onsdag den 8. september 2010

Økonomisk nedtur se på Rom og Kina

Barske tider: Rom, Kina og det Moderne Vesten

Jack Curtis

Romersk styre smadrede økonomien, folket forlod deres myter og der skete et kollaps indefra. Kina gik fra velstand, veludviklet teknologi og handel til stagnation og nedtur under de forbenede mandariners ledelse. Europa 'spildte' århundreder med at komme sig, og Kina kravler stadig fremad fra sin lange dvale; nævnte slutresultater har været vanskelige med smertefulde konsekvenser.

Det er helt klart at Europa og Nordamerika - det sammenknyttede Vesten - er ved at nå til afslutningen, skønt det benægtes af de politiske spinmestre, de tilbyder trøst til de godtroende. Sådanne sjældne og magtomvæltende begivenheder fortjener vor fulde opmærksomhed, ikke omkostningsfyldte benægtelser.

Regeringer vil gerne devaluere deres valuta, derfor gav Forfatningens Fædre mandat til at værdifulde metaller, hvis værdi blev fastsat gennem markedet, skulle være som en erstatning for papirværdierne fra regeringen.

Forbundsregeringens gamle Silver Dollar Certifikat kunne ombyttes med ja
netop sølv. I dag er pengesedlerne fra Forbundsregeringen kun bakket op at politikernes løfter. Det er derfor en ny Chevrolet ikke kan købes for de 750 dollars som den kostede i 1937, og at inflationspolitikken forsætter med at devaluere pengenes værdi.

USSR og Kina kollektiviserede, for enden af et geværløb, og med enorme lidelser til følge, og oplevede med endnu mere lidelse, at det bare ikke virkede og forsøger sig nu med at genskabe det individuelle initiativ - og elendigheden er for nedadgående.

Vesten har kollektiviseret gradvist og ujævnt uden truslen fra en geværpibe, men man deler en kondition: De forskellige sociale programmer fra de forskellige regeringer er nu blevet ikke til at betale. Dette nedbrud i den sociale kontrakt er en følge af årevis med regeringsoverforbrug,
og med de demografiske udsigter står man overfor en endnu værre situation da antallet af skatteydere der er tilstede til at betale svinder ind, mens antallet af de som er afhængige af' velfærdsydelserne stiger.

Hvis en borger uden penge og med en indkomst på 100000 dollars forbruger 200000 dollars om året og skylder 400000 dollars i lån og på kreditkort, da ligner han og hans fremtid USA's, skønt borgerne ikke kan udskyde kreditorernes krav ved at trykke endnu flere værdiløse pengesedler. Læg dertil at han bliver betalt for en slags akkordarbejde, og derfor nedsætter han sit arbejdstempo, men ikke sit forbrug. ObamaCare dækningen, omkostningerne til det at være grøn, restriktive reguleringer på energi og produktionsvirksomhed og de forøgede skatter formindsker alle produktiviteten ved at fjerne ressourcer fra økonomien. Økonomien, således kvalt af regeringen, kvæler friheden, kapitalen, ressourcerne og kan kun betyde færre jobs og dermed falder den endnu mere sammen.
Efter at det var nødvendigt at mor gik på arbejdet, er levestandarden gået tilbage; ligeså hurtigt som arbejdspladser er blevet tabt. Alt for mange jobs i landet er forsvundet ud af landet da regeringspålagte omkostninger har gjort dem ikke konkurrencedygtige. De kommer ikke tilbage, men omkostningerne er de samme da regeringens politik har brug for dem. Andre jobs igen er blevet erstattet af maskiner; de kommer slet ikke tilbage. Almindelig udvidede arbejdsløshedsgoder holder millioner borte fra brødkøerne og suppekøkkenerne, men det er for lånte penge; det er en sovepude inden en meget svær fremtid. Fødevaremærkebrugen er i omdrejninger, men Kongressen bruger pengene til fødevaremærker på andre programmer da de mangler ressourcerne, et signal til de som vil være opmærksomme. Endnu et signal er den nuværende indskrænkning i Social Security ydelsen; pensionisternes stigende leveomkostninger er fastfrossen mens nedsættelsen af deres MediCare øges.....og Kongresmedlemmer og ansatte i Forbundsregeringen får lønforhøjelser.

Indkomsten for U.S. Regeringen kan kun betale for halvdelen af dens forbrug. Den Sociale Kontrakt som er blevet lovet kan ikke opfyldes i en tid, hvor millioner er afhængige af den og med endnu flere millioner der er ved at stille sig i kø. Politikerne skal vælge mellem at standse krige, skære ned i goderne, smide alle disse modtagere og nye millioner af arbejdsløse hen til deres egen skæbne ved at undgå at vælge at fortsætte med at overforbruge, indtil pengene er værdiløse og økonomien har klaret problemerne for dem ved at stadig flere berøres. Uanset hvad - så er det afslutningen.


I Europa, har det tidligere overforbrugende Storbritannien skåret ned på forbruget og på de sociale ydelser. Hvor langt man vil gå er endnu ukendt. Tyskland har været mere sparsommelig, men lidt under byrden af Østtyskland. Frankrig klarer sig lidt bedre, end de kroniske overforbrugere: Grækenland, Portugal, Spanien og Italien. Hvordan EU vil inddæmme sit overforbrug og klare al gælden er på vippen. Også her er det sociale overforbrug ikke holdbart, selv i Tyskland lader det ud til at det velkendte Europa er ved at afslutte sig selv.

Regeringerne i Vesten har bestukket deres vælgere med deres egne penge; nu overstiger løfterne deres evne til at betale, og man gentager den sovjetiske og kinesiske økonomiske erfaring. Hvis de havde overvejet at blive politikere da ville Charles Ponzi og Barnard Madoff måske kunnet have undgå fængsel.

Når ægte smerte oversvømmer de tomme løfte da bliver de sociopolitiske løfters lim blød. Rusland og Kina spiste deres ulykkelige befolkninger af med en slags kapitalisme, idet man efterlignede den helt klare økonomiske succes i Vesten. Men Vesten har dæmoniseret kapitalismen og underkastet den begrænsninger mod dens tidligere brugbarhed. Kapitalismen og den jødisk-kristne sociale konstruktion der har været baggrunden for udviklingen i Vesten er blevet forkastet, med et resultat til følge, som er at sammenligne med Romernes forkastelse af deres myter. Vestens kollektivisme er allerede en fiasko, skønt denne ikke er fuldt åbenbaret. Det vil ske snart, hvornår er lidt usikkert.

Svigtende desperate regeringen skjuler sig ofte bag krige og øger deres kontrol over individerne og virksomhederne i stabilitetens navn, noget der kan fornemmes under svære tider ligesom de forøgede skatter de vil indføre, når det modsatte er nødvendigt. Svaghed hos de tidligere stærke får andenrangs agressorer til at begive sig ud på eventyr; økonomiske risici øges og de risikovillige trækker sig. Da lider økonomien yderligere og den onde cirkel får mere fart på. Rom fik ikke lov til fredeligt at arbejde sig ud af sit kollaps og heller ikke Kina, da det trak sig tilbage; Tomrum udfyldes altid.

Måske vil Amerika vende tilbage til 'myterne' der grundlagde det mens landet arbejder sig gennem den politisk påførte økonomisk fallit - og måske med tiden - til en fornyelse. Rom og Kina fik ikke den mulighed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar