Ulovliggørelsen af Israel

Israel ulovliggøres bevidst

I anledning af Obamas tale om en mulig 'fred' i Mellemøsten og de ofre Israel skal bringe, må denne artikel siges at være fremragende. Da indholdet er så væsentligt har jeg valgt - mod sædvane - at undlade at 'krydre' den med billeder. (kommentar af synopsis-olsen)

Mark Silverberg

I eftervirkningerne af 2. Verdenskrig, med den gruopvækkende afsløring af, at to tredjedele af de europæiske jøder systematisk var blevet udryddet af nazisterne, da blev anti-semitisme 'umoderne.' Det er ikke længere tilfældet.

Mens erindringen om Holocaust svinder bort i historiens glemsel, og mens vi fortsætter med at overføre petro-velstand til vore fjender; mens Europa transformerer sig til Eurabia; mens diktatorer, despoter og islamister overtager kontrollen af FN og andre internationale råd; og mens vore universiteter bliver arnesteder for ondsindet anti-Israel læring og retorik - da svinder logikken, kendsgerninger bliver erstattet med fiktioner, forskellene mellem demokratier og tyrannier bliver uden betydning, irrelevant, og anti-semitisme og anti-zionisme bliver udadskillelige.

Natan Sharansky benytter det han omtaler som "3D testen" til at skelne mellem lovlig kritik af Israel og anti-semitisme, og han identificerer det med tre kategorier, delegitimering, dæmonisering og hykleri. Når man tager disse tre faktorer med i betragtning kan man fornemme at den nye anti-semitisme manifesterer sig på mange forskellige måder og i mange forskellige fora - fra betalte kampagner, internationale boykots mod israelske produkter og underholdning (som Norge fornylig har gjort det), boykots af israelske akademier af universiteter i Vesten, ved at man  kræver, at Israel har normer som man ikke kræver af nogen andre nationer - og gennem "Israel Apartheid Ugen" på canadiske og amerikanske universitetsområder, hvor Israel får rollen som Jøde påhæftet blandt verdens nationer, og bliver isoleret, forbandet, generet og udskammet.

Som Richard Cohen skrev i Washington Post: "Google 'Israel og apartheid' og du vil se at de to er forbundet i cyberspace trods den kendsgerning at israelske arabere, cirka en femtedel af Israels befolkning, har de samme civile og politiske rettigheder som israelske jøder, og har sæde i Knesset."
 
Israels ambassadør i Finland i maj 2004, Salim Jubran er araber og blev udnævnt af Israels højesteret. Arabisk er et officielt sprog i Israel og det vises på alle vejskilte. I 1948 var der kun en arabisk højere læreanstalt i Israel. I dag er der hundredevis. Kendsgerningen at diss anti-israelske boykots kampagner på vore universiteter angriber Israel som en apartheid stat viser ikke kun deres uvidenhed om hvad apartheid var i Sydafrika,* (se forneden) men rejser spørgsmålet om hvorfor de ikke foreslår boykots mod stater der virkelig har grund til international foragt.

Disse protester er ikke kun uretfærdige mod Israel. De er også imod det jødiske folk. Israel's Operation Cast Lead ved slutningen af 2008 - en lovlig selvforsvarshandling udfra alle internationale standarder - fremkaldte universel forargelse og had. Rundt om i verden blev jødiske synagoger og begravelsessteder vanhelliget, og anti-semitiske smædeord blev udslynget i protest. I april 2009, blev et hagekors malet på et jødisk broderskabshus ved University of Florida og på amerikanske universitetsområder, og sammenligninger fortsætter med at blive opstillet -  mellem israelere og nazister, og mellem palæstinensiske flygtningelejre og Auschwitz. 

I Frankrig, ifølge det franske Indenrigsministeriums data, blev der berettet om 832 anti-semitiske hændelser i 2009, sammenholdt med 474 hændelser i 2008 - en forøgelse på 75%, for de flestes vedkommende kunne man forbinde dem med landets stadig voksende islamiske befolkning, og eftervirkningerne af Israels anti-terror operation (Operation Cast Lead) i Gaza. Dette stemmer overens med lignende tilstande i Canada, hvor B'nai B'rith undersøgelsen fornylig bekræftede en forøgelse på 11,4% i anti-semitiske hændelser i 2009 i forhold til 2008, med 32 voldelige angreb, 348 tilfælde af vandalisme, og 884 rapporter om intimideringer, de fleste af dem i provinserne Ontario og Quebec. 

Med alt dette er det ganske klart, at forskellene mellem anti-zionisme og anti-semitisme bliver stadig mere udvasket. Som et hele har Israel altså ingen ret til at forsvare sig som svar på terrorangreb, og har  bare slet ingen ret til at eksistere - hvilket antyder at rakatangrebene mod Israels civilbefolkning ikke kun er retfærdige, men ønskværdige.

Løgnene der gennemtrænger ellers respektable internationale religøse-, uddannelses- og politiske råd mod det eneste demokrati i Mellemøsten er mest bemærkelsesværdige ved det hykleri man anvender på Israel - modsat de stater der har slagtet deres egne befolkninger i årtier med så at sige absolut immunitet fra international censur.

Det er selvfølgelig sandt, at fordi man kritiserer Israel så er man ikke mere anti-semit, end hvis man kritiserede Frankrigs regering og derved kunne kaldes anti-fransk. Men et er at kritisere Frankrig, og noget andet er at erklære den franske nation ulovlig og gå ind for dens ødelæggelse. Martin Luther King Jr. omtalte engang Israel som "en af de vigtigste vagtposter for verdens demokrati," med en "ufravigelig ret til at eksistere," men det er ikke længere tilfældet.

Pudsigt som disse universitetsaktivister aldrig har lyst til at nævne den faktiske syriske okkupation af Libanon, eller saudierne der finansierer global jihad, eller behandlingen af saudiske kvinder, eller nedkæmpelsen af alle demokratiske dissidenter i Ægypten og Iran. Man har ikke spor besvær med at håne dødsstraffen i USA, men har ingen kommentarer når palæstinenserne rutinemæssigt henretter mistænkte israelske kollaboratører, herunder mødre til småbørn, eller når Hamas smider Fatah tilhængere ud fra 15. etages bygninger. Det er skamfuldt, at pro-palæstinensiske profesorer og elever i Amerika og Europa lader som om at den eneste grund til problemerne i Mellemøsten er den israelske stædighed som om det udelukkende er israelernes fejl, og ikke den afvisende arabiske verdens.  

Ikke blot har enhver indrømmelse af Israel og enhver med god vilje og medfølelse ikke ændret den måde Israel beskrives på - men enhver indrømmelse, enhver tilpasning, enhver tilbagetrækning, først fra Libanon, derpå fra Gaza, har kun givet føde til mere endnu mere had, som islam og det internationale samfund giver udtryk for. I dag,  selvom Israel indkapsler terroristernes raketter der hensynsløst affyres mod landets civilbefolkning, kan man stadig høre hylene og de hadfyldte stemmer om "Muren" især fra de "uskyldige" selvmordsbombere der bliver holdt borte fra deres religiøse pligt med at sprænge sig selv i luften, blandt store grupper af jøder.

Grænserne har intet med freden af gøre i Mellemøsten. Det er eksistensen af Israel som jødisk stat der fornærmer araberne og deres tilhængere. Det er jødernes historie i landet. Historien strækker sig 4000 år tilbage i tiden og krænker dem og gælder som undskyldning for deres trusler mod Israel når landet udtaler sig om sin hensigt med at gøre Patriarkernes Grotte og Rakels Grav til nationale historiske steder med det formål at restaurere dem og åbne dem for verden.

Den omstændighed at alle religioner skal have fri adgang til sådanne steder er irrelevant for palæstinenserne der har brugt millioner af dollars på at undervise deres børn i at jøderne kom til landet som undertrykkere for mindre end et hundrede år siden og at Abraham var muslim! Kort sagt, Israel kunne give sine fjender enhver mulig indrømmelse (og det  har man), men det ville ikke bringe fred. Det er kun Israels ødelæggelse der kan gøre det. 
 

Sandheden er at anti-zionisme bliver til anti-semitisme når det kommer til  et bestemt punkt, og ved kun at  rette fordømmelsen og de internationale sanktioner mod Israel - se det er ude af proportion i forhold til de andre parter i Mellemøsten -det er anti-semitisk og, desværre skal det siges, også intellektuelt uærligt. 

Lad os derfor kalde det for hvad det er overfor de som på arrogant vis holder Israel fast på en opførselsstandard som ingen anden nation i denne verden skal overholde.

En halv million mænd, kvinder og børn blev slagtet i Rwanda, og der var kun tavshed. Kineserne udslettede den tibetanske kultur og kun tavshed. Titusinder af civile blev salgtet i Tjetenien og tavshed. Ægypten fængsler de førende demokratiforkæmpere i den arabiske verden efter en latterlig retssag, og ikke en eneste studentergruppe i Amerika har bedt om at det bliver fordømt.

Syrien besætter Libanon i et kvart århundrede, kvæler dets demokrati, myrder dets politiske ledere, foretager et statskup gennem sin Hezbollah afdeling, sender islamiske terrorister over grænserne for at dræbe amerikanere og irakere, og knuser ethvert håb om at landet kan få en sikker fremtid, og ikke en eneste studenterorganisation på vore universiteter beder om fordømmelse af Syrien. 

Iran benytter sin paramilitære bølleenhed Basij til at gennembanke studenterdemonstrationerne i Teherans gader og kvæle det spirende liv i landets spæde demokratiske bevægelse og der er kun tavshed. 

Saudiarabien benægter sine kvinder de mest basale menneskerettigheder og forbyder at andre religioner udøves offentligt på landets jord, og dog er der ingen studentergrupper i Amerika der beder om fordømmelse af Saudiarabien.

Disse menneskerettighedskrænkelser og tragedier gør det som Israel har gjort til småting, alligevel frembringer de ikke den samme grad af moralske vrede, som Israel står overfor blandt kritikerne på universiteterne. 

I februar 2010, blev Israels ambassdør i FN, Michael Oren, højlydt forhånet af Hamas støtter og radikale venstreorienterede og tvunget til at forlade podiet ved University of California Irvine, men da universitetets lagde sager an mod studenterne argumenterede disse med at de havde ret til ytringsfrihed og at den således ville blive indskrænket. Tilsyneladende har ambassadør Oren ikke den samme ret.

I Jening, april 2002, blev Israel beskrevet og fremmanet som verdens paria: "Nazister" "slagtere," "krigsforbrydere," "omkransende barnet Jesus med israelske tanker," man påstod at 3000 palæstinensere var blevet massakreret, at israelrne forgiftede palæstinensernes vandforsyning, og at israel smed palæstinensiske lig i hemmelige massegrave. En biskop i København sammenlignede Israels premierminister Ariel Sharon med Kong Herodes. Aviserne over hele Europa, og i særlig grad BBC "understøttede " disse løgne med rapporter om grumme gerninger udført af israelske soldater. Palæstinenserne  gik igang med de internationale nyhedsnetværker med det aktive resultat at disse netværker anklagede Israel for at myrde palæstinensere for at få adgang til deres kropsdele. Løgnen blev forstærket af respektable europæiske aviser, og selv af et medlem af Overhuset i Storbritannien i februar 2010.  

Problemet med alt dette er at der ikke skete en masskre i Jening! Mindre end 100 bevæbnede terrorister blev dræbt under aktionen, og næsten ligeså mange israelske soldater blev dræbt fordi de fik ordre til at gå fra hus-til-hus for at undgå civile tab´, hvor det var muligt. Men det har kun lidt betydning i medierne og på vore universiteter der fordømte Israel for "frygtelige krigsforbrydelser."

I Libanon, 2006, blev Israel fordømt for at krænke Libanons suverænitet uden man dog nævnte at tusinder af Hezbollah missiler blev sendt ind over Israels civilbefolkning og Hezbollahs brug af libanesiske civile som menneskelige skjolde. 

Det samme hykleri fastholdes i konklusionerne i Goldstone Rapporten om Operation Cast Lead, der altså accepterede Hamas' løgne som en kendsgerning, uanset israelernes beviser, man benægtede Israels ret til selvforsvar og fordømte Israel for at have begået krigsforbrydelser i Gaza. Rapporten nævnte kun sporadiske de 8000 missiler der er affyret mod det sydlige Israel og underbetonede rapporter om, at Hamas benyttede mennesker som skjolde, og moskeer og skoler som skjul for deres våbenlagre - for slet ikke at nævne de millioner af brochurer der blev uddelt og mobiltelefonopringninger på arabisk foretaget af det israelske militær som advarsel til palæstinenserne i de områder der var udset som mål. 

Da FN var vært ved Tredje Verdens Konferencen Mod Racisme i Durban, havde verdens nationer lejlighed til at rette opmærksomheden mod det had der vedrører hundreder af millioner mennesker, men man fandt kun tid til at dvæle ved anklagen om, Israels påståede folkedrab, etnisk udrensning, racisme og apartheid, mens folkemordere i Bosnien og Sudan knap blev nævnt. I "Menneskerettighedernes og retfærdighedens navn" vil disse advokater og selvudnævnte "beskyttere" af "Den Frie Verden" være imod enhver israelsk handling og søge at straffe den ved at forføre akademierne og ved kulturelle boykots af Israel mens palæstinensiske gejstlige kan være talsmænd for mord på jøder uden fordømmelse eller nogen som helt form for protest.  

De saudiske og ægyptiske medier rapporterer om jødiske konspirationer som årsag til 9/11, og der er TV-programmer i Ramadan der går ind for blodhævn, men der er ingen der går ind for at en international boykot mod dem. 

Den bitre virkelighed er, at der for Israel ikke er nogen gyldige retningslinjer der kan beskytte og give håb om retfærdighed. I stedet er disse retningslinjer blevet benyttet til at udnytte retorikken ved menneskerettigheder og angive moral som angreb på Israel.   I den henseende blev jeg bedt, ved en forelæsning jeg holdt fornylig, om at forklare, hvorfor Israel "ghettoriserer" palæstinenserne ved at bygge en sikkerhedsmur i områder der tjente som transit steder for terrorister der kom ind i landet. Spørgeren bemærkede at, som jøde, da burde jeg være meget følsom overfor konceptet med ghetto, og dets umenneskelige virkninger på netop mennesket. Jeg svarede at sikkerhedsmuren hverken blev opført på grund af diskrimination eller havde racemæssige motiver, men som et virkemiddel for at beskytte israelske liv fra palæstnensiske selvmordsbombere, og at den faktisk opfyldte sit formål.

Det man i det hele taget formodede at Israel havde racistiske motiver bag opførelsen af muren det bekymrede mig fordi det er et tilbagevendende tema hos internationale råd, og på universiteterne, derfor spurgte jeg spørgeren om, hvorfor hun havde besluttet at Israel skulle udsættes for "særlig behandling?" Trods alt er den sikerhedsmur som Israel har opført for at holde de palæstinensisk selvmordsbombere ude, ikke ulig den sikkerhedsmur som saudierne har bygget for at holde yemenitiske jihadister ude af deres land; eller den som Indien har bygget langs sine grænser til Pakistan, Kashmir og Bangladesh af samme årsag; eller den som thaierne har bygget for at holde malaysiske jihadister ude af deres land, eller den som USA nu er ved at bygge for at holde mexikanske illegale ude af vort land, skønt jeg ikke kunne huske hvornår det sidste gang er sket af en mexicaner har sprunget sig selv i luften i Albuquerque, eller affyret missiler mod Dallas eller Houston.

I løbet af det sidste årti har Nordkoreas regime udsultet til døde knap tre millioner af dets eget folk; oprettet tusinder af slavearbejdslejre, udviklet atomvåben på trods af alle aftaler som man har indgået og man forsøger nu at sælge dem til højestbydende. Landet har afskudt miisler over Japan, truet med en atomkrig for at udrydde sin sydlige nabo og opretholder sig selv primært ved handel med narkotika og falske penge. Alligevel betragter 60% af europæerne Israel som en større trussel end både Nordkorea og Iran - den næststørste støtte til jihadismen i verden efter Saudiarabien. Denne undersøgelse afslører, hvis der nogensinde har været tvivl om det, at der er noget meget dyster der ligger til grund for Europas konstante slåen løs på Israel, og deres støtte til Israels fjender, nemlig den rene anti-semitisme.

 

Antisemitismen har udviklet sig fra et irrationelt had og en jalousi mod jøder til et irrationelt had og jalousi mod den jødiske stat - Israel.
 
Hvorfor ser vi ingen demonstrationer mod islamiske diktaturer i London,. Paris eller Madrid? Hvorfor er der ingen demonstrationer mod jihadisternes brug af børn som menneskelige bomber? Hvorfor har ingen ledere støttet op om ofrene for det islamiske diktatur i Sudan? Hvorfor er der aldrig nogen vrede rettet mod terrorhandlinger begået mod Israel? Hvorfor er der ingen vredesudbrud hos europæerne mod jihadismen? Hvorfor forsvarer de ikke Israels ret til at eksistere? Og endelig, hvorfor er europæerne så besatte med de to mest stabile demokratier på jorden (USA og Israel), fremfor med verdens værste diktaturer? Så mange stupide og uansvarlige kommentarer er blevet skrevet om Israel, at der ikke er flere anklager tilbage  man kan rette mod landet.   
 

På samme tid har pressen aldrig diskuteret syrisk og iransk indblanding i fremgangen af volden mod Israel; indoktrineringen af børn eller korruptionen af det palæstinensiske lederskab, og de millioner af dollars i international hjælp der er blevet overført til deres private bankkonti, som det blev asløret af en  tidligere palæstinenserleder i februar 2010. Når der berettes om ofre, hvorfor er så hver eneste palæstinensisk sårede omtalt som en tragedie, men hver eneste israelsk offer blot omtales med foragt, hvis de i det hele taget omtales?
 

Denne besættelse af Israel repræsenterer en ufølsom foragt for fundamental retfærdighed og anti-semitisme forklædt som tilsyneladene indignation. For eksempel, ved begyndelsen af Ramadan (den islamiske fastemåned tidligt i september blev de israelske styrker ved Vestbreddens kontrolpunkter instrueret om at undgå at ryge og spise foran palæstinenserne som et udtryk for respekt, selvom palæstinenserne fortsatte med at benytte Josefs grav som affaldsplads og pissede lige ved siden af Tora rullerne i Patriarkernes Hule. 

Ydermere, på hvilken som helst dag, giver Israels fængsler repræsentanter for Røde Kors lov til at komme ind, sammen med journalister, advokater, fangernes sagførere, såvel som familiemedlemmer til dømte palæstinensiske fanger, mens Gilad Shalit, en bortført israelsk soldat hos Hamas fra israelsk jord, holdes i isolation og nægtes enhver og alle besøg af advokaterm familie og selv det Internationale Røde Kors som krænkelse af menneskerettighederne og international lov. Hvor er derfor den internationale omtale og støtte for Shalit?

Der er mere endnu. Israel stilles hele tiden til ansvar for at det skal returnere Gaza og Vestbredden til palæstinenserne og Golan Højderne til Syrien - området indtaget under 1967, Seks Dages Krigen. Hvorfor hører vi så aldrig det samme argument blive benyttet mod andre nationer? Efter 2. Verdenskrig, annekterede Polen 10% af historisk tysk land (Østpreussen); Marokko kontrollerer Vestsahara; Armenien har kontrolleret 15% af nabolandet Azerbadijan siden 1994; Tyrkiet har kontrolleret halvdelen af Cypern siden invasionen i 1974; Rusland har kontrolleret de Kurilliske Øer nord for Japan siden 2. Verdenskrig, og Kina har okkuperet Tibet siden 1950. Hvor er derfor det internationale krav om at disse lande returnerer det land de har indtaget i krig? Hvorfor er det at det kun er Israels kontrol over Vestbredden der er påkalder sig international censur?
 

Så er der kravet om at palæstinenserne skal have ret til at vende tilbage til Israel og få rimelig kompensation for at have været bortvist som et resultat af Israels Uafhængigheds krig i 1948. Nogle af de 750000 jøder måtte lade værdier for 300 milliarder blive tilbage da de blev tvunget til at flygte for livet fra arabiske og persiske lande efter staten Israels fødsel. Hvorfor stilles ikke lignende krav til syrerne, iranerne, irakerne yemenitterne og ægypterne der bortviste (eller snarere udstødte) deres jøder? Faktisk kan jeg ikke huske at der er stillet nogen krav til nogen nation om kompensation eller man skal have ret til at flygtninge som er blevet fordrevet efter en krig i moderne tider,  kan vende tilbage - undtagen selvfølgelig for de krav som stilles til Israel.

Tjekkoslovakiet udviste sudetertyskere fra deres hjemland efter 2. Verdenskrig; polakkerne udviste millioner af tyskere fra Østpreussen og indlemmede landet i Polen i 1945; tusinder af tyrkiske cyprioter blev udvist af græske militærstyrker i 1960 og 1970'erne, og tidligt i 70'erne tvang tyrkiske styrker tusinder af græske cyprioter bort fra Nordcypern efter krigen 1974-76: 450000 etniske kinesere blev udvist af Vietnam i årene 1978-79; Bangladesh udviste over tre millioner hinduer i 1974; 250000 georgiere blev udvist fra Abkhasien i årene 1993 og 1998, for ikke at nævne de mere end 500000 etniske russere i Tjetenien der blev udvist under Den Første Tetjenske Krig i årene 1994-96, og mere end 80000 kosovo albanere blev udvist fra Kosovo under krigen i Kosovo i 1998-99. Jeg har åbenbart ikke kunnet få øje på nogen krav om ret til at vende tilbage med kompensation der er sat disse millioner af mennesker i udsigt - undtaget i tilfældet Israel.

Så er der problemet vedrørende Israels behandling af palæstinenserne i Gaza. Lauren Booth, (se denne artikel på synopsis) svigerinde til tidligere britiske premierminister Tony Blair kom ind i Gaza fra en protestbåd og fortalte Ynet News i Israel, at Gaza var "den største koncentrationslejr i verden i dag" og "en humanitær krise på størrelse med Darfur." Hun blev senere fotograferet ved et tilsyneladnede velforsynet supermarked i den såkaldte "koncentrationslejr." Lad os derfor overveje hvordan disse israelske "uhyrer" har opført sig. 

Hamas har erklæret sin åbenlyse hensigt om at ødelægge Israel og myrde enhver jøde der bor der, og har affyret mere end 8000 raketter mod Sydisrael. Til gengæld har Israel forsynet Gaza med knap 70% af elektriciteten og hver uge sendt tonsvis af fødevarer, brændstof og humanitær hjælp til en fjende, hvis eneste rationale for eksistens er udslettelse eller at underlægge sig enhver jøde i Israel. Under 2. Verdenskrig, brandbombede de Allierede Dresden, udslettede tyske byer, og smed atombomber mod Hiroshima og Nagasaki. Her er tale om "et svar der svarer til spørgsmålet" ikke sandt? Israel brødføder sine fjender. 

Endelig er Israel blevet fordømt for sine gengældelsesangreb mod Hamas og Hezbollah på grund af deres raketangreb mod befolkningerne i Israels sydlige og nordlige landsbyer, fordi, som det er blevet sagt, Israel, (dette er en direkte citat fra Human Rights Watch) "sætter ikke kæmpende i farezonen, ved at benytte uproportionel magt og begå forbrydelser mod menneskeheden." Hvis Israel affyrede raketter ind i Gaza by, Sidon eller Tyrus, da ville verden blive rasende, FN Sikkerhedsrådet ville blive indkaldt til en særhøring, USA og EU ville true Jerusalem og medierne ville have en rigtig god salgsdag. 
 

Hvorfor, når palæstinenserne og libaneserne så affyrer raketter mod israelske civile som deres hovedmål er det knap værd at nævne i medierne, men når Israel gør gengæld mod raketaffyringssteder så er det "uforholdsmæssig magtanvendelse" - alt dette fører til humlen bag skuespillet her - vore fjenders taktiske brug af menneskelige skjolde. Hvorfor er kritiken aldrig rettet mod Hamas og Hezbollah der regelmæssigt benytter børn som menneskeskjolde for at beskytte deres ledere og deres våben?

I kølvandet på al den ophobede fordømmelse af Israel i medierne og i Goldstone Rapporten for Israels gengældelsesangreb i Gaza, og før det i Libanon under Den Anden Libanon Krig (og faktisk i alle tidligere konflikter) er der ingen der spørger, hvordan noget demokrati kan forvente at vinde en krig uden "at civile kommer i farezonen" især med tanke på at fjenden netop benytter civile som menneskeskjolde som et taktisk våben for at beskytte sig mod militære angreb? Giver vi ikke derved vore fjender en enorm taktisk fordel? Hvordan kan nogen fri nation nogensinde håbe på at vinde en fremtidig krig mod fjender der benytter mennesker som skjolde, hvis det bliver fordømt som at "civile kommer i farezonen."

Det er fravær af balance, dette udtalte utilgivelige bedrag, og ikke kritikken af Israel der vækker mest bekymring. De som argumenterer for deres ret til "retfærdig kritik" skulle blive hæmmet, lad dem dog forstå hvad "retfærdig kritik" egentlig ikke er.

Det er ikke "retfærdig kritik" at portrættere Israels tilstedeværelse på Vestbredden som en ulovlig okkupation, og så alligevel aldrig komme med et eneste ord der går imod kineserne, serberne, syrerne, tyrkerne og russernes etniske udrensninger.

Det er ikke "retfærdig kritik" at placere skylden for volden i Mellemøsten ved Israels dørtrin, mens man ignorerer 14 århundreder med sunni-shiitisk had, den skade som er blevet påført de arabiske samfund i årtier ved et misregimente af diktatorer og despoter, den Koran inspirede had mod en jødisk stat der eksisterer midt i den islamiske umma, og de gigantiske risici Israel tog da man trak sig tilbage fra Libanon i 2000 og fra Gaza i 2005, for ikke at nævne de ofre man fortsætter med at giver i bestræbelsen for fred med palæstinenserne.

Det er ikke "retfærdig kritik" at anklage Israel for apartheid, når det er den arabiske verden der prædiker "Død Over Jøderne," spreder anti-semitisk had fra moskeerne, underviser i "martyriet" i skolerne og sommerlejrene, og danser i gaderne når det lykkes jihadister at myrde israelere i deres hjem, på pizzarestauranter, markedspladser, under Påskehøjtideligheden og mest betegnende ved fejringen af 9/11 angrebene.

At kræve at gode tyske ariere skulle boykotte jødiske butikker i nazi Tyskland i 1935 er ikke så meget anderledes, end det krav som gode universiteter i Vesten kræver når man går ind for boykot af den jødiske stat i 2010. Uretfærdighed, på hvilket som helst sprog, er dog stadig uretfærdighed. Det er alt sammen en den af den gift der får næring ved menneskelig anstændighed. Hvis et 5 årigt barn kan forstå at det at slagte uskyldige mennesker er forkert, hvorfor kan så disse universitetsorganisationer, religiøse foretagender, FN, de internationale medier, europæerne og akademierne i Amerika og britisk universitetsmiljøer ikke se det, forstå det og give udtryk for deres foragt?

Hvis vi ikke kan se forskel på et demokratisk Israel og et apartheid Sydafrika, eller på en jihadist og en fredsmægler, da er vi alle faldet som ofre for den største moralske fiasko i vor tid - den manglende evne til at skelne mellem  de som forsvarer de grundlæggende moralværdier, og respekten for helligheden hos blot et enkelt menneskeliv, og de som er fjender af sådanne værdier ved at de myrder løs på uskyldige i en eller anden religiøs eller ideologisk sags tjeneste. 

Vi har al mulig grund til at forvente mere af de som underviser vore børn på universiteterne i Amerika eller som prædiker til deres trofaste på kirkebænkene. Deres myndighed giver dem ikke ret til at opfordre til anti-semitisme i "retfærdighedens" og "moralsk anstændigheds" navn. Indil der kommer en universel fordømmelse af de diskriminerende dobbelte hykleriske holdninger der rettes mod Israel, påstande fremført af selvretfærdige internationale organisationer som Humans Rights Watch, Amnesty International, FN Generalforsamlingen, UNRWA, EU, og den Internationale Domstol, ja så er det meningsløst, for de er nemlig de krænkende og bedrageriske.

Israels villighed til at indgå i fred er blevet til et mål for et internationalt samfund der beskylder Israel for den muslimske vold rundt om på jorden. Hvis man skal følge deres tankegang så skal Israel altså gøre hvad som helst for at gå ind på fred, og den muslimske vold ville holde inde, ikke blot i Israel, men i Paris, London, Malmö, Bruxelles, Manchester, Basra, Marseilles, Lyon og Kabul. Enhver med blot en rudimentær forståelse for verdensbegivenhederne ved at dette er den rene uforfalskede barnlige gang sludder. Alt dette kan opsummeres som følger - den farligste trussel rettet mod Vesten er den manglende evne og vilje til at stå sammen mod de som forsøger at ødelægge vor levevis.

Hvi ikke vi som et kollektiv indtager en fast holdning mod disse beskyldninger; hvis ikke vi står bag Israels demokrati med dets retfærdige og moralske kamp mod stadig mere jihadisme; hvis ikke vi forsøger at hindre denne udbredte heksejagt, de internationale arrestordrer på Israels diplomater, anklagerne mod israelerne for krigsforbrydelser ved domstolen i Haag, nedbrydningen af FN, og det oppiskede had mod Israel; hvis vi sidder med hænderne i skødet og tillader denne vanvittige ondskab i at blomstre i vor midte så er Den Frie Verdens retmæssige kamp mod jihadisme helt sikkert fuldstændigt undermineret.

Marcus Silverberg

* Mitchell Bard bemærker at under apartheid i Sydafrika boede hvide og ikke-hvide i separate regioner i landet. Ikke-hvide blev forbudt at drive forretninger eller professionelle virksomheder i de hvides områder, uden at have en tilladelse. Ikke-hvide havde separate forhold ( det vil sige strande, busser, skoler, bænke, drikkefontæner, hvilerum). Ikke-hvide modtog kun inferiør undervisning, lægebehandling og andre offentlige services. Skønt de udgjorde det overvældende flertal af befolkningen kunne ikke-hvide ikke stemme eller blive statsborgere.