onsdag den 31. august 2011

Vampyrens Økonomi

Vampyr Økonomi


Amerikanere søg skjul, der er en vampyr der hærger blandt jer!

Den omfordelende politik og det ukontrollerbare forbrug ved den nuværende administration, hvis det ikke nu er åbenbart, truer med en økonomisk blodstrøm af højeste styrke.

Jovist, den sociale velfærdsstat, en del af det progressive eksperiment i Vesten for politisk og økonomisk lighed er grundlagt overalt vi vender vore øjne, og bliver dog bakket op og støttet af en politisk klasse der har mistet sit nærvær. Vore ledere - eller alt for mange af dem - er helt klart i en tilstand af benægtelse, ikke i stand til at opgive den hyldede illusion trods et stort fakta-angreb. At turde se sandheden i øjnene kræver ikke en dybere økonomisk indsigt, blot et moderat brug af sund fornuft, hvilket helt sikkert er en mangelvare. En bandage hist eller pist ville heller ikke kunne standse blødningen. 


Almindelig sund fornuft fortæller os, at i det lange tidsforløb, da duer den såkaldte "demokratiske-socialisme" bare ikke af en meget enkel grund: Den skal hele tiden skrabe flere skatter ind fra en stadig mindre produktionsdygtig klasse, mens den belønner en stadig større ikke-produktiv klasse. 

Den canadiske forfatter William Giardner, medstifter af Civitas tænketanken anslår at i den nuværende velfærdsstat er det kun cirka en 1/3 del der udgør den producerende sektor; endnu 1/3 del er tilknyttet regeringen, enten gennem kontrakter eller som ansatte, og den tilbageværende 1/3 del består af personer, der er afhængige af regeringen. Således er 2/3 dele af den moderne "socialdemokratiske" stat afhængige af en stadig mindre minoritet af økonomiske 'generatorer'. Kenneth Minogue fra London School of Economics advarer endnu mere dystert om at når vendepunktet på 51% af befolkningen der er afhængig af staten er nået da vil nedturen helt uundgåelig sætte ind.

Det vi har her, er en stensikker opskrift på et krybende socialt forfald og afkast. Velstands-skabende jobs og virksomheder der producerer, enten skrumper ind, på grund af øgede omkostninger, eller finder andre steder der er mere omkostningsrimelige, hvilket igen fører til stigende arbejdsløshed. 

Et hastigt voksende bureaukrati - som der skal betales for - til at administrere og omfordele de stadigt mere rodede rettigheds- og regeringsprogrammer- som der også skal betales for - vil med tiden, som Margaret Thatcher sagde - løbe tør for andre folks penge.

Vi kan nu se hvordan velfærdsstaten giver, skriver Daniel Hannan, medlem af EU-Parlamentet: "vildtvoksende bureaukrati, mere forbrug, højere skatter, svagere vækst, og stigende arbejdsløshed." 

Ultimativt vil et samfund, der har gratis sundhedshjælp, billig dagpleje, barselsorlov for mor som far, kortere arbejdsuger, månedlige betalte fridage, tvungen grøn energi, tidlig pensionering, støtteordninger for særgrupper, kort sagt offentlig spytslikkeri, den nutidige udgave af -brød og cirkus- løbe tør.

Som Hannan påpeger, imiterer Amerika nu den europæiske model, "udvider sin regering, regulerer den private handel, centraliserer sin lovgivning, og bryder båndet mellem skat og repræsentation." Fremtiden ser stadig mere grum ud. For når den dag kommer, hvor parasitten har udsuget sin vært, det er så dagen, hvor systemet kollapser.

Dette er en ubestridelig kendsgerning som historien har vist fra tid til anden, og den bevises endnu mere i Grækenland, Irland, Portugal, Spanien og Italien i utallige tredje verdens lande og nu for tiden i USA under Barack Obamas hushovmestergerning, som snart får opfyldt sin dagsorden. Et land, hvor næsten halvdelen af befolkningen ikke betaler skat, og den anden halvdel skal hoste op med det hele for at holde butikken kørende, hvor industrien er hæmmet af omfattende restriktioner, regulativer og høje gebyrer, og hvor økonomisk levedygtighed afhænger af stadig større låneoptagelse og trykning af flere fuppenge, det er et land der er på vej mod insolvens. 

For pengene til støtte for en sådan ekstravagance skal komme et eller andet sted fra, og i dag i U.S. kommer de fra nogen andre, og fra ingen steder -- eller mere konkret fra Kina og fra "Quantitative Easing"(finanpolitisk lettelse) det vil sige seddelpressen der kører hele tiden. Hvis processen fortsætter i det uendelige, kan resultatet ikke være andet end fallit, galopperende inflation og endelig ruin. Som vi har set, er en betragtelig del af EU på randen en af økonomisk implosion. Velfærdsstatens Vampyrøkonomi garanterer det forudbestemte enderesultat. Når rovdyret løber tør for blod, dør det - sammen med de kroppe der forsynede det.
Bogen kan downloades gratis som PDF-filved klik her.

Der skal rammes en pæl gennem hjertet på det økonomiske rovdyr, også kendt som den "socialdemokratiske" holdning, hvis den økonomiske hæmoride skal fjernes. 

Filosoffer som Marx og Kenyes, læst med skeptiske briller, det vil sige, sous rature, "under udradering" som filosoffen Martin Heidegger første gang benævnte det, har meget at fortælle os om, hvordan vi ikke skal gå videre. Deres politik er er en pestilens for en nations sundhed. På lignende vis tror økonomiske 'mandariner' som Nobel pristageren Paul Krugman og chefen for Forbundsbanken Ben Bernake på, at hvis man allerede har brugt sex eller syv hundrede milliarder i stimuluspakker uden den ringeste virkning, da må svaret været at bruge yderligere seks eller syvhundrede milliarder.

Statskassen skal befries for de angivelige goder til flertallet i den evige åreladning af den vitale strøm uanset konsekvenserne. De som primært får gavn af goderne er de nattens skabninger der lever i deres overdådige slotte på bekostning af deres engang levedygtige bytte. De er immune for de love der styrer naturens verden - undtagen, selvfølgelig udover at de skal 'fodres.'

Lad os håbe at fallittens sollys vil strømme ind i den intellektuelle krypt, hvor den nuværende politik formuleres og efterstræbes, - før det er for sent. Den "socialdemokratiske" stat skal visne og blive til aske hvis mennesker skal leve værdige og produktive liv. Vi skal komme til den konklusion af den myndighed der først og fremmest skal konsulteres når det drejer sig om eksistentiel vitalitet, om overlevelse og trussel, ikke er Marx eller Keynes, eller Krugman eller Bernanke. Det er ingen anden end Bram Stoker.

http://frontpagemag.com/2011/05/12/vampire-economics-2/2/

tirsdag den 30. august 2011

Rengør toilettet og red dit land

Rengør toilettet og red dit Amerika

Patrice Lewis


En chokerende undersøgelse sidste år fra United Kingdom afslørede det chokerende: 70% af kvinder sagde de godt lide kunne at udføre husarbejdet. Oh, hvilken rædsel.

"Med mange flere kvinder der nu arbejder på fuld tid som deres families eneste forsørger," bemærker artiklen, "kunne man forvente en ændring i kønsrollen. Men ifølge forskerne er det dog stadig, i flertallet af britiske husholdninger, kvinderne der udfører pligterne uanset deres arbejdsstatus....Mens kvinder, for de flestes vedkommende sagde de holder af husarbejdet fandt undersøgelsen, at de som er i 20- 30'erne var de som mest brokkede sig over dette."


Der er vist ikke brug for at sige at statistikker som denne ærgrer og gør feministerne vrede. Men det understreger blot det jeg altid har vidst: De fleste kvinder holder af at holde deres hjem pænt. Selv i disse liberale tider. Og selvom de kalder sig feminister.


Den holdning at kvinder skulle have været kommet bort fra det at gøre toiletter rene og vaske gulve går helt tilbage til de tidlige 1960'erne da feministerne gjorde alt for at få kvinder ud fra deres hjemmeverden og ud i arbejdsverdenen. Hjemmet var et fængsel. Husmødre var slaver. Hvis du ønskede et rent hjem, var den foreslåede løsning at ansætte en hushjælp (tilsyneladende en mindre fri kvinde) til at gøre dit toilet og dit gulv rent, således at du ikke ville få snavs på dine egne fingre af dit eget skidt. 

Det er derfor statistikker som denne britiske undersøgelse fremhæver - med baggrund i et betragteligt antal på 25000 voksne deltagere - får feministerne til at se rødt.

Jeg synes disse tal er opmuntrende. Kvinder der nyder husarbejder har tilsyneladende en vis stolthed i det ansvar der følger med at sørge godt for deres familie. Jeg betragter denne undersøgelse som en meget vigtig understregning af kvinders interesse i deres hjem. Personligt ansvar indenfor  hjemmet afspejler sig ofte i et personligt ansvar for det uden for hjemmet. 


En af de store glædelige fordele som vore Grundlæggende Fædre fastsatte for os i vor nations fødselsdokumenter (Uafhængighedserklæringen, Forfatningen, Bill of Rights) er retten til at selvstyre med meget få regler. Selvøglelig er det ikke længere tilfældet - vore lov er reguleret til mindste detalje - og på grund af det har vi glemt hvad det vil sige selv at styre. I stedet for vi tilpasser os de sociale forventninger ved etik og opførsel er vore liv blevet reguleret af de elitære. Resultatet er at vor personlige opførsel er degenereret til det punkt hvor vi klæder os, handler og taler i et offersprog og forventer at nogen andre ubetinget gøre vore toilet rent og støtter vor levevis. 

Frie mennesker har en tendens til at have høje standarder. Det er de nødt til. Hvis et frit menneske begår fejl, må han selv tage konsekvenserne. Han har ikke nogen regeringskontorer der kan kautionere for ham ved enhver vanskelighed eller som vil undskylde hans opførsel på besynderlige præmisser om at være "et offer."

Men et folk der ikke er frit tilpasser sig lavere standarder. Under dække af (host) "medfølelse," fjerner regeringen konsekvenserne af vor opførsel. Uden den kritiske selvstyres erfaringsgrundlag syner vore standarder som en sten i vandet. Når vor tilskyndelse fjernes og vi får at vide hvad vi skal gøre, mister vi evnen til at styre os selv. Offerrrollen bliver en livsform. Ingen ønsker længere at gøre deres 'eget toilet' rent, hverken bogstaveligt eller figurativt.



Feministerne har brugt årtier på at overbevise kvinder om, at de var ofre for et ondt undertrykkende patriarki. Vi har ikke brug for mænd som støtte når vi får børn - at være en enlig mor giver styrke. Vi burde ikke nedlade os selv til at være hjemmets vogtere -- det er for nedværdigende. Vi burde ikke opdrage egne børn -- de vil få en meget bedre "socialisering" i dagplejen er I ikke klar over det!

Den dødbringende kombination af feminisme og regeringsdagpleje har ført til de kriseniveauer der finde i den traditionelle familie, ikke kun i Amerika, men overalt. Ikke overraskende bliver denne udvikling - med høje skilsmiserater, og børn født uden for ægteskab -hyldet af sådanne grupper som United Nations Population Fund (UNFPA), der "erklærede at nedbruddet af traditionelle familier, så langt fra at være en krise, men faktisk er en triumf for menneskerettigheder mod "patriarkatet."" Således sagde UNFPA repræsentanten Arie Hoekman ved et seminar i Mexico City i 2009.

"I de konservative kræfters øjne," sagde hr. Hoekman, "betyder disse forandringer at familien er i krise. I krise? Mere end en krise, vi er midt i en svækkelse af den patriarkalske struktur som et resultat af, at den økonomiske base der opretholder den svinder bort og på grund af fremkomsten af nye værdinormer centreret om anerkendelse af de fundamentale menneskerettigheder."


Fundamentale menneskerettigheder? Hvad for nogen rettigheder? Mener man børns "rettigheder" til at vokse op i opløste eller ikke fungerende hjem? Eller mener han "retten" hos utallige ugifte kvinder til at skubbe babyer ud, der ikke er født i et ægteskab, og som skal understøttes af skatteyderne? Hvad er det dog for nogle fabrikerede "rettigheder" ? Og hvem betaler for dem? (Husk at ressourcer der tages med tvang fra en person og gives til en anden er ikke  rettigheder, det er berettigelser.

Leonardo Casco fra Det Pavelige Råd for Familien sagde han ikke var overrasket over at UNFPA benægtede tilstedeværelsen af nogen problemer. "De er tvunget til at benægte at der er en krise i familie, fordi de selv har skabt krisen....(UNFPA bureaukraterne) har opfundet en række af nye "menneskerettigheder" ...hvormed de ønsker at retfærdiggøre alle deres handlinger."


Kan du se hvordan noget så 'småt' og tilsyneladende uværdigt som at skrubbe sit eget toilet, og vaske sine gulve har langt dybere rækkende konsekvenser end blot det at gøre rent i hjemmet? At man selv gør rent i sit hjem er troværdighed. Det er en del af det at være sig ansvarsbevidst at man har børn født i ægteskab og selv opdrager dem. Det er det samme som at acceptere de besværligheder og de glæder ved selvbestemmelsen der er frisættende fra afhængighed af staten og dermed af slaveriet.


Indtil vi er villige til at acceptere det personlige ansvar som det er beskrevet i dokumenterne der skabte vort land vil vi aldrig indfange den storhed vi engang havde som nation. Det hele kan begynde med en villighed og endog glæde ved husarbejde.



Read more: Clean a toilet, save America http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=322433#ixzz1SH6ct3RM

mandag den 29. august 2011

Godgørenhed virker det efter tusinder af år?

Bernie Planck


Gældsdebatten handler i bund og grund om to holdninger i konflikt med hinanden: Obama mener velstand er ondt,  og at vi skal tage fra den rige for at hjælpe den fattige, mens jeg mener at det at tage fra de rige er ondt og at give til den fattige faktisk ikke hjælper den fattige. 

Nogle af mine religiøse læsere kunne indvende at det er deres jødisk/kristne/muslimske pligt at give til den fattige. Det er det samme som at sige, at uden tiggere kan der ikke være velsignelse ved at give almisser. Men jeg betragter almisseydelser som en selvisk handling der mere gavner giveren ind modtagere: For den religiøse er det en måde at akkumulere velstand i den næste verden - hvad den fattige får ud af handelen er uden den store betydning.

For regeringer og virksomheder er det også en selvisk handling. Hjælp er blot endnu en måde at genere overskud. For eksempel i mange lande herunder US, er udenlandshjælpen forbundet med det at købe vore varer. Tonsvis af amerikanske landbrugsprodukter er solgt til Afrika, og som i visse tilfælde konkurrerer med de afgrøder som de hårdtarbejdende lokale landmænd producerer. En overfladisk læser af aviser ser overskrifterne der meddeler af Frankrig eller Japan eller US sender millionvis af fødevarehjælp, og vil derfor tro at afrikanerne får nogen gavn af det; sådan er det ikke -- franske, japanske og amerikanske landmænd tjener penge på bekostning af de afrikanske landmænd der går fallit og efterfølgende selv kommer i behov for endnu mere udenlandsk "fødevarehjælp."

Men er det ikke umoralsk ikke at give til velgørenhed?

Nuvel, lad os overveje problemet: I årtusinder har mennesker givet almisser til de fattige.

Alms for the Poor, a painting by Robert Kemm
Almisser til den fattige - maleri af  Robert Kemm
Photo Credit: wikigallery.org

Jøderne har gjort dette siden udgangen af Egypten: en af de 613 Mizvot (eller bud) i Mosaisk Lov er at give til velgørenhed, (se note) dog har vi stadig den fattige og elendige blandt os. 

Kristne har gjort dette i mere end to tusind år, og vi har stadig den fattige og elendige blandt os.

Zakāt, en af de fem søjler i Islam, kræver at muslimer der er i stand til det årligt giver en del af deres velstand til den fattige og trængende, dog har vi stadig den fattige og trængende blandt os.

Moderne regeringer, virksomheder og private velgørenhedsorganisationer har givet "hjælp" til verdens fattige i snesvis af år, dog har vi stadig fattige og elendige hos os.

Hvis velgørenhed nu virkede da ville den fattige ikke være blandt os. Og alligevel i næsten hvert eneste land i verden er der flere fattige end nogensinde. I næsten to århundreder i US er procentdelen af fattige gået nedad for hvert årti, undtagen da vi begyndte det såkaldte Store Samfund. Efter næsten 5 årtier med målrettet hjælp til de fattige er der blot flere fattige og sultne børn i dag end i 1965.

For Guds skyld, for den fattige og sultnes skyld, hold dog op med denne nytteløse velgørenhed. Der er et land hvor den fattige har flere TV'er køleskabe, biler, hjem, mad, penge tøj og andre ting end den fattige andre steder: Amerika. Grunden er enkel: Vi giver mindre til vore fattige end noget andet land. Hvis vi bare kan få det bragt ned til  ville vore fattige ikke være fattige. (læs denne artikel på synopsis http://synopsis-olsen.blogspot.com/2010/08/hvornar-er-man-fattig.html

Hvis vi fjernede selskabsskatterne ville der være flere ansatte og med større løn og mindre behov for velfærdsydelser, fødevaremærker, arbejdsløshedsunderstøttelse, mv. I stedet tager regeringen en tredjedel af selskabernes fortjeneste og betaler et oppustet bureaukrati de fleste af de penge for at omfordele til de fattige. Virksomhederne ville bruge de penge til bedre, ved at ansætte flere, markedsføre flere produkter, og betale højere lønninger der altsammen ville gavne vor økonomi uden at gå til det værdiløse bureaukrati. 

Der er intet der gør nogen mere fattig,  end netop en håndsrækning.

Med hensyn til hjælp til andre lande da kræver al velgørenhed, at der en en fattig og elendig, og skønt det ikke betyder at velgørenheden med forsæt skaber fattige og elendige, tror jeg, at det er imod deres inderste interesse at finde en løsning der helt fjerner problemet med fattigdom og elendighed.

Sandheden er at de mindre udviklede land, dem med mest fattigdom, sygdom og elendighed er præcis de lande som vi gav mest i hjælp i løbet af det sidste halve århundrede. Dette gælder især for Afirka - jo mere hjælp vi giver til Afrika des fattigere bliver det.

Efter 5 tusind år med velgørenhed ville vi stadig have fattige. Det er på tide vi holder op med dette nytteløses sludder. Det virker bare ikke.



N.B. I ovennævnte diskussion omtalte jeg tiggere, faktisk synes den fattige i dagens Amerika det er for nedværdigrende at tigge, og kræver derfor at vor regering stjæler penge fra den rige og rækker dem over til dem uden den anstrengelse det er at gå på gaden og bede om almisser.


Noter

Mat 6:1-21 nævner tre kristne pligter: Give almisser, bøn og faste.
...
Ved at give almisser samler vi os skatte i Himlen...Vi kan vælge at være rige i dette liv, der kun er kortvarigt, og være fattige i det næste, der varer evindeligt.
Gamle Testamente, 5. Mosebog 15: 7-8

"Når der findes en fattig hos dig, en af dine brødre inden dine porte et steds i dit land, som HERREN din Gud vil give dig, må du ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige bror, men du skal lukke din hånd op for ham og låne ham hvad han savner og trænger til"

søndag den 28. august 2011

Fra velfærd til arbejdsliv

Et arbejde! Nej tak, så mister jeg min velfærdsydelse

                           
Richard Brodie
                                  
Da jeg spurgte min nabo, en kendt afrikansk-amerikansk filmskuespiller, hvorfor hans tre sunde, brødre i 30’erne ikke havde noget arbejde når, som skuespilleren klagende sagde de hele tiden “rendte ham på døren for at få penge,” svarede han - “de ville aldrig drømme om at få et job; så vil de jo miste deres velfærdsrettigheder!” Denne udtalelse opsummerer den giftige syre mod det personlige initiativ og ansvar og den efterfølgende personlige dovenskab der er en følge af velfærdsstaten, langt bedre end nogen anden udtalelse jeg er stødt på. Den burde sendes rundt i medierne for så præcis er pointen

Da jeg var dreng i 1940’erne husker jeg, at ingen ville have drømt om at indrømme offentligt at han var på ‘velfærd’ eller blot at han var fattig. At indrømme fattigdom var det samme som at meddele verden at man var en fiasko i at sørge for sig selv, at man sådan set havde fejlet i at opnå det personlige mål - selvforsørgelse. I dag kan imidlertid horder af ‘udnyttere’ ses  i en offentligt krævementalitet om dette eller hint i velfærdsgoder, nærmest stolt over at de således proklamerer at de er begunstigede.

Den valgte politik nærmest også opmuntrer embedsmænd, hvoraf de fleste er Demokrater, til at være imødekommende med håndsrækninger fra regeringen, som en metode til at købe sig stemmer fra store klasser af fremtidige vælgere, og så sk.. være med landet.

Selv det moderne eufemistiske ord ‘velfærd’ har tjent til at udslette stigmaet ved at få hjælp af regeringen, man benytter ord som “kompensation” og “rettighed” og således får man det til at lyde nærmest ærværdigt at være forsørget af den offentlige kasse.

En særlig topmålt form for velfærd er ‘Hjælp til Enlige Mødre’, en støtte der ikke kun opmuntrer til afhængighed af den, men faktisk også opmuntrer til ikke at gifte sig, og dermed smadres enhver form for familieliv. For eksempel i det afro-amerikanske samfund var procentdelen af børn født uden for ægteskab efter 2. Verdenskrig 8%. I dag efter årtier med ‘Hjælp til Enlige Mødre’ er det tal nærmere 70%. (Venstrefløjen lægger selvfølgelig skylden for dette høje tal på slaveriet!) med især faderløse drenge der er tvunget til at lede efter mandlige rollemodeller i organiserede grupper - som bander.

Er det mangel på intelligens der gør at vi vælger velfærd? Næppe. Vor intelligens fortæller os af hvis nogen giver os noget gratis, ja da bør vi tage imod det! Det er snarere vor integritet og vor traditionelle amerikanske værdier, begge er de for hastigt nedadgående i vort samfund, der fortæller os at vi ikke skal tage imod penge fra andre mod deres vilje, penge de selv har brug for! Det vi har brug for er ledere der er intelligente og som har integritet til at indse at det at sætte mennesker på ‘ydelser’ skaber en klasse - og med tiden en nation - af parasitter, en katastrofe for enhver nation som med tiden dermed dømmes til glemsel.

Selv jeg, der foragter ideen om velfærd, har erfaret den forførende appel ved ‘gratis’ regeringspenge. Da jeg blev fyret fra mit arbejde for fem år siden, opdagede jeg, at arbejdsløshedsunderstøttelsen, som jeg vidste kun ville gælde et år, var så udmærket nok til at kunne leve, hvilket jeg så gjorde et helt år før jeg søgte efter arbejde. Med skam at melde anså jeg det som et års betalt ferie, hvilket jeg retfærdiggjorde ved at sige, at jeg jo havde betalt til den, skønt det faktisk var min arbejdsgiver der havde betalt. Jeg tror næppe jeg er den eneste modtager der har haft det på den måde.

Selvfølgelig er der brug for ‘velfærd’ men den bør forbeholdes de som virkelig har brug for den, det vil sige den lille procentdel af mennesker der faktisk er fysisk handicappede så de ikke kan arbejde.

Så når offentligheden vånder sig over det nuværende arbejdsløshedstal, særligt blandt minoriteterne, da bør de undgå fanfaren om “medfølelse” og indse at ikke alene vil flere regeringsgoder fostre flere parasitter, men at en betragtelig procentdel af disse arbejdsløse allerede befinder sig i en stadig større underklasse af mennesker der “aldrig kunne drømme om at få et arbejde - for så vil jeg jo miste min ‘velfærd.”

FamilySecurityMatters.org Contributor Richard Brodie graduated with a B.A. in English from UC Berkeley. For most of his life since then he has been a freelance artist and writer.

lørdag den 27. august 2011

Ordentlig tale - genindfør det i skolerne

Om at tale pænt og ordentligt



Fokus på vort uddannelsessystem, på populær kulturen, på politisk korrekthed, og selvbevidsthedens kult har haft to konsekvenser for hverdagssproget. For det første foretrækker unge mennesker at forblive tavse fremfor at turde have en mening. For det andet, når de endelig taler, er det en udladning af den tro at den ene persons sprog er ligeså god den den andens. Bon mots, aforismer, indsigtfulde citater, guldklumper af visdom eller blot almindelige rammende bemærkninger udgør kun en lille del af deres samtale.


Amerikansk tale, som engelsk tale, plejede at gnistre. Dialogerne som Henry James fandt på er tindrende, fyldt med underståede antydninger, aldrig sløvt eller tøvende. Deres stiliserede udtryksform er overdrevne, om så blot ikke for kunstens skyld.

Dialogerne i de gamle Hollywood film, som teksterne i Broadway musicals er mesterværker i rammende præcision, hvor hvert ord og hver følelse tæller. Groucho Marx' aforismer, Tony Curtis' kvikke svar Cole Porters og Oscar Hammersteins lyrik, har en nærhed, der har gjort indtryk på hjerter og tankegang på uddannede amerikaner til i dag.

En udlænding, der for første gang stifter bekendtskab med de store amerikanske romanforfattere og skuespilskribenter, de store Hollyewood film, eller den Store Amerikanske Sangbog ville hurtigt komme til at tro at amerikansk kultur er en aforismernes kultur, og at den største glæde hos amerikaneren er på alle livets området at kondensere tanker og følelser til en guldklump af visdom eller en rammende bemærkning.
Henry James

Men hvad helt præcist er en aforisme, og hvad er forskellen på en god og en dårlig aforisme? Aforismer er som fonds til madlavning. De er tørre, salte og koncentrerede; og hensigten med dem er at når de opløses i tankegangen at de da er nærende. Men ikke alle aforismer er af samme lige værdi. Der er sande aforismer og falske, vittige aforismer og dumme aforismer. Sandt vid, sagde Alexander Pope "er naturen forklædt på smukkeste vis, /hvad ofte blev tænkt men aldrig så godt udtrykt."


Det er karakteristikken ved den form for aforisme -- den sande og almenlogiske slags som Pope selv var mester i, som "tåber farer ind, hvor engle frygter at træde." Der er også aforismer der indfanger en sandhed der aldrig var tiltænkt at skulle udtrykkes så godt. En sådan er LaRochefoucaulds leveregel at "hykleriet er den skat som synden betaler til dyden." Hylder han hykleriet eller fordømmer han det? At stille det spørgsmål afslører dybden og originaliteten i LaRochefoucaulds indsigt.
Alexander Pope

Nogle at de bedste aforismer er amerikanske -- i særklasse de hos Ambrose Bierce i Djævelens Ordbog, hvor vi har en definition på hjernen ("et apparat med hvilket vi tror vi tænker") der burde være skrevet ind over indgangene i enhver afdeling for neurovidenskab. Der er flere nýttige definitioner på puritanismen, end den der er givet af H. L. Mencken: "den skrækindjagende frygt at nogen, et eller andet sted, kunne være lykkelig," og aldrig har paradokset med social mobilitet være bedre opfanget end i Groucho Marx's berømte aforisme: "Jeg ønsker ikke være medlem af nogen klub der vil acceptere mig som medlem" -- så helt sikkert på linje med LaRochefoucaulds indsigt i den virkelige betyding af hykleri.
Ambrose Bierce

Men der er også falske, ikke morsomme og excentriske aforismer, og det er ligeså sandsynligt at de har en langtrækkende indflydelse som den sande og kloge. Oscar Wilde formede sine mange bon mots på måder der gjorde de uvelkomne sandhedspile lettere at sluge: For eksempel, "i sager af den største betydning er det stilen og ikke oprigtigheden der tæller," og "det er kun en meget overfladisk person der ikke dømmer udfra udseendet": Aforismer der har en slags dybde og inderlighed som LaRochefoucaulds. Men Wilde's mest citerede citat om rævejagt som "det unævnelige i fuldt firspring efter det uspiselige" er et eksempel på en falsk aforisme, og yderst umorsom for de som har kundskab om emnet.


Falske aforismer er ikke så sjældne som man kunne tro. Mere betydningsfuld end Wilde's med hensyn til dens indflydelse er Marx forkastelse af religion "opium for folket." For den forudsætter at religion udelukkende antages for dens evne til at mildne samfundets sår, og at der nogle andre forhold som menneskeheden kunne fremme, hvor religion ikke længere er nødvendig. Begge disse implikationer er falske, men de er kogt ned til en 'fond' der smager som andre man har set det på det intellektulle menukort. Hvor mange 'indbildte intellektuelle' har anvendt denne 'fond' der deres prosa og givet deres overvejelse en krydret duft af visdom på samme måde som Christopher Hitchens?


Marx's skriverier indeholder et udførligt forsøg på et system: Systemet blev forkastet, men Marx overlevede. Vi kender i stedet Marx som forfatteren til de berømte fraser: Uværdigt arbejde, overskudsværdi, fetichismen ved bekvemmeligheder, slaveløn, kapitalismens krise, og tusind flere. Han bad arbejderne i verden om at forene sig da de blot havde deres lænker at miste - og aforismernes lænker der efterfølgende bandt dem viste sig at være stærkere end lænker at stål. I en af aforismerne der er med i Den Tyske Ideologi, bliver arbejderen lovet jagt om morgenen, fiskeri om eftermiddagen og litteraturkritik efter aftensmaden -- og udover fraværet af jagt, fiskeri og litteratur for ikke at tale af aftensmad så var det det de fik.


Hvis du voksede op i 60'erne, som jeg, da ville du ikke have tvivl om kraften i aforismer. Og jeg giver vort uddannelsessystem skylden for den kendsgerning, i deres 'begær' efter vittige fraser, og idet de intet finder der er nyttigt i dagens politikeres udgydelser, da antog de unge mennesker i 60'erne deres aforismer fra lageret af falskheder opbygget af Marxisterne.


I løbet af natten dukkede den anstrengte 'venstrefløjsisme' op og greb kontrollen med den intellektuelle 'kokoni.' De franske situationister havde nogle 'pæne' tilføjelser -- "Det er forbudt af forbyde," for eksempel -- og nogle få krøb ind fra Formand Maos Lille Røde Bog, såsom "ingen hær kan modstå en ide, hvis tiden er inde," (hvilket mangler den vid i Voltaires sarkastiske aforisme om de store bravallaslag). Imidlertid var det Marx' aforismer der satte den intellektuelle dagsorden. "Ind til nu har filosoffer fortolket verden; men holdningen er at lave om på det." "Samvittigheden bestemmer ikke livet men livet bestemmer samvittighden." "Historien fra alle tidligere eksisterende samfund er historien om klassekampe." Og så videre.

Se blot på Det Kommunistiske Manifest og du vil møde en af de meste indflydelsesrige sekvenser af aforismer i historien. Og de fleste af dem er falske. Hvorfor blev de så alligevel så succesrige? Jeg tror grund er denne. Det er selve aforismens natur at få succes -- at præsentere et kompleks krydret intellektuel smag der får hjernen til at 'savle' på den måde som man får mundvand når man smager på smagsforstærkende midler. Og succesen bliver lettere at opnå for den som lover magt, end for den som kun tilbyder sandhed.

Wilde's aforisme om jagt havde sin virkning fordi det var et våben i en kamp -- ja faktisk i en af de få "klassekampe" som briterne har kendt til i nyere tider. Det samme er sandt med Det Kommunistiske Manifest. Folk har kun en overfladisk interesse i sandhed. Men deres interesse i magt er umættelig. Falskheder der giver selvtillid eller forstærker magt vil, i i konkurrencens øjeblik, overskygge de lidt ubehagelige sandheder der anbefaler os at standse et øjeblik og være forsigtige. Den pointe blev klarlagt at en anden stor aforist blandt det 19. århundredes filosoffer, Nietzsche. Og Nietzsches popularitet i dag skyldes den samme karaktertræk der forklarer Marx' popularitet i 60'erne: Løftet om magt.


Marx og Nietzsche betyder ikke så meget for min måde at tænke på. Overraskelseselementet er opnået lidt for let, og ved at appellere til vore lavere følelser. Der er en benægtelse ved at undlade at stå til ansigt med de vanskelige spørgsmål vedrørende vort forhold til andre og vort kendskab til verden.

Deres magt-styrede aforismer er mere som trylleformularer end erklæringer. De er beregnet, som Marx så korrekt sagde, ikke til at fortolke verden, men til at forandre den -- og at forandre den helt og aldels ved at de gentages igen og igen. Hvilket er, i Marx' tilfælde nøjagtig hvad der skete. Og verden er blevet forandret til det værre, som alle ved der så de aforismer benyttet og misbrugt i Sovjetunionen: Klæbet op på byens tage, spredt med røde bogstaver på butikkernes facader, hugget ind i metalplader og hængt op i tunge rammer på væggene på undervisningsstederne. 

Orwell der så dette med en gennemborende indsigt, skrev to store værker der ikke så meget er romaner som traktater mod aforismen. "Alle dyr er lige, men der er nogle der er mere lige end andre" (Animal Farm): "den som kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden, og den som kontrollerer fortiden kontrollerer fremtiden" (1984) -- aforismer der går skridtet videre end de kommunistiske slogans de satiriserer over.
George Orwells bog

Orwell dokumenterede aforismens nedtur, dens misbrug som et værktøj til undertrykkelse og et angreb på sandhedens suverænitet. Men det som blev misbrugt af Marx og Marxisterne er også en nødvendig del af det at tale ordentligt og med god virkning. Hvordan kan vi generobre den glemte måder at udtrykke vid, og brugen af aforismer i sandhedens tjeneste?


Det forekommer mig at dette er noget vi burde undervise i på vore universiteter. En retning indenfor humaniora burde omfatte det oldgamle studium af retorik. Det burde give de studerende en evne til at overtale, til at benytte sproget med værdighed og krystalklarhed, og at tale og skrive med stil. Overtalelse kommer ikke gennem statistikker og teorier, men gennem den kunstfærdige aforisme der opsummerer i tilhørernes hjerter, de ting som de måske formodede, men ikke vidste endnu.

Den uddannelsesmæssige forandring bliver da ved at lære de studerende ikke kun at tænke og tale i kvikke bemærkninger, men på samme tid at være ledet af sandheden. Kan det gøres? På det spørgsmål svarer jeg: Vi kan da forsøge.


http://spectator.org/archives/2011/07/27/speaking-neatly

Roger Scruton is a visiting scholar at the American Enterprise Institute. His latest book is The Uses of Pessimism (Oxford University Press).

Liberal fascisme gennem historien

Venstreorienteret fascisme gennem tiderne

Ellis Washington
Uanset hvor skør planen er  – Fraternité, det "Nye Sovjet Menneske,"" Mester Racen," "Det store Spring Fremad", "Kulturrevolutionen," "Bygge et Nyt Samfund," "ObamaCare," vil en (venstreorienteret) pøbel tro på det.
I den 'liberales' verden som i Robespierres verden, er der ingen forbrydelser, kun kriminelle.
– Ann Coulter
Saul Alinsky & Lucifer


Saul Alinsky er faderen til samfundsorganisering, marxist-anarkisten der så gennemgribende inspirerede generationer af Demokratiske oprørere, herunder en ung Barack Obama der i 1985 blev en samfundsorganisator i Chicagoland og i 1990'erne udførte juraopgaver for ACORN en af de meste reaktionære og bedrageriske samfundsorganisationer i Amerika.


Alinsky gav også inspiration til en tidligere førstedame og præsidentkandidat, Hillary Rodham Clinton, der i 1969 skrev sine afgangsteser på Wellesley og priste denne skurk, der fik indflydelse på generationer af samfundsorganisatoner som  – ACLU, La Raza, NOW, NAMBLA, PETA, AFL-CIO, NAACP, ACORN, Congressional Black Caucus, Menneskerettighedskampagnen, George Soros-betalte socialistgrupper, LGBT dagsordenen (lesbiske, bøsser, biseksuelle og kønsskiftede) og mange andre liberale mafia lignende pressionsgrupper. 


Hvem dedikerede Saul Alinsky sit manifest "Regler for Radikale"? - en bog hvis formål var at afmontere de kristne nationer og republikkerne med Vestens frie marked. Lad os læse dedikationen i med forfatterens egne ord.
Medmindre vi glemmer i det mindste en tilbageskuende anerkendelse af den allerførste radikale: Fra alle vore legender, mytologi og historien (og hvem ved hvor mytologien hører op og historien begynder - eller hvad er hvad), var, den første radikale som menneskeheden kender til og som gjorde oprør mod det etablerede og gjorde det så effektivt, at han i det mindste vandt sig sit eget kongedømme, - Lucifer.
Gideon


I min søndagsskoleklasse i sidste uge, studerede vi historien om Gideon der findes i Dommerbogen kapitel 7 og 8. Før han blev en stor dommer i Israel var Gideon en kujonagtig landmand der af frygt tærskede sin hvede i en vinpresse for at forhindre hedningerne i at stjæle den. Han havde imidlertid en åbenbaring, og tog imod Guds kaldelse, angrede, ødelagde sin fars afgudsbilleder, og med en hær på kun 300 mand udslettede han amalekitterne-midjanitternes legioner som Bibelen siger bestod af så mange soldater og kameler at det var "ikke til at tælle."

Efter denne enestående sejr fik Gideon en uklog ide om at indsamle noget guld for alle sine soldater, hvormed han skabte en efod til erindring om den sejr Gud gav Israel. Efter Gideons død, gjorde jøderne denne efod til et hedensk tilbedelsesidol, og forårsagede at Guds dom igen kom over Israel.


Gideon lærer os at gode intentioner ofte medfører tragiske resultater. Således er det med Amerikas største liberale progressive præsidenter: Theodore Roosevelt, Woodrow Wilson, FDR, LBJ, Nixon, Clinton og Obama. Alle disse mænd havde "gode intentioner" ved at stjæle penge fra de rige og omfordele dem til den fattige der ikke havde tjent dem. Til sidst så var alt det deres marxistiske, socialistiske, Keynesianske planer havde opnået en altoverskyggende dovenskab, uvidenhed om sociale forhold, sløvhed, og at man gjorde amerikanerne til frivillige slaver af en altid udvidende regering der vokser med cirka 4 milliarder om dagen til vor nuværende gæld på 14,5 billioner dollars. 

Amerikanske Loyalister


Mr. Milt Harris, en af mine radiokolleger på Joshua's Trail, fremkom med disse dybsindige ord vedrørende de liberale Demokraters historie, hvorfra deres begyndelse var konføderalistisk forræderi. I sin monolog sagde Milt:
På den politiske front, lige siden George Washington besejrede briterne i 1781, ved salget ved Yorktown, begyndte amerikanere der var loyale overfor briterne, kendt som Loyalisterne, i stedet for at acceptere nederlaget, at belejre, for at underminere, den nye nation. Senere, for hemmeligt at udvide deres belejring grundlagde de Det Demokratiske Parti, således at de kunne få indført politisk skadelig anti-Forfatnings lovgivning.
Nu, 230 år senere, dominerer de politiske efterkommere af Loyalisterne (Det Demokratiske Parti)stadig politikken i alle New England staterne fra Maine og så langt syd som Virginia.


Obama som FDR II


Man vil aldrig forstå, hvem præsident Obama er, manden, medmindre man har en rudimentær forståelse af historien, politik, filosofi og økonomi. Obama er det liberale etablissements drøm: Legemliggørelsen og guddommeliggørelsen af alle de fascistiske, ateistiske, anti-intellektuelle, skøre liberale ideer på college forelæsningssalene, det som fremføres på universiteternes fakulteter og som skrives i bøger og akademiske tidsskrifter som de færreste mennesker nogen sinde har læst.


Socialister som Barack og Michelle Obama, Rahm Emmanuel, David Axelrod, Hillary Clinton, Tim Geithner, Lawrence Summers, Wasserman-Schultz, Cornel West, Melissa Harris-Perry, og Obama's Supreme Court nominees, Sonya Sotomayor and Elena Kagan, trods deres Ivy League stamtavle, viser faktisk ingen moralsk forståelse for loven, historien, politik, økonomi eller filosofi, ingen kritisk tænkning eller logiske evner, og forekommer at have accepteret det mest onde, den mest snæversynede propaganda deres deres Marxistiske professorer uden at stille spørgsmål eller tvivle.


Denne gruppementalitet minder mig om FDR's antagelse af Mussolinis aforisme: "Alt i Staten, intet udenfor Staten, intet imod Staten."


Konklusion


Den Franske Revolution (1789-99) var en skjult krig ført af liberale intellektuelle i Frankrig mod Kristendommen, kirken, gejstligheden og udgjorde afslutningen af Oplysningstiden (1650-1800), og før de senere romantiske bevægelser med Darwins evolutionsteori, Marx' socialisme og Nietzsches relativisme og ateisme der alle førte direkte til Vestens civilisations forfald. Den hidtidige intellektuelle Treenighed af Sokrates, Platon, Aristoteles, blev erstattet af den falske Treenighed: Marx, Darwin og Nietzsche (med Sigmund Freud oven i for at fuldende det gode formål.)


Længe før Pilgrimmene, Puritanerne og grundlæggelsen af Amerika i 1607, inficerede liberalismen med alle dens myriader af forvekslinger, skygger og forklædninger menneskehedens historie - fra Nimrods Babelstårn (forløberen for FN), Baal tilbedelsen, afgudsdyrkelsen, materialisemen, hedenskabet, heksekunsten, Jesabels doktrin (hedensk tilbedelse af gud gennem sex), Moloks doktrin (børneofringer (abort)) til slaveriet, verdslig humanisme, demokrati, Darwinisme, kommuniusme, socialisme, fagforeningsnismen, progressivismen - det er altsammen liberal fascisme, det er anti-Gud, anti-intellektuelt, og Obama benytter disse nederdrægtighe ideer til med fuldt overlæg at smadre Amerika, og omforme U.S. Forfatningen således at han, Det Demokratiske Parti og deres globalisttiske alllierede kan herske i al evighed.



Read more: Liberal fascism through the ages http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=327717#ixzz1TauPTIwV

fredag den 26. august 2011

Martin Luther King som helgen eller tyran?

Den skrækkelige statue af Martin Luther King

Alan Caruba


Jeg var en ung journalist i tiden med Borgerrettighedsbevægelsen, og en aften skulle jeg dække en tale af Dr. Martin Luther King Jr. på Drew Univeristys campus i Madison, New Jersey. Jeg var i selskab med Vivian Braxton, en borgerrettighedsaktivist, der sagde, “Lad os gå om bagved og møde ham” når talen er færdig. 

Omme bagved stod Dr. King alene mens andre stod i en respektfuld afstand fra ham, bange for at nærme sig ham, så overvældet af hans ords- og personlighedsmagt. Vivian gik imidlertid direkte hen mod ham med mig som det ‘tynde øl’ i følge. Min første reaktion var at han var mindre end jeg havde troet, og mit andet var et smil der var som et kram.

Jeg introducerede mig som freelance journalist der skulle dække talen for en lokal avis for sorte, og Dr. King syntes der var morsomt (skribenten er hvid -synopsis kommenatar). Vi samtalede kort og jeg drog bort med et kæmpeminde i hukommelsen og havde aldrig forventet at han ville blive offer for at morders kugle, eller år senere, at et mindesmærke i Washington D.C. skulle skabes til hans ære.

Det blev åbnet for offentligheden den 19. august.En statue af Dr. King 30 fod høj og med en ironi der er forstyrrende, hugget i sten i Kina, arbejdet af en kinesisk skulptør, der arbejder for et totalitært samfund som Orwell ville beskrive det. 

 

Det er også et af de mest afskyvækkende “kunstværker” som den der kan huske tiderne og karakteren af den mand der sagde,  Jeg er ikke interesseret i magt for magtens skyld, men jeg er interesseret i magt der er moral, der er rigtig og som er god.”
 

Statuen forestiller en person, med et ansigtsudtryk som hos enhver despot, hvis statue har til hensigt at indgyde frygt eller beundring for de som betragter den. Hans arme er krydsede over brysten som beskyttede han sig eller forberedte han sig på at udstede en barsk dom.

Den er rædselsfuld fordi den fuldstændig ser bort fra Dr. Kings blidhed og venlighed, det hjerte der kæmpede mod uretfærdighed. Statuens grimhed minder mig om en anden af hans citater “Intet i hele verden er farligere end alvorlig uvidenhed og samvittighedsfuld dumhed.”
 

Jeg har ingen anelse om, hvad komiteen bag mindesmærket havde i tanke da de sanktionerede denne statue, men jeg tvivler kun lidt på at Dr. King ville være udødeliggjort ved den. Han var en mand der, på den aften for længe side på Drew Univeristys campus, hilste på Vivian og mig med et stort smil midt i den store kamp for at sikre de sortes rettigheder i Amerika. 
 
I disse tider hvor araberne i Syrien, Libyen, Egypten og Tunesien har sat livet på spil for at få styrtet deres tyranner, havde Dr. King forventet det menneskelige ved at sige, “Frihed er aldrig givet frivilligt af undertrykkeren; den skal kræves af de undertrykte.”

Så nu, der på en grund ved Tidal Basin mellem Lincoln og Jefferson Mindesmærkerne står der en gigantisk intimiderende statue, hvor en statue i almindelig legemsstørrelse ville have givet beskuerne, de besøgende, lejlighed til at undre sig over den kraft af kærlighed over hadet, moral over undertrykkelsen og kampen for retfærdighed der er alle mænd og kvinders medfødte ret. 

 

“Sjældent finder vi mænd der villigt engageret sig med svær, indgående tænkning,” advarede Dr. King. “Der er næsten altid en universel søgen efter de lette svar, og de halvfærdige løsninger. Intet smerter nogle mennesker mere end at skulle tænke.”

Dr. Kings liv var tilegnet det at få alle amerikanere til at tænke på den slags samfund, den slags nation, de ønskede at leve i.

“En nation eller civilisation der fortsætter med at skabe blødagtige mænd har købt sig egen åndelige død på afbetaling.” 

 

Mindesmærket vil blive indviet den 28. august af præsident Barack Obama, en mand der er blevet valgt på grund af hans hudfarve, mere end på grund af hans karakter. Datoen markerer 48 årsdagen for Dr. Kings tale, “I have a dream,” der ved Lincoln Memorials trappen.

Dr. King ville helt sikkert være frastødt over unge sorte der laver optøjer i de amerikanske byers gader, plyndrer, angriber mennesker, næsten et halv århundrede efter at have opnået Borgerrettighederne og Stemmerettighedsloven som han gav sit liv for. 

Jeg tror han ville være frastødt af den 30 fod høj statue der ligner de af tyrannerne Mao, Stalin eller Saddam Hussein.

For mit vedkommende da svigter Kings mindesmærket helt og aldeles hans budskab om ydmyghed kombineret med stædighed, af åndelighed kombineret med ikke-voldelig kamp, af tro på at store uretfærdigheder kan gøres til retfærdigheder af mennesker med tro og mod.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Alan Caruba writes a daily commentary, “Warning Signs”, posted on his bloghttp://factsnotfantasy.blogspot.com. An author, business and science writer, he is the founder of the National Anxiety Center. His book, “Right Answers: Separating Fact from Fantasy”, is published by Merrill Press.