Den arabiske verdens sammenbrud

Arabisk civilisations sammenbrud?

Michael Fraley

Fo fem år siden udgav Oberst James G. Lacey artiklen "Det uundgåelige kollaps af den arabiske civilisation" i The Naval Institue: Proceeding." Han gik i dybden med konklusionerne i to bøger der især har haft indflydelse på den nyeste udenrigspolitik og overordnede strategi. "Islams Krise: Hellig Krig og Uhellig Terror," af Bernard Lewis, og "Civilisationernes sammenstød og genskabelsen af en ny Verdensorden" af Samuel Huntington.

  I sin artikel fastslog han:

En mere præcis forståelse af begivenhederne fører til den konklusion at arabisk, ikke muslimsk, civilisation er ved at kollapse, og det er så tilfældigt at de fleste arabere er muslimer. I denne henseende var Det Vestromerske Imperiums fald et fald for Vesteuropa og ikke en krise for Vesteuropa. 

Han tese var, at mens Islam vokser og trives rundt om i verden (og faktiske forstsætter sit voldsomme indtog i Vestens lande), er det i særlig grad i den arabiske verden man har set civilisationen i opløsning og forfald.

Han er ikke alene om det. Azmi Bishara skrev i 2003, i Al-Ahram Weekly (Cairo):

Araberne befinder sig i en .. slags dobbelt tilstand af forfald der bekymrer sindet hos de som forventede en slags dekadence efter krigen...Den arabiske nation vil være splittet mellem de som danser til skandalens rytmer, og skandalens nederlag, og de som sprænger sig selv i luften i det som viser sig at være et øredøvende religiøst ritual.

Fouad Ajami der skriver for Wall Street Journal begynder sin artikel om Selvstyre og Arabernes Nedtur med denne besynderlige forudsigelse:

"Jeg blev så jaloux" sagde  Abdulmonem Ibrahim, en ung egyptisk politisk aktivist om den seneste opstand i iran. "Vi er forbløffede over den oranisering og hastighed, hvormed den iranske bevægelse har været fungerende. I Egypten kan man tælle aktivisternes antal på en hånd. "Denne tilstand af "Misundelse med Iran" er et meget betegnende udtryk for stagnationen i arabisk politik. Den er ikke køn, denne opstand i Iran, men den gavner iranerne: De er gået på gaderne for at udfordre teokraternes jerngreb.

Nu er Mubarak bortstødt, men spørgsmålet vi alle kan stille er: "I den endelige analyse, var dette så virkelig en sejr for Egyptens folk, eller en sejr for radikale islamister?"

Civilisationens Kollaps?

Den seneste tids uro i den arabiske verden udstiller den utilfredshed som folket har bygget op gennem årtier. Men er det noget større og meget mere alvorligt end en række opstande? Nu da sædet for arabisk kultur og magt er vendt på hovedet, indikerer det så en fornyelse eller forfald for civilisationen som et hele? Oberst Lacey forudså opstanden som vi er vidner til nu for tiden, og gjorde sig til talsmand for at disse begivenheder er indledningen til den arabiske verdens historiske afslutning. Dette er dog en monumental påstand, og Lacey anerkender at troværdigheden ved sådan påstand ville blive betvivlet.

Det næste spørgsmål er, hvordan kunne verden dog have undladt at se en hel civilisation kollapse lige for sine øjen? Det ganske enkle svar er at ingen nulevende har set noget sådant ske før. I vor levende erindring har vi set imperier falde og atnationer gå fallit er blevet almindeligt, men ingen i vesten har været vidner til en civilisations kollaps siden den mørke Middelalder. Civilisationers sammenbrud tager lang tid for at folde sig helt ud, og det kan være let at overse i de daglige begivenheders vrimmel.

Såsæden til et sådant kollaps, hvis det er det vi kan se ske, kunne være lagt i jorden for 600 år siden, ifølge Lacey, med Renæssancens fødsel over hele Vesteuropa. Imidlertid kan man også argumentere for at den arabiske civilisations skæbne blev grundlagt to århundreder før, med fordrivelsen af Ibn Rush, 1126 – December 10, 1198(det vestlige navn for Averroes). (Af nogle beskrevet som den verdslige tankegangs fader i Europa og som sådan forløber for Renæssancen)

Ibn Rush var filosof i Andalusien.

Forskellige veje

På et tidspunkt da filosoffer i Vesten aktivt brydedes med mange spørgsmål om omtologi (det at være til) og epistemologi (hvordan kan vi vide det), da behandlede de arabiske Kaliffer og deres udvalgte lærde de filosofiske problemer som de altid havde gjort: Med anklager om frafald fra Skrifterne, og fængselsdomme, eksil eller døden disputerede Ibn Rush den dominerende tænker Al-Ghazali (1059-1111), og gik mere i Ibn Sinas tradition, en 11. hundredetals persisk islmisk filosof. Yosuf Fajr Raslan skriver:

Afvist af den blinde modstand fra Kaliffens lærde vendte Ibn Rush sig mod græsk filosofi hvor han fandt sit forbillede i Aristoteles. Han anvendte rationel ræsonnement på teologien, en metode der yderligere gjorde hans kolleger til hans modstandere og mod filosofien som begreb, for ikke at nævne deres helt særlige had til græske filosoffer.

Ibn Rushd blev forbudt, og dermed satte man en effektiv afslutning på noget håb om filosofisk fornyelse og introduktionen af historisk baseret rationalitet i den arabiske kultur.

Vestens filosofi førte til Renæssancen og perioder med empiriske beviser og således udvikledes den "Videnskabelige Metode." Vestens tænkere, fra Thomas Aquinas, kæmpede med forholdet mellem metafysikken og det fysiske sammen med problemerne med myndighed og en søgen efter sandhed. Såvel kristne som verdslige Oplysnings lærde introducerede ideerne om "naturens lov," ejendomsrettighederne, og den "sociale kontrakt."

I modsætning hertil gik den arabiske lærde verden i stå ved Ibn Khaldun (1332-1406), født i nutidens Tunesien, som en af de største politiske tænkere. Hans definition på regering er "en institution der forhindrer uretfærdighed, udover det den selv begår" og det dominerer stadig arabiske politisk tænkning

Valg af Politik

Hvis Lacey har ret, og vi nu virkelig er vidner til kollapset af arabisk civilisation som et hele, da er det ikke gode tegn for den vestlige verden. De kræfter der er i stand til det og som er klar til at udfylde tomrummet er hverken venligtsindede overfor, eller passive i deres holdning mod Vestens lande. Hvad der sker i Egypten kunne meget vel være en forløber for hvad der sker i resten af den arabiske verden. Nøglespørgsmålet er: Har vestlig tankegang været tilstrækkeligt indblandet i Egyptens folk således, at det kan føre til et lovbaseret og varigt demokrati? Hvis ikke, så vil vi med sansynlighed se 197o'ernes Iran gentaget; ikke kun i Egypten, men over hele den arabiske verden.

Oberst Lacey er fortaler for at behandle nedgangen i den arabiske civilisation gennem midler der meget ligner det som benyttedes under Den Kolde Krig: Inddæmningspolitiken. Indtil fornylig har vi i store træk fulgt denne store strategi. Sørgeligt nok så har vor administrations omtumlede og svage svar på begivenhederne i Egypten været med til at vi har mistet vor mest vitale allierede i regionen, og således også vor evne til at vende tidevandsbølgen af radikal islamisk magtanvendelse.

 

 

Vor eneste mulighed er at styrke vort forhold til venligtsindede magter i regionen, give hjælp til de som søger frihed og demokrati og støtte de sande frie stater. Det bliver mere og mere bydende at vi sikrer den fortsatte succes og vækst i Irak; endnu mere bydende at vi indeslutter Iran og minimerer deres indblanding i de arabiske nationers affærer.

Intet af dette er let. En grundig forståelse af den sande natur bag tumulten i de arabiske stater burde have ført til mere proaktive foranstaltninger. Det skal så føre til mere klarhed i vor fremtidige strategi i regionen. Ellers kan vi muligvis godt se, i vor levetid, at radikal islam kommer frem og den arabiske civilisations totale opløsning.