Vestens langsomme selvmord

Vestens langsomme selvmord

Kan en civilisation der har ødelagt sig selv reparere sig selv?

Matt Patterson

 

For sådan cirka 6 århundreder siden begyndte Vestens civilisation at gnave sig vej ud af den store ødemark i den Mørke Middelalder.

På forbavsende kort tid blev den kulturelle, teknologiske og militære overlegenhed man engang havde besiddet under det Romerske imperium genvundet, og overgået. Under Renæssancen, Opdagelsernes Tid, Oplysningstiden og Den Industrielle Revolution så man folk fra Vesten erobre fjerntliggende steder på kloden, trænge ind i de tidligere uklare naturmysterier og indtage et fremmed ugæstfrit himmellegeme -- mindre end 500 år adskilte Columbus første skridt i Nordamerika fra Neil Armstrongs små skridt på Månen.

Her ved begyndelsen af det andet årti i det 21. århundrede er selve bygningen 'Vestens civilisation' rystet faretruende i sin grundvold. Symptomerne for et kulturelt forfald - kraftigt faldende fødselstal, tomme kirker, økonomisk ustabilitet - hersker som en ubehandlet feber. De folk i Østen vi engang besejrede er nu vore kreditorer. Koloniseringen af Rummet er gået i sig selv. Det globale finansielle system som blev skabt og underbygget af Vesten synes nu at være et skrøbeligt økosystem som kun få kan forstå og endnu færre forudsige; Rigeligheden, der engang nærmest var garanteret synes nu skræmmende flygtig.

Set i historiens lys da vil historikerne anerkende det 20. århundrede som den Æra, hvor Vesten begyndte af æde sig selv op indefra. Processen har to sider:

1)  En næsten hundredårig intern-civilsations borgerkrig, indbefattende begge Verdenskrige og Den Kolde Krig, der satte de totalitære og demokratiske handlemåder i Vesten op mod hinanden i en kamp til døden. (Karl Marx, en tysker der skrev i England, er ligeså meget en borger i Vesten som Thomas Jefferson.)

Denne konflikt knuste de tabende og udmattede vinderne, og afstedkom en rædselsvækkende omkostning i blod, og værdier for hele civilisationen. Hvor mange potentielle genier faldt ikke på Europas slagmarker i Det Blodige Århundrede? Hvilke store opfindelser og fremskridt ligger ikke ufødte i de utallige militære begravelsespladser på Kontinentet? Den interne-civilisations krig var den største katastrofe i historien - timillionvis af liv og billionvis af dollars blev ofret - hvilket efterlod dybe og varige furer i den moralske tilstand i hver nation i Vesten, såvel hos de sejrende som de besejrede.

2) Regeringerne i Vesten begyndte i det 20. århundrede at samle sig mere og mere magt over borgerne og deres økonomiske aktiviteter, ved at oprette magtfulde omfordelingskontorer, hvor velstanden fra de arbejdsskabende skulle omfordeles til de som ikke skabte noget. "Velfærden" var født. Mens århundredet skred frem begyndte selv de nominelt frie nationer i Vesten af give garantier for stadig større andele af materiel komfort til borgerne i form af subsidierede tilbagetrækningsmidler og sundhedsprogrammer.

Disse programmer var imidlertid baseret på fejlagtige demografiske og økonomiske forudsætninger -- for eksempel lever mennesker  længere nu, end de gjorde i 1930'erne, da mange af disse programmer dukkede op. Resultatet er at udgiften til disse velmente midler nu langt har overgået det som regeringerne kan betale. Rettigheder er blevet en gigantisk byrde, som Vestens nationer har forpligtet sig til at slæbe rundt på. Som Sisyfos, op ad den økonomiske produktivitetsbakke. Og rettighedsbyrden bliver større og tungere for hvert skridt der tages.

Så omfattende er forpligtelserne blevet, at regeringerne i Vesten aldrig vil være i stand til at leve helt op til de givne løfter, de løfter de så tåbeligt gav deres borgere. Låne og underskudsforbruget har i årtier udsat det kommende og uundgåelige slutfacit. De har garanteret at det vil blive endog endnu værre når det endelig kommer.

En eksistentiel 'borgerkrig' og ubærlige socio-økonomiske politikker kombineret i det 20. århundrede har udmattet og smadret Vesten økonomisk, kreativitetsmæssigt og moralsk. Hvad dette langsomme civilisatoriske selvmord for gennemsnits borgeren i Vesten vil indbefatte i fremtiden - hvis det fortsætter uhindret som nu - betyder mindre frihed, mindre velstand og mindre stabilitet.

Sådan behøver det ikke at gå. Vesten har altid udvist en bemærkelsesværdig kapacitet for fornyelse, takket i stor grad de forbavsende opfindelser og de lysende eksempler fra tiden med Vestens daggry. Vi dukkede frem af den lange mørke nat i den Mørke Tid, men kun da vi gjorde krav på vor klassiske arv: Genopdagelsen af Aristoteles og Homer satte os på den sti der førte til Einstein og Shakespeare; genkomsten af Cleisthenes og Cicero gav os Washington og Churchill.

Vil vi være så fornuftige at vi endnu engang vender os mod de tanker der gav vor civilisation sin fødsel, når vi nu igen står overfor at genopbygge deres fabelagtige værk?

http://pajamasmedia.com/blog/the-slow-suicide-of-the-west/


Matt Patterson is senior editor at the Capital Research Center and contributor to Proud to be Right: Voices of the Next Conservative Generation. His email is mpatterson.column@gmail.com.