Multikultur - hvil i fred!

Multikulturalisme - hvil i fred

Roger Scruton

Gennem mit voksenliv har regeringer rundt om i Vesten forkyndt evangeliet om multikulturalismen, som fortæller os, at indvandrere, uanset hvorfra i verden de kommer, og hvilken måde de lever på, er velkommen som en del af vort "multikulturelle" samfund. Forskelle i sprog, religion vaner og tilhørsforhold betyder intet, har de forsikret os om, da det alt sammen kan være med til at være en farverig udsmykning af den moderne stat.

Enhver der er offentlig uenig med denne påstand påkalder sig tankepolitiets opmærksomhed, altid er de klar til at anklage for racisme, og de betænker sig ikke et øjeblik på, at det er en synd at ødelægge karrieren hos nogen forudsat han altså er hvid, oprindelig indbygger og mand. For at være ærlig, at leve i denne periode med organiseret nederdrægtighed har været en af de mindst behagelige prøvelser som vi konservative har måtte udholde. At bøje nakken er slemt i sig selv, men at få fyldt sit hoved med officielle løgne betyder at man ofrer tænkeevnen og friheden.

Pludselig, ganske overraskende er undertrykkelsen hørt op. Selv Angela Market, kansler i et land hvis ry for politisk korrekthed er mere omhyggeligt plejet end nogen anden kulturel fordel, har netop fortalt os at multikulturalismen er død -- stendød. Præsident Sarkozy har i nogen tid sagt det samme, mens Prospect, Storbritanniens førende venstrefløjs månedlige magasin, nu for tiden har overskriften "Genovervejelse vedr. race: Har multikulturalismen ikke længere betydning?" Denne overskrift er på mange måder den mest afslørende i de nuværende forsøg på at sætte multikulti på standby. Det lykkes nemlig på samme tid at benægte og bekræfte det oprindelige budskab, der går ud på, at diskriminere blandt kulturer er at diskriminere på baggrund af race -- med andre ord at være racist. Dette er måske den mest ondskabsfulde af de løgne vi er blevet tvunget at sluge i undertrykkelsens år, da det er den der sammenligner flertals kulturens hele forsvar, og alle forsøgene på at integrere minoriteterne, med nogle af de værste forbrydelser i historien.

Lad os være helt klare i mælet: Kultur og race har intet med hinanden at gøre. Der er ingen modsætning i den forstand, at Felix Mendehlssohn var jødisk af race og tysk i kultur -- eller at han faktisk var den der gjorde mest for, og var repræsentant for tysk kultur på sin tid. Der er heller ikke nogen uoverensstemmelse ved at sige, at en enkelt person tilhører to kulturer. Felix's bedstefar Moses var en stor Rabbi, fremtrædende repræsentant for den jødiske kultur arv, og også grundlægger af den Tyske Oplysning. Mange af de tyske filologer som Oplysningen førte frem var ligeså multikulturelle som Moses Mendehlssohn - Max Müller, for eksempel, tysk af oprindelse, engelsk adopteret, og mere gennemtrænet af kulturen i Indien, end i praksis nogen nulevende i dag.

Wagner måtte virkelig vride hver en tanke til enhver form for absurd grimasse for at opdage "det jødiske" i Felix Mendehlssohns musik, som han hentede så meget fra. (Hvordan kunne han have fundet frem til musikken til Lohengrin, uden hjælp fra Mendelssohn's musik i 'En Midsommernats Drøm?') Og Wagners afskyelige essay om jødedommen i musik er en af de første tilfælde af den løgn som vi har måtte leve med - løgnen om at se race og kultur som det samme, og som fortæller os at ved at kræve en vis portion kulturel ensformighed da er vi netop ved at bekræfte dominansen hos en enkelt race.

Når vi en gang skelner mellem race og kultur, da er vejen banet for at anerkende, at ikke alle kulturer er lige beundringsværidge, og at ikke alle kulturer kan eksistere, fredeligt og godt side ved side.

At benægte dette er give afslag på muligheden af moralsk dømmekraft og det er at benægte et samfunds fundamentale erfaring. Det er præcist dette der har forårsaget at multikulturalisterne tøver. Ved med rette at nyde den polyteistiske Hindufestival, karneval fra Carabiens sorte, og fejringerne af det kinesiske nytår, har de fået os til at tro at kultur forskelle altid er et plus til det sociale liv, og aldrig en trussel. Enhver der diskriminerer mellem kulturer må derfor virkelig have noget særdeles farligt i bagtanke - et ønske om at bortvise, fordømme på grund af det fremmede, hvilket er første skridt mod en racistisk tankegang.

Men erfaringerne har endelig sejret over ønsketænkningen. Det er kulturen, ikke naturen der fortæller en familie at deres datter, der er blevet udenfor den tilladte cirkel skal dræbes, at piger skal have kønslig omskæring, hvis de skal være respektable, at den vantro skal udslettes når Allah påbyder det.

Man kan læse om sådanne ting og tro at de tilhører noget fra fortiden i vor verden. Men når pludselig de sker lige i vor midte, da bliver man tilbøjelig til at vågne op til sandheden om den kultur der tilskynder til det. Man er tilbøjeligt til at sige, at det er ikke vor kultur, og den har intet at bestille her. Det er hvad europæerne nu siger -- ikke kun nogle få tossehoveder, men alle og enhver. Og multikulturalisterne er nødtvungent blevet nødt til at være enige med dem.
Det som nu kommer over vore hoveder, gennem de smertelige erfaringer, som vi måske kunne have undgået om det havde været tilladt at sige sandheden noget før, er at vi, som alle andre, er afhængige af en fælles kultur af hensyn til vor sikkerhed, vor velstand og vor frihed. Vi kræver ikke at alle skal have samme tro, føre det samme familieliv, eller deltage i de samme fester. Men vi deler en moral og og lovarv, et fælles sprog og en fælles offentlig sfære.

Vore samfund bygger på det jødisk/kristne ideal om næstekærlighed, ifølge hvilken fremmede og bekendte fortjener samme omsorg. Det kræver af hver af os, at vi respekterer friheden og suverænitet hos alle andre, og at vi anerkender privatsfærens tærskel, som det ikke er velset man overtræder medmindre man er inviteret. Vore samfund hviler på en kultur hvor lov overholdes og med åbne kontrakter, disse ting forstærkes gennem den uddannelsesmæssige tradition der har formet vort fælles curriculum.

Det er ikke en tilfældig kulturimperialisme der fører os til at værdsætte græsk filosofi og litteratur, den hebraiske Bibel, romersk lov, og romancerne og digtene fra Middelalderen, og at der undervises i disse ting i skolerne. De er vores, på nøjagtig samme måde som juraen og de politiske institutioner er vores: De er med til at skabe det vi er og understreger budskabet om, at det er helt fint at være hvad vi er.

Med tiden kan indvandrere komme til at dele disse ting med os: Erfaringen fra Amerika bærer rigeligt med vidnesbyrd om dette. Det bliver så meget lettere når de anerkender at, i enhver fornuftig forståelse af ordet, at vor kultur også er en multikultur, der inkorporerer elementer, opsuget gennem tider fra rundt om Middelhavet og i moderne tider fra eventyrerne hos europæiske handelsmænd og opdagelsesrejsende fra over hele verden.

Denne kalejdoskopiske kultur er dog stadig een ting, med en sæt af ukrænkelige principper som sin grundvold; det er kilden til socialt sammenhold i Europa og Amerika. Vor kultur giver rum til et bredt spektrum af livsudfoldelser, den gør mennesker i stand til at 'privatisere' deres religion og deres familievaner, mens den dog stadig tilhører det offentlige rum med åbne relationer og fælles troskab. For dermed defineres det offentlige rum, med såvel lovmæssige som territoriale udtryk, og ikke efter tro eller afstamning.

Hvad sker der da når mennesker hvis identitet er fastlåst gennem tro eller afstamning indvandrer til steder med Vestens kultur? Multikulturalisterne siger at vi skal gøre plads for dem og at vi skal gøre det ved at frigøre plads så deres kultur kan blomstre. Vor politiske klasse har nu endelig anerkendt at dette er opskriften på en katastrofe, og at vi kun kan byde indvandrere velkommen, udelukkende hvis de bydes ind i vor kultur, ikke som en parallelkultur eller imod vor. Men dette betyder at vi skal bede dem acceptere regler, vaner og procedurer der kan være fremmede for deres tidligere levevis. Er dette en uretfærdighed? Helt sikkert ikke.
Hvis indvandrerne kommer er det fordi de kan opnå noget ved det. Det er derfor, rimeligt, fornuftigt at minde dem om at der også er en omkostning. Først nu er vor politiske klasse beredt til at sige det, og insistere på at omkostningen skal betales.
Det kan meget vel vise sig at denne sindsændring er kommet for sent.


Roger Scruton
http://spectator.org/archives/2010/12/07/multiculturalism-rip