Hvad blev der af mors Amerika?

Hvad blev der af min mors Amerika?

Lloyd Marcus

Min mor, en sort kvinde græd, da vi boede i en ghetto i øst Baltimore, og hun hørte at Lucille Ball og Desi Arnaz skulle skilles. Mine forældre, fire yngre søskende og jeg selv elskede at se Andy Griffith show.

“I Love Lucy” og “The Andy Griffith Show” repræsenterede noget godt og helstøbt; en fornemmelse af rigtigt og forkert. Andy (sheriff Taylor) var min helt. Han vidste altid, hvornår han med beslutsomhed skulle håndhæve loven, og  hvornår han skulle vise en smule nåde. 

Hvad er der blevet af "det Amerika," hvor ret er ret og forkert er forkert; hvor en god opførsel bliver belønnet og dårlig opførsel straffet?

Vi havde ikke noget af denne "Kultur og Moral Relativismens" intellektuelle hokus pokus og sludder, som også er kodeordet for "skrub af og lad mig være ond."

En ung ansat gav den gifte U.S. præsident oralsex og blev belønnet med øjeblikkelig berømmelse og sit eget TV show. Når det drejer sig om præsidenten som var modtager, ja han stod der med et stort smil, de venstreorienterede medier og hans tilhængere sagde, "Hallo "enhver" der fik tilbudt samme mulighed ville have accepteret den unge kvindes tilbud om fornøjelse"

Den sorte rapper Kanye West kom med en uansvarlig, oprørende og splittende udtalelse på national TV. West sagde at regeringshjælpen til ofrene for orkanen Katrina gik så sløvt fordi "Præsident Bush hader sorte." Nogle få dage senere modtog West en musik pris og optrådte som gæstestjerne i adskillige TV shows.

Et mere alvorligt problem, der afslører hvor langt ude vi er kommet eller er bøjet af fra kerneværdierne og fornemmelse for rigtigt og forkert fra tiden engang, er dukket op.

I stater over hele Amerika er der udbrudt "Budget Krige" statsguvernører der forsøger at tage et økonomisk ansvar overfor de selviske fagforeninger.

Scener der ligner dem i "The Sopranos," udspilles over hele Amerika. Guvernørerne siger, "Vi har underskud i milliardklassen. Vort budget kan ikke holdes og er urealistisk. Vi står på randen af fallit. Vi skal skære ned. Vi har simpelthen ikke pengene."

 

Som svar siger statansattes fagforeninger og lærerne, "Rend mig i r.... og betal!"

Fremfor at gå ind i detaljerne i disse budgetkampe ønsker jeg at holde fokus på de moralske problemer bag situationen.

Lærernes fagforeninger protesterer på gaderne og giver tårevædede interviews til pressen, ganske modbydeligt bruger de vore børn som pant i deres selviske raserianfald. Er dette sådan vi er blevet som amerikanere? Jeg tror det ikke.

Tilbage i tiden var det en bombesikker metode for fagforeningerne og politikerne til at få deres vilje med tilbageholdte tårer at udbryde "Det er for børnenes skyld." Alt og enhver modstand overfor deres krav var druknet.

Tea Party Bevægelsen har givet fødsel til en ny æra med sofistikerede yderst godt informerede vælgere. Skatteyderne ved instinktivt at "Noget skal der gøres ved det." Staterne kan ikke fortsætte deres vanvittige forbrug. Trods mediernes forsøg på at sætte fagforeningernes protester i et gunstigt lys, "så køber folket det ikke."

På mine rejser til over 200 tea parties over hele Amerika, herunder Alaska kan jeg stolt rapportere, at millioner stadig hylder god karakter, og at man følger reglerne.

Min mor er død. Hun var  romantiker. Da min far arbejdede på natholdet som brandmand i Baltimore lod hun mig blive oppe noget længere så vi kunne se film sammen.

Af og til så jeg en tåre rulle ned af hendes kind når den smukke tapre helt fik pigen, og de levede lykkeligt sammen til deres dages ende.

Lidt mere om min mor. Hun arbejdede som rengøringshjælper for hvide mennesker i deres hjem. Han strøg også tøj. Hver gang en hvid kunde kom til vort hjem for at hente strygetøjet, fornemmede jeg, selv som lille dreng en respekt for min mor. Begge mine forældre fulgte reglerne. De var ærlige, arbejdede hårdt og gjorde sig altid umage. Vi blev oplært til, "Ingen skylder dig noget som helst. Du har ret til det du bliver betalt og arbejder for."

Jeg ved godt det lyder lidt gammeldags, men hvis vi tror vi har ret til at høste belønningerne ved det hårde arbejde og den risiko som andre løber; hvis vi er os selv nok; hvis vi ikke bekymrer os om vor stat og vort land, hvis vor holdning er "Rend mig i r... og betal!" så har vi mistet det Amerika min mor elskede.

Som jeg har sagt tror jeg, at en sådan selvisk tankegang kun findes hos en minoritet. Amerikanerne valgte til overmål republikanere for at bestemme over det uansvarlige forbrug. Selv Demokraten fra New York guvernør Andrew Cuomo forsøger at gøre indhug i overforbruget.

Vi skal slutte op om disse modige guvernører. Opmuntre dem til at forblive stærke og tapre i deres gigantiske opgave; bevæge os et skridt nærmere på det at få Amerika tilbage.

 

Lloyd Marcus, Proud Unhyphenated American.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Lloyd Marcus is a musician, singer and performer. He is also the president of the Deltona Arts and Historical Center in Deltona, Florida. His website is www.lloydmarcus.com.

 Denne artikel vil måske kunne interessere: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2008/12/da-jeg-var-dreng.html