Occupy Wall Street - hvad ville Che Guevara mon gøre?
Humberto Fontova
Guevara ville rydde besættelsen af Wall Street i New York på et nanosekund. Hans kolleger på den tid husker at Che jublede da de sovjetiske tanks slagtede de ungarske frihedskæmpere i Budapests gader. Ungdommen som mejedes ned med maskingeværer var alle “fascister og CIA-agenter!” fremturede han.
“Jeg er Stalinist,” pralede Che Guevara overfor sin cubanske kollega Carlos Franqui i 1957. Den flæbende tale hvori Khruschev tog afstand fra Stalins forbrydelser var ikke andet end “imperialistiske løgne.”
Men Khruschevs efterfølgende ‘mod’ ved at sende tanks og kampvante sibiriske tropper til massakren af de protesterende ungarer hjalp helt sikker med til at formilde hans tale doktrinære fejl, indrømmede Che senere.
44 år senere i denne uge fik Ernesto “Che” Guevara en kæmpe dosis af sin egen medicin. Uden en retssag blev han erklæret en morder, stillet op mod en mur og skudt. Hvis talemåden “tingene gentager sig” nogensinde passer så er det i dette tilfælde.
For to år siden interviewede det britiske Guardian den Oscar-vindende skuespiller Benicio del Toro vedrørende hans Cannes-vindende rolle som Che Guevara i Stephen Soderberghs film Che. “Hold da kæft, hvor den den fyr dog sej! var interviewets titel. “Jeg hører om den her fyr, og han har et sejt navn, Che Guevara!” siger Toro. “Sejt navn, sej mand, sej politik! Så faldt jeg over et billede af Che, smilende i arbejdstøj, og jeg tænkte, ‘Hold da kæft, den fyr ser dig ekstrasej ud!”
Sådan skal det præsenteres. Faktiske afslørede Benicio del Toro muligvis inspirationen (og forbløffende intellektuel anstrengelse) for millioner af Che fans, herunder hundredvis af de nuværende “besættende” deltagere i Wall Street bevægelsen.
Toro er ikke den eneste. Che Guevara har masser af berømtheder i sin fanskare. Johnny Depp er ofte iført et Che smykkevedhæng, og i et Vibe Magazine proklamerede hans sin “forgabelse” i Che Guevara. Hvis del Toro eller Depp var blevet født noget tidligere og på Cuba og forsøgte sig med en oprørsk livsstil ville deres “forgabelse” af Castro Cuba have været af en mere bogstavelig natur. De ville være blevet lænket og sat i gang med at grave grøfter og massegrave i et fangelejrsystem inspireret af mand de “var forgabt” i. Havde deres gravearbejde været mangelfuldt kunne en “oversej” kommunistvagt havde smadret deres tænder med en “sej” tjekkisk maskinpistolkolbe, måske knust deres testikler med en “sej” sovjetisk bajonet.
I en berømt tale i 1961 forkastede Che Guevara selve “oprørets ånd” som “dadelværdigt.” “Ungdommen skal afholde sig fra utaknemmelige spørgsmål vedrørende regeringens mandat.” “I stedet skal de forpligte sig til at studere, arbejde og aftjene militærtjeneste, de skal lære at tænke og handle som en masse.”
Blandt de første, de mest militante, og de mest udbredte oppositionsgrupper til Stalinismen som Ernesto “Che” Guevara, (der ofte kækt underskrev sig som Stalin II) indførte i Cuba var de cubanske fagforeningsorganisationer.
Og hvem ville ikke kunne forstå dem? Her er en UNESCO rapport om Cuba cirka 1957: “Et karaktertræk ved den cubanske sociale struktur er en stor middelklasse” begynder den.
“De cubanske arbejdere er mere fagforeningsorganiserede (proportionelt i forhold til befolkningen) end U.S. arbejderne. Gennemsnitslønnen for en 8 timers arbejdsdag på Cuba i 1957 er højere end for arbejdere i Belgien, Danmark, Frankrig og Tyskland. Cubas arbejder modtager 66,6% af BNP- indkomsten. I U.S. er tallet 70% i Schweiz 65%. 44% af cubanerne er dækket ind under den sociale lovgivning, en højere procentdel end i U.S.”
I 1958 havde Cuba en højere gennemsnitsindkomst end Østrig eller Japan. Cubanske industrarbejdere havde den 8. højeste løn i verden. I 1959 tjente cubanske havnearbejdere mere per time end deres kolleger i New Orleans og San Francisco.
Tusinder af disse arbejdere greb til våben mod Che Guevara. MRP (Movimiento Revolucionario del Pueblo) var blandt disse cubanske modstandsbevægelser som mest bestod af arbejdere. Men stol ikke kun på mig med dette.
Overbeviste medlemmer af arbejderbevægelsen med socialistiske overbevisninger. Med det for øje at styrte Castro indefra; gå ind for nationalisering af økonomien, foretage landbrugsreformer, utopisk sociale reformer.
I en TV-tale den 26. juni 1961, da Che Guevara var Cubas Industriminister erklærede han: “Cubanske arbejdere skal vænne sig til at leve i et kollektivistisk regime, og der kan ikke være tale om at de kan gå i strejke.
Che Guevara forhånede også de som “valgte deres egen vej” (såsom at lade håret gro, og lytte til Yankee imperialistisk” rock & roll). Disse blev på ondskabsfuld vis benævnt som værdiløse “roqueros,” “pjalteproletariat” og “delinkventer.” I sin berømte tale forpligtede Che sig endog til at “lade individualismen forsvinde fra Cuba! Det er kriminelt at tænke individuelt!”
Titusinder af cubanske unge lærte at Che Guevaras indrømmelser var mere end blot talemåder. Hos Guevara fandt de hundredevis af Sovjet KGB og Østtyske STASI “konsulenter” der oversvømmede Cuba i begyndelsen af 1960’erne, en ekstrem ivrig tilhænger. I midt 60’erne blev den forbrydelse af være en “rocker” med en livsstil med jeans, langt hår og forkærlighed for the Beatles og Rolling Stones fjernet fra Cuibas gader og parker af det hemmelige politi og de blev smidt i fangelejre med skiltet “Arbejdet vil gære Jer til mænd! i stor skrift ovenfor porten, og med maskingeværskytter i vagttårnene. Forbogstaverne for disse lejre var UMAP, ikke GULAG, med forholdende var ganske de samme.
I dag er verdens største billede af manden som så mange berømtheder har på deres T-shirts med til at udsmykke Cubas hovedkvarter og torturkamre for landets KGB oplærte hemmelige politi. Intet kunne være mere passende. 
En dag før sin død i Bolivia, stod Che Guevara - for første gang i sit liv - endelig overfor noget der med stor ret kan beskrives som en kamp. Således gav han ordre til sine guerillas om ikke at vise nogen nåde, at kæmpe til sidste åndedrag og til deres sidste kugle. Mens hans mænd gjorde nøjagtig som han bad dem om (kæmpede og døde til sidste kugle) sneg en lettere såret Che sig bort fra ildkampen og overgav sig med masser af ammunition mens han hviskede til sine fangevogtere, “Skyd ikke! Jeg er Che. Jeg er mere værd for Jer i live end død!” Hans bolivianske fangevogtere så noget anderledes på sagen. Den følgende dag den 9. oktober 1967 fandt retfærdigheden sted.
http://frontpagemag.com/2011/10/11/occupation-of-wall-street%e2%80%94what-would-che-guevara-do/2/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar