Som lam på slagtebænken
Selvfølgelig har al deres tale om, at kristne indfører et teokrati i Amerika næsten ligeså stor troværdighed som "truther" teorien om at 9/11 var en konspiration mellem U.S. Regeringen/Mossad. Men jeg kan undre mig over om kristne, i deres naivitet og i deres ønske om at være åh så tolerante ikke uundgåeligt baner vejen for et eventuelt Islamisk teokrati.
Det kan se ud som om at et antal af kristne kirker nu beskæftiger sig med en slags "rækken hånden ud" til de lokale moskeer. Den typiske "håndsrækning" kan være når en kirke inviterer en islamisk leder til at komme og forklare for menigheden, hvad Islam er. Imamen ved, hvordan man kan yde pres på alle "tolerance", "udstrakte hånd" og "respekt" knapperne, og resultatet er at de kristne ender med at mene at Islam er blot endnu en rar, broderlig religion som vor egen. Resultatet er at de højst sandsynligt ikke vil være imod bygningen af en lokal moske, eller for den sags skyld har noget imod en hvilken som helst muslimsk dagsorden eller initiativer.
Islamiske ledere gøre et godt stykke arbejde med fremstille deres besværligheder som borgerrettigheder, og dette, har selvfølgelig en stor appel for mange kristne der betragter efterstræbelsen af social retfærdighed som deres hoved mission. Mentalt befinder mange kristne sig stadig i tiden med "We Shall Overcome" og sid-sammen-episoder med modparten. De tror, at ved at støtte og forsvare Islam er de som de kristne i 60'erne der forbandt deres våben med borgerrettighedsmarcherne og sang hymner sammen.
Her på det seneste har muslimske ledere benyttet den fordel som den kristne forkærlighed for "den udstrakte hånd" giver ved selv at tilbyde sådanne egne programmer. 20000 Dialoger er et landsomspændende interreligøst initiativ der hjælper de lokale imamer med at udarbejde programmerne og tilbyder films og foredragsholdere for at hjælpe med til en dialog. Det aktuelle tilbud er en film med titlen "Islam set indefra: Hvad en milliard muslimer tænker." Filmen er baseret på en undersøgelse af muslimske holdninger og udført af John Esposito fra Georgetown Univeristy's Alwaleed Bin Talal Center for Muslim-Christian Understanding, og Dalia Mogahed, lederen af Gallup Center for Muslim Studies. Ligesom undersøgelsen da 'masseres ' afstemningsdata for at få dem til at se ud som Islam i altovervejende grad er en fredelig religion.
Et sådant program blev holdt den 24. juli ved Lamb of God Church i Fort Myers, Florida. Gæstetaleren var Imam Shaker Elsayed fra Falls Church, Virginia mosken, "Dar Al Hijrah" - den selvsamme moske hvor Imam Anwar Al Awlaki, var mentor for Major Nidal Hasan manden bag Ford Hood massakren. Elsayed selv er tidligere generalsekretær for Muslim American Society, en organisation der er blevet beskrevet af Stephen Schwartz som en "hovedhjørnesten" for "Wahhabi lobbyen."
Udover de tvivlsomme forbindelser mellem taleren og det tvivlsomme indhold i filmen, da var det mest interessante aspekt ved præsentationen det svar de 400 medlemmer, der var publikum, gav. Med kun få undtagelser var de glade for den. Der blev ikke stillet nogen nærgående spørgsmål under den efterfølgende debat. Skønt Imam Elsayed portrætterede Jesus på en måde der burde krænke kristne, da var publikum meget mere bekymrede over de muslimske følelser. Deres sympatier var helt klart på repræsentanterne for Islams side, og mod kritikerne af Islam.
Et andet interessant aspekt ved præsentationen var evnen hos Daniel Tutt, den unge og veltalende instruktør af 20000 Dialoger, til at væve kritikernes forsøg på at fortælle sandheden om den anden side ind i sig egen dagsorden om "at bygge broer" og "undgå stereotypier." I et interview bagefter på TV sagde Tutt, at uoverensstemmelsen "helt klart understregede behovet for bedre kommunikation." Med andre ord, de som kritiserer Islam forstår den ikke, og har brug for bedre uddannelse. Og hvordan skal Islam så forstås? Svaret: Positivt. "Vi føler" sagde Tutt, "at ved at række ud med 20000 Dialoger hjælper vi med til at skabe et måleligt skifte i den negative forståelse som amerikanerne har om muslimerne."
Hele præmissen med "Dialogerne" er at en ikke gunstig holdning til islam er en uuddannet holdning. Dette synes også at være holdningen hos Præsten Walter Fohs, fra Guds Lams Kirke. Ifølge Fort Myers News-Press, "Meget af postyret, der fulgte i kølvandet på 11/9 terrorangrebene kan være forårsaget af kristnes mangel på forståelse for deres egen religion, sagde præsten Walter Fohs...." Han gik videre med at sige "der er flere voldelige kapitler i Bibelen end i Koranen."
Dette argument med moralsk sammenligning passer godt med mange kristnes, fordi de som amerikanerne i almindelighed er blevet stopfodret med multikulturelle myter om nødvendigheden af lighed mellem kulturer og religionen. De har det så godt med sig selv ved at nikke i anerkendelse når de informeres af de islamiske repræsentanter (eller deres egen præst) om at Islam ikke er en større trussel, end synagogen længere nede i gaden. Også for altfor mange kristne da er betydningen af Kristendommen blevet kogt ned til - tolerance og ikke fordømmelse.
Ydermere er Kristendommen i Amerika blevet blandet så grundigt sammen med terapi og pop-psykologi, at nu om stunder, er det så det sikreste bevis på - at man føler sig godt tilpas med sig selv. Det er selvfølgelig meget lettere at føle godt tilpas med sig selv hvis man kan lykønske sig selv med at være tolerant, følsom og respektfuld overfor forskelle. Det er sandsynligt at mange af de kristne der overværer præsentationer som den hos Guds Lams Kirke faktisk ikke er ægte interesserede i at få noget at vide om Islam. Det de faktisk søger er bekræftelse på deres formodninger om multikulturens berettigelse. Derfor er deres sympatier hos dem der fortæller dem at det er yderst fornuftigt at blive ved med at drømme om harmoni mellem trosretninger, og de vil derfor være imod de som ønsker at vække dem af en sådan drøm.
Når det drejer sig om Islam da kan de fleste kristne placeres i fire kategorier.
Den første. Der er et lille, dog voksende antal af menigheder, der kan se faren ved Islam, og de forsøger at råbe vagt i gevær. Det er dem som inviterer foredragsholdere som Birgitte Gabriel, Nonie Darwish eller Mosab Hassan Yosuf til at forklare om truslen fra Islam.
Den anden side af spektrum er den religiøse venstrefløj - de kristne der stiller sig op til forsvar for enhver sag der kan skade Amerika og hjælpe dets fjender. De kan findes i enhver pro-palæstinensisk/anti-Israel demonstration, og man kan aktivt regne med dem når en skjult jihad skal igangsættes.
En tredje gruppe udgøres af liberale kristne, mange af dem ønsker inderligt at gøre det på "en kristen måde," men alt for ofte benytter de sporene fra de venstreorienterede kristne til at opfylde "den måde." Det er de som højst sandsynligt udsender invitationer til imamer.
Den fjerde gruppe - hvis man kan kalde den en gruppe - er det store flertal af kristne der har så travlt med at stifte familie, og betale deres regninger at de ikke har meget tid tilovers til at tænke over truslen fra Islam. Det er, for at henvise til inskriptionen på Statue of Liberty, "de store masser der længes efter at være fri for alt det som er indviklet, og for besværlighederne." For mange af dem er tro noget personligt, noget privat, og de ville foretrække at være med til at organisere omdeling af mad i kirken eller at drage på bibellejr fremfor at blive trukket und i en debat om "civilisationernes sammenstød." Det ville passe fint med dem hvis deres præst ville forsikre dem om, at der ikke er noget civilisationernes sammenstød, men blot en mindre misforståelse.
Denne understregning af troens personlige natur sætter denne fjerde gruppe i en uheldig position vis-à-vis, Islam, en religion der betragter tro, ikke som noget privat, men som en politisk rambuk. Idet han henviste til publikum ved Guds Lams Kirke bemærkede Daniel Tutt, "I samfund som dette er det mennesker som disse der stemmer, disse mennesker bestemmer dagsorden i dette land om, hvordan Islam skal forstås." Med det formål at igangsætte 20000 Dialoger, synes Tutt at mene at kan kan få denne fjerde gruppes holdning til at skifte side.
Ligesom deres liberale brødre, kan flertallet af kristne i middelklassen regnes som nogen der ønsker at "gøre det på den kristne måde," når det drejer sig om Islam. Men hvad helt præcist er den kristne måde? I gennem de seneste årtier er den indstilling vokset frem, at den Kristne Måde er altid en accept, man er inkluderende, ikke-fordømmende. I det lange løb kan det vise sig at være en fatal holdning ,fordi den dermed udgør en af de helt store forhindringer til at anerkende, erkende og modstå truslen fra Islam.
Så derfor er det vigtigt, at bringe spørgsmålet på bane. Den enkleste måde at gøre det på er at påpege, efter nutidens standarder, at Kristus både kunne være intolerant og fordømmende - og dette var især når det drejede sig om hans samtaler med de religiøse autoriteter.
"Hvad ville Kristus gøre?" er spørgsmålet som kristne ofte spørger sig selv. Det spørgsmål kan forekomme at være noget besynderligt, fordi Kristus svarede sjældent som folk forventede. I mange tilfælde kender vi ikke svaret. Men når det drejer sig om spørgsmålet, "Hvordan ville Kristus svare Islam og deres officielle repræsentanter?" så er der et overvældende vidnesbyrd om, at han ikke var nær så accepterende, som vor tids kristne er. Beviset kan findes i hans behandling af farisæerne.
Ved utallige lejligheder stødte Kristus ind i farisæerne. Han irettesatte på grund af deres hykleri og fjendskab, for at lægge byrder på menneskets skuldre og glemme retfærdighed og nåde, og for at fokusere på mindre rituelle forordninger "for at undervise i læresætninger der stammer fra mennesker." Vi har en tendens til at glemme hvor lidt tålmodighed han havde med dem. Han advarede dem, fornærmede dem, og ved adskillige lejligheder provokerede han dem. Selv da farisæerne kom med det som kunne forekomme at være et fornuftigt spørgsmål, svarede han kort for hovedet eller fordømte dem. De var "løgnere," "hyklere," "blinde vejledere," hvidkalkede grave .. fulde af urenheder," slangeyngel", giftslanger," "helvedets børn, og værdige til at blive "dømt til Gehenna."
Jesus renser Templet for hyklerne
Meningen med dette er selvfølgelig, at det officielle Islam er lang mere farisæisk end farisæerne nogensinde var. Islams farisæisme går langt videre end de rituelle bønner, de rituelle rensninger, og de utallige restriktioner med Sharia Lov. Kristus kom for at gøre mennesket frit. Muhammad kom for at oplyse dem om at de var Allah's slaver og, dermed slaver af Islam. Hvis Kristus var barsk overfor farisæerne og saddukæerne, ville han da være mere tilbøjeligt til at være venlig overfor de muslimske apologeter? Hvis han mente at farisæerne var bedragere og hyklere, hvad ville han mon så mene om imamerne der siger en ting på engelsk, og noget helt andet på arabisk?
Endnu engang skal det slås fast, at der ingen sikkerhed er for "hvad Jesus ville gøre?" Men helt klart påhviler bevisbyrden de kristne der mener at "den kristne ting at gøre" er at finde en fælles grund sammen med Islam samtidig med at man helt overser Islams brutalitet og undertrykkelse.
Ved en lejlighed bragte farisæerne en kvinde der var blevet pågrebet i utroskab frem for Jesus. Lovens bud var at hun skulle stenes. Hvad havde han at sige om det? Hans svar var selvfølgelig ikke i stil med, "jeg respekterer Jeres diversitet," eller "der er mange veje til Gud." Han udskammede dem blot. Moderne kristne vil langt hellere dele, end udskamme. Som en konsekvens foretrækker de ikke at blive påmindet om Islams forbrydelser.
To tusinde år inde i den kristne æra, fremhæver Sharia Lov stadig, at en kvinde der pågribes i utroskab skal piskes eller stenes til døde. Sharia Lov straffer tyve med amputationer, tillader tvungne ægteskaber hos ganske unge, ser mildt på æresdrab, behandler kvinder som mandens ejendom, og udsteder dødsdomme for frafaldne. Det er den slags samfund man får når Islam bliver den dominerende. Ønsker kristne at være ansvarlige for at bane vejen for Sharia? Hvad ville være "den kristne ting" at gøre? Islam står for alt det som Borgerrettighedsbevægelsen marcherede imod. I muslimske samfund er ikke-muslimer betragtet som værende underordnede, de betragtes som urene. Hvorfor skulle kristne dog marchere hånd i hånd enten bogstaveligt eller billedligt - med de officielle repræsentanter for et sådant undertrykkende system?
Derfor kan det godt vise sig at Harris, Phillips og Hedges får ret alligevel, når de hævder at kristne udgør en større fare for samfundet - men dog ikke af de grunde de angiver. Truslen kommer ikke fra "kristne" militser eller teokrater, men fra alle de så velmenende kristne der handler som umælende redskaber for Islam - og også fra deres pastorer. Det var hensigten at hyrderne skulle beskytte deres får mod ulve, men ved Guds Lams Kirke og steder som den, overdrager hyrderne fårene til ulvene. "Pas på de falske profeter, der komme til Jer i fåreklæder, men indvendig er sultne ulve." (Matt. 7:15).
Det er en passende advarsel for vor tid. Uheldigvis lever mange kristne og deres præster i en idyllisk drømmeverden, hvor forestillinger om ulve og falske profeter aldrig berøres.
William Kilpatrick’s articles have appeared in FrontPage Magazine, First Things, Catholic World Report, National Catholic Register, Jihad Watch, World, and Investor’s Business Daily.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar