Patrice Lewis
I forgangne uge brugte jeg, som mange millioner andre, en masse tid på at fjerne ukrudt i min have. I de tidlige morgentimer går jeg rundt og fjerner uønskede planter og giver gødning til de jeg kan bruge. Fuglene synger, det er ikke for varmt, og hele skønheden ved morgenen er overvældende. Havearbejde tror jeg er med til at kultivere det personlige ansvar (ved at det samtidig kan give mad på bordet) og så også en taknemmelighedfølelse.
Her fornylig læste jeg nogle børnebøger igen, som jeg læste første gang for rigtig lang tid siden. Det var beretningerne skrevet af Laura Ingalls Wilder's mor, Caroline Quiner, under hendes år langt ude på landet i Wisconsin i pionertiden. Carolines mor, Charlotte, var tidligt blevet enke, og hun var alene om at opfostre seks børn. Ofrene, kampene, sliddet, usikkerhedet og sulten de oplevede var alt for almindeligt dengang. Når der så var en god høst var det en gevaldig velsignelse.
Fem år som enke og Charlotte blev gift igen, men kort tid derefter blev hun, ægtemanden og fire af børnene ramt af kolera. Alle overlevede, men stærkt svækkede - lige netop som haven skulle forberedes, og høstes inden frosten. Takket være gode naboer fik de høstet al deres mad i tide.
Caroline og Charles Quiner Ingalls
Deres taknemmelighed, ikke kun for høsten, men over deres liv var overvældende, i betragtning af de brutale arbejde der skulle til for at høste samtidig med at familien skulle passes og plejes
og styrkes efter den havde været nær ved at dø. Jeg tænkte på dette mens jeg lugede mellem løgnene og kålene. Hvis min have går til - som det undertiden sker, da jeg ikke er særlig god til havearbejdet -det behøver jeg ikke bekymre mig. Jeg går blot til købmanden og køber det ind jeg har brug for. Men hvis Charlotte Quiners have svigtede, da stod hun og hendes børn overfor en øjeblikkelig sult.
Dette er en af grundene til at pionererne derude i ødemarken var så fromme som de var. Livet var usikkert. Usikkerheden om føden var altid tilstede. Lægehjælpen var primitiv. Det eneste som var 'konstant' var Guds rene kærlighed og de velsignelser der følger med hårdt arbejde og personligt ansvar. Det kan ikke undre at de opdyrkede taknemmelighed.
Vi har oplevet et stort tab af den religiøse drivkraft ligesom med vor arbejdsmoral i vort land, og da jeg der lugede i haven spekulerede jeg på - er det mon fordi vore velsignelser er så rigelige nu? Betyder det at vi har alt samtidig at vi mangler tro og vi så indtager en slags offerrolle? Kræves der mon en økonomisk depression for at genskabe en taknemmelighedsindstilling blandt amerikanerne, eller er vi kommet så meget på vildveje at vi ikke kan finde tilbage?
I en ideel verden ville vi med god samvittighed være taknemmelige for hverdagens velsignelser (helbredet, rent vand, rigeligt med føde, passende husly) fremfor at anse det som noget naturligt. Jovist så bliver vi en gang imellem revet ud af vor selvtilfredshed når der er en afbrydelse i leveringen af varer og tjenesteydelser; men for mange mennesker er resultatet ikke taknemmelighed for den i det store og hele pålidelige levering af disse ting, men snarere en ærgelse over den midlertidige afbrydelse. Vi klager over at elnettet ikke repareres hurtigt nok efter en storm. Vi klager over at buttikkerne ikke har flere chips og øl. Vi klager over at ambulancen ikke kom hurtigere frem gennem trafikken.
Forventningen om at vore liv aldrig skal blive 'forstyrret' (og meget mindre skåret ned på) har medført mindre taknemmelighed, ikke mere. Som kontrast, da mindede enken Charlotte Quiner, der undertiden knap var i stand til at give sine børn en tynd grønsagssuppe, dem om at de skulle være taknemmelig for deres mad, uanset hvor lidt der var af den. De takkede Gud selv under mangeltilstande.
Der er nogle mennesker i vort land der er så frastødt af denne nationale utaknnemelighedsholdning at de på det nærmeste ønsker en økonomisk implosion ville indtræffe, hvis den dog blot kunne lære nogle af os nogle barske sandheder. Jeg deler ikke den holdning, da jeg alt for godt ved hvor mange uskyldige mennesker der ville komme til at lide under sådanne omstændigheder. Men jeg må indrømme at jeg godt kan se hvad de mener.
Ting og sager vi får for nemt bliver let værdiløse i vore øjne. Når jeg malker vor ko, laver noget cheddar ost, lader den lagre i tre måneder, og derpå skærer den i skiver til at lægge på en sandwich ...da er jeg utrolig taknemmelig for den ost, fordi jeg jo ved hvilket arbejde der gik med at fremstille den. Når jeg køber noget cheddar ost i butikken, lægger jeg uden at tænke over det en skive på min sandwich og tænker slet ikke på køerne der gav mælken, hænderne der skabte osten.
Hårdt arbejde er den løftestang hvormed vi modtager vore velsignelser. Husk på det - hårdt arbejde. At lave ost er hårdt arbejde. Det samme med at passe haven og få grønsager. At pløje marken. At passe en familie.
Mens jeg var bøjet over havens ukrudt i denne uge, tænkte jeg på hvor taknemmelig jeg er for den effektive fødevareforsyning i vort land, der giver mig lov til at købe næsten alt og på hvilket som helst tidspunkt af året. Jeg er taknemmelig over de gode lagre i butikkerne så jeg kan klæde min familie på for små penge. Jeg er taknemmelig over at lægevidenskaben er kommet så langt at vi ikke dør af at rive os på et rustent søm.
Men de som ikke er i stand til eller er uvillige til at værdsætte det hårde arbejde der medfører deres velsignelser mister samtidig evnen til at opdyrke taknemmelighed. De ville hellerede overlade deres værdighed til regeringen og få goder derfra i bytte.
"Den venstreorienterede velfærdsstat får mennesker til at foragte arbejde," bemærker Dennis Prager. "Intet garanterer ødelæggelsen af karakteren mere end at få noget for ingenting....Det hæmmer at de unge borgere kan blive modne og blive ansvarsbevidste voksne."
Caroline Quiner og hendes søskende blev tvunget af det hårde liv og tabet af deres far til at opdyrke ansvarlighed og en arbejdsmoral i en ung alder for at hjælpe deres enlige mor med at skaffe mad. De kultiverede samtidig taknemmeligheden. Disse lektioner fra barndommen blev hos dem gennem hele livet og blev overdraget til fremtidige generationer der byggede deres hjem op ud af ødemarken.
Laura Ingalls med søskende
Vore velsignelser flyder fra Gud - ligesom sveden fra vore pander. Når vi glemmer det og forventer at regeringen velsigner os, da kender vor utaknemmelighed ingen grænser.
Learn how to achieve a simple lifestyle without "going green" or joining a monastery. Read Patrice Lewis' helpful new book, "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar