlægger at udvide mulighederne for at amerikanerne kan rejse til Cuba, det er det seneste skridt med det mål at opmuntre til mere kontakt mellem folkene i de to lande....mens man samtidig opretholder den årtier gamle embargo mod ø'ens kommunistiske regering.

Congressional Black Caucus medlemmet og den hyppige gæst på Cuba Barbara Lee pippede også op her fornylig: "Vi kan gå fremad ved at lempe på rejseforbudet og afslutte embargoen mod Cuba." (se også denne artikel på synopsis)

Webster’s definerer “embargo” som “en regeringsindført foranstaltning for at skabe en handelsbarriere."

Men ifølge opgørelser fra U.S. Handelsministeriet har U.S. været med i handler til 710 millioner dollars med Cuba i 2008 og har i det sidste årti handlet med Cuba for mere end 2 milliarder dollars. Nu for tiden er U.S. Cubas største leverandør af fødevarer og den 5. største importør af varer. Ydermere har U.S. i flere årtier været Cubas største donor af humanitær hjælp herunder medicin og lægemidler. Alt dette sammen med de næsten 2 milliarder dollars om året der sendes til Cuba fra USA af herboende cubanere placerer os lige mellem Røde Kina og Hugo's Venezuela som handelspartner for Castro.

Man skulle tro udtrykket "rejseforbud" mod Cuba var ganske så selvforklarende, ikke sandt?

Men sidste år modtog Cuba 200000 besøgende fra USA - helt lovligt. Global Travel Industry News rapporterer at endnu 20000 amerikanere besøgte Castros slavelejr ulovligt.

Husk at i 1950'erne var Cuba "legepladsen" for amerikanske turister der oversvømmede øen, ikke sandt? Det har vi jo lært fra den berømte dokumentarfilm om Cuba, The Godfather.

Men ifølge tal fra Cuba's Banco Nacional, var antallet af besøgende i 1950'erne i gennemsnit 185000 amerikanere om året. Lad os lige bruge vore regnemaskiner et øjeblik.

Altså i 1950'erne nød Cuba sin status som en "turist legeplads" især for amerikanere - 180000 turister derfra og yderligere 20000 til 30000 fra Canada og Europa.

I dag, selvom man lider under en knusende "U.S. Blokade" har Cuba 400000 turister alene fra USA sammen med 2.2 millioner canadiere og europæiske turister om året, mens U.S. indtager pladsen som den næststørste handelspartner, herunder pengeoverførseler fra U.S.

Mantraet fra anti-embargo fra Congressional Black Caucus, U.S. landbrugslobbyen og Castro lobbyisterne efterlader den opfattelse at embargoen "er forfejlet." Men faktisk har kun få U.S. udenrigspolitiske foranstaltninger været så succesrige som vore begrænsede sanktioner mod de stalinistiske røverbaroner der leder Castros regime.

For det første så blev Sovjetunionen i tre årtier tvunget til at pumpe det der svarer til næsten 10 Marshall planer ind i Cuba. Det kan selvfølgelig ikke have hjulpet Sovjetunionens miserable pengemangel eller været med til at forlænge levetiden for landet.

For det andet så er U.S. skatteyderne blevet sparet for at blive plukket ved at være borgere i andre lande der holdt sig fra en "embargo" mod Cuba. Bevis: Nu til dags er den såkaldte U.S. embargos betingelser, at Castro regimet skal betale kontant ved kasse 1, gennem en tredje bank for alle landbrugsprodukter fra USA; der er ingen export-import bank (U.S. skatteydere) der finansierer sådanne salg. Indført ved Bush holdet i 2001, har denne kontante afregning været med til at friholde U.S. skatteyderen, som de få, fra at blive snydt og stemplet af Fidel Castro.

Her følger så nogle få områder vedrørende den såkaldte embargo der så omhyggeligt er blevet overset af MSM, U.S. landbrugslobbyen, og Castro lobbyisterne: Regnet ud per indbygger da kvalificerer Cubas sig som verdens største skyldnernation med en gæld til udlandet på nær ved 50 milliarder dollars, en kreditværdighed der gør Somalias flot, og en uafbrudt beretning om tilbagegang. I 2007, rangerede en af verdens mest respekterede vurderingsfirmaer den i London residerende Economist Intelligence Unit, Cuba som et af de værste lande at drive forretning med. Kun Iran og Angola stod over Cuba. Dette firma forudsagde at Cubas dystre, afgrundsdybe forretningsklima, ville være på det niveau i de næste fem år - mindst.

Standard & Poor’s nægter endog at vurdere Cuba hvis de skal bruge de økonomiske nøgletal som regimet frigiver - de omtales som humbug.

I 1986 var det meste af Cubas udlands gæld til Europa. Tre år senere, afskar Frankrigs version af U.S. Government's Export-Import Bank (COFACE) Cuba fra at få yderlige kredit. Mexico's Bancomex fulgte hurtigt efter. Dette skete fordi Castro regimet skyldte de franske skatteydere 175 millioner dollars, og de mexikanske 365 millioner. Bancomex blev tvunget til at beslaglægge værdier i tre forskellige lande i et forsøg på at få noget af de tabte hjem igen.

Sidste år indefrøs Castro regimet pludseligt 1 milliard dollars som var placeret i cubanske banker af udenlandske (for det meste spanske) virksomheder. De cubanske banker indformerede bankkontihvaerne om at de "ikke havde fremmed valuta til at kunne garantere den konvertible peso, som mange brugte til deres forretninger," forklarede Reuter i Havana. Spaniens kritik af U.S. embargoen lyder nu meget, meget hul.

Anti - "embargo" mantraet fra CNN, U.S. Rice Producers Association, og Castro lobbyisterne understreger også at en strøm af rige turister fra Vesten på magisk vis vil blødgøre stalinismen i Cuba, hvorved hele ønationens økonomi meget hurtigt vil mutere til en større (og mere historisk og malerisk) udgave af Cozumel.(Mexikos mest velstående og bedst besøgte turistområde) Ræsonnementet synes at være dette: Giv belønning til og berig de KGB optrænede og svært bevæbnede vogtere af Cubas stalinistiske status quo og det vil som med et trylleslag gøre dem til modstandere af samme stalinistiske status quo.

Som to årtier med en sådan turisme har bevist til fulde, da er enhver indkomst i fremmed valuta der går til Stalin regimets undersåtter (hovedsageligt gennem prostitution) intet i sammenligning med de tusindvis af millioner (2,4 milliarder dollars sidste år, for eksempel) der lægges i skattekisterne hos regimets militær og hemmelige politi.

Humberto Fontova is the author of four books, including Fidel: Hollywood's Favorite Tyrant and Exposing the Real Che Guevara and the Useful Idiots Who Idolize Him. He also maintains hfontova.com.