tirsdag den 6. december 2011

Militærets tjenestehunde redder liv

Militærets hunde

Elise Cooper

Militærets hunde tjener deres land og er med i kampen for at besejre fjenden. Forfatteren Susan Orlean kommenterede i sin nyeste bog RIN TIN TIN, at militærets hunde arbejder som soldater, og at den amerikanske offentlighed har er helt særligt forhold til dem. American Thinker har givet et lille glimt i hvilken værdifuld hjælp militærets hunde er for Amerikas krigsbestræbelser gennem interview med de som træner og samarbejder med dem. 




I sin bog påpeger Orlean at navnet RIN TIN TIN bringer minder om en militær hund frem, enten den der befandt sig på kamppladsen under 2. Verdenskrig eller i TV-serien som en del af US. Kavaleriet. I dag er hundene blevet til veteraner der spiller en ofte afgørende rolle i liv og død for de amerikanske soldater.


Der benyttes mange arter som militærhunde, skønt de fleste udgøres af Schæferhunde, belgiske Malinois og Labrador Retrievers. 70% af hundene stammer fra udlandet, resten fra avlsprogrammer herhjemme. De udenlandske hunde bliver valgt fordi de besidder gode gener, og har de karakteristiske påkrævede egenskaber: Hurtighed, præcision, kan tilpasse sig, en vis portion aggressivitet, nysgerrighed, atletiske, energiske, og villige til at arbejde. Hundene bliver navngivet af opdrætteren eller hvis de er fra avlsprogrammet opkaldt efter faldne soldater.
Belgisk hyrdehund (Malinois)

Den største hundetræningsfacilitet i verden ligger ved Lacklan Air Force Base, hvor hundene til de fleste Departement of Defense Agencies bliver trænet, herunder til særlige operationer. Der er cirka 350 hunde under optræning om året med 2700 hunde der tjener rundt om i verden.

Gerry Proctor, en Air Force talsmand fortalte American Thinker at hundene enten trænes som patruljehunde og sporingshunde, hvis pligter inkluderer angreb og opsporing af eksplosiver og narkotika; en specialiseret sporingshund der arbejder uden snor, et godt stykke foran føreren opsnuser IED’s (vejsidebomber) i krigszoner; eller en kampsporingshund der leder efter duftspor fra mennesker, det være sig ven eller fjende.


Major Christopher Augustine, en talsmand for SOCOM spokesman, kunne ikke gå ind på yderligere detaljer, men forklarede blot, som med alle militærets hunde, “får de omfattende optræning, med deres førere og deres støttenheder før de betragtes som egnede til en mission.” 

American Thinker fik at vide af såvel Air Force som Marine trænere vi interviewede, at det er let at “falde igennem” på træningsskolen. Hunde der kommer ind til programmet består for de 87%’s vedkommende og skal kunne bevise en 90% succesrate, der bliver bedre med tiden, mens færre end 15% af de som er militært egnede kan blive hundetrænere. Hvis en hund “ikke består” kan de sættes på et adoptionsprogram der kan være en forsyner til andre lovinstanser eller til et civilt adoptionsprogram, der har en venteliste på over et år.  bliver hundetrænere.


Airedale - flittigt benyttet i 1. Verdenskrig, (og en pragtfuld hund, har selv haft4, -Olsen)

En hundefører skal være meget effektiv i forståelsen af alt der kræves for at få hunden til at arbejde og respondere med succes. Proctor gav et eksempel, hvor de til at begynde med trækker rundt med en 20 liter spand i en uge før de får en hund at træne, da hundene betragtes som en særdeles værdifuld ressource. Det meste af tiden træner hundene ikke med den samme hundefører de skal i kamp med. Nøglen til et godt hold er at få personlighederne til at passe med hinanden - såvel hund som fører, og aldrig lade en ‘grøn’ hund komme direkte ud af skolen. 

Sgt. Richard Reidel, overopsynsmanden for træningen ser sin opgave som at give den elementære træning til fører som hund således at de vil være kompetente nok til at lære de særlige evner i yderligere træningsprogrammer. Hund og fører udsættes for så mange scenarier som muligt. 

Forholdet mellem fører og hund varierer blandt hundeførerne. Nogle betragter hunden som et værktøj, med sit eget værktøjsnummer, andre betragter dem som et familiemedlem.  
Uheldigvis, når dagen er slut skal hunden tilbage til sin kennel og hundeføreren tilbage til forlægningen. Sgt. Charles Rutledge der har arbejdet siden 2005 som hundetræner og fører, forklarede, “Jeg har fået at vide adskillige gange at jeg holder for meget af dem. Jeg har ingen børn, derfor behandler jeg dem som var de mine børn. Det er hårdt hver gang vi er skilt fra hinanden. Jeg klagede over når de fjernede hundene, men jeg forstår det store billede, at der er tidspunkter hvor de skal vænne sig til en anden hundefører.” Det forventes af føreren at denne fodrer, leger og plejer hundene og har kendskab til hundens sygdomme, herunder at kunne anvende en sprøjte. Hundeførerne er under konstant optræning og i at disciplinere hundene. Da hundene har hver deres personlighed optrænes de, disciplineres de, med belønning af et legetøj, ved at føreren hæver stemmen, eller ved at han viser hunden affektion. 
 
Alt går en sådan hund med til. Hvilken tillid.Tager jeg fejl, men er det ikke en Airedale?


Sgt. Rutledge gav eksempler på tre forskellige erfaringer han havde med hunde. Argo en Schæferhund var ‘grøn’ og undgik arbejdet med at finde eksplosiver. Han blev sendt tilbage til skolen og blev patruljehund. Jack en schæfer, var bange for mørke lokaler. Han trænede ham i to måneder ved at lægge genstande som Jack holdt af ved indgangen til et mørkt lokale og derpå flytte dem gradvist længere ind. Med tiden blev Sergenten i stand til at “udslette” den uheldige opførsel. Axel var også en schæfer, som han havde haft i to måneder. Rutledge beskrev imidlertid Axel som værende hundeføreren. “Han var virkelig klog, og han trænede mig på en anderledes måde i søgen efter eksplosiver, en helt ny stil.” 

Marinesgt. Reidel føler, at militærhundene er uerstattelige da de, ulig robotter, med lethed kan klare terrænet, og kan benytte deres lugtesans for at finde eksplosiver og narkotika. Major Augustine forklarede at missionen med en særlig operationshund skal “benyttes som en mindre dødbringende mulighed på kamppladsen, og give en tidlig advarsel om potentielle farer, og dermed redder de i mange tilfælde livet for de som er med i de særlige operationer.” Sgt. Rutledge ønsker at amerikanerne skal vide at disse hunde sætter livet på spil for dem og fortalte hvordan hans nuværende hund, Hindi, som han har haft siden 2009, blev døv for nogle dage siden efter en bombe gik af lige foran hende. 

Da militærhundene placeres i kampsituationer får de så traumatiske stress symptomer? Proctor bemærkede at man lige netop er begyndt af forske i det og det er yderst vanskeligt at opdage mere end hos mennesker fordi “hunden jo ikke kan tale med dig og sige hvad den tænker på. De kan udvise symptomer på granatcheck, vil ikke arbejde, bliver betænkelige, og vil gerne være alene.”

Alle de interviewede beskrev militærhundene som uundværlige i krigens opgaver. Hundeføreren og hunden er et effektivt hold der kan arbejde sammen for at redde liv. Dette bevises da Proctor fortalte historien om Marine Korporal Colton Risk der belv dræbt af en snigskytte i Afghanistan. Eli, hans sorte labrador militærhund, lagde sig på Rusks lig til de blev fundet. Det er ganske tydeligt at disse hunde virkelig er soldaternes bedste venner, ekstremt trofaste til det sidste. 

Read more: http://www.americanthinker.com/2011/11/military_dogs.html#ixzz1dNj1GMCR

Denne anbefales: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/07/en-soldat-og-hans-mirakel-af-en-hund.html

Og denne: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/10/hunde-folkeslag-og-civilisation.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar