Roger Scruton
Gadgets har overtaget vore liv - især blandt de unge som intet forsvar har overfor dem.
Forandringerne i kommunikationsteknologien er nu for tiden så hurtig at vi mennesker nu går gennem en sky af budskaber der er lige så tæt som en græshoppeplage. Hvert nyt ‘værktøj’ forøger hastigheden og rækkevidden på den forrige, og unge mennesker er nu under ledelse af de gadgets de har ved ‘hånden’ hvilket ikke kun omfatter deres liv men som også i større grad dikterer deres handlinger.
Selvfølgelig eksisterer de trykte medier stadig. Der er gammeldags mennesker, som jeg, der lever af at skrive ting til dem, og gammeldags mennesker som du, der støtter os ved at læse, eller i nogen grad købe, hvad vi skriver. Men måske er det kun mennesker som os (hvis jeg må formode jeg kan indbefatte dig) der er faktisk er i stand til at fortryde de forandringer der fejer hen os os i en sådan grad at vi er afhængige af dem.
Resten af verden er fanget af en malstrøm af gadgets, hver ny model designet til skulle ‘lette’ sin ejer til endnu en kilde til mental opøvelse, eller endnu en genstand til morskab.
Hukommelse er nu noget der er bag en skærm. Kun meget lidt er opmagasineret i vore hoveder og vore erindringer forsvinder i cyberspace som asteroider, uden forbindelse med det kredsløb som vi befinder os i. En universitetslærer kan ikke længere formode at en elev har brug for bøger eller blot ved, hvordan man åbner en. Skrevne breve er en fortidig foreteelse, og essays downloades fra de hjemmesider, hvor de hører hjemme. Forskning er det samme som at surfe på nettet, og med hensyn til det sociale liv - så er det et spørgsmål om tweeting og twittering mens man flyder gennem cyberspace.
Facebook venskaber bobler op på et øjeblik og består af en fælles aftale mellem fremmede for at man kan blive udstillet. Det kan i stigende grad se ud til, at det at ‘udstille sig selv’ er det det handler om, at der ikke mere er noget at elske, og venskab er at være fælles synlig. Intimitet og privatsfæren er oldgamle drømme, der befinder sig dernede med fødderne i mudderet, og ikke aner, hvordan de kan komme op i æteren.
Forskellen på privatsfæren og det offentlige er derfor ikke længere klar. Hvis dit privatliv består af at udstille dig selv i cyberspace, og hvis venskab betyder adgang til de ‘udstillinger, så kan det vel næppe være en krænkelse at se med. Det materiale der sendes rundt i æteren gennem ‘selvannoncering’ er jo for at alle skal se det og læse det, og den som klager over at hans privatliv er belvet invaderet, når personlig korrespondancen og mindre heldige billeder pludselig bliver offentlig ejendom har kun sig selv at klandre -- ikke for at poste materialer, men for at være flov over det.
Der er ingen virkelig grænse nu, mellem intimitet og udstilling, og mennesker mister hurtigt fornemmelsen af, at det at hacke sig ind i en andens korrespondance er en form for tyveri, eller at udstille intime billeder er et overgreb. Hvis dit mål er en regering kan du endda bive en helt som Julian Assange, ved ganske enkelt at fremvise, hvad andre har haft ønske om at skjule. 
Et resultat af dette er at de gamle love om bagvaskelse og bagtalelse er ved at være uden betydning. Mennesker kan ikke længere beskytte sig ved at lægge sag an om ondsindet sladder og under alle omstændigheder er forskellen mellem det som er sandt og det som er falsk mindre relevant med budskaberne der lægges på nettet. Enhver der har blot den ringeste evne til at tiltrække sig opmærksomheden fra de tweetering klasser vil finde at løgne, fabrikationer, fantasier og skrupskøre beskyldninger kan blive knyttet til vedkommendes navn i cyberspace sammen med ægte afsløringer, som han helst ville have holdt for sig selv. Under sådanne omstændigheder er det blot at protestere at protestere for meget. For misbrug opfatter man mindre og mindre det som: Twitterne afviser alt med et skuldertræk og drager videre til næste tweet.
Selvfølgelig er det, officielt, en forbrydelse af hacke sig ind på en andens korrespondance og de journalister der forskede i berømthedernes meddelelser på vegne af Rupert Murdoch 's aviser måtte betale en alvorlig pris, nogle af dem nu i fængsel. Men de handlede i den samme ånd som påtrængende journalister førhen har gjort, de som holdt øje med huset på den anden side afd gaden eller som fulgte berømthederne på motorcykler. Det eneste som er forandret er teknologien. Den venstreorienterede avis Guardian satte sig på den høje hest ved at hævde af journalisterne på venstrefløjen aldrig ville synke så lavt. Som en person hvis e-mails er blevet stjålet og offentliggjort på Guardian synes jeg ikke det lyder overbevisende. Men det mindede mig om at journalister altid har brudt grænserne for privatlivets fred når de mente de kunne slippe godt fra det. Mennesker har deres liv med sig i form af gadgets som de kunne efterlade i et tog så alle og enhver kan benytte dem eller smide dem væk.
Det at kommunikere er ikke som andre menneskelige handlinger noget som vi kan føle os frie til at ikke at deltage i. Det er selve essensen i menneskeligt liv. Vi er sociale skabninger, hvis personligheder skabes ved vore interaktioner; alt det vi sætter højt, og alt det vi frygter har sine kilder i kommunikation. Derfor er disse gadgets, der skifter formen og formålet med vor kommunikationer, i mindre grad vore tjenere end de er vore Herrer. De ‘eventyr’ de frister os med er så lette at gå ind på, og synes at være helt uden nogen faremomenter. Vi rejser verden rundt med et museklik; vi besøger venner og fremmede på skærmen, twitter tilfældigt og lægger på vor Facebook profil alt de vi ønsker verden skal vide. Vi sidder ved vore skriveborde og nyder enhver gysen uden at være i fare. Det tror vi i det mindste. Faktisk er vi fanget i ‘nettet’ som fluer, vi kæmper i kommunikationens kvælende bånd. Og vi aner ikke hvordan vi slipper fri; vi sidder godt nok ved vore skriveborde derhjemme, men er dog langt væk hjemmefra.
Som vi ved er det ikke kun beskeder men også billeder der kan blive stjålet og vist til verden. Jamen, sikken dog et eventyr, tage et billede af dig selv nøgen, og så sende det til din nuværende kæreste. Din mobiltelefon beder dig jo nærmest om det. Hvad er så problemet, når ingen ser det? Uheldigvis så er det en person kan se noget kan alle og enhver kan se. Kvinder opdager deres nøgnbillede på mobiltelefoner hos venner som fjender, i fremmedes syge fantasier, i de liderlige planer hos sexmonstrøse mænd og de vises på hele cyberspace. Hvordan skal man dog kunne klare dette? Vi bør ikke være overraskede over at en pige, der ikke var i stand til at leve med hendes løsagtige billede var sluppet ‘ud, begik selvmord, og at berømtheder som Scarlette Johansson nu forgæves forsøger at fjerne deres nøgne bagdele fra millioner af computerskrærme.
Problemet er ikke den opgave som gadgets skal løse, men selv gadgetten, Disse gadgets fulde af viden og beskeder står ved din hoveddør og vil gerne tage over. Og unge mennesker der ikke har noget forsvar mod dem, inviterer dem hurtigt indenfor. Forældre vil gerne tro, at ved at give deres barn en sådan gadget så giver de blot barnet et værktøj, noget der kan benyttes til lovlige formål - såsom at lade dine forældre vide hvor du er og hvornår du skal hentes. Faktisk er de blevet barnets nye Mester, en der er beregnet til at tage kontrol over den person som har den.
Roger Scruton is a visiting scholar at the American Enterprise Institute. His latest book is The Uses of Pessimism (Oxford University Press).
http://spectator.org/archives/2011/11/18/curiouser-and-curiouser
Ingen kommentarer:
Send en kommentar