Islamister kender hemmeligheden bag Vestens kultur: "Fremskridt" får religion til at gå tilbage
Det var slet ikke faldet de protestantiske teologer, der havde forsøgt at "liberalisere" og "modernisere" Kristendommen ind ...at de således var med til at undergrave den selvsamme religion de søgte at afstive "videnskabeligt".... Når den "beskyttede kapsel" (af troen) fjernes da bør ingen længere være overrasket over at se, at Kristendommen hurtigt tørrer ud. - Curtis Cate om Friedrich Nietzsche
Da den 21-årige Friedrich Nietzsche, der mange år senere ville erklære den Suveræne for at være død, vendte hjem fra sit første semester ved universitetet i 1865, var familien chokeret. Ikke alene var hans ansigt hærget af druk og svir, men denne søn og barnebarn af gejstlige erklærede at han var ateist. (Forresten holdt denne uoverenstemmelse ham ikke fra hele tiden at bede sin familie om flere penge.)
Det var en beretning der kan gentages så mange gange i løbet af årtierne og stadig finder sted i dag. Selvfølgelig døde religionen overhovedet ikke i Vesten, og især ikke i United States, men den har konstant været i tilbagegang og i en nedgang - især blandt de elitære.
I dag skal det huskes, at kirkerne ofte var kædet sammen med reaktionære kræfter der forsøgte at rulle moderniseringens tidevandsbølge tilbage, videnskaben og den sociale forandring. Men det som glemmes er, hvor ofte gejstlige og fromme mennesker, især Protestanter, skubbede til disse bølger og energisk forsøgte at tilpasse deres religion til dem.
Ofte var de mest ihærdige og stærkeste fortalere for fornuft og videnskab i de sidstre tre århundreder meget religiøse kristne. De blev motiveret af en ærlig søgen efter sandhed hvorhen den så førte dem, en meget nødvendig kvalitet i dagens samfund. Men de erklærede også at rationalitet eller videnskab ikke undergraver relgion. Det var tapre, tillidsvækkende og ærværdige mennesker. Men de tog også fejl.
Den moderne æra kan man i denne henseende sige begyndte med David Friedrich Strauss' Life of Jesus. Første gang udgivet i 1835 men mest kendt ved hans reviderede udgave i 1864. Om den historikeren Curtis Cate:
Det er vanskeligt for os, der lever i en radikalt sekulariseret , kritisk og videnskabelig tidsalder at sætte pris på den gevaldige furore som den første udgave....medførte.
Men Strauss forsøgte at tilpasse Kristendommen den moderne tid, ikke på at være grøftegraver. Endnu en skribent var Heinrich Gottlob Paulus, en from professor der havde studeret såvel filosofi som teologi, der i sin bog fra 1828 foreslog at beretningen om hans religions grundlæggers vandring på Galælæa Søens vand var en optisk illusion på grund af det kraftige sollys og eller en tæt tåge.
Cate skriver at det næste stadie ved den nye skole var:
“Videnskabelig" teologi, der argumenterede for, at hvis religiøs tro skulle overleve ...ville mange at de traditionelle troslærer... være nødt til at blive forkastet....I teorien var dette ønske om at skabe en dynamik, som modsætning til en statisk, urokkelig religion, beundringsværdigt, men hvem skulle bestemme hvor meget i Det Nye Testamente der skulle skæres bort og hvor meget der skulle bibeholdes som den rene og uforfalskede Kristendom?
På tidspunktet da denne proces var afsluttet var store antal faldet fra troen, mens det som blev tilbage i mange kirker, især blandt eliten er en slags fromheds- kombination af social retfærdighed og social opstigning uden megen nærvær af det guddommelige. En sådan tør religion er ikke særlig succesrig i at inspirere, og meget mindre fastholde medlemmer.
Evangeliske kirker holder fast i deres entusiasme, men de har et vanskeligt valg: Prøver de at beskytte deres medlemmer, ved at sige at kundskab er ikke godt for dem, eller kan de virkelig skabe en alternativ elite der kan vare ved? De uspiselige alternativer synes ofte at være dumhed eller forstillelse. Vestens politiske, kulturelle og intellektuelle elitære i dag er, uanset hvilken patina af hykleri der er tilbage, i altovervejende grad ateister. Jeg siger ikke dette som om det er godt eller dårligt. Det er blot min observation og analyse.
Endnu et pinligt spørgsmål er om, hvorvidt nedgangen i religiøsiteten i Vesten er en uundgåelig følge af moderniseringsprocessen, eller noget reversibelt. Det første kan se ud til at være mest sandsynligt.
Imidlertid er det ikke min pointe her. Min interesse er hvordan det vedrører Islam og Mellemøsten. I lyset af Vestens historie, hvor stærk er så motivet til at reformere Islam?
Svaret er, at det er langt mindre udpræget end observatører udefra måske tror. Året er 2010, ikke 1517 da Martin Luther proklamerede sin revolte mod Den Katolske Kirke og med stor tillid troede at hans reform ville styrke Kristendommen, som det uden tvivl gjorde der for adskillige århundreder siden. Kan muslimer tro noget lignende kan ske i dag?
Det er år 2010, ikke 1820'erne eller 1830'erne da Strauss og Paulus kunne tro, at gennem en kritisk tilgang til Kristendommen da kunne man fastholde dens indflydelse på de europæiske samfund. Kan muslimer tro på noget lignende i dag?
Islam lider ikke på grund af nogen militær eller økonomisk agression fra Vesten, men på grund af de moderne holdninger fra Vesten. For det store flertal af troende muslimer er enhver alvorlig ment reform af deres religion risikofyldt, måske alt for risikofyldt til at give sig i kast med og så stadig forvente at patienten ville overleve.
Selvom man kan argumentere for at visse interne strukturer og grundlærer i Islam blokerer for reform, da ville en observatør fra det 14. århundrede, der ville foretage et sådant studium af Kristendommen havde fundet det samme. Med grundlag i en læsning af skrifter og hellige bøger fra dengang kunne mine Middelalder forgængere have argumenteret for, at det var helt umuligt for nogen troende kristen at gå ind for et dramatisk skifte i hans religion, herunder en tolerance overfor politisk og kulturel verdslighed.
Dog skete det. Men det skete i en tid og i en sammenhæng da de gejstlige og den fromme ofte kunne tro at modernisering og reform på ingen måde ville undergrave deres institutioner og tro. Det er ikke muligt for Islam i det 21. århundrede, når vi alle har set eksemplet i Vesten.
For at henvise til en fuldstændig anderledes analogi et øjeblik, da overvej Sovjetunionens skæbne. Mikhail Gorbachev, som leder af landet, forsøgte at reformere Kommunismen for at, som han troede, redde det. I stedet faldt USSR sammen. Det russiske folk (og helt sikkert Moskvas tidligere underlagte nationer) har det klart bedre, men forsøg at fortælle det til en overbevist Kommunist, der jo netop nyd magten og privilegierne under det gamle system.
Dette er så paradokset. Kun en omfattende forandring, sekularisering, intellektuel åben debat, en kritisk undersøgelse af de mest grundlæggende religiøse læresætninger, en forandring af kvinders stilling og lignende kan åbne op for et modernes samfund i lande med muslimsk flertal. Det er ganske forståeligt at muslimen i 2010 ville se det som hændte i 1517 eller 1835 med den kristne verden som et selvmord, hvorimod de kristne dengang så det som en glorværdig fremtid hvor videnskab og religion kunne bekræfte og hinanden.
I den forbindelse er det, at isolere, at dræbe kritikere, bygge murene højere, forsøge at lukke (eller kraftigt begrænse) moderniteten og demagogisk fyre op under jihad, faktisk det logiske svar for de som ønsker at fastholde deres religion og samfund som det har været i århundreder.
Måske vil de mislykkes på grund af modstand eller den historiske uundgåelighed, men sådanne kræfter fortsatte kampen i Vesten i hundredvis af år, med fascismen (som selvfølgelig havde sin neo-hedenske side)som den sidste anstrengelse.
Der er mange i lande med muslimsk flertal der er villige til at dø i forsøget, og der er ingen grund til at betvivle at de kan trække processen ud i århundreder og lade den gå gennem strømme af blod for at nå den anden side.
http://pajamasmedia.com/blog/islamists-know-a-western-civilization-secret-progress-makes-religion-decline/
Barry Rubin is director of the Global Research in International Affairs (GLORIA) Center and editor of the Middle East Review of International Affairs (MERIA) Journal. His latest books are The Israel-Arab Reader (seventh edition, Viking-Penguin), the paperback edition of The Truth about Syria (Palgrave-Macmillan), and The Long War for Freedom: The Arab Struggle for Democracy in the Middle East (Wiley). The website of the GLORIA Center is at http://www.gloria-center.org and of his blog, Rubin Reports, at http://www.rubinreports.blogspot.com.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar