tirsdag den 12. oktober 2010

Et besøg i El Salvador 1989

Et besøg i El Salvador, 1989

TACA flyet fra Miami landede i San Salvador en smuk august dag i 1989. Vore værter fra US Ambassaden tog imod os i lufthavnen. Vi kørte hurtigt til ambassadørens bopæl under store sikkerhedsforanstaltninger. Krigen mod de kommunistiske FMLN guerillaer var på sit højdepunkt.

Efter en kort orientering om situationen i landet, blev jeg kørt til et lokalt hospital i midten af hovedstaden. Der midt blandt det, som kun kan omtales som rudimentær behandling, besøgte jeg dusinvis af børn, de fleste teenagere, men mange yngre. De lå alle i stræk med forbindinger på deres små arme og ben. Det var helt tydeligt, at deres lemmer var blevet sprængt bort.

De var ofre for de kommunistiske guerillaers kampagne med at 'så' landets kaffeplantager til med landminer. Mange havde arbejdet sammen med deres familier på disse plantager. FMLN ville 'tilså' disse marker med miner. Ikke kun børn, men voksne mænd og kvinder ville kunne bringe dem til sprængning når de arbejdede i El Salvadors hovedindtægtserhverv. Jeg fik at vide at hundredvis af salvadoranske indbyggere endte på hospitaler som det jeg besøgte.
Hvad har det med vor tid at gøre? Ikke blot benytter terrorister forskellige former for landminer mod vore soldater og folk i Irak og Afghanistan - de kaldes IED's eller improviserede eksplosive midler. De er mere beregnet på at lemlæste end at dræbe. Det kræver nemlig enorme anstrengelser og ressourcer at behandle og sørge for de overlevende og sprængningerne ødelægger den økonomiske aktivitet ligeså meget som militære aktioner.
I anti-kolonialismens og anti-imperialismens navn førte FMLN krig mod folket i El Salvador i næsten et halvt århundrede. De myrdede ustraffet, snigmyrdede embedsmænd, dommere, sprængte broer i luften, busser og elektricitetsforsyningsnettet i landet. Jeg bragte et sort/hvidt billede med mig fra dette smukke men lemlæstede land af det blodbad som FMLN forårsagede. Senator Malcolm Wallop bad ledelsen af Senatet om at udstille en grafisk fremstilling af volden fra FMLN i et af Senatets kontorbygninger; hans anmodning blev afvist.

For alt for mange amerikanere, herunder missionærer og pro-FMLN støtterne på Amerikas universiteter, var kampen i El Salvador en om landbrugsreformer på den ene side -FMLN- og pro-kolonialister og imperialister på den anden -US-regeringen og det parti der ledede landet.
Ligesom terroristerne i dag var FMLN blodtørstige mordere, købt og betalt af Castros drenge på Cuba, Sandinisterne i Nicaragua og den kommunistiske ledelse i Moskva. De forsøgte at sprede deres ondsindede totalitarisme til endnu et land i Latin- og Centralamerika.

Venstrefløjen i Amerika - Bill Ayers, Præsten Wright, Noam Chomsky, CISPES (solidaritetskomiteen med El Salvadors folk) har aldrig skullet stå tilansvar for deres støtte til disse kommunistiske terrorister under Den Kolde Krig. Ved at benægte enhver forbindelse mellem terrorgrupperne og deres herrer i Moskva gav man blot grønt lys til at dræbe. FMLN var en af de allermest dødelige.

Denne model fra tiden dengang reflekteres hos de amerikanere der mener vi er for overmodige, for arrogante for koloni sindede eller imperialister. For dem er Amerika ikke noget særligt, ikke mere, end et hvilket som helst andet land, og i mange henseender endog værre.

Således betragter de 9/11 som en kulmination af klagepunkter mod USA, at det "har vi fortjent." For Præsten Wright fik Amerika blot det vi fortjente, da vor historie indhentede os.

Snart ti år efter den skæbnesvangre september morgen portrætterer altfor mange amerikanere, herunder vor efterretningsvæsen, terrorismen vi står overfor som blot værende et svar på indbildte krænkelser - vi har ikke formået at skabe en palæstinensisk stat, vi har tropper i "hellige lande," eller vi har vist blasfemiske karikaturtegninger. Nu står vi overfor trusler om, at hvis vi er imod bygningen af et islamisk center på den sydlige del af Manhattan, nær Word Trade Center, da vil vi opmuntre til vold og angreb fra utilfredse og ulykkelige muslimer.

I samme forbindelse er der en stærk tendens til at måle US handlinger med det som Senator John Kerry kaldte "en international målestok" ved præsidentvalget i 2004. Det afspejles i forsøgene på at erstatte US standarderne med "FN" standarderne og et "verdensomspændende" lovgrundlag for forfatningsmæssige principper. I visse lederes øjne i Amerika er vi ikke andet end en tidligere kolonimagt, med imperialistiske mål, der bør formindskes og blive en "partner" med de andre nationer på kloden.

Amerikanere stiller nu spørgsmål om, i hvilket omfang vi bejler til at være "lederen af den frie verden." Hvis vi er det, hvem henvender vore venner sig så til når deres sikkerhed trues? Og hvem vender vi os når vor sikkerhed er truet, hvis vi ikke længere er den førende nation med forpligtelse til at holde fast i friheden og frihederne herhjemme og ude? I vore bestræbelser for at lade som om vi samarbejder om sanktioner mod Iran, for eksempel, måtte vi vende det blinde øje til da Kina øgede sine investeringer i Teherans energisektor og Rusland gik videre med at forsyne iranerne med atombrændstof. Begge bidrager til forøgelsen af antallet af atomvåben og de raketter, som vil blive bygget netop til atomvåben.

Ingen international målestok er værd at leve op til, hvis det som resultat underminerer vor sikkerhed og borttager os vore friheder. Uanset om vi lever op til fiktionen om "internationalt samarbejde" med bestræbelserne for at hindre Irans stræben efter atomvåben, eller om Syrien og palæstinenserne virkelig er "fredspartnere" i skabelsen af en to-statsløsning mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre, da narrer vi os selv ganske alvorligt med vore eventyrforestillinger forklædt som en "klog supermagt."

Barsk diplomati bakket op at militær styrke kan måske få spytslikkerne i FN til at blive nervøse og med tidligere udenrigsminister Powells beskrivende ord være "et angreb med varm luft", men vor egen og vore venners sikkerhed og vore allieredes sikkerhed byder at vi husker på at "sørge for et fælles forsvar." Der er vi ikke kommet til , endnu. Vi er faldet noget tilbage, men slutstationen er dog stadig ikke nået. Måske skal der en utraditionel strategi til. Det skal gå hurtigere.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Peter Huessy is on the Board of the Maryland Taxpayers Association and President of Geostrategic Analysis of Potomac, Maryland, a national security firm.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar