Kristen ånd i en smuldrende velfærdsstat

Kristne i en post-velfærdsstats verden

Samuel Gregg

Mens gældskrisen fortsætter med at ryste Amerika og Europas økonomier finder kristne, af alle bekendelser, sig selv i en situation de ikke er vant til ved at skulle debattere moralen og de økonomiske underskud, og hvordan man overvinder disse problemer.

Dette er vigtige diskussioner for øjeblikket. Men helt ærligt er de intet i sammenligning med den debat vi endnu har tilgode. Spørgsmålet er dette: Hvordan burde kristne erkende deres forpligtelser overfor den fattige i en post-velfærdsstats verden?

Som gældskrisen udvikler sig har den socialdemokratiske/progressive drøm om en velfærdsstat der i al væsentlighed ville løse fattigdomsproblemerne, helt klart vist at den er kørt af sporet. Det vil ende i et økonomisk Harmagedon når regningerne ikke kan betales, eller (og mirakler forekommer jo som bekendt) når de politiske ledere begynder af 'afmontere' Leviathan velfærdsstaten for at afværge en finansiel katastrofe.

Uanset hvad, vil velfærdsstatens truende nedtur tvinge kristne til alvorligt at genoverveje, hvordan de hjælper de  som er dårligst stillede.

Hvorfor? Fordi i de sidste 80 år har mange kristne blot formodet, at de skulle støtte stadig større velfærdsstater. I Europa spillede Kristendemokrater en vigtig rolle i udformningen af det sociale sikkerhedssystem der har været medvirkende til at føre lande som Portugal og Grækenland ud i fallit. Nogle kristne har også vist sig bemærkelsesværdigt uvillige til at anerkende velfærdsrettighedernes veldokumenterede og økonomiske skadevirkninger.

Da Amerikas velfærdsprogrammer langsomt skrues tilbage, vil de kristne velgørenhedsorganisationer der så udpræget har stolet på regeringskontrakter have brug for at se mere på kirkegængernes gavmildhed -- mange af kirkegængerne er foruroligede over den verdslige karakter der præger mange religiøse velgørenhedsorganisationer, netop for at de kan opnå større mulighed for at få en regeringskontrakt.

Endnu en gruppe der går ind for en holdningsbearbejdelse vil være de liberale kristne for hvem selve Evangeliets essens konstant er blevet nedtonet i de sidste 40 år og er blevet forvandlet til skemaer for statsdreven velstandsomfordeling og fremme af politiske-korrekte sager.

Velfærdsstatens gradvise kollaps præsenterer dem for noget af et eksistentielt dilemma. Hele lobbyaktitiveten for endnu et velfærdsprogram vil i stigende grad blive en overflødig øvelse -- men dette har i årevis været vigtigt for deres måde at fremme de fattiges behov.

Mere pragmatisk indstillede liberale kristne vil uden tvivl justere ind. Andre vil imidlertid blot benægte den økonomiske virkelighed, og desperat lobbye videre for en videregående omfordeling af den stadig mindre kage til fordeling.

Selv de kristne der for længst er kommer over 60'ernes og 70'ernes 'kærlighedsdage' -- eller som eventuelt drak Kool-Aid -- vil have deres egne udfordringer i en post-velfærdsstats æra.

Den ene vil være finansiel. Vil kristne være villige til at nå endnu dybere ned i deres lommer for at fylde pengekløften forårsaget af stadig flere reduktioner i regerings velfærdsforbruget?

For amerikanske kristne vil dette være en ikke helt så stor kamp. De er allerede blandt verdens mest gavmilde. For Europas kristne vil det imidlertid kræve en form for revolution i deres almissevaner. Mange af dem har længe formodet at det at betale skat ville finansiere velfærdsprogrammer og på den vis havde de opfyldt deres forpligtelser overfor naboen.

Men desto mere vigtigt, den længerevarende udfordring ved de betydelige nedskæringer i velfærdsstaten vil dreje sig mindre om penge og mere om, hvordan kristne vil tage et konkret personligt ansvar for de som er i nød. Her vil katolikker, ortodokse, og mange protestantiske bekendelser finde en hjælpsom vejledning i Benediks XVI's 2005 pavelige rundskrivelse Deus Caritas Est.

Blandt så meget andet minder denne tekst kristne om, at fattigdom er mere end blot et materielt fænomen. Det drejer sig også om moral og åndelige dimensioner: Det vil sige præcis de områder af menneskelivet som velfærdsstaten ikke har været god til -- eller interesseret i -- at henvende sig til.

For kristne er mennesker langt mere end blot munde. De ved at moralsk og åndelig fattigdom kan være ødelæggende som materiel forarmelse kan være. Denne udvidede forståelse af fattigdom har et enormt potentiale til at hjælpe kristne med at rette ind på de materialistiske formodninger om menneskets behov.

Endnu en kilde til inspiration -- især for amerikanere -- kan være Alexis de Tacquoeville's eminente bog, Demokrati i Amerika. Blandt andet illustrerer denne tekst fra det 19. århundrede, hvordan amerikanske kirker spillede en altdominerende rolle med at hjælpe de der var i nød i et Amerika, hvor regeringen var det allersidste tilflugtssted når det drejede sig om fattigdom.

Endelig er der eksemplet med oldkirken. De tidligste kristne kunne ikke forestille sig at lobbye de romerske senatorer for at få indført velfærdsprogrammer for at vise deres næstekærlighed. I stedet, til den hedenske verdens forbavselse, hjalp de første kristne -- biskopper, præster og lægfolk -- hinanden når de var i nød, og på direkte praktisk vis.

Som enhver der har læst Kirke Fædrene ved, gik de første kristne ekstremt langt for personligt at sørge for den fattige, de uhelbredeligt syge, og de handicappede -- de selvsamme grupper der var som værende ikke eksterende for hedningene.

Ydermere betalte de kristne selv for sådanne aktiviteter, og satte ofte deres liv på spil. Når pestangreb satte ind, og alle flygtede, blev de kristne stort set tilbage, nægtede at forlade de som var fortvivlede, uanset deres religion.

I kriser, sådan lyder klichéen, finder vi en udvej. I stedet for at engagere sig i politisk spændende, men ultimativt nytteløse bagstræberiske handlinger for at forsvare velfærdsstaten der krymper under vægten af årtiers uansvarligt forbrug, vil den kommende æra af post-velfærdsstaten være en mulighed for en Renæssance i kristen tankegang om, hvorfor, og hvordan man elsker de som Kristus selv gav sin særlige opmærksomhed.

Jovist, det betyder at man forlader meget af det grundlag der dominerede det 20. århundredes kristne refleksion om disse spørgsmål. Men enhver der er interesseret i at tjene den fattige fremfor deres eget ego eller karriere-avancement burde ikke tøve med at tage sådanne risici.

Den fattiges åndelige og materielle velbefindende kræver intet mindre.

http://spectator.org/archives/2011/04/13/christians-in-a-post-welfare-s/

Samuel Gregg is Research Director at the Acton Institute. He has authored several books including  On Ordered Liberty, his prize-winning  The Commercial Society, and  Wilhelm Röpke's Political Economy.