Hvid skyld - rend og hop!

Sort privilegium

Robin of Berkeley

En af mine venner overværede fornylig en begivenhed helt frivilligt, noget som jeg ikke ville deltage i for en million, (og så dog alligevel). Begivenheden Fjern De Hvides Privilegier

Min veninde som jeg vil kalde Andrea sad i et værelse sammen med andre hvide på den ene side og farvede på den anden. Som får indrømmede de hvide derpå enhver ægte eller indbildte krænkelse forvoldt overfor farvede.

Efter de hvide havde forsøgt at 'angre' deres skyld, kon de farvede på banen: De råbte af de hvide, prædikede for dem og slap megen vrede ud. Andreas gengivelse af begivenhederne mindede mig om de vredeskomsammen som var populære i 1970'erne.

Dengang betalte man for at være med i mødegrupper, hvor man afbryder hinanden og slår hinanden med skumketchere. Ideen var, at ved at frigive vreden ville alle få det bedre.

Men prøv at gætte på hvad forskningen i den 'terapi' afslørede? Ved at være vred på en anden person (uanset om vedkommende fortjente det eller ikke) formindskedes vreden ikke, den voksede. Og de deliriske effekter er udelukkende følelsesmæsssige. Blodtrykket stiger og muskelspændingerne forårsager overspænding og muskulærsmerte.

Men forskningsresultaterne betyder intet; nu om stunder handler det hele om de hvides skyld og om minoriteternes vrede. Enderesultatet er ikke forsoning eller helbredelse. Vi lever i en ækel tidsalder, hvor venstrefløjen ønsker at gribe mere magt under den vidtløftige klædning af retfærdighed.

Personlig har jeg aldrig haft et øjebliks hvid skyld i mit liv. I betragtning af at jeg er jødisk og fra New York er det en bemærkelsesværdig udtalelse. Jeg føler til gengæld skyld over så meget andet!

Men jeg føler mig skyldig over hvad jeg gør --eller undlader at gøre. Hvis jeg uagtsomt kommer til at såre en vens følelser, hvis jeg har opført mig ubehøvlet overfor en butiksassistent, kan jeg blive overvældet af et hav af skyld og skam.

Men skyldfølelse på grund af min hudfarve? Skyldfølelse fordi nogle hvide i 1960'ernes Selma Alabama ikke gav lov til at sorte kom ind i deres restaurant? Skyldfølelse, fordi samtidig med, at mine slægtninge blev voldtaget og plyndret i Rusland, en lille minoritet af hvide mennesker ejede slaver (som forresten også nogle frie slaver gjorde)? Jeg kunne ligeså godt have skyldfølelser over hvad som helst, blot fordi jeg deler samme race og køn og seksuel orientering som nogle andre.

Forestillingen om kollektiv skyld er ikke kun absurd; den er direkte ond. Det er som at sige at alle jøder er onde fordi nogle af dem måske har begået uretfærdigheder i Tyskland, cirka 1940. 

Det er som at sige at alle israelere er ansvarlige hvis nogen såres i Palæstina. Eller at alle hvide har skylden for handlingerne andre foretog for 50 eller 150 år siden. Kollektiv skyld er en forestilling der er så laser-fokuseret på race, at den faktisk er racistisk.

Det er også anti-Gud, fordi ingen lovlig religion prædiker skyld baseret på race eller køn. Ifølge hinduismen og buddhismen høster vi hver det vi sår. Kristne og jøder tror på den individuelle ansvarlighed, på Dommens Dag for begåede synder.

Selvfølgelig har mange religioner lavet fuldstændig om på tingene, med liberale kirker og synagoger der går ind for at de hvide har skyld. Der er en grund til dette; det er sikrere at skjule sig bag en hel races opførsel end at stå nøgen foran Gud. Jeg ville helt sikkert ikke ønske at være Bill Ayers eller Bernadine Dohrn den dag de ankommer til Perleporten (hvis de i det hele taget kommer dertil).

Hvor er det betryggende af vide, at vi en dag vil blive bedømt efter vor karakter og vor tro- og det uanset om vi stemte på Obama.

Men hvis denne tid udelukkende handler om skyld og bekendelse, da har jeg et indtrængede spørgsmål. Hvorfor kræves der ikke, at alle bekender deres politiske synder? Hvis det forventes af mig at jeg sidder i et værelse og vædet i tårer og  bekende mine synder på Oprah vis, og for enhver fordømmende tanke jeg nogensinde har haft, hvorfor kræves der så ikke det samme af farvede?

Helt ærligt, så ville jeg ikke have noget som helst imod en undskyldning for de sorte unger i skolen der drillede, truede og plagede mig på grund af min hudfarve. Jeg ville meget gerne have en "Kæmpe undskyldning" fra de bander af sorte tøser i high school, der i vrede pløjede mig ned i gangen. Og for dengang til gik til det arabiske marked i Israel som teenager og syv forskellige arabiske mænd, i syv forskellige hændelser, gramse løs på mine private dele, se fra dem ville jeg meget gerne høre en undskyldning.

Jeg afventer også med tilbageholdt åndedræt undskyldning for følgende: Den sorte fyr på Manhattan før Giuliani, der gramsede på mig; den sorte mand i Berkeley der generede mig, gav mig et blåt øje og en brækket næse og efterlod mig der midt på gaden, og de utallige sorte mænd i Berkeley der har kaldt mig en "fucking hvid luder" når jeg ikke gav dem mine småpenge. 

Men jeg vil ikke have en undskyldning for et hvidt privilegium eller et sort privilegium eller noget andet sådant sludder -- men fordi det er forkert at genere, molestrere eller på anden vis krænke andre mennesker - og det uden undtagelse! Dette har intet med race at gøre, men alt med almindelig menneskelig anstændighed og hensyntagen.

Men i Obamas Amerika er der kun lidt menneskelig anstændighed af finde. Reglerne er blevet ændret og de består af disse tre: Vrede, Hævn og Kompensationer. Og denne ondsindede leg med at Give Den Hvide Skylden vil fortsætte og fortsætte indtil vi kalder det hvad det er, (had) og nægter at finde os i det og nægter at lege med.

http://www.americanthinker.com/2011/07/black_privilege.html