Muslimers Offer Mentalitet

Muslimers Offer Mentalitet

Amil Imani

Som gruppe betragtet er muslimer paranoide og lider af en kronisk sygdom man kunne kalde offersygen. Det vil sige, de enten gør den hjælpeløse til et offer, hvor som helst og når som helst de kan, eller de skriger morder overfor den stærke. Denne mentalitet er en af de mange 'gaver' som Muhammad efterlod til sin ummah.

Husk at Muhammad selv beklagede sin offerbyrde i Mekka, pakkede sin ting og flygtede til Medina, hvor jøderne ikke var så ondsindende som hans egen Quraish stamme der tjente penge på den lukrative forretning med besøgende afgudsdyrkere.

Så begyndte de interne kampe for alvor blandt de forskellige fraktioner ligeså snart Muhammad var død. Folk begyndte at kæmpe om magten, og gjorde deres muslimske-bedste for at ødelægge konkurrenten. Ali, Muhammads svigersøn blev manøvreret ud af spillet af profetens disciple der havde mere magt, og han måtte vente til det blev hans tur for at blive overhoved for en allerede opsplittet og stridbar Ummah.

En libanesisk dreng skal til at have sit hoved lemlæstet for at fejre Shia Ashura Festival, der mindes Husseins død, barnebarn af Muhammad.

Et antal af de trofaste tog den kendsgerning, at Ali ikke fik lov at overtage styret, ilde op. Nogle følte sig som ofre for Omar og hans magtfulde medkonspiratorer og hadede Ali for ikke at stå fast og kæmpe som en mand. Nogle beslutsomme kampberedte muslimer besluttede, at Ali skulle straffes ,og han blev knivdræbt på vej til sin moske.

En mand pisker sig selv med skarpe blade i Ashura ritualet.

Alis død var som at rode i en hvepserede, rent bogstaveligt. Alle former for væbnet kamp, kamp indbyrdes og blodsudgydelse begyndte blandt fredes religions tilhængere.

Ali's drenge, Hassan og Hussein besluttede at redde deres fars ære ved at stå op og kæmpe som en god muslim bør, og så nyde de frynsegoder der følger med at være bandens ledere.

Således begyndte en ægte kamp. På den ene side var Yazid med hans mægtige hær og velstand, og på den anden var Hassan og Hussein med deres laser og pjalter tilhængere. Hassan blev kort efter som man kunne forudse slået ihjel, men Hussein ville ikke bøje sig. Hussein påbegyndte en dialog med sin modstander, Yazid.

Hussein: Jeg er den retmæssige efterfølger af Muhammads hus. Jeg kræver at alle troende, herunder dig Yazid, accepterer mig (bayat) som  overhoved for Ummeh.

Yazid: Helt udelukket. Muhammads Ummah er ikke et familieforetagenden. Det er troen på Allah, der betyder at følge hans love. Folket vælger den mest retsindige mand som overhoved for troen, ligesom Kalifferne gjorde. Troen på Allah er med baggrund i meritokrati og ikke efter arvefølge. 

Hussein: Du tager helt fejl, Yazid. Min bedstefar begyndte virksomheden, min far ofrede livet for den, min bror blev myrdet for at kræve den, og jeg agter at tage det som retmæssigt er mit.

Yazid: Hussein, det ser ud til du er mere stædig end Hassan. Man kan ikke tale dig til fornuft, lad derfor retfærdighedens sværd afgøre vor uoverensstemmelse.

Du kender resten af historien. Hussein nægtede stædigt at slække på sit krav overfor den magtfulde Yazid, og det endte med at hans hoved blev skåret af af Shimr, han blev pælfæstet på et spyd og overdraget til Yazid som et trofæ.

Tilhængerne af Alis hus, og hans slægt, en minoritet på cirka 10% af muslimerne ,følte sig som ofre for den onde Yazid. Da der kun var meget lidt disse elskere af Alis hus kunne gøre materielt for at lave om på tingene, påtog de sig offerrollen. År efter år, århundrede efter århundrede, mindedes de begivenhederne på Husseins tid, der gjorde dem til ofre, og har slået og pisket sig selv til blods for deres forfædres skyld for at hjælpe Hussein, og blodet har flydt fra dem med det formål at sone deres forfædres synder.

Tja, såmænd! Det blodige Yazid-Hussein drama fandt sted for snart 1400 år siden. Er det ikke ved at være på tide at slippe det? Hvordan kan det være at det især er irans shiaer der fortsætter og fremmer de tragiske begivenheder der er forbundet med to arabere der kæmpede om personlig magt?

En iransk mor lemlæster sin søns hoved i Ashura ritualet.

Vi iranere har ikke lod og del i denne kamp. Faktisk burde vi skille os af med alle islamiske 'besmudsninger,' Shia, Sunni og hvad det kunne være, og dermed holde op med at lege ofre for den ene eller anden magt. At spille offer kan give en psykologisk lettelse, men det løser ingen virkelige problemer. Og reelle problemer har vi til overflod.

Endnu engang, kære landsmænd - opgiv det. Hold op med at lege ofre: Ofre for jøder - den hårdnakkede undskyldning vi har brugt for at føle os som ofre overalt; ofre for Amerika; ofre for Korstogene. Jovist er vi ofre: Ofre for Islam der invaderede vort land og plantede en hoben af dødelige ideer i vore hoveder.

Offergørelse er en islamisk sygdom. Islam, uanset sekterne, gør enten de folk de kan til ofre, eller spiller offer for ægte eller indbildte undertrykkere. Offermentaliteten ligger ved selve roden af den muslimske tilbagestående og primitive tilværelse.

Vi iranere er efterkommere af et optimistisk, oplyst og positivt folk. Vi er Kyrus Den Stores børn, og ikke blinde slaver for en arabisk kult der hedder Islam. Islam har kun medført elendighed for os. Slip af med Islam; begrav den sammen med erindringerne om to arabere, Yazid og Hussein der kæmpede om magten. Lad være med at skære jer til blods i ti dage for at sørge over Husseins byrde. Hele Islam er ikke en dråbe iransk blod værd. Blod har vi givet dette blodtørstige Islam i tøndevis.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Amil Imani is an Iranian-born American citizen and a pro-democracy activist residing in the United States of America. Imani is a columnist, literary translator, novelist and essayist who has been writing and speaking out for the struggling people of his native land, Iran. He maintains a website at www.amilimani.com. Amil Imani is the author of the smashing book Obama Meets Ahmadinejad.