Patrick J. Buchanan
"Dette er et land der ligger langt, langt borte og som vi kun kender meget dårligt," sagde Neville Chamberlain i 1938 da han ikke ville indvillige i at føre sit land i krig overfor Adolf Hitlers krav om Sudeterlandet.
Faktisk kendte Chamberlain næsten intet til Tjekkoslovakiet, hvor der indenfor dets grænser, der blev fastsat ved Paris Freds Konferencen i 1919 boede 7 millioner tjekker, der dominerede over 3,25 millioner tyskere, 2,5 millioner slovakker, 500000 Rutheniere og 15000 polakker der alle var blevet overdraget til Prag uden deres godkendelse.
Tjekkoslovakiet var en kunstig nation, dets grænser trukket af De Allieredes korttegnere for at kompensere tjekker der havde gjort oprør mod det Habsburgske Imperium og hjalp med til at besejre kejseren.
Verden i dag er som Tjekkoslovakiet i 1938, kun så meget, meget mere.
I dette unge århundrede er Amerika gået i krig i Afghanistan, Irak, Libyen og Pakistan. For sent opdagede vi i alle fire tilfælde, før vi plumpede i, at vi intet vidste om kompleksiteten af disse lande.
I Afghanistan, domineret af pashtuner i syd og og øst, er Hazara i de centrale bjergegne og uzbekere og tajikker i nord.
I Irak er der arabere, kurdere, sunni, shia, turkmenere og kristne.
Libyen et sammenkog af de osmanniske provinser Tripolitania og Kyrenaika er hjemsted for 30 større stammer, hvoraf de største er Warfalla og Margharha.
For nogle få år siden skrev professor Jerry Z. Muller i Foreign Affairs at 1. og 2. Verdenskrigene havde rod i etnisk-nationalkrige af europæere, der kæmpede for at skabe nationer, hvor deres egen stamme kunne herske og deres egen kultur var den fremherskende.
Først da dette var blevet opnået i 1945, efter et vanvittigt blodbad, kom freden til Europa.
Muller forudså at de etno-nationale krige i Europa ville blive gentaget i Den tredje Verden, når stammefolk gør oprør mod fremmede herskere og de unaturlige grænser der blev dem pålagt af Europas imperialister.
Det samme siges i dag af Mordechai Kedar fra Mellemøst studier og Islam ved Bar-Ilan University. Kedar argumenterer for at "det fundamentale problem der karakteriserer Mellemøstens stater er at de ingen lovlighed har i deres borgeres øjne, fordi deres grænser blev trukket af europæiske koloniale interesser."
"Storbritannien skabte grænserne for Bangladesh, Pakistan, Afghanistan, Iran, Irak, Jordan, Israel, Egypten, Sudan, Yemen og Gulf emiraterne. Frankrig havde noget at gøre med at beslutte grænserne for Marokko, Alegeriet, Tunesien, Syrien og Libanon. Italien var ansvarlig for grænserne for Libyen. Indenfor disse grænser var etniske, religiøse, klasser og stammegrupper der, gennem historien, ofte var ude af stand til at leve sammen i fred."
Blandt de etniske grupper er arabere, kurdere, turkmener, persere, berbere, nubiere, armeniere, kirgisere og grækere. De religiøse grupper omfatter muslimer, kristne, drusere, alawi, Baha'i, ahmadi, yazidis, sabians, mandeanere, zoroastrianere og jøder. De religiøse retninger omfatter, sunnier, shiiter, sufier, katolikker, protestanter og ortodokse. Og så er der hundredevis af stammer, store som små, i ørken og landområder og byer.
"For at en stat kan være lovlig i de fleste borgeres øjne," skriver Kedar, "skal den være det politiske udtryk for deres nationale, fælles, historiske og måske religiøse ønsker."
Kun Israel og de små Gulfemirater kan opfylde disse standarder og opfattes som lovlige i deres befolkningers øjne.
Hans løsning: Lad de arabiske stater falde fra hinanden og lad dem bryde op i små naturlige stater bestående af homogene grupper.
Kedars beskrivelser rækker udover Mellemøsten.
I denne uge læste vi om "intern" vold i Elfenbenskysten - det vil sige en masskre på 1000 mennesker.
Var det ikke en stammekrig af en slags vi var vidner til mellem Yoruba og Ibo i Nigeria, Kikuyu og Luo i Kenya, Moshona og Matabele i Zimbabwe, og Tutsi og Hutu i Rwanda og Burundi?
I Peru og Bolivia kræver etniske politikere en genopdeling af den nationale velstand for de "oprindelige folk" der skal tildeles mere i overensstemmelse med at de udgør flertallet.
Det kan se ud til at 'stammekulturen' breder sig globalt.
Transnationale institutioner der er skabt for at bringe verden sammen - IMF, World Bank, U.N., EU, NATO, WTO, G-8, Kyoto Protocol – er alle under stort pres.
De kunstige lande falder fra hinanden. Sudan opsplittes som Etiopien blev det. Er Yemen det næste? Joe Biden gik ind for at opdele Irak, der muligvis vil ske når amerikanerne er borte.
Kina med sin hårde opførsel overfor tibetanere og uighurer, frygter etno-nationalismens splittende kræfter. Saudi Arabien - har ved at sende tropper for at hjælpe sunni monarkiet i Bahrain slået en opstand af dets shia flertal ned - og fremviser dermed den arabiske verdens - dem mod os synspunkt.
Mennesker føler sig naturligt tiltrukket af den 'stærke hest' ikke den svage, sagde Osama bin Laden. Skønt demokratiet har en stor appel til Tredje Verdens folk er det ofte på grund af, at demokratiet tilbyder en sikker vej til magten for det etno-nationale flertal som hører til der.
Hvis Muller og Kedar har ret i deres vurdering af den evige appel til stammekulturen, da er Amerikas model om det ideelle samfund - des mere religiøst, etnisk, kulturelt og racemæssigt forskelligt, des bedre er det - det ville kunne forekomme at være et mildest talt risikofyldt eksperiment.
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=284757
Pat Buchanan was twice a candidate for the Republican presidential nomination and the Reform Party's candidate in 2000. He is also a founder and editor of The American Conservative. Now a political analyst for MSNBC and a syndicated columnist, he served three presidents in the White House, was a founding panelist of three national TV shows, and is the author of seven books.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar