Tyrus og digterne
For 50 dollars kan en familie foretage en sikker taxirejse fra det overfyldte Beiruts hjerte til den uberørte gamle kyst ved Tyrus, nogle få kilometer nord for grænsen til Israel. Dejlige bananplantager ligger ved kystlinjen.
Der er mennesker alle vegne, men kun Gud ved, hvor mange der er. Blandt de mange mysterier i Libanon er at man dækker over sin befolknings størrelse. En slidt, vejrbidt avismand fra Beirut, en levantiner, Hildy Johnson, forklarer over adskillige glas arak at, på grund af de religiøse "tilhørsforhold" ved den politiske magt at det bare er alt for følsomt et område, derfor vil man ikke mere foretage en egentlig optælling.
Sidste gang der var "Gode Tider" her, så man kunne foretage en officiel folketælling, var 1932 under den franske Tricolore, og 16 år før Republikken Libanon blev skabt.
Den libanesiske holdning om konsensus følger den epikuræiske holdning hos Horat: Tu ne quaesieris, scire nefas, eller som det siges i en mere forloren tid, "Spørg ikke, undgå besvær " (helt og aldeles frit oversat)
En halv time syd for Beirut ligger Zidon, hvor tilbage i tiden, den helgenkårede Louis IX fra Frankrig byggede et kæmpeslot, og havde kommandoen over nogle Korsfarere i nogle få år. I dag som så meget andet er der både nyt og gammelt i Libanon, og slottet er blevet sprængt i stumper og stykker. Med deres fremragende falafel, fortryllende souq (marked) og lejrpladser er denne gamle by et dagsbesøg værd. Zidon er kommet langt bort fra Hellig Louis, men ikke i den rigtige retning. Man har ikke et eneste hotel der er værd at overnatte på.
Resterne af Lous IX' Korsfarerborg
40 minutter længere ned ad kysten forbi både libanesiske og FN militær posteringer ankommer vi til en stenet strand ved byområdet om Tyrus dér ved Middelhavet, med en gammel osmannisk struktur, der er omgivet af solide guldbelagte limstensudsmykninger. I løbet af det 19. århundrede, i det som forekommer som ondsindet design af visirerne (politisk rådgiver eller minister) og dragomannerne, havde man en bygning som jordemoderhospital på 1. sal og i kælderen et kvindefængsel. I år er det blevet smukt restaureret og udsmykket, og genåbnet som Yara Palace, et hotel med butikker og restaurant. Det tidligere fængsel er en bar der betjener sydkoreanere, italienere og tanzanianske militærfolk tilknyttet UNIFIL.
UNIFIL står for FN Indsatsstyrke i Libanon, men husk på hvad "indsatsstyrke" kunne betyde for beboeren i Tyrus. Mens han arbejdede på sin Histories, rejste Herodot her i det 5. århundrede f.v.t. for selv at se stedet. De lokale fortalte ham, at deres by dengang allerede var 2300 år gammel.
Vestens litterære forestillingsverden er tiltrukket af Tyrus, fordi den befinder sig midt i den turbulente indflydelse fra Bibel historien og profetierne, fra Homer og Virgil, fra Ovids mytologi og de kejserlige overdådigheder med luksus, til hævnfyldt krigsførelse. Tyrus er fødestedet for ægte, og for fabelpersoner herunder Cadmus, Europa og Dido, den sidstnævnte der grundlagde Karthago, og af andre der overførte den tyruske standard til havnebyer i Middelhavet så langt vestpå som Cadiz. De mænd som sejlede med Columbus og koloniserede Amerika var efterkommere af kolonister fra det oldgamle Tyrus.
Med sin ekstrem dyre purpurfarve fremstillet af en lokal mollusk, (bløddyr) murexen, var Tyrus centrum for oldtidens Versaces og Givenchys. Her fandtes Trojas Helen på bytur for at iføre sig overdådige klæder, der igen medførte at tusindvis af skibe drog ud med varer.
Kong Hiram af Tyrus var en allieret, og handelspartner, med Jerusalems konge Salomon. Hiram solgte cedertømmer til Salomon til bygningen af Det Store Tempel. Forholdet mellem Tyrus og Jerusalem var skrøbeligt som det også er det nu. De gamle hebraiske profeter tordnede mod den velstående by og dens nabo Zidon som arnesteder for hedenskab og ondskab. Jesabel, en prinsesse fra Tyrus (og Didos grandtante) giftede sig med Israels Kong Akab, og det gik grueligt galt.
Da det ikke lykkedes med diplomati påbegyndte Alexander en kostbar belejring der resulterede i nedslagtningen af tusinder af indbyggere i Tyrus, deportation til slaveri for de overlevende og ødelæggelsen af den fantastiske by. Moderne historikere siger der ikke var nogen fornuftig grund til at Alexander ødelagde byen og dens indbyggere. Dette folkedrab var ligesom den vrede en forsmået elsker kan føle. Er "uddannelse svaret på krig og verdens andre problemer? Overvej at den makedonske sociopat havde sin egen personlige tutor, den højtidelige og fornuftige Stagirite (Aristoteles) der skrev Nicomachean Etik.
Da Jesus gik den forholdsvis korte vej fra Galilæa til Tyrus prædikede han til folket og drev en dæmon ud af en lokal kvindes datter, der så han hvad Nebukadnezar og Alexander havde gjort ved stedet som opfyldelsen af profetierne af, inter alia, Amos, Ezekiel, Zakarias og Jeremias. Han instruerede sine disciple til at sige, at byer i Galilæa der forkastede ham og hans forkyndelse: "Det vil være mere tåleligt for Tyrus og Zidon på Dommens Dag, end for Jer."
Tyrus, dens storslåethed og dens ødelæggelser har inspireret til megen engelsk sproget poesi, ikke altsamme særlig godt. Shakespeare med Perikles: Prins af Tyrus, en noget svagt stykke arbejde klasket sammen i et beklageligt samarbejde mellem Barden (Shakespeare) og nogle London skribenter fra et middelalder tårepersende stykke Apollonius fra Tyrus. Den gnostiske neoromantiker Simon Magnus og hans elskede Helen fra Tyrus der levede kort tid efter Jesus er selv figurerne i en fascinerende legende. Longfellow var besat af Tyrus, men han var ingen Dante med Paolo og Francesca, og ødelagde historien om Simon og Helen i et kedsommeligt stykke af moralske formaninger - "fromme opstød" som Mencken udtrykte det.
Imidlertid blev der på den anden side givet inspiration til nogle fine romantiske digte fra den græsk-romerske fortid, uden at man specifikt hentydede til Tyrus, men man indfangede atmosfæren. Det Keats fortæller os, da han første gang så ind i Chapman's Homer, er noget der ligner Tyrus.
Poe tilegnede sit store værk "Til Helen." Mange historikere fastholder at dette digt var inspireret af Poe's ungdoms besættelse af før borgerkrigs tidens Hannah Montana, den 14 årige Jane Stanard fra Richmond, Virginia. Mere besynderlige ting er hændt, men Stanard påvirkningen forringede Poe's klassiske uddannelse, og den kendsgerning, at hans digterkunst når den var bedst er behageligt fyldt med antydninger, om ikke blytung didaktisk (som Longfellows frygtelige smøreri om Tyrus). Dette har nu måske helt dræbt mine chancer for nogensinde igen at spise frokost ved Garden Club of Virginia, men på en måde mener jeg det er ganske så fornuftigt at erkende at digtets antydninger, ikke drejer sig om skolepigen Jane fra Old Dominion (universitet), men til to store litterære Helen'er fra netop universitetet Old Dominion.
Vor hotelvært fortæller os, at stranden foran os er der hvor Apostelen Paulus gik i land da han besøgte de kristne i Tyrus i 58 e.v.t. Overfor grusstien fra hotellet, får min hustru og jeg tyk tyrkisk (ups, græsk...nej sig hellere libanesisk) kaffe med den græsk-katolske Melkite Metropolitan Ærkebiskop af Tyrus, ved hans bopæl. Han sidder ved siden af et fotografi af sig selv og Pave Benedikt, hvis stilling han anerkender. Det er hverdag, og han har netop holdt den tidlige morgens Gudstjeneste/Liturgi med emeritus ærkebiskoppen og en anden præst ... og seks medlemmer af lægfolket.
"Der er 500 kristne tilbage i Tyrus," fortæller han os.
"Femhundrede kristne og to ærkebiskopper?" spørger min hustru. Måske er hun for opstemt af Ærkebiskoppens bryg da hun udbryder, "Det er jo et sted, hvor man næsten kan have sin egen personlige ærkebiskop!"
"Faktisk er der fire ærkebisper," fortsætter prælaten. "Der er også en Marinottisk Ærkebiskop og så er der en Græsk Ortodoks Ærkebiskop." Hver af dem bor ved siden af hans lille katedral i en radius af tre husblokke i de tætbefolkede middelaldergader i Tyrus' gamle kristne kvarter. Overdådigheden af ærkebisper i Tyrus har noget at gøre med deres oldgamle oprindelse som et kristent samfund, og mangfoldigheden af kristne ritualer i regionen.
Vejsiderne i regionen Tyrus og Zidon er pyntet som med guirlander overalt af ikonprotrætter, undertiden side ved side, af to mænd af imponerende stilling og med en overdådighed af ansigtshår, Sheik Sayyed Hasssan Nasrallah (lederen af Hezbollah) og oberst Harland D. Sanders. (Kentucky Fried Chickens)
Sammenstillingen understreger det der optager tankerne hos Amriki, der spekulerer på Hvorfor hader de os? Det er en gåde der er passende i et land med det fuldkomne kaos. Hvorfor elsker de vor fast food? Ud fra billeder af Hezbollah tyksakchefens udseende kan det se ud som han meget sjældent er langt borte fra en portion kartofler der brutalt er gennemvædet af Oberstens uforlignelige sovs, af biscuits fra Sydstaterne og med KFC' s originale kyllingeopskrift.
Ezekiel advarede Tyrus og dets guder om hans Guds vrede trussel: "De skal rane din rigdom og gøre dine handelsvarer til bytte; de skal nedbryde dine mure og nedrive dine herlige huse; sten, tømmer og ler skal de kaste i havet. Jeg vil gøre ende på dine brusende sange, og dine citres klang skal ikke mere høres." Ezekiel 26: 12-13.
Med et blik mod efterladenskaberne af oldgamle gader og bygninger der er oversvømmet af det klare Middelhavs vand lige udenfor byens kystlinje, er det meget tydeligt, at profetien gik i opfyldelse. Men efter Alexanders udslettelse af det oprindelige Tyrus, og måske en slags profetisk status over begrænsningerne, er de nye indbyggere begyndt at bygge igen og atter spille musik. Mens jeg tumler gennem det store begravelsesområde og den romerske hippodrome lyder der som fra et damporgel voldsomme toner fra mange ghettoblastere fra en overfyldt palæstinensisk flygtningelejr. Er Bruno Anthony fra Hitchcoks's Fremmede på et tog lurende bag det næste fønikiske benhus?
I de mange landsbyer i udkanten af Tyrus, rejser sig dyre nye bosættelser, Mellemøstens Palæer i bakkerne. Disse er bygget for at vise stolthed og rigdom for Shia handelsmænd der tjener formuer i Vestafrika. Den store mulighed af mere militær konflikt, udlignes en smule af den mindre risiko for at ejeren vil være hjemme når det indtræffer, og hæmmer absolut ikke byggeboomet.
Tilbage i centrum i et udendørs værksted på værftet, hvor Hiram udskibede sine varer, former en gammel mand med en skarøkse det aromatiske cedertræ til et fuldstørrelses, sødygtigt fønikisk skib, en handels brig. Hans unge assistent siger kenderne, der har bestilt dette sejlskib, betaler dem meget godt. Han tilføjer at de solide cedertræsplanker, ved vandlinjen stammer fra Canada. Man har skovet for meget libanesisk cedertræ så træet nu er truet.
Et lille sted lige om hjørnet, ved siden af rådhusets kachot, serverer en mand snacks og tapper Almaza Pilsner fra en tønde. Han bor i et gammel stentårn en husblok borte. Om natten passer han fyret iTyrus. Han fortæller os med et lunt smil, at mere end en gang i løbet af de sidste tre krigeriske årtier har han med overlæg slukket for lyset for at de libyske våbensmuglere og deres medsammensvorne skal gå på grund i det lave vand og slutte sig til de ambitiøse fønikiske, græske og romerske projekter i vandets glemsel.
Foran tømrerens butik, ligger en søjle af porfyr, splittet fra sin oprindelige vertikale stilling, så langt tilbage som Alexanders sejr, og nu ligger den i en seng af støv og groft grus.
I Washington eller Los Angeles ville den være en værdifuld genstand til en udstilling i Dumbarton Oaks eller the Getty. I Tyrus, er den billigere end færdigblandet cement og udfører derfor sin ydmyge tjeneste som en parkeringsmarkering, eller som briterne ville side, og stave det "en tyrestopper."
Med en fin æstetik og endnu finere pragmatisme lever indbyggerne i Tyrus efter en teleologi der ville have været i overensstemmelse med Alexanders læremester: Funktionen bestemmer formen.
(Mr. Duggan began writing for The American Spectator many and many a year ago. Since the summer of 2009, he has lived and worked as a writer in the Middle East, in a kingdom by the sea.)
http://spectator.org/archives/2010/11/05/tyre-and-the-poets
Photos: Lucía Landa de Duggan
Ingen kommentarer:
Send en kommentar