Brev til en kritiker - "din store skid!"

En gennemført skiderik!

I anledning af Nytårsaften er denne lille morsomme beretning måske meget passende. Savner vi ikke, at politikerne i dag glemmer den politiske korrekthed, og skaber noget ægte kontant i meningsudvekslingerne?.

You are an "eight ulcer man on four ulcer pay."

Om aftenen den 5. december 1950 var et omhyggeligt udvalgt publikum på 3500, i en fyldt Washington’s Constitution Hall vidne til en sangforestilling af Margaret Truman, enebarn af den daværende US-præsident Harry Truman (som også var blandt publikum), og, til trods for den almindelige konsensus, at hendes talent som sanger var mangelfuld, kom der en bølge af positive reaktioner som hilste den håbefulde sangerinde efter koncerten. En person, der nægtede at føje sig de frydefulde var kritikeren hos Washington Post Paul Hume, hvis ærlige gengivelse den næste morgen indeholdt følgende:  

“Miss Truman er et ægte amerikansk fænomen, med en behagelig lille stemme og i rimelig kvalitet....Miss Truman synger ikke særlig godt. Hun er svag det meste af tiden - mere sidste aften end på noget andet tidspunkt vi har hørt hende i de sidste år....der er få øjeblikke under hendes sang hvor man kan slappe af og føle sig beroliget ved at hun når sit mål, hvilket er afslutningen af sangen...Miss Truman har ikke forbedret sig i de år vi har hørt hende, hun kan stadig ikke synge med noget der nærmer sig professionalisme. Hun kommunikerer næste slet ikke den musik hun præsenterer.”

Præsidenten var edderspændt og så rødt, og øjeblikkeligt affyrede han følgende truende brev til Hume. Næste dag var brevet på avisernes forsider

Se brevet herunder:



Transkript
THE WHITE HOUSE
WASHINGTON

Dec. 6. 1950

Mr. Hume:-

Jeg har netop læst Deres elendige gennemgang af Margaret’s koncert. Jeg er kommet til den konklusion at De er en elendig presset karl med en elendig løn ("eight ulcer man on four ulcer pay.")se et forsøg på forklaring nedenunder -synopsis.(1)

Det forekommer mig, at De er en frustreret gammel mand, der ønsker han havde haft mere succes. Når De skriver sådant forbandet sludder i den avis De arbejder for på bageste sektion, se det viser helt sikkert, at De er ude af rampelyset og at mindst fire af Deres kræftknuder er virksomme.

Jeg håber en dag at møde Dem. Når det sker får De brug for en ny næse, en masse bøffer til Deres blå øjne og måske en krykke!

Pegler, den lumske skiderik og skidtkarl er en gentleman i sammenligning med Dem. Jeg håber De vil tage imod denne udtalelse, som en værre fornærmelse end en reflektion over Deres forfædre.

H.S.T.
--------------------------------------------------
Synopsis-olsen information:

Pegler som der henvises til er Westbrook Pegler,  en skarp, undertiden barsk journalist og kritiker af så at sige alle præsidenter, dog gik han hårdest til FDR og Truman, som han foragtede for deres venstreorienterede politik. Kennedyerne fik også en ordentlig tur i Pegler maskinen.

(1) Citatet “eight ulcer man.....” synes at stamme fra en Stephen_Early som var Trumans pressesekretær og en ihærdig positiv fortaler for FDR som han var personlig sekretær for.

Et forsøg på tolkning -  “en yderst stresset person (grundet ulcers - kræftknuder - i overført betydning voldsomt arbejdsmæssigt pres f.eks. og med en stresset elendig løn - four ulcer pay

Andre løsninger/forklaringer imødekommes med tak

Et måske lidt langt ude forsøg i den underforståede betydning af sætningen kunne være -
Måske stammer Humes forfædre, som Truman jo så forkasteligt trækker med ind i sin kritik - fra Ulster - Nordirland og dermed sammenkædningen med ulcers.

Ulcers ligner det geografiske udtryk Ulster temmelig meget i udtale og stavning. Irere var foragtede i USA og især de fra Nordirland -Ulster- som stod for så megen ballade i hjemlandet, som kræftknuder og “eight ulcer” = en overdreven ballademager - på en “four ulcer pay” = som dermed får tilbagebetaling i form af anden ballade og foragt.  - Er det for langt ude????

GODT NYTÅR 

Sang hun så elendigt, døm selv: 
 

Landsbyboeren og byboeren

Landsby indbyggere kontra byboere
           
Christopher Orlet
       
På tide at genoverveje visdommen i at tilbageholde en fordømmelse
       

Jeg kom til storbyen relativt sent i livet. Byerne forekom mig at være steder kun beregnet for de unge. Deres såkaldte charme - besynderlighed, den sitrende nerve, anonymiteten , diversiteten - er vist nok de unges foretrukne. Ældre mennesker ønsker ikke noget der ‘sitrer. Vi ønsker ro, orden, disciplin. Vi vil have gader der er rene. Vi vil have små byer. 

                    
Mine “oplyste’ venner i byen, hvoraf mange stammer fra Midtvestens landsbyer og flækker, har kun ganske få gode ting at sige om de små byers befolkninger, som de betragter som homofobiske, snævertsynede fjolser, hvilket kan ses ved at de er meget tilbagestående.

Præsident Obama en pavestolt Chicagoboer, gav den fuldkomne genlyd af denne elitære følelse da han anklagede beboerne i de små byer i Midtvesten for at “klynge sig til deres våben eller religion, eller have antipati mod mennesker der ikke er som dem, eller have anti-immigrant holdninger eller anti-frihandelsholdninger.”

Jeg er naturligvis ikke familiær med alle småbyerne, men jeg har dog boet i et dusin eller flere landsbyer i mit liv, fra Eldon, Missouri (4895 sjæle) til Chester, Illinois (8400). Jeg har aldrig været ejer af et skydevåben jeg har heller ikke været optaget af religiøsitet (skønt jeg har overvejet begge dele efter jeg flyttede til storbyen). Jeg erindrer helt sikkert ikke megen bitterhed blandt beboerne i de småbyer. Faktisk har jeg altid fundet. at menneskene der på sidevejen og de små flækker har mere kærlighed til deres land og deres medmenneske end de fra forstæderne og byens folk tilsammen.

For ikke så lang tid siden overværede jeg et byrådsmåde i en central Illinois by med 10000 indbyggere. Midtvejs gennem mødet stod en ældre dame frem, og henvendte sig til de ærværdige byrådsmedlemmer. Folkene der bor på den anden side af hendes gade, klagede hun, smed deres affald ud foran huset hele ugen igennem. Det var et forskrækkeligt syn. Hun ønskede at Byrådet skulle gøre noget ved det. Byrådsmedlemmerne udvekslede nogle usikre blikke. Til sidst sagde borgmesteren, “Jeg skal nok snakke med dem, Blanche.” Jeg tør bide spids på, at det gjorde han.

Nævenyttig?. Småtskåren? Måske. Men jeg var på hendes side. Der har altid været Blanches i denne verden der har opretholdt orden, disciplin og god moral i et samfund. Som kontrast  findes der affald i nærmest knæhøjde fra ende til anden i min by. Mine apatiske naboer synes det er ganske passende at smide en tom øldåse eller en pose med burgerrester midt på gaden, eller (mere sandsynligt) i min forhave. Sidegaderne er ofte umulige af passere på grund af mængden af affald der er smidt der ulovligt og lovligt. Hvor jeg dog gerne ville have nogle Blanches i mit nabolag.

En anden gang, da det selskab der indsamlede byens affald pludseligt gik konkurs, gik den samme borgmester i gang med at samle sammen i sin pickup og pligtopfyldende indsamlede han de ældres affald. Hvornår har du sidste gang set din bydelsborgmester eller den store borgmester gøre det?

Da jeg var en ung mand var de små byer stadig steder, hvor gode manerer, moral og god opførsel blev strengt overvåget, hvor mennesker blev bedømt ganske så barsk af deres naboer, og hvor “alle vidste alt om næsten alle og enhver.” I de dage, hvis en mand gjorde noget forkert, hvis han var en drukkenbolt, hvis han snuppede en anden mands kone, hvis han nægtede at arbejde, se han blev ugleset af hele samfundet. Han kom til at føle skam og skyld. Måske ville han forbedre sig eller måske ville han pakke samme og smutte til storbyen hvor en sådan elendig opførsel blev tolereret og ikke fordømt. Frygt for udstødelse og samfundets dom holdt flertallet af menneskene på den lige og snævre vej og dette fik samfundet til at fungere gnidningsløst og civiliseret fremad.

Sentimentalisterne betragtede selvfølgelig sådanne ting som værende grusomme og uoplyste. Det var forkert at fordømme andre, uanset, hvad de har gjort. Værre endnu, undertiden blev drukkenboltens uskyldige børn eller det uægte barn af en ugift kvinde også ugleset. Der var kun et hjælpemiddel mod dette: Fordømmelse, skam og skyld skulle udslettes fuldstændigt. Bedre at et helt samfund gled ind i dekadence, end at en uskyldig skulle lide.

Dette åbnede naturligvis op for flodbølgerne af alle mulige former for patologiske opførselsmønstre. Resultatet af denne “alt er tilladt” mentalitet har været skilsmisse tal der er røget til himlen, en eksplosion af børn født udenfor ægteskab, utallige enlige forældre, en epedimi med brug af stoffer, og alle andre nuværende patologier. Sentimentalitetens triumf har været den lille amerikanske småbys fald.

Men dog ikke helt. Jeg forventer at sentimentaliteten har haft sin bedste tid. Udfra det jeg har set med “alt er tilladt” er den på vej ud. Folk er begyndt at tænke over visdommen i at holde en dom tilbage.

Måske er en sund gang ‘uglesethed’ lige netop det som dette land har brug for.

                        
Christopher Orlet writes from St. Louis and is a frequent contributor to The American Spectator
http://spectator.org/archives/2011/12/08/village-people

Tak til alle besøgende!

Kære læsere!

En lille, omend beskeden, milepæl blev nået i går aftes!

Jeg,  eller snarere, artiklernes indhold, overskrifter,  har formået at 'lokke,' 'drage,' 'narre,' hvordan man nu opfatter det ---

100000 besøgende til denne lille blog som jo 'lever' af andres skriverier. 

Måske er det flere læsere, da jeg det første halve år ikke havde tæller på! Nuvel, jeg ved at besøgstallet ikke er imponerende i forhold til andre blogs, men trøster mig med, at det er ægte interesserede der kommer forbi, og får noget ud af den tid der bruges på bloggen.

 

Så Stor Tak til de som læser med, og tak til de som kommenterer. Det er ikke mange, men kan så opfattes som en stiltiende accept af artiklernes væsentlighed. Det er meget få 'hvæsende' utilfredse kommentarer der har været udgydt. De få som har været utilfredse har enten ikke læst artiklen grundigt, eller vil bevidst blot misforstå indholdet. Det gør sådanne kommentarer såvel 'muntre' som tragiske.  Der har endog være kommentarer der har gjort opmærksom på fejl. Tak til dem.

Den største tak skal dog gå til de skribenter som leverer 'varerne' i form af, efter min mening, særdeles spændende tanker og oplysninger, som ofte ikke kommer frem i de medier vi bliver 'spist' af med i trykt og æterbåren form. 

Det er mit håb at nogle af artiklerne har åbnet op for en anden synsvinkel. og måske endda givet anledning til refleksion, kløe, over, hvordan de særdeles alvorlige problemer verden står midt i, måske også kunne håndteres til gavn for frihedselskende mennesker. 

Denne tegning illustrerer fint formålet med bloggen.

Det er meget personligt berigende at finde artikler frem, og derpå, efter bedste evne, oversætte dem, finde billeder der kan peppe lidt op, finde links mv.  Så jeg vil forsætte! 

Undertiden kunne det måske være rart med noget 'hjælp' udefra!? 

Der er nemlig så rigeligt at tage fra i dette kæmpe overflødighedshorn af velskrivende, velargumenterende, humoristiske skribenter som jeg henter inspiration fra.

Til d.d. er det blevet til 1640 artikler!  

Synopsis-olsen

GODT NYTÅR

En kristen nation skal forsvare kristne

En kristen nation skal forsvare kristne

Roger Hedgecock

Præsident Barack Obama, erklærede, i en af sine første udtalelser i udlandet overfor et tyrkisk publikum og hele den muslimske verden, at USA ikke er en kristen nation.

Ifølge en Gallup undersøgelse offentliggjort i sidste uge er det amerikanske folk ikke enige. Når man måler den religiøse præference blandt amerikanske voksne finder Gallup at 78% identificerer sig med en slags kristen religion. Mindre end 2% er jødisk, mindre end 1% er muslimer og blot 15% har ingen religiøs identiftet.

På baggrund af mængden af mediedækning af muslimer, jøder og ateister i Amerika da burde man tro at det var disse grupper der udgjorde de 78%. Sådan er det ikke.

Gallup konkluderer at undersøgelsen betyder “....at over 95% af alle amerikanere der har en religiøs identiftet er kristne” og at “USA vedbliver i overvældende grad med at være en kristen nation.”

Men Obama har ment noget andet. Her følger et relevant citat fra en pressekonference i 2009 i Tyrkiet:

"En af de store styrker ved USA er ...at vi ikke betragter os som en kristen nation elleren jødisk nation, eller en muslimsk nation. Vi betragter os som borgere i en nation der er knyttet sammen gennem idelaler og et sæt af værdier.”

Det er klippefast amerikansk tradition, som fastslået i 1. Amendment i Forfatningen, at der ikke er nogen religionsbaseret regering, at religionsfrihed for hvert individ er garanteret. USA har ingen statsreligion, ingen kirke med baggrund i regeringen. I den forstand er USA, selvfølgelig ikke “en kristen nation.”

Men da Obama gik videre med at beskrive vor “sæt af værdier,” er det klippefast amerikansk historie, at de værdier har deres rødder i den kristne arv fra vore grundlæggere. Grundlæggerne der omtalte “liv, frihed og retten til at søge lykken,” som værende blandt de friheder der er givet os alle af Gud, gik videre med oprette en regering der kan beskytte den gud-givne frihed hos hver borger, og de talte ikke udfra et ateistisk eller muslimsk perspektiv.

Mange klummer og artikler har talt om Obamas fejltagelse på dette område, men kun få har bemærket den virkning Obamas udtalelse har haft på den muslimske verden.

For det muslimske øre, sagde Obama at USA ikke ville beskytte kristne samfund i overvejende muslimske lande, fordi USA var neutral i spørgsmålet religion. Et blodbad på kristne har udfoldet sig som et resultat af dette. 

 

Fra den dag til nu, uden udsigt til at det vil slutte, er forfølgelsen af kristne i de 57 muslimske lande blevet værre med frygttelige resultater til følge. Det “Arabiske Forår” vil blive kendt i historien som begyndelsen til en skamfuld periode med triumferende radikal islam. I hver muslimsk stat lever alle ikke-muslimer i frygt.

Se blot på Egypten. Afsættelsen af Mubarak, og pøblerne på gaderne der kræver demokrati,blev mødt med hyldest i Vestens hovedstæder. Da pøblen blev afsløret som Det Muslimske Broderskab (ud af hvilket al-Queda blev født) besluttet på at udslette Israel og påtvinge et 21. århundredets Kalifat, da blev prisen for Obamas ord meget tydelig.

Koptiske kristne i Egypten er blandt de ældste kristne samfund, daterer sig tilbage til apsostlene. Kopterne er før den muslimske ære med 600 år. I dag brænder egyptiske muslimer koptiske kirker og angriber de gudsdyrkende der forgæves appellerer til USA om beskyttelse og man har i denne søgt om en masseeksodus til USA for at undgå at skulle dø på grund af sin tro.

Med oprettelsen af Staten Israel har “Fredens Religion” udvist deres jødiske samfund der har levet midt blandt dem siden Diaspora. Israel tog imod disse jødiske flygtninge. Nu er det de kristnes tur til at blive forfulgt af muslimerne. Og der er ingen “kristen” nation til at beskytte dem eller tage imode dem mens de flygter for deres liv.

I Irak havde Saddam Hussein forfulgt irakiske kristne, et samfund af troende så gammelt at de stadig taler aramaisk, det sprog som Jesus brugte. Men det nye irakiske “demokrati” har gjort livet for disse kristne ubærligt. Efter USA invasionen og de lange år med krig har Obama nu trukket tropperne ud, og overladt de kristne til deres skæbne. De flygter fra Irak.

Tre kristne kirker blev ramt af bomber under Julegudstjenester i Nigeria, og dusinvis blev dræbt. En radikal muslimsk gruppe ved navn Boku Haram påtog sig ‘kreditten’ for drabene og kræver streng Sharia lov indført i Nigeria. Obama, på ferie på Hawaii, havde ingen kommentarer.

Denne undsigelse af kristne samfund i disse muslimske lande har opmuntret radikale i Libanon, Syrien, Iran, Indonesien - ja faktisk - i hvert muslimsk land til at forfølge Kristendommen, idet man ved at Obama ikke vil gøre noget, ikke vil forsvare de forsvarsløse kristne befolkningsgrupper i de lande, fordi vi jo “ikke er en kristen nation.”

Gallupundersøgelsen siger vi er en kristen nation, i det mindste målt i tal. Men det vigtige spørgsmål er om vi er en “kristen nation” når det drejer sig om at forsvare retten til gudsdyrkelse hos vore medkristne rundt om i verden? Gælder den gudgivne ret til religionsfrihed alle - eller ingen?

Obama har været ihærdig og veltalende i sit forsvar af de religiøse rettigheder hos minoritetsmuslimerne i USA. Vil Obama være ligeså ihærdig og veltalende i forsvaret for kristne der forfølges i muslimske lande, eller har han overladt de kristne minoriteter i lande med muslimsk flertal til det blodbad vi nu kan se er under udvikling?

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=381309

Misundelse og offermentalitet

Landet med de misundelige og med ofrene

Star Parker    

Præsident Obama fremlagde sin vision for Amerika i Osawatomie, Kansas i denne uge.

Vi er nu ikke længere, efter vor præsidents opfattelse af tingene, landet for den frie og hjemmet for den tapre.

Amerika nu er landet for den misundelige og for ofret. 

Vi er et land, som vor præsident forklarer det, hvor succes for en amerikaner er på bekostning af en anden. Hvor den fattige er fattig fordi den rige er rig. Og hvor regeringens rolle er ikke at sikre “liv, frihed og mulighed for at søge lykke,” men at beskatte velstanden bort fra de man bedømmer som havende for meget og bestemme hvordan den skal investere nationes ressourcer.

Præsidenten valgte at give denne tale i Osawatomie, fordi præsident Theodore Roosevelt, en republikaner, talte der i 1910 og gik ind for mere regeringsledelse i amerikansk liv. Hvor klogt.

Men forbundsregeringen i 1910 trak blot 5 cents ud af hver dollar som den amerikanske økonomi skabte.

Det var ikke før 1930’erne, undtagen for perioden med 1. Verdenskrig, at det blev fordoblet til 10 cents for hver dollar.

Efter 2. Verdenskrig blev det fordoblet igen til 20 cents.

Nu efter tre år under præsident Obamas vision snupper forbundsregeringen 25 cents af hver dollar der skabt af den amerikanske økonomi. Hvis vi så også lægger omkostningerne ved statens og den lokale regering er der knap 50 centes af hver dollar af vor økonomiske formåen tilbage til den private økonomi.

Men præsident Obama mener vi vansmægtes fordi vi stadig er for frie.

Forestillingen om at “markedet vil klare alt” kan se flot ud på en “kofangersticker” ifølge vor præsident, men ifølge hans udtalelser er forestillingen om frie borgere og frie markeder noget der ikke “duer” og “aldrig har virket.”

Måske burde vor præsident vågne af sin drøm, og vort mareridt, og se lidt nærmere på det land han bor i.

Ifølge Kauffman Foundation, der som speciale har at forske i iværksættervirksomhed, sker næsten alle nye netto jobs der er skabt i vort land ved firmaer der er yngre end fem år.

Nettotilvæksen af nye job i Amerika stammer fra private virksomheder, ikke fra regeringsbureaukratier og slet ikke fra store virksomheder.

Denne iværksætteraktivitet sker med en betragtelig risiko. Ifølge en forskningsrapport fra Case Western Reserve University, er det kun 30% af de nye virksomheder der stadig klarer sig 10 år senere.

Iværksættere begynder og opbygger deres forretninger gennem personlig opsparing, kreditter, midler fra familie og venner og lån og investeringer fra banker og risikovillige investeringsselskaber og personer.

Men hvilken iværksætter vil tage disse risici hvis der ikke er en gulerod ligesom der er en faldgrube? Hvem vil gå i gang og arbejde for succes, hvis man bliver straffet fremfor belønnet? Hvis magtsyge politikere beslutter at visse succesrige iværksættere er blevet for dygtige og velstående?

Vor præsident kan bare ikke begribe, at frihed og iværksætterånd ikke drejer sig om “passe sig selv,” men i bund og grund er det som han kalder “vi er større sammen end vi er på egen hånd.”

Virksomheders vækst sker ved at konkurrere om at betjene kunderne.

Det er også ikke om, som præsidenten gør, at forvirre ved  “at skabe sine egne regler.” Det fungerer når vi ikke laver vore egne regler og vi lever efter de evige sandheder der forbyder tyveri og beskytter den private ejendomsret. Vore problemer begynder når regeringen holder inde med at gøre det den skal ved at lade disse regler overholde, og begynder at lave sine egne.

Der hvor præsident Obama havde ret var ved at sige at “Dette er det altafgørende problem i vor tid.” Uanset hvilke løsninger Republikanerne foreslår for at klare problemer som regeringens forrug, beskatning, sundhedspleje og uddannelse så skal de stamme fra den oprindelige kernevision af hvad Amerika er.

Hvem der end dukker op som Republikanernes præsidentnominerede i 2012, så skal vedkommende være klar til at tilbyde en afstøvet og klar vision af Amerika der vil genskabe vor forståelse og tro på den frihed der skabte og gjorde dette land stort.

        

Star Parker, a weekly WND columnist, is president of CURE, the Center for Urban Renewal and Education, and author of the recently re-released "Uncle Sam's Plantation: How Big Government Enslaves America's Poor and What We Can Do About It," WND Books.

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=375981

Berømtheders retfærdighedssans

Berømtheds justits       

Christopher Orlet
       
WM3 er nu endelig frie, men burde de være det?   
                    

The West Memphis Three er på fri fod i dag, ikke på grund af nogen nye beviser,eller som det ofte er tilfældet, en teknikalitet; deres frihed skyldes snarere den magt og indflydelse som Amerikas berømhedskultur, og vor åndsforladte besættelse af samme.

Som mange andre hørte jeg først om West Memphis Three - WM3 forkortet - da jeg så dokumentarfilmen fra 1996 Paradise Lost: Barnemorderne ved Robin Hood Hills. Filmen fortæller historien om tre teenagere, Damien Echols, Jessie Misskelley og Jason Baldwin, der blev dømt for at have myrdet tre otteårige drenge, Stevie Branch, Michael Moore, og Christopher Byers i Vest Memphis i 1993. Paradise Lost og opfølgeren fra 2000 blev roste eksempler på  cinéma vérité at to dygtige filmskabere, Joe Berlinger og Bruce Sinofski, der synes at have taget Berthold Brecht’s definition af kunst  -- ikke et spejl at holde op for samfundet, men en hammer hvormed det skabes -- ganske så bogstaveligt.

Filmskabernes meget selektive portræt af WM3 efterlader mere sentimentale filmtilskuere overbeviste om at de tre teenagerne er blevet ført afsted på ad et bondekonolds retssystem. Mindre sentimentale filmtilskuere, herunder mig selv, mistænker instruktørerne for at fortælle halve sandheder, en fornemmelse der hurtigt har vist sig korrekt.

Jessie Misskelley blev i det store og hele dømt på sine mange (undertiden upræcise) indrømmelser, som han senere trakt tilbage. Damien Echols og Jason Baldwin blev fundet skyldige på baggrund af vidneudsagn, og Echols bekendelser til politiet, der indeholdt førstehåndskendskab til mordene. To juryer fandt WM3 skyldige i mord. Echols blev dødsdømt. En appeldomstol holdt fast ved afgørelserne.

Det kunne måske have været afslutningen på den historie om ikke en HBO filmdirektør ved et lykketræf faldt over en rapport om arrestationerne på bagsiden af New York Times. Efter nogle få dages søgning i Vest Memphis, fandt Berlinger og Sinofski ud af, at hver eneste bondeknoldspolitibetjent og Arkansas hillbilly var overbeviste om at skylden hos West Memphis Three. Derfor var teenagerne tilsyneladende uskyldige.

Enhver med blot et minimumskendskab til kendsgerningerne kunne imidlertid se at Berlinger og Sinofskis films -- der i stor grad er ansvarlig for at skabe en opinion der går imod sagen -- havde en dagsorden der var for WM3. For eksempel gjorde filmskaberne meget ud af den kendsgerning at Misskelley blev udspurgt i 12 timer, men man nævnte ikke at han indrømmede efter tre og en halv times forhør. I stedet understregede filmmagerne Misskelley lave intelligens, uoverensstemmelserne i hans mange udtalelser og man påstod at han blev tvunget til at gå til bekendelse, en kendsgerning der modsiges af de aktuelle bånd med forhøret. (Senere bestemte Arkansas Højesteret at Misskelleys indrømmelse ikke var påtvungen og at han faktisk forstod dens konsekvneser.)

Filmmagerne påstod at WM3 blev udpeget, fordi de var “udefrakommende” og “anderledes.” At være udpeget fordi man er anderledes , se det får helt sikkert hjerterne på den sentimentale Hollywood eliten til at bløde. Og det virkede tilsyneladende. Stjerner som Eddie Vedder, Winona Ryder, medlemmer af Metallica og Dixie Chciks, Trey Parker, Johnny Depp (Depp og Echols fik med tiden samme tatoveringer), og Margaret Cho (Cho ønsker at “hjælpe” Echols med at få udgivet en digtsamling) skrev checks og demonstrerede til fordel for de dømte. Instruktøren Peter Jackson lovede endog at lade Echols være med i den nyeste film. 

 

Men lige præcis, hvor anderledes var WM3 da? Echols og Baldwin fortælles der om at de klædte sig i sort, lyttede til heavy metal musik. Jeg er ikke fra Vest Memphis, men jeg har boet ganske kort derfra tidligt i 1990’erne. Min erindring er at det var teenagere der ikke havde den holdning og indstilling og ikke lyttede til heavy metal, og ikke var iklædt sort der var de skøre kugler.

Ydermere sprang filmskaberne meget belejligt over lidt uheldige detaljer, som den kendsgerning at WM3 ikke havde noget alibi, at den formodede leder, Echols, ikke var i særlig grad et følsomt ‘væsen’ med en poetisk åre, men ligeså meget en forstyrret og ultravoldelig narkodjævel som han var fan af Anton LeVay, grundlæggeren af Satans Kirke, mens Memphis Commercial Appeal fortalte at “beviser peger på at Echols var under indflydelse af skriverier af den afdøde Aleister Crowley, en fortaler for menneskeofringer.” Talen om det okkulte blev imidlertid benyttet af Echols berømte støtter til at portrættere anklagerne som en samling skøre, frygtindbildte, dumme evangelikere. Faktisk blev hver en cliche om Syden støvet af for at nedgøre det lokale retsvæsen.

.

På gund af at sagen fik opmærksomhed fra kendte, beordrede en ny dommer en ny retssag, men den nye anklager insisterede på at han ikke kunne vinde den nye retssag, ved at fortælle journalisterne at “hans hænder var bundet sammen” ved Echols berømte advokater. Officielt betragter Arkansas stadig WM3 som skyldige i tredobbelt mord, og har lukket bøgerne om sagen. Og takket været presset fra scenens og lærredets stjerner har staten besluttet af løslade en trio af dømte mordere, og ladet dem nøjes med at afsone den tid de har.  

Indbyggerne i West Memphis forsøger stadig at forstå, hvordan tre dømte mordere kunne løslades blot på grund af penge og indflydelse fra nogle få Hollywood berømtheder.

Måske vil svaret komme frem i Paradise Lost 3, der snart kommer på lærredet.

                    
                        
      
   
Christopher Orlet writes from St. Louis and is a frequent contributor to The American Spectator Online.
http://spectator.org/archives/2011/12/15/celebrity-justice