Bernie Planck
Gældsdebatten handler i bund og grund om to holdninger i konflikt med hinanden: Obama mener velstand er ondt, og at vi skal tage fra den rige for at hjælpe den fattige, mens jeg mener at det at tage fra de rige er ondt og at give til den fattige faktisk ikke hjælper den fattige.
Nogle af mine religiøse læsere kunne indvende at det er deres jødisk/kristne/muslimske pligt at give til den fattige. Det er det samme som at sige, at uden tiggere kan der ikke være velsignelse ved at give almisser. Men jeg betragter almisseydelser som en selvisk handling der mere gavner giveren ind modtagere: For den religiøse er det en måde at akkumulere velstand i den næste verden - hvad den fattige får ud af handelen er uden den store betydning.
For regeringer og virksomheder er det også en selvisk handling. Hjælp er blot endnu en måde at genere overskud. For eksempel i mange lande herunder US, er udenlandshjælpen forbundet med det at købe vore varer. Tonsvis af amerikanske landbrugsprodukter er solgt til Afrika, og som i visse tilfælde konkurrerer med de afgrøder som de hårdtarbejdende lokale landmænd producerer. En overfladisk læser af aviser ser overskrifterne der meddeler af Frankrig eller Japan eller US sender millionvis af fødevarehjælp, og vil derfor tro at afrikanerne får nogen gavn af det; sådan er det ikke -- franske, japanske og amerikanske landmænd tjener penge på bekostning af de afrikanske landmænd der går fallit og efterfølgende selv kommer i behov for endnu mere udenlandsk "fødevarehjælp."
Men er det ikke umoralsk ikke at give til velgørenhed?
Nuvel, lad os overveje problemet: I årtusinder har mennesker givet almisser til de fattige.
Almisser til den fattige - maleri af Robert Kemm
Photo Credit: wikigallery.org
Photo Credit: wikigallery.org
Jøderne har gjort dette siden udgangen af Egypten: en af de 613 Mizvot (eller bud) i Mosaisk Lov er at give til velgørenhed, (se note) dog har vi stadig den fattige og elendige blandt os.
Kristne har gjort dette i mere end to tusind år, og vi har stadig den fattige og elendige blandt os.
Zakāt, en af de fem søjler i Islam, kræver at muslimer der er i stand til det årligt giver en del af deres velstand til den fattige og trængende, dog har vi stadig den fattige og trængende blandt os.
Moderne regeringer, virksomheder og private velgørenhedsorganisationer har givet "hjælp" til verdens fattige i snesvis af år, dog har vi stadig fattige og elendige hos os.
Hvis velgørenhed nu virkede da ville den fattige ikke være blandt os. Og alligevel i næsten hvert eneste land i verden er der flere fattige end nogensinde. I næsten to århundreder i US er procentdelen af fattige gået nedad for hvert årti, undtagen da vi begyndte det såkaldte Store Samfund. Efter næsten 5 årtier med målrettet hjælp til de fattige er der blot flere fattige og sultne børn i dag end i 1965.
For Guds skyld, for den fattige og sultnes skyld, hold dog op med denne nytteløse velgørenhed. Der er et land hvor den fattige har flere TV'er køleskabe, biler, hjem, mad, penge tøj og andre ting end den fattige andre steder: Amerika. Grunden er enkel: Vi giver mindre til vore fattige end noget andet land. Hvis vi bare kan få det bragt ned til ville vore fattige ikke være fattige. (læs denne artikel på synopsis http://synopsis-olsen.blogspot.com/2010/08/hvornar-er-man-fattig.html
Hvis vi fjernede selskabsskatterne ville der være flere ansatte og med større løn og mindre behov for velfærdsydelser, fødevaremærker, arbejdsløshedsunderstøttelse, mv. I stedet tager regeringen en tredjedel af selskabernes fortjeneste og betaler et oppustet bureaukrati de fleste af de penge for at omfordele til de fattige. Virksomhederne ville bruge de penge til bedre, ved at ansætte flere, markedsføre flere produkter, og betale højere lønninger der altsammen ville gavne vor økonomi uden at gå til det værdiløse bureaukrati.
Der er intet der gør nogen mere fattig, end netop en håndsrækning.
Med hensyn til hjælp til andre lande da kræver al velgørenhed, at der en en fattig og elendig, og skønt det ikke betyder at velgørenheden med forsæt skaber fattige og elendige, tror jeg, at det er imod deres inderste interesse at finde en løsning der helt fjerner problemet med fattigdom og elendighed.
Sandheden er at de mindre udviklede land, dem med mest fattigdom, sygdom og elendighed er præcis de lande som vi gav mest i hjælp i løbet af det sidste halve århundrede. Dette gælder især for Afirka - jo mere hjælp vi giver til Afrika des fattigere bliver det.
Efter 5 tusind år med velgørenhed ville vi stadig have fattige. Det er på tide vi holder op med dette nytteløses sludder. Det virker bare ikke.
N.B. I ovennævnte diskussion omtalte jeg tiggere, faktisk synes den fattige i dagens Amerika det er for nedværdigrende at tigge, og kræver derfor at vor regering stjæler penge fra den rige og rækker dem over til dem uden den anstrengelse det er at gå på gaden og bede om almisser.
Noter
Mat 6:1-21 nævner tre kristne pligter: Give almisser, bøn og faste.
...
Ved at give almisser samler vi os skatte i Himlen...Vi kan vælge at være rige i dette liv, der kun er kortvarigt, og være fattige i det næste, der varer evindeligt.
Gamle Testamente, 5. Mosebog 15: 7-8
"Når der findes en fattig hos dig, en af dine brødre inden dine porte et steds i dit land, som HERREN din Gud vil give dig, må du ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige bror, men du skal lukke din hånd op for ham og låne ham hvad han savner og trænger til"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar