Obama og Wilson - progressive, rige og afslappede

Woodrow Wilson og Barack Obama: De progressive og riges livstil

David Pietrusza

De ord der er blevet mest almindeligt vedrørende Barack Obama og hans administration er.

Progressiv.

Deltager i et forandrings-spil

Wilsonsk.

Jovist, der er ligheder mellem Barack Obama og hans Demokratiske forgænger Woodrow Wilson. De er begge akademikere med en kølig arrogance. Med knap to år af regeringserfaring overtog de præsidentskabet og stod for fundamentale overhalinger af det eksisterende amerikanske system.

Men det er her vi kan finde endnu en mindre bemærket, men måske meget betegnende sammenligning: Deres arbejdsvaner.

Barack Obama er allerede mere kendt for sine ferier, golfture og teaterbesøg end han burde være. I en tid med økonomisk krise, drager han afsted til Maine og Hawaii og Broadway og Martha's Vineyard. Hans hustru besøger kongen af Spanien. (se denne artikel på synopsis) I en tid med krig aflyser han sin tilstedeværelse ved en ceremony på Memorial Day for at holde ferie i Amerikas favorit - sol-og-sjov-ferie sted -- Chicago. Han spiller basketball. Han dyrker motion. Han spiller golf og spiller golf -- og golf. Mønsteret og bedraget er tydeligt. Udover Barack Obamas tid foran teleprompteren, da er den amerikanske offentlighed, der måske er uden arbejde, stadig usikre på hvornår den karl arbejder.

Så er vi tilbage ved Mr. Wilson. Det er velkendt at Woodrow Wilson brugte det meste af sine to sidste år på at være lammet og ikke i stand til at arbejde. Fuldt forståeligt og kan kun medføre sympati, ikke fordømmelse.

Men selv før hans forkrøblende slagtilfælde i september og oktober 1919, da var præsident Wilson ikke nogen arbejdshest.

Igen spillede hans helbred ind. Selv før han kom i Det Hvide Hus, havde han haft to mindre slagtilfælde. Det ene i 1896 der midlertidigt begrænsede hans brug af højre hånd. Endnu et i 1906, der skadede hans syn på venstre øje. Wilson led også ifølge diagnosen af åreforkalkning. Ifølge Wilson's læge i Det Hvide Hus, dr. Gary Grayson, anbefalede han et meget begrænset arbejdsskema for patienten. Som præsident arbejdede Wilson normalt ikke mere end 3 til 4 timer om dagen. Han arbejdede sjældent om søndagen. Hans sommerprogram var endnu mere begrænset. Han holdt af at sejle på Potomac og Chesapeake Bay ombord på sin præsident yact. Han red. Han kørte lange ture i sin Pierce-Arrow limousine. Efter en udflugt på 70 miles gennem New Hampshire, bemærkede Washington Post, "Standser ofte for at spørge om vej." Da han endelig kom tilbage spillede han golf. (i)

Udover det elskede Wilson at bruge sin tid på forskellige morsomheder. Han trivedes med teater, især vaudeviller, og tilbragte hver lørdag han kunne ved B.F. Keith's High-Class Vaudeville Theatre. "Jeg holder af teater....," skrev han i 1914, "især et god vaudeville hvor jeg kan få den perfekte afslapning; for en vaudeville er anderledes end et stykke...hvis der er en dårlig præstation i en vaudeville, da kan man være helt sikker på at den næste ikke er nær så slem; men man kan ikke undslippe i et skuespil."

Et skilt ved Keith Theater i 1931 markerede endog, hvor ofte Wilson havde været tilstede (retfærdigvis, var den hyppigste tid med hans tilstedeværelse den periode af hans præsidentskab hvor han var ramt af slagtilfældene). Der berettes om at han overværede Philadelphia Orchestra ved National Theater, eller hans begejstrede tilstedeværelse i 1915 ved skuespilstjerne Chauncey Olcott's debut i "Shameen Dhu" ved Washington Columbia Theater i januar 1915 (Wilson's golftur var aflyst på grund af tåge den morgen) eller ved Louis Mann's premiereaften som tysk/amerikaner i "Friendly Enemies" i 1918.

Lobbyen i Keith Theatre 1916

Ligesom Obamaerne besøgte Wilson Broadway i 1914. Men ulig dem, kun en gang, og han var ikke i teater. Efter en eftermiddag med 18 huller på Long Island banen (han nåede 80) besøgte Wilson sin rådgiver oberst Edward M. House i byen. Sammen forsøgte de incognito at gå ned ad Broadway. Parret nåede så langt som til et udendørs Frelsens Hær møde, før helvedet brød løs. Det lykkedes Wilson og House at søge ly fra de overbegejstrede beundrere i det gamle Waldorf Astori Hotel, før Secret Service agenter fik gelejdet præsidenten for United States bort i en forbipasserende Fifth Avenue bus og tilbage til Obert's House's 115 East 53.rd lejlighed. (ii)

Wilson holdt af levende filmbilleder. Efter en forevisning i Det Hvide Hus af instruktøren D.W. Griffiths' "EN nations Fødsel," kommenterede Wilson angiveligt at den kontroversille film var "som at skrive historie med lynild. Min eneste anke er at den er så skrækkelig sand." Under alle omstændigheder deltog Grifftih i adskillige "fireside samtaler" med Wilson der var født i Syden -- selvom instruktøren senere beklagede sig over præsidentens udtalte mangel på personlig gæstfrihed (iii)

Wilson elskede at overvære baseball kampe. Han var den første præsident der kastede den første bold i en World Series. Og selvom han var klog og ansvarlig nok til ikke at overvære kampe på Washingtons Griffith Stadium under krigen, da var hans tilstedeværelse før fjendtlighederne brød ud ret almindelig -- i det mindste efter præsident standarder.I april 1913 kastede ikke ikke kun sæsonens første bold, han overværede tre kampe ud af fire med Senator-Red Sox serien.

Ferier? I de tre første somre af hans præsidentperiode forlod Wilson forståeligt nok Washington til fordel for Cornish, New Hampshire's mere køligere klima. I 1916 holdt han sommerferie ved Jersey kysten. Sådanne ferier var lange, op til "en måned eller to (iv) borte fra skrivebrodet -- og det var næppe arbejdsferier. I august 1915, for eksempel, bemærkede Washingtion Post at der lå "en masse arbejde" og ventede på at Wilson kom tilbage fra hans tre ugers ophold i New England. Alligevel drog han en måned senere tilbage til New Hampshire. "Han er måske borte en uge," undrede Post sig. "Han vil måske blive der to eller tre uger (v). Præsidentens sekretær Jospeh Tumulty var ikke med ham (vi) Selv da landet var i krig i 1917 og Wilson undlod sådanne fravær bemærkede the Post at han ikke undlod sit sædvanlige "spil golf om morgenen" (vii)

Wilson forskeren John Milton Cooper henviser også til Wilsons "daglige runde med golf" og bemærker at det var da Wilson var ved at drage ud på goldbanen i maj 1915 at han hørte om sænkningen af det britiske passagererskib RMS Lusitania ved den tyske ubåd U-20. Wilson aflyste sin golf. Han afventede flere nyhder -- det blev imidlertid fortalt at han ikke kommunikerede med Udenrigsminister William Jennings Bryan -- og derpå kørte han sig en tur i sin limousine.

Wilson med sin anden hustru Edith Bolling Galt

Det var imdilertid efter en golftur en dag i maj måned 1915 at Wilson som fornylig var blevet enkemand fik lejlighed til at møde enken Mrs. Edith Bolling Galt. Hans voldsomme kurmageri smed hans allerede afslappede arbejdsskema ud i det rene kaos. Som husket af Det Hvide Hus's chefbutler Irwin "Ike" Hoover,

Præsidenten var ganske enkelt som besat. Han lagde i praksis alt tilside, og tog sig kun af de allervigtigste statsanliggender. Anmodninger om aftaler blev afvist med den forklaring, at han havde vigtigere ting at tage sig af. Kabinetsmøder, møder med Senatorer, med embedsmænd blev behandlet på samme vis. Det havde altid været vanskeligt at få aftaler med ham; det blev endnu sværere end nogensinde, og vigtige statsanliggender blev suspenderet mens han skrev til sin udkårne. Når man ved, at i denne tid rasede en krig i Europa, for ikke at nævne en præsidentkampagne der nærmere sig da kan man forstille sig, hvor travlt han må have haft. Der var rigtig megen ængstelse hos hans politiske venner, der dog blot måtte acceptere det uafvendelige, men som begyndte at lede efter en udvej for at udskyde det til efter valget, af frygt for at folket ikke ville bryde sig om det. (viii)

Alligevel overlevede Wilson en Republikansk vækkelse for med nød og næppe at vinde endnu en periode i 1916. De tidlige år med Wilson var alle år i velstand. Og i komfortable tider, betyder det ikke så meget om Ike's (Eisenhower) eller LBJ (Lyndon B. Johnson) spillede golf eller trak beagler i ørene. Men når inflation og arbejdsløshed hæmmer landet da forbliver det på lignende måde af samme lave betydning, hvis selvhøjtidelige ingeniører som Herbert Hoover eller Jimmy Carter sad oppe hele natten i olielampens skær for at nusse med detaljerne for det synkende statsskib.

Konklusionen: Hvis det amerikanske folk har arbejde i 2012, så betyder det intet som helst, hvis Barack Obama spiller klaveret.

---

[i] Washington Post, 11 July 1913, p. 1. Regarding a Vermont motor jaunt the Post noted; "WILSON LOST IN WOODS . . . RESENTFUL COW HALTS CAR." (Washington Post, 28 June 1915, p. 10). A month later the presidential motorcar was rear-ended in Newport, New Hampshire. (Washington Post, 11 July 1915, p. 1)

[ii] Washington Post, 15 November 1914, p. 8.

[iii] Hart, James (ed.), The Man Who Invented Hollywood: The Autobiography of D. W. Griffith Louisville: Touchstone, 1972, p. 21.

[iv] Washington Post, 25 June 1915, p. 7.

[v] Washington Post, 4 July 1915, p. 2.

[vi] Washington Post, 4 July 1915, p. 2.

[vii] Washington Post, 25 June 1917, p. 7.

[viii] Hoover, Irwin Hood "Ike." 42 Years in the White House. Boston: Houghton Mifflin, 1934, p. 67.