Iraks jøder - nyere historie

Islamisk etnisk udrensning af jøderne

Daniel Greenfield

De jøder der flygtede ud af den muslimske verden efterlod mange ting. De efterlod deres hjem og deres ejendele, ejendomme. Deres synagoger, deres kvarterer og meget af deres historie er forblevet i Aleppos gader, i Cairos bydele og i Bagdads gader.

I dag bliver den historie ignoreret, mens historien om araberne der flygtede fra Israel efter deres forfejlede forsøg på et udføre folkedrab på landets jødiske befolkning i 1948 og 1967 bliver helgengjort.

 

Ethvert muslimsk land konstruerer sine egne myter om en “Gylden Tid,” hvor der blevet passet på jøderne af deres muslimske overherrer. Selv dengang, som Al-Andalus, er det lande der ikke længere eksisterer.

Apologeter forsvarer slaveriet ved at hævde at slaverne var lykkelige indtil slavefrigørelsesbevægelsen afbrød denne status quo. Apologeter for behandlingen af jøderne i den arabiske verden synger den samme sang. Alt var forenet, alle var lykkelige syrere, irakere eller egyptere indtil Israels oprettelse smadrede det alt sammen.

Som svar på  Horowitz Freedom Center reklame i the GW Hatchet, kom der en email fra en student i Irak der påstod at “længe før Israel endog blot var en tanke havde Irak (mit hjemland) været et strålende eksempel på enhed, mens man samtidig fejrede kulturernes diversitet” og at “de jødiske befolkninger begyndte at forlade Irak; ikke på grund af religiøs diskrimination, men fordi de følte sig forpligtede til at støtte deres tros hjemland.”

Denne fortælling lægger skylden for behandlingen af den jødiske minoritet i den arabiske verden på jøderne selv, ved at hævde at der var en zionistik konspiration der skulle drive dem ud, d.v.s. Lavon Affæren.

Disse konspirationsteorier giver muslimerne tilladelse sig at undlade at vedgå sig deres nationale skyld for forfølgelserne af de jødiske minoriteter ved at angive årsagen for deres etniske udrensning som værende kommende fra jødernes selv. 

Den arabiske verden før 1949 var ikke et tolerant multikulturelt paradis. Irak var det helt sikkert ikke. Efter Osmmanerriget var det i en tilstand af konstant konflikt, revet i stumper af etniske og religiøse opdelinger. De nuværende spændinger mellem shiiter og sunnier, og mellem arabere og kurdere er ikke begyndt i går. Og jøderne var ofte målet.

Efter de irakiske jøder var blevet fri for Osmannernes styre og deres islamiske love der kaldte dem “dhimmis,” juramæssigt, og sociale undermennesker, fik de nye muligheder under briternes styre og en vis lighed. Men de rettigheder de opnåede blev ikke ikke fjernet igen under de efterfølgende irakiske regeringern, men deres nyopnåede status gjorde dem til oplagte mål for hykleri og had,

Således er processen, der gjorde et samfund med over 100000 jøder i Bagdad til en lang række tomme huse og næsten glemte erindringer. De irakiske arabere valgte at lytte til hadopildnende tale, fremfor deres almindelige menneskelighed, og valgte at benytte vold mod jøderne i Bagdad - således markeredes afslutningen på jødisk liv i Irak.

Brevskriveren fra Irak taler om “et strålende eksempel på enhed,” men det er normalt det man siger om en tid, hvor alle kender deres plads. Da jøderne glemte deres ‘plads’ som ‘dhimmis’ brast den enhed, og da Kalifatet skiftede til pan-arabisme, var jøderne i Irak endnu engang lukket ude. De havde ikke være muslimer, og de var ikke arabere. Endnu engang var de ‘fremmede,’ og for de aviser som gik ind for pan-arabismen, var de dermed oplagte mål der kunne fordømmes som ‘fremmede,’ fjender og spioner.

Anti-semitisk vold havde eksisteret i Bagdad i hele det 20. århundrede med jøderne der blev angrebet i 1908 ved støtter af De Unge Tyrkere og derpå som britisk espioner i 1940’erne af tilhængere af Iraks monarki og så endelig som tilhængere af Israel. Men problemet var altid et behov for at kunne gøre en minoritet til syndebuk. En rolle som Israel stadig spiller i det muslimske Mellemøsten.

Det der begyndte med anti-semtismen i den irakiske presse i 1920’erne gik over til utilsløret diskrimination og vold i 1930’erne. Som i det fascistiske Italien og Nazi Tysklnad blev jøderne udelukket fra offentlige embeder. Jødiske forretninger blev plyndret og jødiske hjem ligeledes. Restriktioner på at rejse udenlands blev indført, og ligeledes kvoter vedrørende uddannelse.

Skolesystemets anti-semitsme kom ovenfra fra chefen for uddannelserne og det stigende samarbejde mellem arabiske nationalister og nazisterne gjorde Irak til et sikkert sted for Det Tredje Riges Ideologi, især når den drejede sig om jøderne.

Det Nazistisk inspirerede kup og følgerne heraf medførte Farhud massakren på jøderne under Shavuout helligdagen, og dermed påbegyndtes exodus af Iraks jøder. Angriberne var iraksiske soldater og politi i en nøjagtig kopi af det som fandt sted i Europa.Læs denne artikel på synopsis om Farhud)

Uanset hvor meget de irakiske jøderne forsøgte at påstå, at de intet havde med zionismen at gøre, blev de forfulgt, angrebet og myrdet. Oprettelsen af Israel gav de irakiske jøder et sted de kunne drage til for at undgå volden og hadet. De som ikke kunne eller ikke benyttede denne mulighed blev udsat for endnu værre overgreb, lidelse og terror i årtierne der fulgte.

Således er det “strålende eksempel på enhed” i Irak. Og historien er ikke så meget anderledes end de ‘skinnende eksempler’ i Egypten og Syrien og over hele den arabiske verden. Problemet med så meget andet i den muslimske verden er at dens enhed kun eksisterer under tyranniet.

Kristne der forsøgte at slutte sig til pan-arabismen kunne kun gøre det ved at udelukke ikke-arabere og dermed blev deres ‘enhed’ til endnu en snæver eksklusiv koalition. Men pan-arabismen var altid beregnet til at give plads til pan-islamismen og udelukkelse af kristne. Og Pan-islamismen opdeles i sekter. Sunni og Shia, og internt derpå i underafdelinger såsom Salafisterne og Alawitterne. De utallige opdelinger betyder at selv pan-islamismen altid kunne afbrydes gennem Takfir. (hvor den ene muslim hævder den anden er frafalden).

Hvis muslimer endog ikke kan opnå lige rettigheder og finde en national enhed med andre muslimer, hvilke håb ville der derfor være for jøderne?

I dag er den muslimske verden mere Judenrein end førkrigtidens Europa, fordi den muslimske verden har gjort det klart at jøderne ikke har nogen fremtid der. Bagdad er en historisk påmindelse om de jøder der blev tilbage om den fortsatte benægtelse og det fortsatte bedrag i den muslimske verden om deres jødiske naboers skæbne.

About Daniel Greenfield

Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam. He is completing a book on the international challenges America faces in the 21st century.
http://frontpagemag.com/2011/10/07/islamic-ethnic-cleansing-of-jews/2/