Gud ske tak og lov for Langfredag?
Jeg fandt en uvurderlig hjælp i form af en lille bog om Det Nye Testamente af den lærde Joel Marcus. Den har den noget usandsynlige titel (når man tænker på læsning en Langfredag, men så dog alligevel) Jesus og Holocaust: Reflektioner over Lidelse og Håb. Da jeg fortale en jødisk ven om min årlige læsevane var han morsom ved at sige at det var dog utroligt goy af mig at benytte "passende tid" på en afvisning af Johannes evangeliet.
Det er ikke derfor jeg vender tilbage til Jesus og Holocaust. Jeg vender tilbage fordi, så vidt jeg er klar over, den har en metode til at koncentre sindet om Langfredag. Jeg vender tilbage fordi det er en smuk og tapper bog.
Projektet begyndte da Marcus prædiked Langfredags gudstjenesten ved Episcopal Cathedral i Glasgow, Skotland, 1995. Det år var samtidig markeringen af 50 års dagen for afslutningen af Holocaust og derfor besluttede Marcus, der er jøde af fødsel og anglikaner ved konversion, at "udforske forbindelserne mellem denne ene Jødes død" i det første århundrede, og de mere end "6 millioner jødiske døde, der fandt sted mere end 1900 år senere."
Marcus besluttedes sig for dette fordi han "ønskede at se om håbet, som Kristne har fundet skjult i den mørkeste stund af deres liturgiske år kunne sprede noget lys over det allermest tragiske øjeblik i vor nyere historie -- og vice versa." Han gav sognebørnene, (og senere læsere) den slags beretning som de forventer fra Evangelierme og den Hebraiske del af Bibelen på denne tid af året, og også digte, malerier, og beretninger om forfølgelse af jøderne.
Joel Marcus
Før Marcus kommer til læsningen fra profeten Esajas om "den lidende tjener" (en figur Kristne fortolker som Jesus og jøder mener er Israel), gør han os nemlig opmærksom på beretningen om likvideringen af 4000 jøder i den litauiske shtetl (landsby) Eisysky den 25. september 1941. Byens jøder blev ført ud til åben grave, beordret til at klæde sig nøgne og derpå, i grupper af 250 eller cirka det antal af gangen, "skudt bagfra i hovedet af litauiske vagter med opmuntring og hjælp af de lokale."
Gammelt foto fra Eisysky
En teenagedreng ved navn Zvi Michalowsky befandt sig der i skudrækken, men overlevede. Det gjorde han først og fremmest på grund af sin gode timing. Han regnede ud, hvornår skudsalverne ville komme og kastede sig ned blandt ligene et splitsekund før soldater skød. Drengen fortsatte med at klare sig ved sin snuhed og ved sin gode hørelse.
Efter Zvi klatrede ud af graven fandt han vej til nogle få kristnes hjem og bønfaldt dem om at få ly. "Jøde gå tilbage til graven hvor du hører hjemme!" Sagde den første husejer. Den nøgne blodige unge mand blev på lignende vis forhånet, indtil han kom til en gammel enkes hjem, der forsøgte at jage ham bort med et brændende stykke træ. Fremfor at løbe bort, begyndte han med at sige. "Jeg er din Herre, Jesus Kristus. Jeg kom ned af korset. Se på mig - blodet, smerten, den uskyldiges lidelse. Lad mig komme ind." Det gjorde hun da.
Marcus' tværfaglige (nogle ville vel sige rodede) sammenhæng var ikke en der var sikker på succes, og det kunne være gået frygteligt galt. Dette er en fare som forfatteren absolut fattede. Den mest åbenbare pointe i det tredje kapitel "En ateist på fem minutter") er at, "intet kan indgyde så megen hurtig skuffelse, end en umoden dårlig gennentænkt bekræftelse af tro."
Jesus og Holocaust har lige præcis indfanget det storslåede og hele stemningen ved Langfredag. Håbet er her i dag, men det ligger begravet temmelig dybt.
Jeremy Lott is editor of RealClearReligion.org and author of William F. Buckley (Thomas Nelson, 2010).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar