Moskeer udtryk for Jihad og krig

Krigens Moskeer

Victor Sharpe

Af de tre monoteistiske religioner anses Judaismen som modertroen, og de to andre, Kristendommen og Islam som døtrene.

Den første datter, Kristendommen, under indflydelse af de første kirkefædre, afviste moderen og distancerede sig fra Judaismen, endog i en grad så man udskiftede Sabbaten fra den syvende dag, lørdag til søndag og omdøbte den Herrens Dag. Syvende Dagsadventisterne fastholder lørdag som Sabbat.

Den yngste datter, Islam, gik under Muhammad både mod Jødedommen og de kristne stammer i Arabien, der afviste at acceptere at Muhammad var Guds Budbringer og "Alle Profeters Segl." Såvel jøderne som kristne afviste den nye religions påstand om, at den alene var et udtryk for "Guds Endelige Åbenbaring."

Efter at Romerriget antog Kristendommen under Konstantin, benyttede Kirkefædrene i stigende grad midlertidig magt til at diskriminere mod jøderne, og forbyde og forhåne religionens gerninger. Med tiden førte dette til rædslerne i Korstogene, Den Katolske Inkvisition, tvungen omvendelse, progromer og som tilsidst Holocaust.

Islams tilhængere tolerede de som de kaldte "Bogens Folk," jøderne og kristne, hvis tro havde baggrund i Bibelen. Men Islam praktiserede også tvungne omvendelser, pogromer, massakrer, og diskrimination af jøder og kristen gennem brugen af dhimmitude, hvorved de "vantro" blev tvunget til at indtage en andenklasses status, og tvunget til at betale en skat - jizzya - som en straf for at stå udenfor den islamiske tro selvom de var under muslimernes kontrol.

Ligesom Kristendommen tvang Islam ofte jøderne til at bo i ghettoer, som man kaldte mellhas. De islamiske myndigheder var de første til at tvinge jøderne til at bære tydelige og ofte ydmygende klædedragter, som de tyske nazisterne også gjorde århundreder senere. Nazisterne og deres europæiske allierede tvang jøderne til at bære en gul Davidsstjerne, og således også en dødsdom.

Historien er stopfyldt med beretninger om begge søsterreligioner der har bekæmpet hinanden i århundreder over landområder. Når man ikke slagtede hinanden vendte man sig ofte mod den uheldige og statsløse jøde, der for det meste ikke havde nogen allierede og ikke var i stand til at forsvare sig. 'Moderen' havde al mulig god grund til at græde over den voldsomme forfølgelse og hån som hendes døtre har kastet på hende med en sådan vold og utaknemmelighed.

Mange kristne - ikke dem alle - er kommet til at indse, at de bibelsk funderede jødiske rødder er uadskillige med deres egen tro, og at deres tro er fatal ufuldstændig uden man anerkender disse rødder.

Islam skylder i aller højeste grad også Judaismen meget. Ifølge Abraham I. Katsh, forfatteren til Judaism and the Koran.

... som jøden bekræfter muslimen Guds enhed, at Han er Een, evig, fuld af Nåde, medfølende, godgørende, almægtig, alvidende retfærdig, kærlig og tilgivende.

Som Judaismen anerkender Islam ikke Helgener der kan tjene som mellemmænd mellem individet og Skaberen, og begge trosretninger tror, at hvert individ skal følge en retfærdig vej og sikre sig tilgivelse ved at forbedre hans eller hendes opførsel og ved at praktisere dybfølt anger. Men der er endnu en væsentlig og integreret del at Islam som man ikke deler med Judaismen - Jihad.

Som Katsh påpeger i sin bog, oprindeligt skrevet så langt tilbage som 1954,

pligten til Jihad, udførelsen af Hellig Krig, er belvet ophøjet til stor værdighed ved en kanonisk forpligtelse, især overfor efterkommerne af Kharijitterne......

For muslimerne er verden opdelt i regioner under islamisk kontrol, dar al-islam, og regioner der endnu ikke er underlagt, dar al-harb.

Mellem, dette "krigsførelses område" og den muslimsk dominerede del af verden kan der ikke være fred. Rent praktiske overvejelser kan måske få de muslimske ledere til at indgå i en våbenhvile, men forpligtelse til erobring, og om muligt, konversion er aldrig tilsidesat. Territorium der engang har været under muslimsk styre kan heller aldrig lovmæssigt overdrages til de ikke-troende. Teorien, efter loven, er gået så vidt som at definere dar a-islam som et hvilket som helst område hvor der stadig befinder sig blot en muslim.

Takket været denne opfattelse kræves der af muslimen at han skal overvinde den vantro, og den som dør på Allahs vej betragtes som en martyr og er sikret plads i Paradiset og i de enestående privilegier der.

Ud af dette kan man forstå ganske klart, at fred - en ægte og varig fred - med islam og nationerne der stadig er tilhængere af den jødisk-kristne civilisation, eller til hinduismen, buddhismen eller nogen anden tro, er et falsk og grundløst håb.

"Fredsprocessen" mellem Israel og palæstinenserne, for eksempel, er således en kæmpe illusion, der hele tiden får næring af politikere fra Vesten og fra diplomater sammen med de ledere i Israel der bedrager sig selv, de som nægter at erkende realiteten som den har eksisteret siden Islams skabelse i det 7. århundrede.

Det er i en sådan vedvarende henseende at denne aldrig ophørende åndelig og verdslige konflikt skal ses i dens mest historiske og rent praktiske kontekst - forvandlingen (konversionen) af tilbedelsessteder til moskeer.

Resultatet har siden Muhammads tid været at synagoger, kirker, hindutempler, Zoroastriske templer og hedenske helligdomme alt for ofte gennem vold er blevet omdannet til moskeer.

Efter erobringen af Mekka i år 630 forvandlede Muhammads Den Sorte Sten i Ka'aba'en, som oldtidens hedenske arabere havde tilbedt, til det allermest hellige islamiske sted. Det blev kendt som Masjaid al-Haram, eller Hellig Moske. Under de arabiske invasioner at nabolandede i Mellemøsten, Nordafrika, og andre steder, og med det nye islam som banner, blev adskillige synagoger og kirker forvandlet til moskeer. I Damaskus, Syrien blev Johanneskirken, nu kendt som Umayyad Moskeen. Også i Syrien var Jobs Moske oprindeligt en kirke.

Den islamiske bølge fejede henover Ægypten, og mange kristne koptiske kirker blev forvandlet til moskeer. Fra Nordafrika fortsatte erobrerne ind i Spanien og Portugal, hvor endnu engang kirker blev til moskeer. Interessant nok var mange af kirkerne bygget på steder hvor der før havde ligget romerske templer. Men under erobringen af Den Iberiske Halvø af de kristne hære - Reconquista - blev de selvsamme moskeer igen til kirker. I Gaza var Den Store Moske i Gaza oprindeligt en kristen kirke. I Tyrkiet, blev Hagia Sophia Kirken ændret til en moske i 1453 og forblev som sådan til 1935 da den blev til et museum. Faktisk så konverterede de osmanniske tyrkere alle de kirker og klostre i de områder de erobrede til moskeer.

Hagia Sophia i Istanbul

De mest kendte moskeer, bygget på steder der ikke førhen havde været muslimske, er Al-Aqsa Moskeen på Jerusalems Tempelbjerg, og Klippemoskeen, der også er bygget på det sted hvor der har været to bibelske jødiske templer.

Der er fire hellige byer i judaismen: Jerusalem, Hebron, Safed og Tiberias. Hebron er den næsthelligste by og begravelsessteder for de jødiske patriarker og matriarker, kendt som Machpela Hulen, hvor Abraham og Sara, Isak og Rebakka og Jakob og Lea er begravet. Herodes Den Store byggede en indhegning om begravelsesstedet. Under den senere kristne byzantinske periode blev der bygget en kirke på stedet, men den blev ødelagt af perserne i 614. Senere invaderede de arabiske muslimer og byggede en moske som erstatning. Al Aqsa Jerusalem

Jøderne fik af de muslimske arabere ikke lov til at tilbede på deres næsten firetusind år gamle hellige sted. De kunne kun komme op til det syvende trin der førte til gravene. Faktisk så blev de nægtet dette tilbedelsested fra det 7. århundrede til 1967 da Israel befriede området fra de jordanske besættere. Selv før den israelske besættelse, fandt der i 1929 en rædselsvækkende massakre sted på jødiske indbyggere i Hebron udført at deres arabiske muslimske naboer mens området var under britisk Mandat i det som geografisk kendes som Palæstina. (se denne artikel på synopsis)

Før nutidens Palæstinensiske Selvstyreenhed fik kontrollen over byen Nablus, der var den gamle jødiske bibelske by Sikem, var Josefs Grav, en bibelsk figur, et sted hvor jøder tog på pilgrimsrejse. Da den blev overdraget til Selvstyret som en af en tilsyneladende endeløs række af israelske indrømmelser blev graven vanæret af den muslimske hob, der gik videre og ændrede det til en moske.

På det indiske subkontinent blev Hindu templer på lignende vis forvandlet til moskeer. Senere har Hindu nationalisterne ændret nogle af moskeerne til templer, og som i så mange andre dele af verden eksisterer der en betydelig bitterhed mellem muslimerne og medlemmer af andre trosretninger eller de som ingen tro har.

Moskeer udgør nu i stort antal tilbedelsesteder som tidligere tilhørte andre trosretninger. I Algeriet, er Den Store Synagoge i Oran nu en moske efter den jødiske befolkning blev drevet ud af Algeriet. Mange andre synagoger over hele den arabiske verden er nu moskeer efter de jødiske indbyggere er blevet fordrevet.

Tidligere synagoge i Oran - nu moske
Ved den tyrkiske invasion af Cypern i 1974 blev mange Græsk Ortodokse kirker på Nordcypern lavet om til moskeer. Og processen fortsætter.

Saudiarabien investerer utallige milliarder af dollars i at bygge moskeer over hele verden. Det internationale kort med byer der har moskeer er blot endnu et udtryk for jihad. I Vesteuropa der så berømt er blevet omdøbt Eurabia af skribenten Bat Yeor, vil det snart være tilfældet at der er flere minareter, end kirkespir.

Den måske allermest ækle og afskyvækkende eksempel på islamisk triumfalisme er den planlagte bygning af en gigantmoske i New York, næsten på stedet for den rædselsvækkende ødelæggelse af Twin Towers udført at muslimske terrorister der handlede i Allahs navn.

Moskeen som den foreslås skal åbnes i 2011, på selve dagen 11. september, 2001, en vederstyggelighed - en gennemført fornærmelse for ofrene for de tusinder af uskyldige der døde ved de muslimske fanatikeres, og troendes hånd, de fleste af fanatikerne fra Saudiarabien.

Dette er trods alt, det som jihad handler om. Underlæggelse af "vantro" uanset prisen. Den islamiske forpligtelse til at erobre og konvertere den ikke-troende vil aldrig ophøre. Det tydelige manifestation kan også kaldes, karakteriseres som Krigens Moskeer.

Victor Sharpe is a freelance writer and author of Volumes One and Two of Politicide: The attempted murder of the Jewish state.