Når lærere strejker: En erindring

Beverly Gunn

I efteråret 1980 var vor familie udstationeret ved en forlægning ved navn Ft. Huachuca, Arizona. Den nærmeste by var Sierra Vista, Arizona. Lærerne i Sierra Vista skolerne blev  prøveklud for et kollektiv forsøg af NEA, i en af deres første eksursioner for at opnå fagforeningskontrol versus skatteyderne. Men der skete noget besynderligt det efterår der nu er ved at gentage sig, da strejkerne i Wisconsin netop drejer sig om kollektiv indblanding og som en følge heraf de lokale skatter.

I 1980 besluttede lærerne på alle skoler i Sierra Vista at gå i strejke. De blev opmuntret til det at NEA, da NEA netop var ved at mobilisere sin styrke for at få lærere i andre stater organiseret, og dermed forsøge at få kontrol over lokale beslutninger af de lokale skatteudskrivningsmyndigheder, og de lokale skatteydere.

Lærerne gik ind på strejken. og skolerne lukkede, men Borgmesteren og Skolederen for skolerne i Sierra Vista konfererede med hinanden og blev enige om, at hvis det lykkedes for NEA at få deres sag gennemført så ville de fratage de lokale skatteydere evnen til at kontrollere de lokale skatter. Fælles overenskomst kan være udmærket i en privat drevet virksomhed, men når lokale skatter er involveret, da er fælles overenskomst næsten det samme som tab af den lokale kontrol, eller beskatning uden repræsentation.

Efter de to mænds konfereren ringede de til den øverstbefalhavende ved Ft. Huachuca. Mændene fremførte et ganske enkelt forslag som følger: Mange officerer arbejdede på forlægningen, og mange boede i byen, så derfor berørte det deres børn der ikke kunne komme i skole. Mændene bad kommandøren om at spørge officerernes hustruer om de ville komme og overskride grænserne, og holde de lokale skoler åbne, til bedste for lokalsamfundet. Ideen var fornuftig, fordi mange officershustruer havde universetsuddannelser. Faktisk trådte så mange hustruer frivilligt til  for at være erstatningslærere indtil strejken var forbi, at der var nok til at alle klasserne i skolerne kunne forsynes.

Jeg var en af de frivillige. Jeg var mor til tre, den yngste 18 måneder gammel. Jeg havde en veninde der tilbød at passe mit barn, men kommandøren for basen havde også ansat ekstra arbejdere fra dagplejen således, at der var tilstrækkelig omsorg for alle de som gik i gang med at undervise. 

Det som skete derpå var min introduktion til den virkelig grimme verden af fagforeninger, blokadevagter og terror ved hyrede strejkeagitatorer der kom langt østfra, der blev bragt hertil for at agitere og vinde slaget. Det blev virkeligt grimt i Sierra Vista i de næste seks uger.

Vi blev ikke informeret om hvad vi kunne forvente, i stedet mødtes nogle af os i dagligstuen hos andre hustruer der havde set NEA strejker, og der kunne de give os en forestilling om, hvor slemt det ville blive. Den første dag indtraf og ganske troskyldigt kørte jeg til skolen med undervisningsplanerne, og en indre bøn, fordi jeg vidste at børnene ville være delt i hjerter og sind. Jeg ankom til den skole jeg skulle være på og parkerede, og trådte lige ud til en række af protesterende, agitatorer, lærere og andre der råbte rædselsvækkende ting mod os og kaldte os smædeord. Det syntes som om, at fagforeningsbosserne havde ganske god informationskanaler, da mine veninder der underviste på andre skoler oplevede de samme ting. Jeg ville ikke have forventet at blokadevagterne kendte mit navn fra dag eet, men det gjorde de altså.

Jeg erfarede at eleverne var blevet 'trænet' udenfor skolen af deres lærere om ikke at vise respekt og være usamarbejdsvillige overfor deres vikar. Mine elever fortsatte dog ikke med at genere mig efter de første dage. Jeg lod dem vide, at jeg mente   alvor, og at de havde behov for at lære noget. Det syntes de at respektere, og de fortalte deres lærer der var blokadevagt dette, og efter den første uge tror jeg hun fortrød hun var gået med i strejken. Eleverne fortalte mig efter den første uge, da hun så at jeg underviste, og så at jeg var effektiv, at hun derpå opmuntrede sine elever til at samarbejde og få lært noget. 

For hver dag, når skoledagen var forbi var det som en stor blyklump blev løftet af vore hjerter. Vi vidste, at nogle af fagforeningsagitatorerne der var rejst dertil var havnearbejdere, og de var kendt for deres fysiske konfrontationer og intimidering. Vi blev også fulgt af disse agitatorer indtil de af os, som boede på militærforlægningen nåede i sikerhed indenfor portene, hvor MP'erne stod. Disse kære mænd og kvinder trådte virkelig til og sikrede, at ingen agitatorer kom ind i forlægningen. 

Efter den første uge begyndte telefonen at ringe om aftenen. Efter den første opringning sagde jeg til mine børn at de ikke måtte tage telefonen, da min syvårige svarede  fik hun smidt en skovlfuld  bandeord og trusler i ørerne der fik hende til at bryde sammen i gråd. Fra det tidspunkt svarede vi ikke telefonen om aftenen, medmindre jeg overlod opgaven til min mand. Intimideringen var voldsom hver dag, men jeg blev ved med at tænke på, hvad skatteyderne ville miste, hvis den kollektive overenskomst blev godkendt i denne første prøvesag, og det holdt mig kørende. Min familie har indbefattet mange lærere, medlemmer af skolebestyrelser og skoleadministratorer, og vi betragter udddannelsesområdet som helligt, et der er helt specielt og unikt og som kræver troskab overfor eleverne og overfor lærergerningen.

Strejken varede rundt regnet seks uger. Det blev helt tydeligt for de strejkende lærere i Sierra Vista at undervisningen kunne godt foregå uden dem. Faktisk tvang den øverste skoleleder noget af en nedtur igennem for dem da han holdt et møde med medlemmer af skolebestyrelserne og var klar til at anbefale at alle vikarerne skulle ansættes og undervise børnene. Endelig sluttede strejken, og jeg blev igen hjemmegående husmor, og elskede det. Jeg fik den kompliment at Skolelederen der indbød mig i sit hjem tilbød mig ethvert arbejde jeg kunne ønske i distriktet, jeg afviste det dog med stor taknemmelighed. 

Jeg fik også en anden lille overraskelse. Nogle få uger efter strejken tog jeg telefonen en aften. I den anden ende var den lærer, hvis klasse jeg havde undervist i alle de uger. Hun ville gerne takke mig for at have undervist hendes børn så godt, og hun indrømmede at hun måtte have været kortsluttet i hovedet da hun indgik i noget så tåbeligt som at gå i strejke. Hun fortalte mig at hun betragtede det som den værste beslutning hun nogensinde havde taget , og at hun bitterligt havde fortrudt den. Hun sagde også at hendes elever ikke havde samme respekt for hende siden da, da de syntes hun havde svigtet dem. Jeg fortalte hende blot, at jeg ville bede for hende og hendes klasse og at jeg elskede hvert minut af undervisningen til disse specielle elever.

Når jeg nu ser de strejkende lærere i Wisconsin lukke skolerne er jeg taknemmelig for historien om  at lærerne i denne stat, Texas, ikke er fagforeningsorganiserede. Vi går ikke i strejke i denne stat. Vi beder ikke skatteyderne om at give mere end de lokale skatter kan klare. Det holder måske lærerlønningerne lavere. end vi måske synes de skal være, men det opdeler også lærerne i den særlige opgave at sætte eleverne over sig selv. Staterne er ved at løbe tør for midler, det er den barske sandhed, men jeg lærte for mange år siden at de lokale skatteydere har noget at skulle have sagt. Nu da kassen er tom i mange stater, erfarer læreren og andre fagforeningsarbejdere de barske sandheder, og mens brønden løber tør og der ikke er flere penge, da vil de strejkende arbejdere blive mødt af vrede skatteydere der er dødtrætte af at have misten den lokale kontrol over de stigende skatter.

Tiden med at benytte de generøse skatteydere i et spil om at snyde, og om flere midler er endeligt ved at være forbi.

http://www.americanthinker.com/2011/02/when_teachers_strike_a_memoir.html