Af hjertet tak, Obama!

Mange, mange tak Obama!

---

Patrice Lewis

"Barack Obama er det bedste der er sket i Amerika i de sdste 100 år," er overskriften. "Det er sandt at han er frelseren for Amerikas fremtid. Han er det bedste nogensinde.

Det lyder næsten som det normale venstreorienterede bavl -- ikke desto mindre er det sandt.

Disse ord og sætninger kommer fra en fremragende artikel af en landmand og ejendomsmægler ved navn Gary Hubbell, og hans holdninger giver genlyd over hele den konservative blogosfære og på online nyhedsstudierne.

"Uden ham ville der ikke være nogen Tea Party Bevægelse(Obama)" bemærker Joseph Farah. Der ville ikke være noget oprør fra græsrødderne uden ham.. det ville ikke være nogen vækkelse i vælgerkorpset uden ham. Der ville kun være lidt opmærksomhed på Forfatningen ... uden ham. Uden ham ville der ikke være nogen nostalgiske tanker om de gode gamle dage med amerikansk velstand og triumf uden ham."

"En af velsignelserne ved at venstrefløjen kom til magten sidste år -- der er dog ikke mange -- er at den almindelige amerikaner har set glimt af hvad hvordan venstrefløjen ser ud - helt afklædt," siger Craige McMillan. "Hvordan er det sket et vi er gået fra 'håb og forandring' til 'bedrag og tyranni'? Det korte svar er: Amerika havde glemt hvordan venstrefløjen virkelig ser ud."

"I årtier har venstrefløjen i det store og hele kontrolleret nyhedsmedierne, kunstarterne, universiteterne og underholdningsverdenen," skriver Dennis Prager. Og det helt store antal amerikanere har indtaget disse venstreorienterede budskaber og deres kritik af konservative. Hvad disse amerikanere aldrig har være i stand til at gøre er at se hvad venstrefløjen faktisk vil gøre når de har magten."

Forstår du, det har været et godt stykke tid siden en venstreorienteret regering har været i stand til helt og aldeles at indføre, i praksis uudfordret, deres progressive dagsorden. Når folket så faktisk ser hvad det går ud på, bliver det rædselsslagen. Med andre ord, " amerikanerne har undertiden brug for at blive mindet om hvor dyster den venstre side egentlig er."

"---det er klart at præsident Obama ikke har forstand på økonomi, og hans mål er at fremme en venstreorienteret dagsorden med massivt forbrug, flere sociale velfærdsrettighedsprogrammer og en kæmpemæssig udvidelse af regeringen og forhøjede skatter," siger tidligere leder af Husets flertal Tom Delay.

Vi har haft mange middelmådige præsidenter. Denne endeløse middelmådighed og den endeløse bortskæring af vore forfatningsmæssige friheder har lullet os ind i en endeløs tilstand af apati.

Det var apati der gav Obama embedet - kedsommelighed eller dovenskab eller nysgerrighed om de tågeagtige "forandring" som en karismatisk Obama lovede os.

Og siden Håb og Forandring kom væltende ind i embedet har dette land ikke været det samme. Det socialistiske forræderi har gnavet fundamentet for vor nation bort - for de næste mange år - faktisk ubemærket af en apatisk befolkning - men nu kan man se det. Obama og hans ikke valgte zarer viser os hvor nederdrægtigt socialismen kan ødelægge en økonomi og to århundreder med frihed.

"Ikke kun amerikanerne vågner op til 'forandringens' sande natur," siger Roger Hedgecock, "de er lamslåede over omkostningen....Måske vil disse unge vælgere endelig indse at Obama 'forandringen' ville kræve højere skatter i resten af deres liv og for deres børns liv og deres børnebørns liv."

Derfor fødtes Tea Party.

"Med hjælp af en fuldstændig uduelig Kongres," skriver Herman Cain, "har Obama med succes fået vækket en borgerbevægelse der har forbløffet det politiske etablissement i begge partier....De kan bare ikke forstå, hvorfor folket er oprørte. Måske lytter de ikke. Administrationen, Harry Reid, Nancy Pelosi, andre Demokrater, Obama medierne, og andre venstreorienterede har svaret på borgernes bevægelse ved at giveTea Party folkene øgenavne. Denne taktik har ikke virket. Faktisk ser det ud til at have givet endnu mere energi til borgernes bevægelse. Dæmonisering og intimidering af "We the People" duer bare ikke."

Modløs over den voksende kraft hos Tea Party har venstrefløjen forsøgt sig med en patetisk modbevægelse kaldet (Host) One Nation. "De klogere og mere snedige elementer i denne bevægelse.... forstår at den vil skabe mere uholdbar afhængighed af regeringen, hvilket uundgåeligt vil føre til kaos og at den nation og de ideer de foragter vil kollapse."

Tea Party deltagere ved demonstration i Washington

Faktisk så får Tea Party Bevægelsen de progressive til at ryste i bukserne af skræk. Intensiteten og ondskabsfuldheden i angrebene på Tea Party Bevægelsen," bemærker Tom Tancredo, "fortæller os hvor meget venstrefløjen frygter de amerikanske borgere der interesserer sig for politik." l

"Det eneste svar som Obama holdet har er at tilsvine modstanderne og kalde dem -uamerikanske."

Denne taktik med at komme med øgenavne er altid blevet benyttet for at gøre borgerne tavse, men det bliver mere og mere dystert og ondskabsfuldt. "The (Freedom Index) Poll... viste at flere amerikanere nu tror at deres medborgere risikerer straf, bøder eller en eller anden form for offentlig tilrettevisning fordi de udtaler sig åbent og frit." Husk på Joe the Plumber? Og dengang var Obama ikke engang præsident!

Hver gang denne administrations medløbere gør nar af alle de gode, anstændige, almindelige, hårdtarbejdende mennesker der har valgt at udøve deres First Amendment rettigheder og marchere til Washington - og når de kalder dem racister, nazister, KKK og andre charmerende søde ting - da vågner borgerne i dette land endnu mere. Og det i millionvis.

Hvilken præsident i den nyere historie har anstrengt sig for at bede folket læse Forfatningen og Bill of Rights i alle detaljer? Som har gjort en best-seller ud af bøger som "The 5000 Year Leap?" Har gjort folket opmærksom på deres gudgivne rettigheder, ikke "rettighederne" som regeringen har fundet på?

"Barack Obama har flået låget af en simrende gryde med utilfredshed og uro," siger Gary Hubbell. "Bogstaveligt talt så har millioner af amerikanere fået nok. De organiserer sig, de studerer Forfatningen og Forbundsdokumenterne, de læser på historien og juraen, de kommer til demonstrationer og møder, og en masse konservative kandidater svinger med deres hatte i begejstring."

Det er lang tid siden at almindelige amerikanere kunne demonstrere så intenst og massivt bag en sag de tror på, nemlig deres friheder og vor nations overlevelse. "Almindelige borgere går til modstand, som en fugls føniks," bemærker Robin of Berkeley. "Denne vækkelse kan vise sig at være Obamas mest mindeværdige arv. Miraklet med 'fodboldmødre' (de som kører deres børn til sportsbegivenheder, altså et billede på jævne amerikanere med stærk familietradition) der overværer et protestmøde for første gang i deres liv; en ældre mand der tappert med bevær går op til mikrofonen på en rådhusplads; fremmede der skaber livslange bekendtskaber ved tea parties eller online, på sites som American Thinker. Mennesker som jeg der er brudt ud af den venstreorienterede trance."

Desperat og rædselsslagne forsøger Demokraterne med deres sædvanlige taktik med smædeord ("Racister!") og intimidering for at kvæle den fremvoksende modstand. Det har ingen effekt.

Da Tea Party Nation præsidenten Judson Philips så ud over en stor mængde tilhængere og spurgte, "Hvor mange af Jer - før Tea Party Bevægelsen - var i det hele taget med i politik?" - da løftede mere end 90% hånden. Philips smilede og svarede, "Mange Tak Barack Obama."

Patrice Lewis

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=221377

Folkevalgtes forbillede H. Bunce

---

Kandidater: Mød Horatio Bunce

---

Henry Lamb

Idet han lyder mere som en kandidat på kampagne, end en stolt præsident sagde Obama at vælgerne skal vælge enten mellem at gå tilbage til den forfejlede politik i fortiden eller gå fremad mod fremtiden med ham. Hold lige hestene: "Hvor er valget egentlig? Fortidens forfejlede politik er jo netop præcis den samme politik som Obama og hans marxistiske flertal har stoppet ned i halsen på Amerika siden sidste præsidentvalg, som han også lover at fortsætte indtil han helt og aldeles har "forvandlet" United States of America.

Lad os nu se... hvad mon er de allermest forfærdelige politikker i fortiden? Ingen tvivl. Den allermest forfærdelige politik er den som har ignoret begrænsningen af magten som U.S. Forfatningen pålægger regeringen. Mange præsidenter, fra begge politiske partier, har ignoreret Forfatningen på forskellige tidspunkter gennem vor historie. De som besidder mesterskabsbæltet i denne disciplin er imidlertid, Woodrow Wilson, Franklin Roosevelt og nu stormesteren Barack Hussein Obama.

Ingen af dem mødte nogensinde Horatio Bunce. Hvis de på et tidspunkt har læst Davy Crocketts tale til Kongressen om velgørenhed, så har de enten glemt det, eller de har valgt at se bort fra dens sandhed.

Davy Crockett

Republikaneren Crockett var med en gruppe af venner i Washington en aften da de så et gevaldigt tordenvejr på himlen over Georgetown. Mændene skyndte sig hen til ildebranden og arbejdede i timevis med at yde hjælp til at slukke den. Crockett og hans kolleger igangsatte en bestræbelse for at skaffe 20000 dollars til ofrene for branden. Han blev bitterligt skuffet da loven blev forkastet.

Nogle måneder senere, mens han førte kampagne til det næste valg, standsede han en landmand der pløjede sin mark for at bede om hans støtte. Landmanden sagde høfligt til ham at han havde stemt på Crockett ved forrige valg, men at det ville han ikke gøre igen. Crockett bad manden forklare sig.

"Stemte du ikke for en lov om 20000 dollars til ofrene for branden i Georgetown?" spurgte manden.

Crockett bekræftede dette og at han mente at det ville være det sidste lovforslag han kunne forestille sig nogen ville finde fejl ved.

Landmanden sagde: "Nuvel Oberst, hvor i Forfatningen kan du finde et sted, hvor en myndighed har lov til at bruge skatteydernes penge på velgørenhed? Forfatningen, hvis den skal have nogen værdi, skal først og fremmest, holdes hellig, og skal overholdes strengt i alle dens forordninger.?"

Denne landmand hed Horatio Bunce.

Horatio Bunce

Wilson, Roosevelt og nu Obama og hans marxistiske flertal i Kongressen ignorerer dette spørgsmål: "Hvor i Forfatningen kan du finde et sted hvor en myndighed har....?" Det amerikanske folk stillede dette spørgsmål om med hvilken myndighed de private automobilfabrikker og forsikringsselskaber blev overtaget.

Det amerikanske folk spurgte: Hvor i Forfatningen kan du finde et sted, hvor en myndighed har lov til at overtage hele sundhedssystemet? Det amerikanske folk spørger: Hvor i Forfatningen kan man finde at en myndighed kan lukke ned for olieindustrien, og tvinge mennesker til at købe eksotiske alternative energiprodukter der er overdreven og unødvendigt dyre? Det amerikanske folk ønsker at vide: Hvor i Forfatningen angives der en myndighed der har lov til at yde direkte støtte til de såkaldte "grønne" alternative energiselskaber, eller til aktivistorganisationer, som ACORN, eller til National Public Radio, eller som støtte til medierne, som man kan se det forslås af Obamas medslyngler?

Se dette er de forfejlede politikker der er blevet os påtvunget i fortiden med så katastrofale konsekvenser. Disse er de samme politikker som Obama åbenlyst erklærer, at han har planlagt at indføre i fremtiden. Dette er ikke de politikker det amerikanske folk ønsker.

Siden det sidste nationale valg, er et oprør - nej, det kan bedre beskrives som en 'genopståen' fejet henover nationen. Folket er virkelig træt og elendigt tilpas over at se deres friheder blive trampet på af regeringen der ignorerer Forfatningen for at indføre marxistiske og socialistiske politikker. Folket ønsker ikke mere af quid pro qou narrestregerne, der mere søger politisk indskrænkning af ejendomsretten, end den søger folkets velstand.

I år har folket fostret en ny høst af kandidater, de fleste af dem er enige med Horatio Bunce:

"Forfatningen, hvis den skal have nogen værdi skal først og fremmest holdes hellig og overholdes strengt i alle dens forordninger."

I år leder vælgerne efter kandidater der er enige med Horatio Bunce. Vælgerne er mere organiserede og hjælper frivilligt med i kampagner og de bliver oplyst. De er ved at lære, hvordan deres valgte repræsentanter stemte ved tidligere problemer, og de er ved at male en målskive på ryggen af de som er på valg, de som ikke deler Horatio Bunce's ærbødighed for Forfatningen.

I år, vil vælgerne forkaste Obamas planer om at "forvandle USA" til en socialistisk nation fanget i et system af international marxistisk regeringsførelse. I år vil vælgerne hejse det amerikanske flag over Washington og erklære påny at med Guds vilje vil denne nation forblive en nation under Gud og under den Forfatning han ordinerede.

---

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=182889

Henry Lamb is the author of "The Rise of Global Governance," chairman of Sovereignty International and founder of the Environmental Conservation Organization (ECO) and Freedom21 Inc.

Løgne afsløres om jødisk tankegang

En gravid ikke-jøde er ikke mere værd end et drægtigt dyr!

Bernie Planck

Photo Credit: Wiki

At være anti-semit for nogle hundrede år siden var ikke let. Dette var problemet: Fordi dig eget liv var elendigt og i fattigdom havde man brug for nogen man kunne kaste skylden på, - andre end sig selv. Dette er en oldgammel og primitiv undskyldning for egne fejltrin og fiasko. Man såede ikke i rette tid? Ofrede ikke en ged for at formilde Guderne, derfor nu - en syndebuk.

Men hvem har skylden? Hvem var rig, havde talent, var klog der i byen og i landet? Hvem besad høje ære- og magtstillinger? Det var helt klart den hadede jøde. Hvis det ikke var for jøder som Benjamin Disraeli, Mayer Rothschild, Marcel Proust og Heinrich Heine, der fortjente deres ry, da kunne han være blevet premierminister, rig bankmand, berømt forfatter, og stor digter.

Men hvordan nedværdiger man et folk med succes, der er dygtige og veluddannede? Nuvel, det eneste middel er at lyve, at opfinde historier om onde gerninger og hensigter. Så begynder de blodige beskyldninger, de falske anklager om at jøderne myrder deres børn for at bruge blodet til deres religiøse ritualer og helligdage.

For at overbevise ikke-jøder om at påstandene virkelig er sande, da fremstiller anti-semitterne bøger og anden litteratur, som man hævder er skrevet af jøder og handler om planerne mod ikke-jøder.

Således blev den berømte fabrikation The Protocols of the Learned Elders of Zion, en antisemititisk traktat, der angiveligt skulle beskrive en plan for at det jødiske folk kunne opnå verdensdominans.

Trods kendsgerningen at denne løgn blev afsløret så længe siden som 1921 benyttede nazisterne den til at bevise, at jøderne var en trussel for Tyskland. I nutiden har muslimerne taget løgnen til sig og vendt ikke-jøder mod jøder og mod Staten Israel.

Men det bliver stadig sværere at narre ikke-jøderne med dette forfærdlige nonsens på grund af sites som Snopes og Wikipedia der har afsløret de fleste af disse fantasier, og derfor kan vi nu se endnu flere esoteriske og omhyggeligt opbyggende fabrikationer blive introduceret, den slags man så nemt finder på internettet.

Anti-semitter (herunder mange muslimer) efterlader links til for det meste antisemtitiske blogs og websider, hvor fordrejninger, fabrikationer og bedrag er optegnet som bevis på jødisk ondskabsfuldhed og had mod ikke-jøder. Et antisemitisk site linker til endnu et og derpå videre til en tredje og en stadig cirkel, der som formål har at give "bevis" på denne eller hin løgn mod jøderne, er sat i omdrejninger.

Mange af disse løgne spredes derpå gennem emails med overskrifter som, "Ikke-jøder som de opfattes i den jødiske Talmud" eller "Jødsik racisme mod ikke-jøder som det kommer til udtryk i Talmud."

For eksempel efterlod Eman, en antisemit, besøgende denne kommentar til min artikel My Atheist Heaven: "En gravid ikke-jøde er ikke mere værd end et drægtigt dyr. Talmud: Coschen Hamishpat 405." som "bevis" på at jøderne hader og foragter ikke-jøder.

Lad os nu lade som om det stod i Talmud, et kompendium af jødiske mundtlig lov. En sådan udtalelse er i modstrid med grundlæresætningen i jødisk lov:

1. Mosebog 1:26-28; v26 Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« v27 Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. v28 Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!«

1. Mosebog siger ikke, 'Lad os skabe jøderne i vort billede, så de ligner os, og lade dem herske ...over alle skabningerne..." Der er intet overhovedet i hele judaismen hvor et menneske, jøde som ikke-jøde, gravid som ikke gravid stilles lige med et dyr.

Med lad os præcist undersøge "Talmud: Coschen Hamischpat 405."

For det første staves det Choshen Mishpat og er ikke en del af Talmud. Stavemåden som denne besøgende benyttede "Coschen Hamischpat," er den samme der benyttedes i "Der Sturmer" - nazistpartiets officielle blad, og er således hentet derfra. Anti-semitterne håber på at den overfladiske læser ikke kender disse detaljer og faktisk derfor vil tro at jøderne foragter ikke-jøder.

Choshen Mishpat har intet som helst at gøre med jødernes holdning til ikke-jøder. Det er en sammendragning af jødisk lov der drejer sig om penge, bagvaskelse, lovforhold og om lån og renter og som er fremkommet gennem mere end tusind år efter Talmud.

Lad os nu glemme nazisternes stavemåde - hvad siger Choshen Mishpat 405 egentlig?

Jeff Rense Program, Citater fra den jødiske Talmud "Med Bid!"

PÅSTAND: "En gravid ikke-jøde er ikke mere værd end et dyr som er gravid." Coschen hamischpat 405

SVAR: Ovenstående citat er en forkert sammenblanding af en myndighedslov i Shulchan Oruch, Coshen Mispat 405.3, der henviser til den tid da slaveriet var normen og en accepteret praksis i hele verden.

Den fastslår at hvis en okse stangede en gravid kvinde og dette resulterede i en abort, da behøver oksens ejer ikke betale for tabet af barnet (udgifter til læge og andre skader er omtalt andet sted). Hvis en okse stangede en gravid ikke-jødisk slavekvinde da skal oksens ejer betale for tabet af barnet til ejeren af slaven (fordi ejeren skulle have en anden salve til at arbejde for ham dersom kvinden havde født). Det samme gælder hvis oksen stangede en drægtig ko, eller et drægtigt får, for havde dyret født, da ville ejeren have haft endnu et dyr.

Denne lov er helt tydeligt knyttet til ejendomsretten og kan ikke benyttes til at sammenligne ikke-jøder og dyr på nogen som helst måde. Det er udelukkende juridisk, og har ingen filosofiske eller sociale implikationer.

Derfor Eman, er udtrykket "En gravid ikke-jøde er ikke mere værd en et drægtigt DYR" ikke forekommende i teksten til Talmud eller Choshen Mishpat 405, den omtalte lov har intet at gøre med jødernes holdning til ikke-jøder, det er en løgn der bliver ved med at blive gentaget på muslimske og neo-nazistiske hjemmesider, som igen er hentet fra et nazistisk antisemitisk tidsskrift.

Enhver der læser Toraen ved at vi alle er Bnei Adam, sønner af Adam, der er det hebraiske udtryk for mennesket. Hedninge er uden for al tvivl mennesker, skabt i Guds billede, og jødisk lov anerkender dette ligesom Talmud-rabbierne gjorde. Selvom der er ritualer der kun gælder de som er del af den jødiske nation, med hensyn til rettigheder ved køb af land eller vedrørende åndelig status, da er hedningerne inkluderet. Det er en stor synd for jøden at hade nogen, jøde eller ikke-jøde.

Lægens råd og livskvalitet

Lægens råd

Christopher Orlet

Her fornylig foreslog min læge - en velkendt specialist i fedme - at jeg holdt op med at drikke spiritus. Efter hendes faglige bedømmelse, så var det ikke nok at jeg blot skar ned, hun gav mig rådet om at "sværge en ed."

De ser ud til at jeg har ekstraordinære høje mængder af triglycerider og den 'slemme' kolesterol. Hvis jeg ikke fulgte hendes år, da kunne jeg, på drastisk vis, skære år af min livslængde, advarede hun mig. I årevis har jeg forsøgt mig med alle mulige kure, diæter, livsstilsforandringer, men intet har hjulpet. Det at holde op med at drikke øl, med det høje sukkerindhold, er åbenbart mit sidste håb.

Nu burde du jo vide at der er kun meget få ting der bringer mig glæde i dette liv. Udover det åbenbare -- at tilbringe så megen tid med min søn, min kæreste, med en god bog, eller lejlighedesvis at smutte væk i en weekend, så er der altså ikke så meget andet jeg nyder nu omstunder. Øl ligger måske ikke på samme niveau som det jeg netop har nævnt, men det fortjener dog en ærværdig plads, hvis det blot ikke var fordi det har den der besynderlige evne til at få intetsigende eller kedelige ting -- som at se på professionel baseball, socialt samvær, eller tage på ferier --til at forekomme langt mindre utålelige. Jeg sagde til min læge at det ville jeg tænke over.

Jeg formoder at de fleste mænd får et lignende helbredsinspireret ultimatum af og til i deres liv: Skær ned på det røde kød, på cigarerne, på whiskyen eller lid under konsekvenserne. Nogle af os tager mere alvorligt imod rådene end andre. En sportsjournalist jeg kender vil bare ikke høre på gode råd fra læger, så han undgår dem - altså lægerne. Han vejer mindst 80 kg for meget og muligvis er det halve af denne overvægt hans opsvulmede alkohollever. Han lever kun for sport og fast food og en sixpack, når arbejdsdagen er forbi, og sådan vil hans liv fortsætte til den dag det da uundgåelige sker og hjertet standser - hvilket sandsynligvis snart sker.

Jeg er dog ikke så langt ude. Jeg anerkender at der kan være gode tvingende grunde til at foretage nogle positive livsstilsforandringer. Såsom at være tilstede så man kan lære sine børnebørn at kende, forudsat dine børn giver dig nogle, hvilket jo absolut ikke er sikkert i dagens verden. Hvad er det der er så pragtfuldt ved børnebørn? Da jeg ikke har nogen er det svært at sige, men jeg spurgte en kollega lige før hun pludseligt døde, hvornår hun var lykkeligst. Uden at blinke svarede hun, "Da mit første barnebarn blev født." Jeg tror der er noget om det. Bedsteforældre skal ikke gennemleve pinslen med børnefødsel eller kampene ved at være en ung forældre uden penge, stå op 3 til 4 gang om natten for at give mad og skifte et grædende spædbarn. Bedsteforældre er som øl, men uden tømmermænd.

Blandt mit livs få glæder har øl altid været den ene. Indtil jeg var 30, anede jeg ikke der var andre mærker end Busch, Budweiser og Stag. Vi drak ikke Stag, fordi min far altid gjorde nar af den, selvom vi voksende op i dampene og skyggerne af Stag Brewery. Far var Budweiser mand; i dag drikker han kun tysk importeret øl, jeg drikker Stag. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men Stag er blevet in-øllet her i Midtvesten. Muligvis er det en reaktion på alle de pragtfulde mikrobryggerier som borgerskabet så intenst dyrker. Jeg drikker Stag fordi den er møgbillig, og som påstået, "så sukkerfri som en øl kan blive." Uanset hvad min far siger, og tænker så smager den bedre, end de fleste hjemlige øl.

Her fornylig så jeg en PBS dokumentarfilm der forsøgte at forklare, hvorfor de fleste hjemlige øl er så rædselsfulde. Ifølge filmen blev de tyske bryggerier, og dermed de tyske lagerøl, jo udelukket under 1. Verdenskrig, hvilket resulterede i en vækst af tredjeklasses amerikanske bryggerier. Før de tyske bryggerier kunne genvinde deres markedsandele kom Forbudstiden og dermed måtte de tyske brygmestre give op. Forbudstiden efterfulgtes af 2. Verdenskrig, der tvang bryggerierne til at benytte billige ingredienser (ris, maj) der ikke var underlagt så megen rationering. I 50'erne var amerikanerne blevet vænnet til -- med Joel Achenbachs talemåde -- "karboniseret vand med lidt gærsmag." Tyskerne der led under langt værre begrænsninger end amerikaneren tillod aldrig at deres pilsnere og lagerøl skulle gå ned i kvalitet. Tyskerne vidste nemlig hvad der er vigtigt.

Det vil jeg også gerne bilde mig selv ind. Jeg har foretaget adskillige skridt for at få et bedre helbred. Jeg har skæret ned på det røde kød. Jeg forsøger mig med noget motion en gang imellem, og jeg spiser kun fuldkornspasta. Men en mand midt i livet livet kan ikke gøre så meget andet. Det at bede ham skære ned på sit øl, er efter min mening, at lægge en begrænsning på forholdet mellem læge/patient. Ligesom det tyske folk, kan jeg udholde en masse trængsler, men min livskvalitet skal ikke lide under det. Endnu en Stag, måske?

http://spectator.org/archives/2010/10/21/doctors-orders

Obamas kommunistiske mentor

Obama’s Kommunistiske Mentor

Frank Marshall Davis lød som en papegøje og angreb det Demokratiske ikon Harry Truman.

Paul Kengor

Når man skriver en bog, især en der har krævet flere års forskning, tumler man ind i en masse uforventet information. Undertiden opdager man ting og sager der, hvis de omtalt, uden tvivl ville få de berørte til at kræve at man skal forklare sig. For mig, er dette begyndelsen til processen med at forklare, om en af hovedpersonerne i min nye bog om amerikanske kommunister 'Dupes' Frank Marshall Davis.

Påstande vedrørende Davis' kommunistiske tilhørsforhold vil helt sikkert gøre Venstrefløjen vrede på grund af den indflydelse Davis engang øvede på vor præsident. Han var drukkammerat med Barack Obamas bedstefader, Stanley Durham, og brugte tid sammen med den unge Obama. Han dukker op i præsidentens erindringer, Dreams from My Father, snedigt identificeret blot som "Frank.": "Jeg blev tiltrukket af gamle Frank, af hans bøger og whiskyånde og den der fornemmelse af livserfaring gennem et hårdt liv der bag de tunge øjenlåg."

Fornylig bekræftede en medarbejder fra Kommunistpartiet forbindelsen ved at prale i en tale om Kommunist Davis' indflydelse på Obama. Og da så beskyldningerne dukkede op til overfladen under 2008 præsidentkampagnen, ja da blev de praktisk slet ikke omtalt i de førende medier.

Gennem en næsten 4 år lang rejse hvor jeg forsøgte at bekræfte, hvorvidt Davis var en progressiv under indflydelse af kommunister, eller i modsat fald en Kommunist der øvede indflydelse på progressive, besluttede jeg mig for det sidstnævnte. Ingen tvivl om at denne konklusion - der betyder at lederen af den frie verden var under voldsom indflydelse af en marxist - vil få den uhellige vrede hos venstreorienterede til at blusse op i lys lue. Sandheden er at Davis' målgrupper udelukkende var Demokrater, og især det Demokratiske ikon - Harry Truman.

Hvad Davis sagde om Truman er i utrolig grad oprørende. Værre endnu, han sagde det fordi det var linjen fra Moskva.

Lige siden begyndelsen af 1990'erne har jetg været opslugt at arkiverne fra Sovjet og Kommunistverdenen - jeg har set på alle slags klassificerede dokumenter. I de seneste år har jeg koncentreret mig om en ekstraordinær portion materiale fra Komintern Arkiverne om det kommunistiske USA (CPUSA). Dette materiale er yderst belastende for den amerikanske venstrefløj, især ved dets klargørelse af den værste frygt og advarslerne fra anti-kommunisterne. Ikke som nogen overraskelse, så ignorerer vore hæderkronede "lærde" hos akademiet det så omhyggeligt.

Da jeg erfarede om beskyldningerne om at Davis såvel var kommunist som tidlig mentor for Obama begyndte jeg at lægge mærke til hans navn i dokumenter fra Huset og Senatets undersøgelser af materiale fra ækle Kommunist frontgrupper såsom American Peace Mobilization, en gruppe der støttede eller var imod Hitler udelukkende ved om han underskrev ikke-angrebspagten med Stalins USSR eller om han invaderede Stalins USSR. Denne gruppe dæmoniserende også helt hensynløst Franklin Delano Roosevelt.

Jeg erfarede at Davis var redaktør og skribent for en kommunist-præget tidsskrift Chicago Star, i 1930'erne. Jeg erfarede derpå at manden der fra Midtvesten havde fløjet tusinder af kilometer til Hawaii for at bosidde sig der permanent, lige netop da de amerikanske kommunister ville udgive et tidsskrift der, nemlig the Honolulu Record. Som følge deraf skrev Davis en ugentlig klumme til tidsskriftet.

Med hjælp at to super-imponerende undersøgere, herunder en fra Hawaii, opsporede jeg Davis' ugentlige "Frank-ly Speking," (Ærligt talt) klummer fra Record. Disse skriverier gengav fuldstændig ordret den officielle Sovjet propaganda og portrætterede typer som Harry Truman, George Marshall, og andre modige Demokrater som kolonialistiske-imperialistiske-fascistiske-racistiske uhyrer. Davis nedgjorde endog Marshall-planen. Som hos en enhver student fra denne tid, var det kun Sovjetunionen, via Stalin og Molotov, der indtog denne absurde holdning.

I klumme efter klumme påstod Davis at Truman gik ind for ikke blot en "tredje Verdenskrig," men at "herske over Rusland." Davis sagde at Truman's "fascisme på den amerikanske facon" var motiveret af en anti-kommunisme der fik næring af skjult racisme. Davis gentog igen og igen at Sovjetunionen ikke kun ønskede fred - da Stalin tog greb om Østeuropa, samtidig med han dræbte i millionvis af sit eget folk - men også havde udryddet fattigdom, arbejdsløshed, og endog racismen.

Sådanne eksempler fra Davis er så overvældende at de udgør det længste kapitel i min 600 plus siders lange bog. At opsummere det her er umuligt. Men her følger tre betegnende eksempler.

I en artikel fra 9. februar 1950, fremførte Davis den kommunistiske mening om at Truman var Hiroshimas slagter, en mand der benyttede bomben, ikke for at afslutte 2. Verdenskrig, og redde menneskeliv - med Stalins entusiastiske støtte - men som forsøgte at overtage verden. "Da han smed atombomben over Hiroshima," skrev Davis, "troede vi verden var vores. Efter at have besejret Aksemagterne på slagmarken var vi klar til at vise russerne hvem der var chef her i verden."

Den 26. januar 195o i en klumme med titlen "Fri foretagsomhed eller Socialismen," malede Davis et grumt billede af Amerika på randen af endnu en Stor Depression, et resultat af et "egentligt diktatur ved de store forretningsforetagender." Han konkluderede at i lyset af "den stigende arbejdsløshed og en begyndende depression, er tiden kommet nærmere hvor vi skal beslutte om vi vil fjerne monopolerne og genskabe et konkurrerende system med fri foretagsomhed, eller om vi vil lade regeringen eje og drive de store industrier."

18. maj 1950 artiklen af Davis var en meget vigtig, omend lumsk illustration af, hvor Moskva stod overfor efterkrigstidens Tyskland, og den utilgivelige måde hvormed de amerikanske kommunister gik i gåsegang. Bolshevikkerne havde længe ønsket et "sovjettiseret" Tyskland, og ved afslutningen af 2. Verdenskrig, med Tyskland som taberen, og USSR på den vindende side, var der således en gylden lejlighed. Hvad stod i vejen? Amerika. Således angreb Kommunistpartier over hele verden den amerikanske politik i Vesttyskland. Også her fremkom Sovjet med en helt utrolig række talemåder, og argumenterede for at Amerika ikke ønskede et frit Tyskland, men en genoplivelse af Nazityskland.

Fuldstændig latterlig var denne påstand, men Davis kippede karakteristisk med Det Røde Flag. "Det er velkendt at mange ærlige amerikanske embedsmænd har forladt deres stillinger i foragt over den måde som Vesttyskland bliver overdraget, igen, til nazisterne" rapporterede Davis. Amerikas politik for af-nazificering var fup - "en af de største vittigheder i det 20. århundrede." Det var, påstod Davis, produktet af en racistisk-fascistisk-imperialistisk-kapitalistisk konspiration anført af Demokraterne og Big Business: "De store virksomheder der finansierede Hitler, har fået deres fabrikker tilbage og den gamle skoles forbindelser med Wall Street er næsten ligeså stærk som nogensinde."

Hvordan var det Vesttyskland som Amerika hjalp på fode igen? Ifølge Frank Marshall Davis, "Er det det Tyskland med overherrerace teorien...Fascisterne vi søgte at udrydde i 2. Verdenskrig, som 'den største trussel menneskeheden nogensinde har kendt,' de er nu vore partnere..."Hvad er det vi nu kysser og skaber?"

I dag rejser amerikanske politikere, herunder Barack Obama til Berlin for at holde flotte taler om, hvordan USA med rette stod på Berlinernes side i modstanden mod Sovjetunionen i de skræmmende tidlige dag med Den Kolde Krig. Det gjaldt dog ikke Frank Marshall Davis. Davis stod på den anden side af muren.

Som en der har studeret denne periode i lang tid, kunne jeg straks genkende Davis' skriverier som den krasse propaganda der blev fremmet af kommunisterne over hele verden på den tid. Kongressen havde den samme overbevisning. I løbet af kun måneder efter fremkomsten af disse klummer i Honolulu Record, dukkede Davis' navn op i undersøgelser af den kommunistiske bevægelse. I december 1956 blev han indkladt for at vidne foran U.S. Senatet, hvor han påberåbtes sig 5. Amendment. I en Senats rapport fra 1957 med titlen "Oversigt over Sovjet Aktivitet i USA," blev Davis kort og godt sat på listen over identificerede medlemmer af Kommunistpartiet.

Senere ville selv sympatiserende biografiskrivere kunne opfatte det helt åbenbare. I 1999 bogen "Den Nye Røde Neger", af James Edward Smethurst, professor ved University of Massachusetts, der fik sin ph.d. ved Harvard, var konklusionen at Davis "helt sikkert var medlem af CPUSA."

Mere afgørende var John Edgar Tidwell, en University of Kansas professor og biografiskriverom Davis. "På et tidspunkt under 2. Verdenskrig, tilsluttede Davis sig Kommunistpartiet," berettede Tidwell. I introduktionen til en udgave fra 2002, om Davis' skriverier, Black Moods: Collected Poems, fremviste Tidwell et brev af Davis til en ven i Kansas som han rekrutterede til CPUSA. Davis skrev: "Jeg har aldrig diskuteret dette med dig, og aner ikke om du deler den typiske amerikanske uinformerede opfattelse af marxismen, men jeg vover pelsen og siger til dig, at jeg fornylig har meldt mig ind i Kommunistpartiet."

Endnu senere, under 2008 præsidentkampagnen, kom der yderligere vidnesbyrd om Davis medlemskab fra selv kommunister (Jeg citerer dem i bogen.)

Den ægte rygende pistol kan imidlertid findes i Davis' deklassificerede 600 siders FBI mappe, der fornylig er blevet frigivet gennem en 'anmodning om informations frihedsret' af en undersøgende kollega. Et hurtigt overblik over disse sider - der inkluderer beretninger fra informatører og øjenvidner - afslører ret hurtigt at Davis var Kommunist. Som bevis for læserne har vi isoleret og udgivet cirka et dusin sider fra mappen i et appendiks til min bog, herunder en der angiver Davis' faktiske medlemsnummer: 47544.

Nummeret passer fint på perioden. Overvej også nummeret på kommunistmedlemmerne af nogle af Hollywoods Ti som venstreorienterede stadig, på latterligste vis, forsvarer som uskyldige lam: John Howard Lawson -47525, Albert Maltz - 47196, Alvah Bessie - 46836.

Som opsummering, en mentor af den nuværende præsident for United States var Kommunist - og ikke blot et partimedlem, men en faktisk propagandist for Stalin's USSR, en mand der uden ophør dæmoniserede Demokratiske præsidenter og deres politik og deres idealer. Selv i 2,. Verdenskrig var Davis på det forkerte hold: Han var gennemført pro-Sovjet og Anti-Amerika.

Hvis du nu føler du er blevet 'forført' eller i det mindste frarøvet en del væsentlig baggrundsinformation om den mand der nu er den valgte leder af den frie verden, da kan du takke vor skamløse, til smertegrænsen pinlige i deres dagsorden, medier for ikke at gøre deres arbejde ordentligt.

– Paul Kengor is professor of political science at Grove City College. His books include The Crusader: Ronald Reagan and the Fall of Communism and the newly released Dupes: How America’s Adversaries Have Manipulated Progressives for a Century.
http://www.nationalreview.com/articles/248877/obama%E2%80%99s-communist-mentor-paul-kengor?page=1

Se mere i denne artikel: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2010/10/fjolser-og-forrrdere.html

Et Halal -problem!

Problemet med Halal?

Forbudt: Big Daddy er blevet forbudt på 100 KFC restauranter i UK.
Photo Credit: Daily Mail UK

Bernie Planck

Lad mig for det første få fjernet nogle misforståelser: Virksomheder bør være i stand til at tilbyde deres produkter til etniske markeder, hvis de ønsker det, uden at nogen skal begynde at boykotte dem blot fordi deres kunder er spaniere, jøder eller endda muslimer. Der er dog et "imidlertid." Virksomheder bør ikke markedsføre deres produkter, hvis det er med til at:

• Støtte terror: For eksempel er der intet galt i at en privat fabrikant har et produkt med en varemærket Newman's Own - Olive Oil & Vinegar Salad Dressing- hvor fortjenesten går til lovlige velgørenhedsformål. Men det ville være forkert for en fabrikant at fremstille en serie af Hugo Chavez' stegeolier, hvor profitten går til at støtte kommunistiske oprørere i Sydamerika.
  

Selvfølgelig er det usandsynligt at 'vantro' virksomheder med overlæg vil støtte terror, men hver gang de handler med muslimer da skal de have særlige forholdsregler fordi mange muslimske organisationer faktisk er frontgrupper for terror. F.eks. sagen om Cambell Soups:

Israel National News,
Populær suppe boykottes på grund af at produkterne er Halal

Blogs på internettet er gået ind for en boykott af Cambell Soup produkter efter deres canadiske afdeling introducerede en serie af supper - udelukkende halal, hvilket betyder at de er tilberedt efter islamisk diætlove.

Halalsupperne blev introduceret af Cambell Co. of Canada til nogle få canadiske markeder i januar. De er designet med en særlig etiket, de kan kun fås i Canada og virksomheden har ingen planer om at tilbyde en lignende serie i USA ifølge virksomhedens talsmand John Faulkner.

Tidligere på måneden begyndte Pamela Geller der har den populære Atlas Shrugs Blog at tale om en boykott efter at fået nys om halalsupperne. Snart efter var der flere bloggere der gik ind for en boykott af et af de mest populære dåsesupper i Amerika.

Til Washington Post forklarede Geller at hun ingen indvending har mod halal beskrivelsen, men havde noget imod Cambell's beslutning om at dets canadiske produkter skulle godkendes, certificeres af Islamic Society of North America (ISNA), en organisation der i 2007 og 2008 er blevet anklaget for at have forbindelse med Hamas terrororganisationen. Anklagerne skrev af ISNA var i besiddelse af "en bred vifte af vidneudsagn og dokumentation der knytter den til Hamas og andre radikale grupper."

"Der er ingen der siger de ikke må få halal føde," sagde Geller. "Jeg er ikke imod halal fødevarer ligesom jeg heller ikke er imod kosher fødevarer. Mit problem er, de som skal godkende det."

For eksempel begyndte en KFC i Burton-on Trent i Storbritannien i marts måned udelukkende at sælge halalkød. Jeg har intet at indvende mod at KFC forsøger at tilpasse sig deres muslimske kunder. Men ikke-muslimer kan imidlertid ikke længere købe det som de har købt i årevis:

• Daily Mail UK,
  KFC diner: Her kan du ikke få i din burger - det hele er halal

• En diner kunde blev rasende efter at en KFC restaurant fjernede hans mest foretruken måltid fra menukortet, fordi det ikke var i overensstemmelse med deres nye halal bestemmelser.
  

  Alan Phillips fik at vide at han måtte rejse 8 kilometer til en anden afdeling hvis han ønskede Big Daddy, en kyllingeburger, med bacon ost og salat. Afdelingen i Burton-on-Trent, Staffordshire er en ud af 86 KFC restauranter der på forsøgsbasis udelukkende forhandler halalkød.
  

Forestil dig at dette drejede sig om at KFC eller McDonalds handlede med jøder og kun solgte kosher produkter, hvad så Bernie, ville du da sige det var i orden? Det ville jeg være imod, medmindre restauranten ikke også tilpassede sig hedninger. For eksempel er der kun en kosher McDonalds uden for Israel i hele verden, nemlig i Buenos Aires, hvor hamburgerne er kosher, hvilket betyder du kan få en Big Mac uden ost. Men hvis du gerne vil have en så er der en 'almindelig McDonald's blot et minut væk.

Jeg er voldsomt imod enhver der køber en restaurant som franchiser og efterfølgende fjerner retter de finder krænkende. Hvis du køber en McDonald's eller KFC, så lad menukortet være. Hvis ikke vil hinduer måske en dag købe McDonald's og fjerne bøfkødet fra mine hamburgere. Muslimerne vil fjerne pølserne fra mine pølser, æg og ost. Veganerne vil fjerne det hele undtaget salaten.

Tusinder af jøder ejer McDonald's og Burger King og KFC som franchisere uden at ændre på menukortet så det kun er Kosher. Muslimer og andre bør gøre som jøderne.

---

Der er mange halal restauranter hos de store kæder i overvejende muslimske lande. Udmærket som sådan, da de betjener kulturen i værtslandet. Det bør nævnes at KFC har 750 restauranter i Storbritannien hvoraf 100 kun har halal. Afdelingen der er nævnt i artiklen er gået tilbage til det sædvanlige menukort i juni måned på grund af det ellers ringe salg.

Skift race og få fordele

Jeg erklærer hermed jeg er sort

Clint Fiore

OK, jeg er altså ikke sort, men jeg overvejer at skifte race.

Jeg indrømmer at jeg blev noget jaloux da der blev uddelt så mange afro/amerikanske stipendier til mine klassekammerater på gymnasiet, men der var aldrig noget stipendium til nogen som jeg, kun for småkvabsede hvide unge. Jeg spekulerer undertiden på, hvis jeg nu havde blot en lille smule mere pigment i huden da ville jeg kunne få næsten hvilket som helst studielån, og det med det samme. Mit gæt er, at hvis jeg nu fik noget mere pigment sammen med mine vindende resultater i skolen, og begyndende brystbehåring, da ville jeg være helt gældfri.

Michael Jackson og Hillary Clinton som sorte (lidt photoshop)

Nu, som voksen, kan man igen finde særlige lån, gaver og jobmuligheder til minoriteterne og til kvinder, der igen gør at jeg ikke har en chance - eller så dog alligevel?

Hvad nu hvis jeg skiftede race? Når det nu er muligt for en mand at vågne og beslutte han er dødtræt af de der urinalduftblokke, og bare så gerne vil være kvinde, og får lidt småsnitteri her og hisset, og derpå helt lovligt, resten af livet bliver behandlet som kvinde, så er det at skifte race vel bare småting.

Undertiden hvisker den der tossede lille anti-racisme trold i mit hoved, "Du skal blot udfylde ansøgningen og sige - jeg er sort!" Det har jeg aldrig haft modet til at gøre, men hvor har jeg ofte tænkt på det.

(Det tætteste jeg har været på 'sort-trinering' var tilbage i gymnasiet da jeg kom ind i African American Heritage Bowl, et quizprogram for hele byen der udspurgte deltagerne om de sortes historie. Mine to hvide venner og jeg vandt førstepladsen. Vi var det eneste hvide hold i konkurrencen, godtroende og havde det sjovt. Jeg holder faktisk meget af og er fascineret af de sortes historie i US og de utroligt heroiske personer som George Washington Carver, MLK Jr., Jackie Robertson, Booker T. Washington og så mange andre.)

...Tilbage til emnet: Jeg forestiller mig, at hvis jeg nu hævder jeg er sort, og sammensætter en rigtig flot ansøgning i håb om at vinde den der pris kun for sorte, og så vinder, da ville følgende kunne ske:

Jeg dukker op for at modtage prisen og den person der præsenterer den siger, "Hey mand, ikke cool! Du er ikke sort, og du kan ikke få den pris. Den er kun til afro/amerikanere." Dertil svarer jeg, "Hvordan kan du vide jeg ikke er sort? Der er muligvis en eller anden fra Afrika blandt mine forfædre. Hvor sort skal man helt præcist være for at få den pris?" Svaret ville sandsynligvis være noget lignende som "mere sort end dig" -- og jeg ville derpå stille en række tillæggssprøgmål, som kunne lyde:

Ville en Sydafrikaner med hvid hud der er blevet amerikansk statsborger være kvalificeret som afro/amerikaner?

Ville en sort amerikaner af oprindelig australsk herkomst, der ikke har nogen som helst forbindelse med Afrika kunne kvalificere sig som afro/amerikaner?

Hvis en person, hvis mor er blevet gravid med en kenyaner, der er forsvundet og personen opdrages som et forkælet hvidt barn af hans hvide del af familien altid blive betragtet som sort og aldrig som hvid?

Hvis man er 50% hvid og så alligevel sort, er man da som 51% hvid så stadig sort? Ved 75%, 90%? Handler det om hudfarven?

Hvad med sorte albinoer?

Handler det om Afrika? Hvad med aboriginer og mørkhudede asiater og latinamerikanere?

Hvis alle disse undtagelser og afvigelser kan kalde sig sort, hvis de føler sig sorte, hvorfor kan jeg så ikke? Synes du det er ironisk at du diskriminerer mig, på grund af min hudfarve?

Jeg forestiller mig at min irriterende sag ville blive appelleret hele vejen op til den hemmelige - udelukkende sorte højesteretsracedomstol - der bevogtes af Sorte Pantere med skarpe tænder og knipler, der så endelig skal definere - "sort på hvidt" - hvor grænserne for sort slutter og hvid begynder, så de endelig kan stemme mig ud af deres klub.

Det jeg beder om er en tydelig definition, en lakmusprøve, for at være helt sikker på at jeg ikke er værdig til at være på de sortes side. For at sige det ærligt, så er vi alle genetisk set blot forskellige afskygninger af gråt. Når man lige standser op og tænker sig over, hvad der ligger nedenunder alle de racespændinger i Amerika, et land hvor alle kom et eller andet sted fra, så forekommer sagen at være noget tåbelig. Ikke sandt?

Clint Fiore can be reached at clintfiore@gmail.com and writes a personal blog at www.clintfiore.com.

Ekskommunists bevæggrunde

Dr. Hwang Jang-Yop, Nordkoreansk afhopper død som 87-årig

Efterstræbt af mordere indtil sin dødsdag, gav Hwang Vesten indgående kendskab til Kim familien og det tillukkede samfund.

John Parker

I denne valgtid så stands op et øjeblik og husk på den tapreste koreaner du nogensinde har hørt om.

Den 10. oktober døde Dr. Hwang Jang-Yop, den højeststående Nordkoreanske afhopper i historien, i sit hjem i Seoul. Hwang døde tilsyneladende af naturlige årsager, en noget overraskende skæbne for en mand der bogstaveligt var jaget vildt af Nordkoreas regime til den sidste dag i sit liv. I april blev to koreanske agenter arresteret i Seoul, før de kunne udføre deres opgave med at myrde Hwang, og den 20 oktober blev der givet meddelelse om eksistensen af endnu et mordforsøg, Lee Dong-Sam, af den Sydkoreanske regering.

Hwangs begravelse den 14. oktober blev overværet af næsten alle 'Hvem er Hvem' i det sydkoreanske samfund, herunder tidligere præsident Kim Toung-Sa, tidligere leder af Grand National Party, Chung Mong-Joon, tidligere præsidentkandidat og leder af Liberty Forward Partiet Lee Hoi-Chang, tidligere Chosun Ilbo chefredaktør Ryu Geun-Il og mange andre journalister, afhoppere og nordkoreanske menneskerettighedsaktivister. Den ældre lærde blev begravet på en særlig del af Daejeon National Begravelsesplads der er reserveret helt særlige bidragydere for den Koreanske nation.

Nordkoreas svarede med sin karakterisktiske usmagelighed. Det Nordkoreansk kontrollerede website Uriminzokkiri kaldte Hwang "et beskidt menneske," og vurderede at hans død var en himlens "afstraffelse" der helt tydeligt vise, hvor elendig de sidste dage hos en forræder af sit land, folk og race er."

Det var en noget ironisk salut for måske den største intellektuelle som Nordkorea nogensinde har frembragt. Hwang tjente som præsident ved Kim Il-Sung Universitetet: Skabte "Juche-Filosofien," Nordkoreas politik med radikal selvtilstrækkelighed; personligt underviste han Kim Jong-Il; tjente som formand for Den Øverste Folkeforsamling (Nordkoreas lovgivende gummistempelmyndighed) i 11 år; og var på et tidspunkt rangeret som nummer 24 i det herskende hierarki i Nordkorea.

Hwang tilbragte det meste af sin karriere i selve hjertet af DPRK regimet, og kendte i årtier de fleste af topmedlemmerne personligt. Hans familiaritet med Kim familien var så stor, at han præcist kunne beskrive stridigheder og kampe mellem de forskellige fraktioner af Kim klanen. Hwang's skuffelse over det nordkoreanske system begyndte i 1980'erne, da han kom i unåde hos Kim Il-Sung, delvis på grund af sin begejstring for Kinas markedsbaserede økonomiske reformer. I 1997 gik han ind på Sydkoreas ambassade i Beijing, og sendte dermed chokbølger gennem Nordøst Asien, Washington Post sammenlignede hans afhopning med "at Joseph Goebbels skulle hoppe af fra Nazityskland."

Hwang's flugt til friheden havde frygtelige omkostninger: Fængsling eller dødsdom over hele hans familie, selv fjerne slægtninge. Hans hustru begik angiveligt selvmord. Hans datter døde under "mystiske omstændigheder." Hans andre børn og børnebørn blev angiveligt sendt til koncentrationslejre. Hwang's motiver for at betale denne forfærdelige pris var ligefremme: Patriotisme og frygten for krig. Han elskede sit land, Korea, tilstrækkeligt til at ville se det blive befriet for Kim familiens omklamrende lænker; og i tilgift følte han det som en pligt at advare Sydkoreas ledere om at Nordkorea absolut ikke havde opgivet sin intention om at erobre Sydkorea militært.

Kommentatorer har længe anset Nordkorea som det vanskeligste land i Asien at beskrive præcist, i det store og hele på grund af regimets bevidste uigennemsigtighed. Denne blotte mangel på information har gjort det at beskæftige sig med landet langt vanskeligere for udenlandske politikere, og ikke kun i Vesten (selv Beijing er undertiden blevet fanget på det forkerte ben af Pyongyangs besynderlige opførsel). Dette vacuum af information gjorde Hwangs ' indsigt betydeligt mere værdifuld, hvilket gør det yderligere mere skamfuldt for Vestens medier ved at de valgte at ignorere ham, eller helt misfortolkede hans viden. (f.eks. Fred Kaplan fra Slate foragtelige forsøg på at sammenligne Hwang med Ahmad Chalabi, en metafor der ingen mening giver)

Faktisk var det Hwang havde at sige yderst interessant. For eksempel havde Hwang stor indsigt i Kim Jong-Il's personlighed, da han havde kendt ham fra hans gymnasietid. Den unge Kim, var ifølge Hwang, klog og nysgerrig, men også med et iltert temperament, med en stor lyst til magten, og han "tænkte ikke dybe tanker."

Som præsident for Kim Il-Sung Universitetet fortsatte Hwang med at mødes regelmæssigt med Kim, men bemærkede hans "ekstreme personlighed," og begyndte at "spekulere over om han ikke ville smadre det land han overtog fra sin fader". Husk, at dette var i 1962, da Sydkorea stadig var i yderste fattigdom og sultende bønder fra Kina regelmæssigt krydsede grænsen til det da mere moderate DPRK for at undslippe "Maos' store spring fremefter."

Hwangs mening om den mand der skulle blive Nordkorea's "Kære Leder" var fra nu af kun nedadgående. Efter hans afhopning skrev han, "Jong-Il "respekterer Hitler og stræber efter at blive en lignende diktator, og benytter ofte ordet "blitzkrieg."" Og i sin sidste klumme for www.dailynk.com, en etnyhedssite der drives af nordkoreanske afhoppere sagde han: "Kim Il-Jong er den værste af tyve; en mand der stjal et helt land."

Hwang havde også information af væsentlig militær og strategisk værdi. For eksempel sagde han, i modsætning til den almindelige mening, at Nordkorea sandsynlige strategi i tilfælde af krig ville være at true med at angribe Japan.

Nordkorea mener de kan vinde en krig og hvis US intervenerer har de planlagt at angribe og ødelægge Japan. Strategien er at besætte Sydkorea i en "blitzkriegs" manøvre og derpå true US med at ødelægge Japan.

Man kan kun ryste på hovedet når man overvejer, hvordan Obama administrationen kunne finde på at gengælde et så hensynsløst spil, Hwang bekræftede ud fra sin egen personlige viden i tidligere rapporter, at Pakistan er nået frem til en aftale med Nordkorea om at forsyne landet med fissile materialer (beriget uranium) i bytte for missilteknologi.

Hwangs skiften til et liv i frihed i Sydkorea var ikke uden problemer. Han blev belønnet med en regeringspost, mistede den derpå, mest på grund af hans hårde linje mod Nordkorea som ikke passede den liberale Kim Dae-Jung administration der på det tidspunkt søgte "Solskinspolitikken" ved at afprøve en forsoning med DPRK. Skønt Hwang fandt mange sympatisører i ROK, følte han sig frastødt at tilstedeværelsen af godtroende apologeter for Kim regimet i det sydkoreanske samfund, herunder radikale-venstrefløjs-unge studenter der i al væsentlighed fungerede som værktøj for Nordkorea. (Universiteterne i ROK er domineret af venstrefløjs akademikere, hvis favorit disciplin er at dæmonisere U.S. mens man omhyggeligt ignorerer de yderst alvorlige forbrydelser hos Kim familien - en situation der vil lyde alt for bekendt for amerikanske læsere.)

Ikke desto mindre var Dr. Hwang en ægte filosof, der helligede sine sidste år på en grundig undersøgelse af de store problemer den koreanske nation står overfor. Han grundlagde NGO, Komitteen for Demokratisering af Nordkorea, der som formål har at opnå frihed for de 23 millioner mennesker der er fanget i nord. Han skrev hele tiden og holdt tit pressekonferencer, hvor han vurderede udviklingen, såsom Kim Il-Jong's seneste besøg i Kim og 'kroningen' af Kim Jong-Eun.

Det han opnåede i de sidste ti år er bemærkelsesværdigt. For eksempel, hans erindringer der blev udgivet i 2006, der er et på samme tid indsigtsfuldt, men også gysende kig på livet på de højeste niveauer i Nordkoreas regime. Han var en hyppig bidragyder til www.dailynk.co, der er blevet en hidtil uset kilde til akkurat information om udviklingerne i Nordkorea. Meget betegnende er information nu begyndt at flyde til den anden siden, fra det spirende eksilnetværk til Nord. Dette vil, med tiden underminere det spind af bedrag der understøtter Kim's diktatur.

Hwang Jang-Top var et stort menneske, der bogstaveligt talt ofrede alt for den mulighed at kunne befri det lidende nordkoreanske folk. Hans dybfølte hengivenhed for frihed, demokrati og menneskerettighederne bliver endnu bedre bekræftet ved den kendsgerning, at han som George Orwell, Arthur Koestler og mange andre skiftede side. Skønt han ikke opnåede at se sit endelige mål med at få afsluttet Kim diktaturet i sin levetid, da kan vi bedst ære hans minde ved at følge hans råd og være standhaftige overfor Nordkoreas agression, holde fast i vor alliance med Sydkorea, og benytte enhver lejlighed til at skabe huller i Nordkoreas system. Amerikanerne bør være opmærksomme på den advarsel Hwang kom med i 2005:

I internationalt perspektiv er politikere og intellektuelle fra de sejrende lande (i Den Kolde Krig) herunder U.S. begyndt at tro at den frie verden (og dens) demokratiske system altid vil vinde og har glemt kampen mod diktaturerne. De har undervurderet diktaturernes magt og magten hos de anti-demokratiske styrker, idet de tror de med lethed kan klare, hvilket som helst problem ..Demokratiet har endnu ikke opfyldt sin mission....Det er en stor fejltagelse at bilde sig ind at den demokratiske æra allerede er her.

Lad os her til sidst, bare et øjeblik, tænke på den kendsgerning at DPRK regimet myrdede og fængslede hele dr. Hwang's familie, fordi han besluttede at hoppe af. Hvis en regering der finder på noget sådant ikke kan kaldes "ond" da har ordet ingen betydning. Faktisk er Kim familiens forbrydelser så utallige, så forskellige og så uhyrlige - selvpåført hungersnød, indelukningen og drabet på millioner, tvungne aborter især på kvinder fra Kina, forfølgelse af religioner især Kristendommen, (ganske så ulækkert tvinges kristne i Nordkorea at tilbede blleder af Kim), mord på fjender i udlandet, sprængning af passagererfly, bortførelse af japanske skolebørn, falske udenlandske penge, salg af narkotika, listen er uden ende. Det ville være mere passende at betragte landet som verdens allerstørste organiserede forbryderbase end at behandle det som en lovlig nation.

Faktisk når man ser på den tragikomiske arvefølge da ligner Nordkorea i stigende grad en bizar hybrid på et monarki og et mafiavælde mere, end det ligner et Sovjet inspireret kommunistisk system.

Sandheden er at Kim familien er slyngler. Hvorfor sige det pænere? De har ikke mere ret til at kontrollere halvdelen af Korea end Hitler havde over Østrig eller USSR havde til at kontrollere Østeuropa. Men den frie verden venter stadig på den leder der har styrke nok til at forestille sig at deres ækel regime skal fjernes fremfor at blive tilpasset.

Hvor er Ronald Reagan når vi har brug for ham?

John Parker is a freelance writer and entrepreneur based in the PRC.

http://pajamasmedia.com/blog/dr-hwang-jang-yop-highest-ranking-north-korean-defector-dead-at-87/?singlepage=true

Obamas muslimske fædre

Obama's Muslimske Fædre

David Gutmann

Det israelske website DebkaFile har rapporteret om at Obama nu virkelig overvejer et angreb på Irans atomfaciliteter. Denne ændring i holdning er ikke forårsaget, ifølge DebKa, af Israels Netanyahu -- hvis land jo er direkte truet af iranske atomvåben -- men af et ultimatum fra Kong Abdullah af Saudiarabien, der fortalte Obama at hans land ikke kunne tolerere ødelæggelsesvåben i Iran, og at man ville udvikle sine egen hvis Iran fik lov til at skaffe sig sine.

Med andre ord har Netanyahus frygt for en konflikt i Mellemøsten. der kunne ødelægge Israel og eskalere til en omfattende atomkrig. langt mindre vægt hos Obama, end de langt mindre alvorlige konsekvenser ved truslen fra saudiaraberne. Ikke desto mindre er truslen fra dem flyttet frem i køen. Vi ved at Obama ikke har ønsker om et atomvåbenkapløb, men er han også angst for at fornærme de islamiske monarkier som han tilsyneladende bukker sig dybt for?

Det handler i det store og hele om en ting. Obama lovede at række en hånd ud mod Mellemøsten for at løse konflikten der, men i praksis har hans tilsyneladende neutralitet knap kunnet dække over en bevidst pro-arabisk og pro-palæstinensisk dagsorden. Således, uden først at foretage seriøse skridt for at undersøge palæstinensisk terrorisme, har han skubbet på for en to-stats løsning der uundgåeligt vil føre til Hamastan, og at Vestbredden forvandler sig til endnu et affyringssted for Katyusha raketter.

Oveni i det presser Obama hele tiden Israel til at underskrive en atomnedrustningsaftale der ville forkrøble landets vigtigste afskrækkelsesmiddel mod et omfattende angreb fra de arabiske nationer der omgiver landet. De lugter blod, disse naboer, nu også med det engang så venligtsindede Tyrkiet, som er blevet provokerende, og deres terror tilhængere går ind for mere krig. Vred fordi Israel ikke ville standse nybygningerne til den voksende befolkning i Jerusalem, gik Obama over stregen, og offentligt ydmygede han Netanyahu. Han trak blot lidt i land da det blev åbenbart at hans Israel forhånelse ville komme til at koste ham mange jødiske stemmer og jødiske penge.

Obamas dagsorden er blevet bemærket rundt omkring og er blevet drøftet. Rationalisterne og kommentatorerne henviser sædvanligvis til indflydelsen fra hans radikale base, på en tid da Israel er blevet venstrefløjens Lille Satan. Andre har påpeget hans længerevarende forbindelser med den støjende anti-semitiske præst Jeremiah Wright, ligesom med hans venner fra Chicago, Rashid Khalidi og Ali Abunimah, der begge er mulige propagandister for den palæstinensiske sag.

Som psykodynamisk psykolog ser jeg nærmere på min undersøgelsesperson tidlige forbindelser, især forældre og søskende, ligesom med de kolleger han har lige for tiden. Måske kan nøglen til Obamas velkendte forkærlighed for islam findes der.

Denne forskning i Obamas tidlige historie er med til at afdække snavset ved den form for psykologi jeg får penge for. Således gjorde det indtryk på mig at erfare at Obamas muslimske fader forlod ham og hans moder for at vende tilbage til Afrika, da den lille Obama stadig var blebarn. Ikke desto mindre, da forlod Obama aldrig sin fader i sit hjerte. Han er undertiden kritisk overfor moderen, der som enlig moder, ofrede sig for at opdrage ham, men ikke kritisk overfor Obama senior, som han tilegnede sin bog Dreams of My Father. Han ser sin fader som en temmelig tragisk person, med overlegen intelligens og med store ambitioner, der midlertidigt besad et højt politisk embede i Kenya, men som døde som en fiasko i egne øjne.

En følelse af uforløst længsel over den fraværende fader løber gennem Dreams teksten, og kan bedst opsummeres ved et fotografi af Obama og hans fader, taget ved den ene lejlighed da Senior Obama besøgte sin ekshustru og søn i USA. Lille Barack, der kun gik sin fader til livet, smiler henført til kameraet, mens han med begge hænder trykker sin faders hånd til sit bryst. Hvis et billede siger mere end tusind ord da er dette næsten som en helt doktorafhandling. Det fortæller om en lidenskabelig, uforløst men urealistisk sult efter den fraværende fader der -- at dømme fra Dreams -- i dag stadig er tilstede.

Sådanne data afslører en mulig kilde til Obamas forkærlighed for islam. Efter min mening søger Barack stadig sin muslimske fader ved de muslimske herskere der deler hans bitterhed, og ved at han bukker sig ned for dem. Han kan ikke forlige sig med sin døde faders fiasko, men han kan sympatisere med den muslimske faders knusende fornemmelse af mindreværd overfor Vesten og Israel. Således omtaler han sine planer for NASA, om planer for Marsflyvninger, der som hovedformål skal reparere det skrøbelige selvværd i den arabiske videnskabelige verden: Det skal nemlig sikres at den arabiske videnskabelige verden får en større indflydelse på vort rumprogram.

Med dette er blot gisninger. Faderens ægte terapi ville være en islamisk triumf over et Israel, der så ofte har ydmyget sine arabiske naboer. Obama vil ikke hans muslimske fædres ødelæggelse af Det Tredje Tempel, det ville koste ham for dyrt i stemmetal, skatter, og gunstig historisk omtale. Men han vil give dem, hvis han kan, et kastreret Israel der er gjort til en lillebitte jødisk Vatikanstaten, eller som Tel-Aviv. DOT COM: Han ville give dem et Israel bevogtet af FN tropper, et Israel uden masseødelæggelsesvåben, israelske d'himmier der skal bo under islamisk ledelse og undertrykkelse midt blandt en fjendtlig arabisk befolkning.

Så ville farmand være blevet noget så glad.