FN-løgnenes Hus -Israel/Palæstina

FN løgnenes hus

           
Jed Babbin    

Bibi Netanyahu talte på en måde så man mindedes  Jeane Kirkpatrick​.
                    

Da jeg lyttede til den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas henvende sig til FN Generalforsamlingen i sidste uge, var det som at lytte til et svagt ekko. Jeg fornemmede det igen da præsident Obama argumenterede for, at han var for oprettelsen af en palæstinensisk stat, ja, før han var imod det.  

Et kort øjeblik troede jeg det var skyggen af Daniel Patrick Moynihan​ , den venstreorienterede Demokrat der i 1975 rejste sig i Generalforsamlingen for at  fremkomme med dens “Zionisme er racisme” resolution,  - en obskønitet.

Men da Israels premierminister Benjamin Nethanyahu talte genkendte jeg stemme jeg hørte i baggrunden. Nethanayhu valgte at stille sig på skuldrene af en lilebitte kvinde: den afdøde, store Jeane Kirkpatrick.

I sprogbrug der gik fra kampberedthed til forsoning til at være forbitret udfordrede Israels leder medlemmerne af FN til, for en gangs skyld, at bruge de samme standarder som de benytter når de bedømmer Israel vedrørende palæstinenserne. Hvorfor ikke, argumenterede han, lade såvel palæstinenserne som israelerne følge de samme standarder i opførsel og moral?

Nethanayhu opremsede kort de overgreb FN har begået mod Israel. 1975 “Zionismen er racisme” resolutionen. 1980 fredsaftalen med Egypten der blev forkastet af FN. Han sagde, “Og således er det, at år efter år, bliver Israel som den eneste fordømt. Israel fordømmes langt oftere end alle nationer i verden - tilsammen. 22 ud af 27 FN Generalforsamlingsresolutioner fordømmer Israel - det eneste ægte, sande demokrati i Mellemøsten.”

Ikke kun bliver Israel rent rutinemæssigt fordømt, sagde Nethanyahu, nogle af de værste despoter, diktatorer og terrorister ophøjes til ærværdighed i FN: Saddam Hussein, Iraks leder af FN Nedrustningskonference, Gaddafis Libyen som formand for Menneskerettighedskommissionen, og nu det Hezbollah kontrollerede Libanon der har formandsskabet over Sikkerhedsrådet. 

Det er en blindhed overfor moral, en opgivelse af epistemologiske standarder der skelner mellem frihed og slaveri, mellem terrorisme og demokrati som Nethanyahu argumenterede mod. Det er den samme moralske blindhed som Jeane Kirkpatrick fordømte som “synden ved moralsk lighed.”

For næsten 30 år siden argumenterede Kirkpatrick med intellektuel præcision, at Sovjet havde undermineret de betydningsmæssige regler som folkeslag og deres nationer er blevet bedømt efter. Hun sagde at det have været vigtigt at en lærd person fandt det vigtigt og overbevisende at skelne mellem opfattelsen af civilisation som den er fremsat i U.S. Forfatningen og de alternative koncepter i Sovjet “forfatningen.” Men hun sagde at ved deres ideologi og betydningsmæssige angreb, var det lykkedes Sovjet at skabe en ‘følelse’ af lighed.

I 1985 skrev hun:

Jeg mener at enhver der ikke magter at se forskellen mellem Grenada og Afghanistan ikke kun er helt galt på den, men også meget alvorligt forvirret, og at deres forvirring er en direkte konsekvens af Sovjets kolossale effektive angreb på de værdinormer og betydningen som vor civilisation holder så kært.

Hvad Kirkpatrick så der for tre årtier siden i Sovjets ideologiske krig (som Ronald Reagan vandt) er hvad Nethanyahy nu ser i den ideologiske krig som palæstinenserne er ved at vinde. Lighedens moralske synd i FN - og balndt venstreorienterede, som præsident Obama - tvinger FN og venstrefløjen til at betragte palæstinenserne og israelerne som lige.

Hvis palæstinenser ikke kan opnå deres lighed, så kan de isolere og ulovliggøre Israel. Og hvis de ikke kan isolere og ulovliggøre det, kan de ikke nå deres mål, som er at ødelægge det.

Forud for Nethanyahu påstod Abbas, at palæstinenserne havde været tro overfor enhver international standard, i betingelserne for alle deres aftaler med Israel, og han afviste vold og terrorisme i alle dens former. Han påstod, flere gange, at palæstinensernes krav var lovliggjorte ved mange FN resolutioner, og dermed fortjente “en mere effektiv rolle for FN i arbejdet med at opnå en retfærdig og altomfattende fred i regionen, der sikrer de ukrænkelige, lovlige nationale rettigheder for det palæstinensiske folk, som det er defineret af resolutionerne om international lovgivning af FN.”

Lad os huske på, hvem palæstinenserne er, og hvem Abbas vælger at alliere dem med. Kun derpå kan deres påstand om “lovlighed” bedømmes.

Da rapporterne om 9/11 angrebene på World Trade Center og Pentagon blev sendt samme dag, filmede Reuters og CNN palæstinensere i Østjerusalem der dansede i gaderne. Palæstinenserne forsøgte at hindre billedmaterialet, og påstod efterfølgende, at de var falske. Det var det ikke.

De mangler endnu at leve op til enhver aftale de har indgået med Israel. Og de har altid været en anti-dekomratisk terrorstyrke. Yasser Arafats eksport af palæstinensiske terrorisme til Libanon underminerede først, og senere ødelagde den det libanesiske demokrati i 1969.

For blot 4 måneder siden underskrev Mahmoud Abbas en “samarbejdsaftale” med Hamas terrorgruppen der behersker Gaza Striben. Hamas’ charter går ind for ødelæggelse af Israel, og er imod ethvert kompromis.

Forskellene mellem palæstinenserne og israelerne er ligeså tydeligt som den Kolde Krigs forskelle mellem os og Sovjet. Den moralske lighed er et falsum - og ligeså farlig - nu som det var dengang.

Præsident Obama talte også i FN i sidste uge. Hans tale fik næsten så lidt opmærksom, som den fortjente, hvilket vil sige ingenting. Det eneste bemærkelsesværdige element var Obamas genbekræftelse af hans tro på moralsk lighed mellem palæstinenserne og israelerne.

Obamas ‘synd’ med moralsk lighed er ikke ny. Det er selve grundstenen i hele hans udenrigspolitik. Han har gentaget den ‘synd’ så ofte i Israel/Palæstina konflikten at den er blevet en kliché

Denne gang var det næsten anderledes, det syntes som om Obama sagde han var for en palæstinensisk stat før han var imod den (eller i det mindste før Republikanerne vandt det særlige valg i New York).

Og trods den underforståede trussel om veto mod den palæstinensiske ansøgning i FN Sikkerhedsrådet faldt Obama igen tilbage til den samme gamle fejl.

Han sagde, “Hver part har sine lovlige forhåbninger. Og det er det der gør fred så vanskeligt. Og dødvandet kan kun brydes når hver side lærer at sætte sig i den andens sted, hver side kan se verden gennem den andens øjne. Det er det vi burde opmuntre til. Det er det vi skal fremme.”

Dette er præsidenten for United States, der opfatter sin rolle som supermagtens

statsoverhoved som en kombination af gymnasievejleder og folkesanger fra 1960’erne.

Hallo, Nethanyahy gå nu et stykke vej i Abbas’ sko. 

Nethanyahu har været i FN alt for mange gange til enten at ignorere faren den udgør eller til at tage den alt for alvorligt. For 22 år siden, før han blev Israels FN ambassadør fik han nogle råd af en fremtrædende rabbi. Som Nethanyahu genfortalte det, “Han sagde til mig, du vil komme til at arbejde i et hus fyldt med mange løgne. Og derpå sagde han, husk at på selv det mest dystre sted kan et enkelt stearinlys ses.”

I dag vil Huset Med De Mange Løgne modtage ansøgning om Palæstina som stat i Sikkerhedsrådet. Debatten, kort eller lang vil ende med, at ansøgningen fejler enten på grund af et U.S. veto eller fordi det ikke er lykkedes at få tilstrækkeligt med stemmer før veto kommer til afstemning.

Mens dette foregår, i den økonomiske spedalskhedskoloni der kalder sig selv “Eurozonen,” vil medlemmerne feberagtigt debattere om Grækenslands næse vil falde af før Portugal og Spanien mister deres ører. Russerne vil hylde den nye kandidat Vladimir Putin som efterfølger af den som fulgte efter Putin som russisk præsident. (Og som i de gode gamle dage, da vil de som ikke er med i hyldesten kunne findes gennembankede i Moskvas små gyder).

Herhjemme vil vi søge trøst fra Obamaulykken ved at spekulere på om, hvorvidt Rick Perrys frygtelige fremtræden i debatter vil bringe hans kampagne til en alt for tidlig afslutning og spekulere på om Kongressen vil gennemtvinge en ‘lukning’ af regeringen. Kun få vil være opmærksom på FN.

Da jeg lavede grundarbejdet til min bog om FN for adskillige år siden, havde jeg det store held at interviewe den britiske historiker Paul Johson der - med sin hustru - modtog mig så hjertligt i deres hjem i London. Hans dom over FN var entydig. “FN er nu et centralt problem for verden, fordi vi  tillægger det for meget betydning.” Heldigvis eroderer den sandhed.

               

   
Jed Babbin served as a Deputy Undersecretary of Defense under George H.W. Bush​. He is the author of several bestselling books including Inside the Asylum and In the Words of Our Enemies.