Frygt kan motivere - er det godt?

Det eneste der kan redde os nu er selve frygten

Herbert E. Meyer

Den 4. marts 1933 sad millioner af amerikanere ved deres radioer for at lytte til Franklin Delano Roosevelt der gav sin indsættelsestale, den hvor han så berømt erklærede at "det eneste vi skal frygte er selve frygten." (Joe Biden tror han så talen på TV, men det er et emne til et andet essay om Psykiatri, og dette er trods alt American Thinker.). FDR indgød amerikanerne tillid og mod til at bekæmpe Den Store Depression, hvilket er blandt andet en af grundene til at han er er af vore største præsidenter.

Jeg hader at måtte indrømme dette, men lige nu er der kun en ting der kan redde vort land - nemlig selve frygten. Vor regering er gået fallit, dens underskud er uoverstigeligt, og det både på Forbunds- som Statsniveau, vi opbygger mere gæld, end vi nogensinde kan tilbagebetale. Dette drejer sig ikke om politik, dette drejer sig om tal. Enten er alt jeg har lært om matematik helt forkert, eller vi står på randen af afgrunden. 

Den eneste mulige måde at komme sikkert igennem - og det knap og nap, da chancerne er os imod, - vil være at frygte os selv og det så markant, at vi er villige til at gøre ting, som vi i normale tider, bare ikke kan forestille os at ville gøre.

Lad mig benytte en lille historie for at illustrere den effekt frygten har på menneskets opførsel: Fra tid til anden ser min hustru og jeg på hinanden og bliver enige om, at det er på tide at få ryddet op i skabene. Vi er ikke dem der køber vildt ind, men alligevel så ophober de ting vi køber, så det er skræmmende. Nuvel, vi bliver vel aldrig helt færdige. Det er heller ikke strengt nødvendigt, der er nemlig altid plads til at klemme endnu et par sko eller sportsjakker ind, og udover det så kunne det jo være vi faktisk en dag drog til Hawaii, og så får jeg brug for den forfærdelige skjorte min mor købte til mig for 35 år siden.

Forestil dig nu, at vi faktisk er på vej til Hawaii og halvvejs over Stillehavet fortæller piloten os over samtaleanlægget at brændstoftankene lækker: "Jeg er ked af at måtte sige dette, mine damer og herrer, men vi har foretaget nogle beregninger herude i cockpittet og det ser ud som om vi ikke kan klare turen. Efter min vurdering har vi ikke en chance -- dog  en lille chance, og så er det det. Hvis vi smider alt vi kan ud gennem lugen - og her mener jeg virkelig alt, hver en stump, hvert et gram -- da vil måske have lettet flyet for så meget vægt, at der er tilstrækkeligt brændstof til at bringe os ned."

Kære læser, på 30 sekunder ville vi have smidt alle kufferter og andet pik-pak ud sammen med vort tøj så vi var nøgne. Hvis jeg troede at vort liv afhang af at lette byrden så er der ikke den ting vi ejer - ikke en eneste - vi vil holde fast ved. (Jo, måske min iPad.)

Et ord fra 2. piloten.

Forestil dig nu, at vi og de andre passagerer har fjernet alt incl. vort tøj og overdraget det  til til besætningen så det kunne smides ud af  lugen, og så kommer der en anden besked fra cockpittet: "Mine damer og herrer, dette er 2. piloten. Jeg har foretaget mine beregninger, og jeg tror ikke på brændstofttankproblemet er så alvorligt. Hvis vi nu blot letter flyet for nogen vægt og får noget højde, så er der intet problem med at lande sikkert og til tiden."

Ah.hva'ba...? Hvordan er det muligt at piloten og 2. piloten kan nå til så forskellige konklusioner med de samme data? Hvem skal vi passagerer stole på? Mit gæt er at vi alle næsten vil vælge at tro på 2. piloten og så slappe af igen, fortsætte vor - læsning, snuppe en lur, se en film - ligesom vi gjorde før 1. piloten skræmte livet ud af os. Vi ønsker bare ikke at overvej den mulighed  at piloten har ret og at det er 2. piloten der tager fejl, og måske endda lyver for os.

Sådan er det politiske rod vi befinder os i. Det står helt klart for enhver der ønsker at se åbent og ærligt på tallene at vi er ned at styrte ned i et hav med rødt blæk. Du behøver ikke have fået Nobel Prisen i økonomi for at kunne forstå dette. Det du har brug er er en bagside på en kuvert og en blyant, og så kan du se at Forbundsregeringen forbløder penge så hurtigt at vor økonomi uundgåeligt vil slippe op, hvilket igen vil få dollaren til at kollapse i udlandet og gøre en national katastrofe til en global. Den finansielle situation er værre, end i stater som Californien og New York.

Og når alt dette sker, som det kommer til, vil arbejdsløshedstallet eksplodere langt udover det nuværende elendige tal. Millioner af arbejdsduelige amerikanere vil miste deres arbejde og deres hjem, og millioner af pensionister vil miste deres pensioner som de troede var en garanti, og som de er afhængig af hver måned. Nationens sundhedssystem vil kollapse på grund af mangel på penge uanset, hvilken plan politikerne i Washington D.C, Sacramento, og Albany indfører. Vore børns generation vil blive fordømt til en levestandard der er langt ringere, end den vi nyder p.t., og som vi tror er vor ret.

Alligevel og med med få undtagelser, så hatten af for Senator Tom Coburn og Underskudskommissionens to medformænd for deres ligefremme, præcise tale -- vore politiske ledere nægter at sige os hvor slem situationen er. De bliver blot ved med at smide sand i vore øjne så vi ikke kan se tallene tydeligt. Demokraterne insisterer på, at intet er galt, og at alt ville være bedre om blot "de rige" ville betale "deres rimelige del" af skatterne. Republikanerne indrømmer i det store og hele at der er et problem, men i næste sætning forsikrer de os om at med blot nogen nedskæring her og der så klarer vi den.

R.. og nøgler! Vi falder, og det bliver et forfærdeligt rod. Faktisk vil kompromis skatteloven som disse klovner fandt på i sidste uge forøge forbundsgælden med 1 billion dollars i de kommende to år.

Derfor er det at det eneste vi kan gøre for muligvis at redde os, selve frygten. Ikke før et flertal at vælgerne er så rædselsslagne over det som ligger foran os, at de vil støtte en politik hvor bæltet virkelig strammes ind, og som lige nu forekommer uacceptabelt, og stemmer de kandidater ind i embederne der ikke kan blive valgt på grund af en eller anden ufuldkommenhed -- men som har den tekniske evne og det moralske mod til at foretage de nødvendige nedskæringer i forbruget -- vil vi have en chance for at lande sikkert.

De sidste ord fra Lindsey Graham

Af åbenbare grunde vil Demokraterne ikke være villige til at skræmme vælgerne. Det gælder desværre også de af vore valgte embedsmænd der tilhører GOP (Republikanerne). (Mens vi styrter i havet med rødt blæk, da vil de sidste ord vi kommer til at høre her på Jorden være fra Lindsey Graham, der fortæller os, hvor stolte og beærede vi har grund til at være over at han samarbejder så godt med Harry Reid). Hvem er der så tilbage der kan redde os? Det må være Tea Party! Dette er amerikanere med hovedet fornuftigt skruet på, der har foretaget regnestykket, og som forstår, hvor tæt vi er på en ægte katastrofe. Dette er mænd og kvinder der kan finde og støtter kandidater, der ikke spiller med i politiske rævekager, som ikke vil gå ind på kompromiser der blot forsinker det uundgåelige -- og som vil have modet til at fortælle vælgerne hvor slemt det står til.

Jeg tror flertallet af amerikanere vil reagere positivt på denne slags apokalyptiske politik. Men jeg har været med længe nok til at vide at ikke enhver vil være villig til, eller i stand til at se virkeligheden i øjnene. Hvis det viser sig at være tilfældet da bliver det slemme meget værre og det meget hurtigt. Lad os endnu en gang vende os til min lile historie om flyet med den lækkende brændstoftank. De fleste af os har smidt alt ud af lastelugen, og vi er kun iført underbukser. Men der er en fyr over på den anden side af gangen der ikke har gjort noget som helst. Han sidder der og læser Tom Clancy's nyeste thriller, han har en 17 tommer laptop i skødet og en rygsæk som fodstøtte. Da jeg beder ham hjælpe os med at få lettet byrden beder han os skrubbe af h...til! Tro mig -- alle vi andre vil få bragt hans ting til lugerne på et splitsekund, og hvis idioten gør modstand da bliver han smidt ud af lugen og dermed lettes vægten med yderligere 100 kilo.

Lad os håbe på, at tingene ikke bliver så politisk rå og barske, og lad os huske at den sikreste metode til at undgå den form for nederdrægtighed vil være at holde op med at lege politiske julelege og begynde at skabe det flertal der skal til for at vi kan frelses.

Ingen af os holder at ideen om skræmme vore naboer. Men frygten er i sig selv en magtfuld motivation, og undertiden er det at benytte den det eneste der kan få mennesker til at indse virkeligheden. Vi er ved at løbe tør for tid, men dette er stadig United States, og vi amerikanere har altid klaret det umulige, når det så ud til at alt håb var ude. Kan vi gøre det umulige endnu en gang? For at låne en frase fra en af de få politikere der kunne have modet og fornuften til at vi lander i sikkerhed -- you betcha. (Det kan du bide spids på)

http://www.americanthinker.com/2010/12/the_only_thing_that_will_save.html
 

Herbert E. Meyer served during the Reagan administration as special assistant to the director of central intelligence and vice chairman of the CIA's National Intelligence Council.  He is the author of How to Analyze Information and The Cure for Poverty.