En førerhest og en muslim

En muslim, en førerhest og gensidighed

David J. Rusin

For mere end et år siden, efter deres historie første gang gav genlyd, er en blind kvinde og hendes velvoksne firbenede ledsager tilbage i nyhederne efter hun er blevet indskrevet ved Michigan State University. AFP skildrer det:

Mona Ramouni tog notater med et Braille værktøj da hendes førerpony Cali ville deltage i klassediskussionen med en pludselig prusten.

"Hvad mener du Cali?" sagde professor Shelley Smithson med et smil, og ledte derpå samtalen tilbage til teorierne om psykoterapi og rådgivning.

Cali er blot en af en håndfuld miniatureheste i USA som man benytter som førerdyr for blinde og er sandsynligivs den første pony der går på college.

Før hun fik hesten havde Ramouni ingen hjælpedyr, fordi hendes stærkt troende muslimske familie betragter hunde som urene og derfor ikke kan have en hund hjemme. Billeder af Cali der benytter offentlig transport, slapper af i klassen og slukker tørsten kan ses her.

Er dette så endnu en sag med en muslim der får vist særlige hensyn der ellers ikke er tilgængelig for ikke-muslimer? Nej, ikke lige præcis. Hverken Guide Horse Foundation (GHF) eller en artikel i New York Times Magazine giver nogen indikation om, at fremkomsten af disse dyr, der i sig selv er kontroversielt og sjældent, er drevet frem af islamiske ønsker og bekymringer. Faktisk så oplister GHF hjemmesiden udelukkende ikke religiøse argumenter som støtte for førerheste, mens ingen af de personer der vises synes at være muslimer.

En førerhest under optræning hos Guide Horse Foundation.

Bemærk også:Ifølge loven har sådanne tiltag lovmæssighed. Loven om amerikanere med handicaps er opdateret og erklærer at "en offentlig enhed skal foretage rimelige modifikationer i politikken, de praktiske foranstaltninger, eller procedurer så en miniature hest også kan benyttes af et individ med et handicap."

Selvom førerheste og deres accept på offentlige steder ikke er forbedringer der har baggrund i islam er ovennævnte historie ikke desto mindre med til at bringe problemet om 'noget for noget' vedrørende muslimer i Vesten frem.

Man kan ikke høre beretningen om Ramouni og Cali uden at komme i tanker om de utallige eksempler på mennesker med førerhunde der er blevet afvist på begge sider af Atlanten af restauranter med muslimsk personale og af muslimske taxichauffører, og om ikke-muslimske buschauffører der beroliger ophidsede muslimske passagerer. Hvem kan også glemme Tyler Hurd, en mand der har spastiske lammelser der ligesom Ramouni blot ønskede at komme i skole? To år senere truede hans muslimske klassekammerat ved St. Cloud State i Minnesota med at dræbe hans hjælpehund, og dermed tvang Hurd til at forlade kurset.

Hvis det amerikanske samfund er så eftergivende overfor forskellige behov og livsstile at det endog gør det muligt at benytte en lille hest, af en muslim der har indvendinger mod hunde af religiøse grunde, er det så for meget at bede om - næ nej kræve - at alle muslimer respekterer retten hos ikke-muslimer der anvender hjælpehunde, uanset om det er i taxier, på restauranter eller nogen andre steder? I det store billede er det da ikke på tide for muslimerne i Vesten, at de begynder med deres egne selvudnævnte repræsentanter, for at forstå at tilpasning går to veje og at der er behov for at der er balance i tingene?

This article originally appeared on Islamist Watch, a project of the Middle East Forum, and is reproduced with permission. Islamist Watch specifically does not deal with counterterrorism but works to establish that lawful Islamism is by and of itself a threat.