Thomas Sowell
De som anser rettigheder fra regeringen som hellige, og betragter de som ønsker at skære ned på rettigheder som onde og hjerteløse tegner et billede af en verden som er meget anderledes end virkelighedens verden.
At høre på nogle af forsvarerne for rettighedsprogrammer, som er aktuelt nu under den nuværende finansielle krise, og man kunne tro at noget som regeringen ikke kan yde er noget som mennesker derfor fratages.
Med andre ord, hvis man skærer ned på skolemaden, da vil børnene gå rundt og sulte. Hvis man ikke subsidiere boligerne da vil mennesker blive hjemløse. Hvis man undlader at støtte receptmedicin, da vil de ældre skulle spise hundemad for at få råd til deres medicin.
Det er det billede der fremhæves af mange politikere og i de fleste medier. Men i virkelighedens verden, gælder det ikke for de fleste mennesker der lever under den officielle fattigdomsgrænse.
De fleste amerikanere der lever under fattigdomsgrænsen ejer en bil eller en pick-up - og regeringens rettighedsprogrammer giver dog sjældent til biler og pick-ups. De fleste mennesker under fattigdomsgrænsen har også air-conditioning, farve TV og en mikrobølgeovn - og disse ting overdrages sædvanligvis ikke af regeringens rettighedsprogrammer.
Mobiltelefoner og andre elektroniske hjælpemidler er ikke ukendt i lavindkomst kvarterer, hvor børnene jo tilsyneladende går rundt og er sultne, hvis der ikke er skolemadsprogrammer. I virkeligheden er mennesker i lavindkomstgruppen overvægtige langt mere end andre amerikanere.
Med hensyn til boliger og hjemløshed, da er huspriserne højere og hjemløsheden et større problem på steder hvor der er omfattende regeringsindblanding, såsom venstreorienterede bastioner som New York og San Francisco. Med hensyn til de ældre, da ejer 80% deres egen bolig, hvis månedlige omkostning er mindre end 400 dollars, inklusive ejendomsskatter, afgifter op vedligeholdelse.
Den desperat fattige ældre, der henvises til i politisk og medieretorikken er - i virkelighedens verden - det mest velstående segment i Amerikas befolkningsgrupper. Gennemsnitsvelstanden i de ‘ældre husholdninger’ er næsten tre gange højere end velstanden i husholdninger med mennesker i alderen 35 - 44, og mere end 15 gange højere end velstanden i husholdninger bestående af personer under 35.
Hvis det mest velstående segment af befolkningen ikke kan betale deres egen medicinregninger, hvem kan så? Landet som et hele er ikke på nogen måde rigere fordi regeringen betaler vor medicin - med penge den tager fra os.
Hvad så med de virkeligt fattige, uden hensyn til aldersgruppe? Først og fremmest da stjæler mennesker i lavindkomstgrupper ikke brød for at give det til deres børn. Den del af mennesker i kvarterer med megen kriminalitet, og som begår de fleste forbrydelser stjæler langt oftere luksusprodukter, som de kan benytte eller sælge for at få penge til at fortsætte deres parasitiske levevis.
Men hensyn til resten af de fattige påviste professor Walter Williams fra George Mason University for lang tid siden, at man kan give den fattige tilstrækkeligt med penge til at løfte dem op over den officielle fattigdomsgrænse for kun en brøkdel af hvad det koster at pumpe penge ud i et enorm bureaukrati hos velfærdsstaten.
.
Vi har ikke brug for at bringe landet på randen af en fallit i de fattiges navn, ved at forbruge billioner af dollars på mennesker der ikke er fattige og som kunne tage vare på sig selv. De fattige er blevet benyttet som menneskelige skjolde som den ekspanderende velfærdsstat kunne gemme sig bag, og blive stadig større.
Målet er ikke at holde den fattige bort fra at sulte, men at skabe afhængighed, fordi afhængighed igen giver stemmer til politikere der leger Julemanden.
Vi har alle hørt den gamle talemåde om hvordan man giver en mand en fisk som mad een dag, mens hvis man lærer ham at fiske da får han mad hele livet. Uafhængighed giver et sundere samfund, men afhængighed er det som giver stemmer til politikerne.
For politikerne er det at give en mand en fisk hver dag i hans liv den måde man får hans stemme.
“Rettighed” er blot et fint ord for afhængighed.
Med hensyn til de ‘skrækkelige’ historier som politikerne fortæller for at holde rettighedsprogrammerne kørende; så længe vi falder for snakken, ja så vil de blot blive ved med salgstalerne.
Thomas Sowell is a senior fellow at the Hoover Institution in Stanford, Calif. He is the author of 28 books, including "Dismantling America" and "Basic Economics: A Common Sense Guide to the Economy."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar